↩

147.
Till Sin Skiønne.

✂

1.

Kom ædle Lius ald verdenss øye
du klare Soel och høye Pract
Som ald Naturen kand fornøye
Med klaren Skin och Vermis mact
Hvi bader du dig nu paa stand
Saa Len[g'] i Oceanens Vand
Langt her fra Land.

✂

2.

Aff Elschov tvungen du beschuer
Maa Skee med Lengsell och Attraa
Hin hvide Møer och Haffiomfruer
Som paa de Salte bølger gaa
Och derudoffuer ey som før
Din Lette Vogn och heste rør
Men Langsom kiør.

✂

3.

Rør Svøben, hui, Lad Athon rende
Med Phlegon och de andre to
Lad Sig de sene timer ende
Den Mørche Natt Lad Skride Jo
Att Sig den klare dag kand tee
Paa hvilchen ieg igien maa see,
Min Galathe.

✂

4.

En Skiønnere du schalt ey finde
Naar du faar offver vand och Ø,
Trots, hver een Skov[-] och Eng[g]udinde
Trots Daphne Selff din egen Mø
De blanche Liliers hvide Sne
Med Rosens Rødme Slaar till spe
Mod Galathe.

252

✂

5.

Hvi tøffver du Langt offver tiden
Din blæge Søster er alt klar
Oc haar afflefflet Lenge siden
Endymion udsoffvet haar,
Den Søde Lerche, Nogle gang
Har Siungit ud med Lifflig Klang
Sin Morgensang.

✂

6.

Kom Jlig Som der Amors Bue
Dig Lærde først at Løbe Lett
Dog faar du min Hyrdind att schue
Det grønne Træ du glemmer Slett.
Ach Saa du kon den Ædle blom
Hvad gielder det din Vogn da kom
Fuld snart her om.

✂

7.

Dog Vill ieg dig Tillforn advare
Fatt ey Till hende kierlighed
thi kom end alle Guders Skare
For hendis gunst aff Himlen need
Hun Lod dog ey forføre Sig
Men holt det [som] hun idelig
Har Loffvet mig.

Finis