Paul Ries Anders Bording

"Scutum Gynaicosophias" (nr. 1, SS I 1-6)

I "Scutum Gynaicosophias" (nr. 1, SS I 1-6), der står i gæld til den klassiske litteraturs læredigtning (didactica), forsvarer Bording den tese, at eftersom kvinder både af Gud og naturen er begavet med samme "fornufftig Siel / oc sandsser" (nr. 1, SS I 2) som mænd, bør de have samme ret til adgang til boglig lærdom. Som han havde lært det i skolen og ved universitetet understøtter han sin tese med eksempler fra klassisk og moderne historie - blandt disse sidste Elisabeth I. af England (1533-1603), den hollandske digter Anna Roemers Visscher (1584-1651) og den danske Birgitte Thott (1610-62) - men peger samtidig på tesens generelle sandhedsværdi og lange forhistorie ved at erindre om, at "Lærdoms forsuar oc patron / dend Ædle Pallas tegnis / nu som en vacker Mands person / nu for en Jomfru regnis / Thj derved gifues at forstaa / At som en Mand kand lære, / Saa kand oc Quinde-kiønet naa, / for Boglig Konster Ære" (nr. 1, SS I 1 f.). Antitesens plumpe forsvarere afvises med en henvisning til den klassiske litteraturs vrantne kritiker Momus og andre sure hoveder, men dertil satte han temaet i dramatisk regi ved at lade en retsindig mand advare kvinder mod et ægteskab "Til den sig icke vel forstaar / oc paa fornufften feyler / [for] Naar daarschab med vankundighed / Vil sig til seng begifue / tench ved dig selv huad Kierlighed / oc Afkom der vil blifue" (nr. 1, SS I 3). Alle disse argumenter fører frem til argumentationens konklusion, dens ergo, nemlig at den unge adelsfrøken roligt kan lade hånt om antitesens forfægtere og trygt søge "hen til Visdoms hafn, / Der Kandst du sicher Vere / oc vinde let [baad'] lyst oc gafn / oc ofuer alt stor Ære" (nr. 1, SS I 6).

Som versmål anvendte Bording et letløbende metrum, der med vekslende firefodsjamber med mandlig og kvindelig udgang efter rimemønstret abab, cdcd, osv. tripper bøjeligt, men regelmæssigt af sted, mens han holdt læseren fangen med en causerende stil, der lå dagligsproget nær, men som samtidig krydredes med utallige, men uforpligtende henkastede henvisninger til antikkens kulturgods. Denne sproglige stilkunst forblev fremover Bordings kendemærke som digter, og metret anvendte han siden så ofte, at det er gået ind i dansk verslære under hans navn. Og da det af ham fremsatte syn på kvinden var det gængse i de kredse, som hans adressat tilhørte, viste han sluttelig også i dette digt den evne til at dramatisere og derved endnu højere besynge det bestående, som forblev hans trofaste følgesvend livet igennem.

Digtet dediceredes med et galant anagram til adelsfrøkenen Margarete Juel (1622-52), der netop stod for at forlade Brusgård for at blive hofdame hos den nye, purunge og livsglade dronning Sofie Amalie (1628-85), hvis musiske og letlevende hof tillige fungerede som ægteskabsmarked for adelsfrøkener, så hvis hun tog digtet med sig - det er overleveret i adskillige afskrifter - opnåede den 26-årige, lærde huslærer også selv for første gang at gøre sig bemærket ved hove med et digt. Om adelsfrøkenen vides det blot, at hun efter et kort ægteskab 9.9.1652 led den skæbne, der overgik så mange unge kvinder i tiden uanset lærdom og stand, idet hun døde i sin første barselsseng.

