47.
Den høy-vel-baaren Herre oc berømmelig
Krjgs Helt
ULRJCH FREDRJCH
GYLDENLØFVE
Kongl. Mayts. af Spanien velforordnit General
de Bataille, oc General Lieutenant de
Cavallerie etc. der hand til Danmarck
lyckeligen hiemkom.
Til Velkoms ære.
Kiøbenhaffn/
Tryckt hos Henrich Gøde/ Kongl. Maytt. oc Vniv. Bogtr.
Aar 1663.

✂ HVor mangen høy bedrift oc herlig Mandoms prøfve
Viltu bevjse vel/ o friske Gyldenløfve?
Før sig dit Helte-mod oc strjd-begiærlighed
Omsider stille kand/ oc vorde krjgen vred.
Hvor længe viltu saa den tunge Kyritz slide?
Hvor længe lyster dig i spidsen først at ride?
Hvor længe viltu dog din alders beste Tjd
Vdmatte self/ udi saa mangen farlig strjd?
Naar faar en bugtit krog din blancke hielm at bære?
Naar skal dit skarpe suerd/ nock mæt af seyr oc ære/
J balgen stickis ind? Naar skal mand engang tro/
At du vilt endelig begifve dig til ro?
Er det/ o modig Helt/ om høyhed giort at vinde?
Er det om herligt nafn oc ævig ryctis minde?
Du længe siden det med allerstørste lof
J Marcken vundit har/ oc meer' ey har behoff.
Den herlig Fynske seyr/ som aldrig har haft lige/
Din ædle dapperhed ey nocksom kand udsige:
Du der bevjste det/ som Tidens skarpe tand/
Huor graadig den oc er/ ret aldrig tære kand.
Den trodsig Fiende dig ey kunde der forfærde:
Af dig/ huor stolt hand var/ en anden sang hand lærde/
Der du hans orden brødst/ ham kiørde ryttersk om/
At al hans mægtig Hær slet i forvirring kom.
104 Da kiende paa/ huad æt oc rod du varst af kommen.
Du frisk-behiertit varst/ oc icke sky for Trommen.
Den allermindste klo nock da til siune lod/
At du varst Løfve-fød/ oc hafde Løvens mod.
Ha/ tænckte mangen da: huad vil af hannem blifve?
Vil hand saa stoore ting udi sin ungdom drifve?
Er hand saa mandelig oc ey forskreckis kand/
End oc før hand er ret til fulde vorden Mand?
Hvad vil hand giøre da/ naar hand med Tiden ganger
Til ret fuldtagenhed/ oc lowlig alder fanger?
Hvad vil hand rutte da med Fienden frisk her om/
Huor mangen sadel vil hand da vel giøre tom.
Den strjdbar Hector da for hannem need skal falde:
Achilles sig it barn mod hannem self skal kalde:
Ja self den haarde Mars/ hvor vred hand være kand/
Ey vofve skal engang/ at see til voris Land.
Den ædle Krigs-hælt Skack/ som voris Hær anførde/
Med høy forundring saa'/ huorledis du dig rørde.
Hand raabte: seer/ hvor vel den ædling sig bestaar/
Huor stoore slag hand her paa Fiendens nacke slaar.
O seer/ huorledis hand paa klingens od opsetter
Sin velfærd/ Lif oc blod/ ja skøt sig self forgietter:
Hand ey tilbage seer/ til fluct ey tilfluct hâr/
Men til sit høye nafn oc Løfve-titel suâr.
O tager eftersiun/ oc lærer her at fecte/
Saa vel af Adel J/ som J besoldings-knecte/
Som acte nogen tid at vinde prjsligt nafn/
Som meene Kongen vel/ oc søge Landsens gafn.
Huo var saa Bonde-feyg? Huo kunde da sig bare?
Hand skulde jo/ med dig/ sit føde-Land forsuare.
Den mægtig Himmel hialp/ oc self paa fienden dref/
Saa den fuldkommen seyr omsider voris blef.
En fast utallig hob i marcken laa needslagen/
Om naade resten bad/ oc blef til fange tagen.
Slet intet ofverblef af al den Fientlig flock/
Som jo kom os til deel/ en huer fick bytte nock.
Den glade Fama sig paa reysen strax henskynte/
Oc din Heroisk jd al verden om forkynte.
105 Den skønne Brabands Egn/ ved Skaldens strjde flod/
Med allerlængste maal din prjs udmaale lod.
Dig hver Mand elskte der/ oc vilde færdig være/
Til at bevjse dig fast Prindsslig stads oc ære/
Din yndig hæld med sin forborgen locke-kunst/
Lod døren op for dig til alles hiert'lig gunst.
Huor du fremkomst udi det Frandske Land oc Rjge/
Mand siælden hafde seet i dapperhed din lige.
Du for dig fandst dit nafn oc høye dyders lof
Opskrefven høyt/ end oc i Kongens prægtig hof.
Huo kand med suagen pen tilbørligen afmale?
Huo kand med tunge ret oc egentlig udtale/
Hvor vel du varst omlat/ hvor ofvermaade kiær
Du blefst i Spanien antagen hos en hver?
Den mægtig Konge der/ beteede dig den ære/
Som høye Førster self forgiefvis tit begiære.
Hand dig ophøyede til deris værd oc stand/
Som kaldes stoore Mænd oc Grandes der i Land.
