Bording, Anders Hvad kand ulykken nu

143. Hvor u-forvindelig.

1. Hvad kand ulykken nu Laura
Mod mig optænke Laura
Som meere kand min hu Laura
Med sorrig krænke
Ney ney min Sjæl af ingen nød och trængsel
anfictes kand saa sterk
Det er Jo leegeverk
Mod hjerte længsel.

2. O skønne Lavra dig
Ey kand tilskrifves
At Jeg saa Jammerlig
Af Lykken drifves
Och nu saa lang en tjd fra dig maa være
Min egen Skæbnes magt
Maa skee har ofverlagt
Mig at besvære.

3. Lad hvad forderve kand
och farligt næfnes
At øde mig paa stand
Til hobe stæfnes
Mit hjerte dog ey skulde derfor grue
Om Himlen undte mig
O Engel skønne dig
Jgjen at skue.

247

4. Gaar Solen under sky
Den dog gjenkommer
Och skinner frem af ny
til bliden Sommer
Sig vinteren forandre kand och vende,
Men ach min længsel sig
Teer uforanderlig
och uden ende.

5. Er det om natter tid
Er det om dagen
Al min idræt och jd
Er suk och klagen.
Hvad Jeg paa slaaer och hvor som heldst Jeg findes,
Hvert øyeblik Jeg maa
Med kummer ofverslaae
Och Lavra mindes.

6. Ret som Jeg var et Haf
och ævig kilde
Min graad ey lader af
her ned at trilde
Naar jeg vil den fremfarne tid begrunde
Der mig din høye dyd
med daglig lyst och fryd
Fornøye kunde.

7. Tit i den mørke nat
med dybe tanker
J vilden Skow och krat
Jeg arme vanker
Pandora snart hver morgen der mig finder
Af sorg udmartret saa
at hende derved maa
self blægnes kinder.

8. Om døden end opstoed
mig strax at dræbe
Jeg vilde der imoed
ey meget stræbe
Men ney; hvad vil Jeg efter Døden fige
Hvad Himlen gjør och vil
det stander ikke til
imod at sige.

9. Til dig o Lavra det
alenne settes
Lad ey din Damon slet
hos dig forgjettes
tænk hvad hand skal for din skyld gjemmel drifve
Hand tilforplicter sig
Hand dog ævindelig
vil din forblifve.