Julesangen "Ørnen med sin lette winger" (nr. 189, SS I 313-319)

Ved juletid samme år, 1647, bidrog Bording, som det havde været skik blandt lærerne ved Ribe Latinskole, tillige til de mindreårige adelsfrøkeners opdragelse i den rette tro med julesangen "Ørnen med sin lette winger" (nr. 189, SS I 313-319). Digtets budskab er enkelt og lyst af sind, som det passede sig for en julesang, hvormed småbørn "Med Music oc søden tone" (nr.189, SS I 319) kunne fejre frelserbarnets underfulde fødsel, men for at børnene tillige kunne lære, at dette budskab var "aff den hellige Skrifft uddragen" (nr. 189, SS I 313), forsynede huslæreren hver af sangens 24 strofer med noter i marginen, der viste nøjagtig, hvor i Bibelen de forekom. Det blev i alt til 55 marginalnoter, som man så senere kunne overhøre børnene i; men ved julefestlighederne har det sikkert været til større, umiddelbar fornøjelse at afsynge sangen, og dette har været børn såvel som voksne så meget lettere at gøre, som den var skrevet i samme versemål og til samme melodi som Bordings tredje digt fra denne tid, hyrdevisen "Daphnis gik for nogle Dage" (nr. 133, SS I 232-233).

Denne musikalske sammenkædning af verdslige sange og salmer var ikke nogen original ide hos Bording, men gik tilbage til Martin Luthers råd til sine tilhængere om, at Djævelen nok altid syntes at have de bedste melodier, men at disse ikke burde forkastes, men gives et religiøst indhold og således fremme deres sag. Andre digtere i tiden gjorde senere bevidst brug af en sådan sammenkobling, som f.eks. Thomas Kingo, der i sine Aandelige Siunge-Koor (1674-81) digtede salmer til melodier hentet fra Søren Terkelsens hyrdedigte i dennes populære Astree Siunge-Choer (1648-54); men som Gram kunne melde, havde Bording allerede næsten 30 år tidligere begejstret ikke blot små adelsfrøkener, men også sit voksne publikum med denne praksis, idet han om Bordings hyrdedigte og salmer berettede, at han skrev

(Gram: "Fortale", SS 1735, s. xii).

At det imidlertid selv for den musiske Bording undertiden kunne være vanskeligt at føje såvel salmernes som hyrdevisernes ord til de nymodens melodier, fremgår ikke af disses færdige form, men af nogle bevarede kladder, hvori han ses at have nedskrevet det metriske skema, han arbejdede efter, og hvoraf en er et udkast til en tidlig salme, måske fra 1650'erne (nr. 195, SS I 323-324), mens udkastet til en hyrdevise (nr. 143, SS I 246-247) er så sent som fra 1672.

"Daphnis gik for nogle Dage" (nr. 133, SS I 232-233)