Naar du til hannem komst/ om noget at forrette/
Hand paa dit hoved dig bad hatten frjt at sette/
Oc der med vjste smuckt/ at du ret hafde dig
Den ædle frjheds Hat forhuerfvit ridderlig.
Saa vjt hans Grendsers maal oc herskab sig udbreder/
Gaf hand dig Borger-ræt oc frjhed alle steder.
Med røden Guld til dig hans rjge Tagus flød;
Hans dybbe Calybs dig Krigs-vaaben nock tilbød.
Huad dyrbart Jndus gaf/ hand jette dig til gafve.
Gaff Peru Sølf oc Guld/ du du fickst det at hafve.
For dig var intet spart/ alt at hand kunde dig/
Til sine Rigers værn/ beholde der hos sig.
Sit eget Folck hand bad for dig at staa til side/
Paa jorden ingen var/ hand torde saa paa lide/
Som kæcke Løfve dig: hand dig tiltroode best/
At være General for sig til fods oc hest.
Var det ey ære nock/ saa høyt at vorde regnit?
Huor findis nogensteds ved lærd Mands pen optægnit/
At nogen Nordisk Helt udi sin ungdoms floor/
Med dapperhed oc suerd sig hafver giort saa stoor?
106 Lad Grædske Fabeler om stercke Kæmper tale/
Lad Franske Chrønicker med deris Roland prale/
Lad voris egen Gram oc Holger komme frem/
Af marcken icke du for nogen gaar af dem.
Mon skarpen Dyrendal/ mon Skrep oc Bertings klinge/
Mon gylden kølvis vect/ vel kunde den betvinge/
Der ey forskreckis kand for død'lig lod oc krud/
Som disse Tiders Mars af pibe skiuder ud?
Ney Falkonettens skrald/ Kartowens grofve Torden/
Musquettens haarde smald/ est du saa vaan ved vorden/
At icke sig Vulcan/ den Tordens mester smed/
Saa diærf oc dristig nær tør giøre self der ved.
Naar til alarm oc strjd klarjn i Marcken høris/
Tuær-piben biuder an/ oc huulen tromme røris/
Dit friske hierte da behiertis allerbest/
Ja der ved glader er/ end ved en brylups fest.
Til Hare-fanen lad den feyge sig begifve/
Som heller vil uskad paa luur bag oonen blifve/
End lucte lunt' oc krud/ oc følge med paa tog/
Oc ey diss mindre vil for Adel regnis dog.
Men dig ey siunis nock/ alenist at annamme
Sit nafn oc Adelskab af høyen æt oc stamme.
Men med pistol oc suerd huo self sig Adle kand/
Hand dig (oc uden skiold) er dobbelt Adels Mand.
Dog det al Verden veed/ at du for dyd oc ære
Langt heller stræbe vilt/ end høye Titler bære.
Mand for den ringe vjn af løw udhenger krands:
Sig Dyden self er nock udi sin egen glands.
Huo sig den rette dyd i bryst oc hierte prænter/
Hand ey saa meget hart af andre roos forventer/
Som hand er med sig self til freds/ oc nøyes nock/
Det end al Verden var saa taugs som steen oc stock.

✂ Men o huor skal sig nu vor Cimber-Land adbære?
Skal hun saa snart igien dig fromme Siæl undvære/
Ja moxen førend hun ved salten Beltis strand/
Med venlig velkoms ord/ dig ret undfange kand?
Huad vil vor jordisk Gud oc Landsens Engel sige/
107 Naar nand skal slippe dig saa langt af Land oc Rige?
Huorledis mon ocsaa vor [fromme] Dronning vil
Optage det? vil hun vel sige ja der til?
Huad viltu suare da/ naar din udkaarne mage/
Som Jomfru moxen er endnu/ sig vil beklage?
Oc vel saa mindelig fortæle dig sin nød/
Huor tit hun hafver nær af længsel værit død:
Huor tit hun blægnede/ naar hun it ord kun hørde/
Om Portugisens magt/ huor sterck hand Krjgen førde:
Huor tit hun drømte/ dig i nød oc farlighed/
Blant Fiendens vrede flock/ at være tæt bested.
O dersom voris ynsk os vederfaris maatte/
Vi din omgængelse vel da til Døden aatte.
Med voris minde du ret aldrig slapst af Land/
Før kaalden Cimber-Haf slet stod i liusen brand.
Dog see/ huad Himlen vil/ det Jorden ey kand vrecke:
Maa skee/ Gud vil ved dig/ vort f øde-Land opvæcke
Jt større Mandoms nafn/ i fremmed Egn oc Land/
End hun i fordom Tid sig med beprydit fand.
Oc derfor naar din Tid/ dig minder did at fare/
Da skal saa frisk en hob oc krigs-begiærlig skare/
Af gode Danske Mænd/ til tiennist følge dig/
Oc Fiendens ryg/ med dig/ afklappe redelig.
Men om os andre/ som tilbage da forblifve/
Maat du forseckre dig/ at vi vel grant opskrifve
Ret hver den langsom dag/ som rinder midler tid/
Til Lycken dig igien med glæde sender hid.
Vor daglig hiertens ynsk skal høyen himmel høre/
Oc al din loflig færd self høy-lycksalig giøre.
Brug Løfve-mod oc mact mod Fiendens stolte leyr/
Kom siden karsk igien med fred oc prjslig seyr.