Bording, Anders Det er/ ô Danske Mand uqvems

88. [Æredigt til Hexaemeron af M. Anders Christensøn Arøboe. Anno 1661.]

Det er/ ô Danske Mand uqvems
Dig fremmed' Ord at laane/
Fra Tybren/ Seine/ Rhijn oc Tems/
Oc saa dit Sprog forhaane.
En glatter Stiern oc deylig Hud
Nock af sig self beprydis;
Men sminckis den for meget ud/
Da rynckis den oc lydis.
Vor Moders Maal/ saa fremt du dig
Der i ret giorde mæctig/
Af sin Natur er jo for sig
Saa liflig rijg oc præctig/
At ingen der til betle tør
Udlændisk glands oc smycke/
Som hende saa vanhældig giør/
At hun ey tør opdycke.
En artig Pen kun fattis her/
Os kunde Veyen bane/
Som moxen nu saa vildsom er/
Som gang i Bryst paa Trane.
Var mangen her i voris Land
Saa Sinderijg oc kyndig/
Som Arrebo den lærde Mand/
Oc i sin Stijl saa fyndig:
Opitz for Dansken fick it Glas
At stande da tilbage:
Da fick Ronsard/ Ja self Bartas
Top-seylen jnd at tage.
Thi naar hans søde David vil
Guldharpen sin opstemme/
Saa dyb en Sorrig ey er til/
Mand den jo strax maa glemme.
Vil hand om Guds almæctig Haand/
Oc altings herkomst dicte/
Strax har vor svage Siel oc Aand
Self Paradijs i sicte.
Ja hafde bleegen Død sin Ret
Saa snart af ham ey krefvit/
Vor Dicte-kunst saa tung oc slet
Vel aldrig hafde blefvit.
Gud hannem glæde der hand er/
For søde Rijm hand giorde/
Det ønsker hannem en oc hver/
Som end er ofven Jorde.

Anders Bording.