"Daphnis gik for nogle Dage" (nr. 133, SS I 232-233) var formentlig Bordings første digt i en genre, der havde sin rod i en fjern antik hyrdedigtning, men allerede hos Vergil (70-19 f.v.t.) var forgængeren Theokritos' (ca. 310-250 f.v.t.) bønder og fiskere og deres betragtninger over landlivets problemer blevet til stiliserede hyrder, der i et italieniseret landskab musicerede om alskens genvordigheder. Men Virgil bibeholdt hyrdernes græske navne, og disse fortsatte i den europæiske renæssances pastoraler, også efter at genren havde bredt sig som en løbeild nordover i Europa og Bordings forbillede, Johann Rist fik den indført i Norden med sin digtsamling Des Daphnis aus Cimbrien Galathee (1642). Derimod var tematikken blevet så stærkt reduceret, at der blot var et emne tilbage, nemlig Daphnis', Corydons osv. klagesange over at den umilde skæbne havde skilt dem fra deres elskede hyrdinder Galathe, Sylvia osv., hvorfor livet ikke længere var værd at leve. Hos Rist sørgede en strikt fastholden ved det stereotypiske for, at kærlighedsforholdet beskreves platonisk, med længslen som hovedtema, men i Bordings andet forbillede, Voigtländers Allerhand Oden und Lieder (1642), var der digte, der kunne være særdeles eksplicitte i deres omtale af seksualiteten og således lå skæmte- og boleviserne nærmere. Bordings hyrder holdt sig til Rists linie, mens Bording selv begrænsede sin i øvrigt særdeles beherskede omtale af seksualiteten til sine bryllupsdigte; men naturligvis kunne også hans visers smægtende billedsprog tolkes seksuelt, ikke mindst hvis de fremførtes til musik, og man tilmed dansede dertil, hvilket hørte såvel herregårdskulturen som hofkulturen til. Gram kan have sporet denne fare, for det var ham meget om at fastslå, at de ikke var elskovsvers, og at Bording aldeles ikke har "været saa forelsket, som han undertiden har siunget" (Gram: "Fortale", SS 1735, s. xii), men ved således med rette at insistere på, at disse digte ikke skulle opfattes som selvbiografiske, pegede han samtidig på det træk hos Bording som digter, som er omtalt ovenfor, nemlig at han ved at overholde en genres forskrifter kunne overlade det til brugeren at tage den beskrevne situation for pålydende værdi, samtidig med at han gjorde det muligt for læseren at nærme sig situationens essens, tabet af den person, som en af hans hyrder rammende og koncist kaldte "du min Anden Jeg" (nr. 123, SS I 218), en anden "min Siels Attraa" (nr. 126, SS I 223). Så når Bording tog lutten frem og fremførte sine hyrdesange til sine tilhøreres fryd, stod det enhver af dem frit for privatissime også at gæste deres egen oplevelse af den søde smerte, det er at mødes og skilles.

Ifølge Peder Terpager skulle de fleste af Bordings salmer være blevet skrevet under besøg, som han i 1650'erne aflagde hos broderen Laurids, der nu sad som sognepræst i Vestjylland. Også denne var en habil digter, og da brødrene under disse besøg "med hinanden handlede, hvad Riim-Konsten angik: Og øvede sig da meget i at skrive baade Latinske og Danske Vers" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxv), kan det ikke udelukkes, at Laurids var forfatteren til nogle af de salmer og moralske emblemata, som traditionen længe har tilskrevet Anders (SS II 319). Dette har dog ringe betydning for en forståelse af Bordings religiøse tankesæt, for i sine salmer digtede han ligeså lidt om sin egen religiøse oplevelse, som han digtede om sit sexliv i hyrdedigtene, for i det lutherske Danmark var der kun et religiøst syn tilladt, hvilket bibragtes enhver fra barnsben, og som ensformigt går igen i hele periodens salmedigtning. Derimod adskiller hans salmer sig fra de mindedigte, gravskrifter, hyldestdigte m.v., hvori han i litterært regi kunne digte om vigtige oplevelser i et enkelt, navngivent menneskes liv med dets sorger og glæder, for salmernes tema er menneskets fundamentalt håbløse situation overfor Gud, men formuleret til brug for den enkelte synder. Inden for dette tankesæts rammer mistede det timelige livs begivenheder enhver værdi, for denne verden var et "Syndsens Torv" (nr. 187, SS I 311), hvor mennesket fristede en tilværelse splittet mellem sit jordiske legeme og sin himmelske sjæl, og hvor "døden syndsens Sold" (nr. 62, SS I 146) kunne ramme mennesket hvornår som helst. Derfor levede det i en fortvivlelse, der endog kunne blive så stærk, at det kunne begræde, at Gud lod "mig usle Kre/ Solen see" (nr. 171, SS I 290), i stedet for at lade det dø ved fødslen og derved forløse dets sjæl fra "Legemets bygfældig Huus" (nr. 173, SS I 293), således at den straks kunne forenes med sit guddommelige ophav. Få tildeltes et sådant kort jordeliv, og som Bording viste det i nogle af sine mindedigte (nr. 67 og nr. 68, SS I 160-163) var det ofte svært for de efterladte ret at værdsætte, hvor lykkeligt et sådan udkomme faktisk var. Men for de fleste gjaldt det, at deres "bange siæl" (nr. 175, SS I 296) på længere sigt var fanget i en verden i "Den grumme Sathans magt" (nr. 206, SS I 330), som er "kun idel jis og glar, / Som er falsk og schrøbelig, / Slibrig og, Slibrig og bedragelig" (nr. 180, SS I 302), og som netop derfor forleder det til at leve således, at det med sine mange fejl må pådrage sig "GUds Vrede" (nr. 179, SS I 301). I sin angst for at blive ganske oversvømmet af denne "Vredens sterke strømme" (nr. 171, SS I 289) trygler det om Guds hjælp, men må stedse frygte, at "GUd sit Øre/ Oc sin Naadis Døre/ / Saasom til/ Lukke vil/ / Og ey dig høre" (nr. 171, SS I 289). Menneskets eneste trøst mod "Fortviflelse" (nr. 171, SS I 289) under dette livets martyrium er ikke blot visheden om, at Jesu liv og død har vist, hvor meget Gud elskede denne syndige verden, men også håbet om, at der for hver enkel bodfærdig synder går en vej fra Gud til verden og hjem igen, hvis "Hand udrecker sine hender / Os at faffne blødelig" (nr. 189, SS I 318). Eneste mulighed for at dette kunne ske er, at Guds "Medlidenhed" (nr. 174, SS I 294) og "den Elskows brynde / Du [Gud] den arme Christenhed / J din Fødsell [d.e. Jesu] har beteed" (nr. 189, SS I 318) trods alt vil kunne frelse menneskets lutrede sjæl, når dets krop endelig har uddrukket den af Gud tilmålte "beske Straffis Pæl" (nr. 171, SS I 291).

