Bording, Anders Saa tilig som vi faaer henkast vor Børne-leege

28.
Brudgom
Michel Sørensen Riber
Og hans kiereste
Brud,
Giorild Knuds Daatter
Paa deris Bryllups Æres Dag i
Aarhuus til ære af And: Bording
Trygt uden aarstal.

Saa tilig som vi faaer henkast vor Børne-leege
Begynder i vor Sind sig noget at bevæge
Mand i Begyndelsen ey hvad det er, dog veed,
Men naar det slipper ud, er det Begierlighed.
Begierlighed til det, som værdt er at begiære,
Og Verden om dend skal bestaae, kand ey undvære;
Det er den blinde Dreng Cupido med sin Piil
Som bruges idelig udj Poëters Stiil.
Hand os at lokke veed til mangen Elskovs grille
Saa vi skiøt ikke selv det ville, som vi ville;
Hand forestiller os saa mangen yndig glands
At naar her velges skal, gaar lyst i Kamp mod Sands,
Nu siunes os vi med en Smuk os ville parre,
Nu lyster os en Rig; nu en med Dyder bare
Nu den, nu den, det er den lille Skalkes iid
Der med vi gaar i tvifl u-gifte langen tiid.
Men hvo som Hannem steds' i dette vil adlyde
Maa vel hen gaa for mig, og ey sin Kram frembyde:
Men den er dog ej viis, der nødig giøre vil
Den ting i Aar, som Hand dog skal ad aare til.
Hvad skal dend lange vall hvor med vi tit os qvæle,
Og os vor unge Tiid saa got som selv frastiæle?
Og stundom, naar vi længst har søgt det røde Guld
Har vi med sorte Kul end da kun haanden fuld.
Saa faaer mand, hvad mand kand, og ikke hvad mand vilde
Saa giøres tit det Kiøb, mand siden angrer ilde
Saa gaar mand som en Fisk i Ruussens bager strud,
Hvor dend ey kom saa snart, den vil io snarer ud.
60 Ney, ney det heder saa: Hvo Blomster vil opsanke,
Hand dem i rette tiid skal plukke, naar de vanke,
Naar Kolden Boreas faaer alt for megen magt
Hvor er da markens pral, og herlig blomme Pragt
Herr Brudgom gamle ven og Broder, jeg med glæde
Fornemmer Eder i dend roelig Stand at træde
Som mangen unger Svend med længsel og attraa
Sig tit bekymrer for, og kand dog aldrig naa.
Ret saa, ret saa, det er sin Sag i agt at tage
Nu har i smugt opsøgt en Ærlig Ægte-Mage,
Som Eders lefnets Floor og allerbeste Tiid
Skal oversukre slet med søden Elskovs iid;
Saa lenge vi vor Tiid i eenlighed henslide,
Vi fleere Verter har, end venner at paalide,
Vor egen føde Bye, som vi tilfælges har,
Ved os i slig en stand med nød et venligt Svar.
Men J for saadant er nu fri, nu kand i leve
Udj en fremmet Egn, og i god velstand sveve,
Nu har J den, i kand, som Eder selv betroe;
Nu kand J hvile tryg i egen Huus og Boe;
Hvor J selv haver magt, ret som en liden Konning
Hvor Eders Kierest er, og som en anden Dronning
J selv er Eders vert, og Sorg for hende bær
Hun sin vertinde selv og er, og har jer kiær;
O vel den Mand der saa, Som J, sit Liv kand drive
Hand aldrig aarsag har med tilstand sin at kive;
Ja dobbelt vel den, slig en Dyders Krone faaer;
Hand bliver altiid ung, hun mange giør hans Aar;
Men see, jeg merker J lang tiid ey faaer at læsse,
Thi mand vil Eder snart til Brude-Seng henblæsse,
Hvor J begynde kand all dend fornøylighed
Som jeg med svagen Pen ey nær at tegne veed
Saa plukker, plukker nu med lyst og tugtig glæde,
Den Jomfru Blomsters pragt, om i vil Fader heede:
Hvad gielder det J før til ende gaar et aar
Med Daatter eller Søn paa Gulvet vuggen faar.
Vel an det er min pligt, jeg her til ønsker lykke
Den Høye Himmel, som har Raad i dette stykke
61 Og Eders velferdt har i sin almægtig haand
Med Helbred, Fred og lifs Frugt Signe eders Baand.
De søde Nympher før min Flood Nips-Aa forlader
Og sig i Salten Belt blant Rosnes drenge Bader
Hin klare Gud og før for Lax skal give Hval
End Eders Kierlighed paa jorden endis skal.
O Spinder seenlig J vor alders Spinde-Piiger
Og dette søde par med mange Aar beriger
Du gode lykke lad din Fædmis Horn og sig
Paa deris Hoveder udgyde rundelig.