↩
174.
Som var ombunden/
Med Sorgens mørke Nat/
Jgien er funden/
All Straffens Taage nu er slet fordreffven/
Ved Naadsens klare Ny/
Den sorte Graadens Sky/
Til Latter bleffven.
Aff Nød og Plage/
Ja var og færdig slet/
Til at forsage.
Opløffte Hielpens GUD sit Naadis Øye/
Og aff Medlidenhed/
Undsætning sende ned/
Udaff det Høye.
Saa krafftløs giøre/
At og min Tunge sig/
Ey kunde røre/
Mig mine Venner hver og en forsømde/
Min Finde brugte sig/
Den gandske Verden mig/
Forlaaren dømde.
Nu kand jeg qvæde:
Nu kand jeg lege smuct/
Aff idel Glæde/
Kand dog min Hiertens Fryd ey nær udtrykk
Nu kommer hver og en/
Min Finde med min Ven/
Og ynsker Lykke.
Dig Glæde-skienker/
Som reffst min Siæl her ud/
Aff Nødens Lenker/
Dig/ dig allene maa jeg Tak bevise/
Din høye Miskundhed/
Som bleff paa mig beteed/
Bør jeg at priise.
Hvad var jeg Arme?
At du dig offver mig/
Saa lodst forbarme?
Hvad kom dig til at du saa lodst henfalde/
Din Vredis Sluse-Vand/
At mig enhver nu kand/
Lyksalig kalde.
295
Som mig forlode/
J Nødens onde Tid/
Seer HERRENS Gode/
O seer hvor vel jeg har min Nød forvun-[det/
Det var mod Haab og Lid/
Jeg skulde nogen Tid/
Slig Naade fundet.
Som da omstunder/
Mig effterstræbte nok/
Og nu missunder/
Hvi motte jeg aff dig saa meget lide?
See nu paa mig din Harm/
Hvor GUds Almæctig Arm/
Fordreff min Qvide.
Op søden Tone/
Med Loff igiennem bryd/
Til Himlens Throne/
Hid/ hid min skarpe Lut/ Fiol og Pibe/
At jeg for hannem mig/
Kand glæde hiertelig/
Som hialp aff Knibe.
Hvis trinde Bue/
Saa konstig er udspent/
Om Jordens Tue
Skal fra sin vanlig Gang og Orden vige/
Før jeg skal vorde keed/
For saadan Miskundhed/
Dig Tak at sige.
Med svagen Tunge/
Kand som jeg burde nær/
Din Loff udsiunge/
Det beste derfor skal tilbage stande/
Til jeg blant Englers Tall/
Dig evig prise skal/
J Liffsens Lande.
A. Bording.
174.
En Takke-Sang/ effter at en stor Sorg er forvunden.
J
sin egen Tone:
1.
DEn ædle Glædens Skat/Som var ombunden/
Med Sorgens mørke Nat/
Jgien er funden/
All Straffens Taage nu er slet fordreffven/
Ved Naadsens klare Ny/
Den sorte Graadens Sky/
Til Latter bleffven.
2.
Nu som jeg klæmdis tæt/Aff Nød og Plage/
Ja var og færdig slet/
Til at forsage.
Opløffte Hielpens GUD sit Naadis Øye/
Og aff Medlidenhed/
Undsætning sende ned/
Udaff det Høye.
3.
Før kunde Nøden mig/Saa krafftløs giøre/
At og min Tunge sig/
Ey kunde røre/
Mig mine Venner hver og en forsømde/
Min Finde brugte sig/
Den gandske Verden mig/
Forlaaren dømde.
4.
Men Sorgen er nu sluct/Nu kand jeg qvæde:
Nu kand jeg lege smuct/
Aff idel Glæde/
Kand dog min Hiertens Fryd ey nær udtrykk
Nu kommer hver og en/
Min Finde med min Ven/
Og ynsker Lykke.
5.
Dig Himlens høye GUD/Dig Glæde-skienker/
Som reffst min Siæl her ud/
Aff Nødens Lenker/
Dig/ dig allene maa jeg Tak bevise/
Din høye Miskundhed/
Som bleff paa mig beteed/
Bør jeg at priise.
6.
Hvad var mit Liff for dig?Hvad var jeg Arme?
At du dig offver mig/
Saa lodst forbarme?
Hvad kom dig til at du saa lodst henfalde/
Din Vredis Sluse-Vand/
At mig enhver nu kand/
Lyksalig kalde.
295
7.
Hid mine Venner/ hid/Som mig forlode/
J Nødens onde Tid/
Seer HERRENS Gode/
O seer hvor vel jeg har min Nød forvun-[det/
Det var mod Haab og Lid/
Jeg skulde nogen Tid/
Slig Naade fundet.
8.
Du mine Fienders Flok/Som da omstunder/
Mig effterstræbte nok/
Og nu missunder/
Hvi motte jeg aff dig saa meget lide?
See nu paa mig din Harm/
Hvor GUds Almæctig Arm/
Fordreff min Qvide.
9.
Op/ op min Røst med Fryd/Op søden Tone/
Med Loff igiennem bryd/
Til Himlens Throne/
Hid/ hid min skarpe Lut/ Fiol og Pibe/
At jeg for hannem mig/
Kand glæde hiertelig/
Som hialp aff Knibe.
10.
All Himlens Firmament/Hvis trinde Bue/
Saa konstig er udspent/
Om Jordens Tue
Skal fra sin vanlig Gang og Orden vige/
Før jeg skal vorde keed/
For saadan Miskundhed/
Dig Tak at sige.
11.
Dog see jeg aldrig her/Med svagen Tunge/
Kand som jeg burde nær/
Din Loff udsiunge/
Det beste derfor skal tilbage stande/
Til jeg blant Englers Tall/
Dig evig prise skal/
J Liffsens Lande.
A. Bording.