Ligesom tidens andre salmister kunne Bording ofte lægge menneskets eksistentielle angstråb i munden på et jeg, således at en bruger bedre kunne identificere sig med salmens universelle budskab, men i realiteten betød dette jeg simpelthen enhver. Det kan naturligvis have gjort oplevelsen af eller indlevelsen i dette nedslag af dette religiøse sortsyn mindre grelt, at brugere af nogle af Bordings salmer kunne afsynge håbet om forløsning ved Jesus, den "S[ø]de frelsermand" (nr. 204, SS I 329), såvel som forvisningen om, at Guds "vreede kand nedbrende / Til Helved' uden ende" (nr. 175, SS I 296) til samme melodi som nogle af hans hyrdeviser, og ifølge samtidige udsagn skulle dette have gjort lykke. Men som det er tilfældet med den sociale hyldestdigtning og hyrdeviserne, holdt Bording sig også i sine salmer indenfor den givne genres skabeloner og konventioner, således at de kunne bruges i den offentlige sfære med pålydende værdi, men tillige åbnede den enkelte muligheden for at anvende dem til opøvelse i den personlige bodsfromhed eller på anden vis forsøge at nærme sig og forvalte det enkelte menneskes erkendelse af sin egen isolation og utilstrækkelighed og få det til søge en frelsende instans, et andet, kompletterende jeg, uden for sig selv. For hvad enten Bording sang om unge forelskede adelsfolk, holdne borgere og deres matroner, forladte hyrder eller hjemløse sjæle, var det et forjættende håb om en forening, som han gav mål og mæle.

Tidens politiske tankesæt

Ingen af Bordings digte er politiske i den forstand, at de tager politiske problemer op til debat. Noget sådant ville under de givne omstændigheder hverken have været muligt eller tilrådeligt i det lutherske kongerige, men ikke blot fordi myndighederne ikke tolererede noget sådant. Det, der i sidste instans forhindrede en sådan debat, var, at tidens politiske system i sin grundvold var religiøst, og at man derfor ikke kunne 'censurere' om politiske forhold uden samtidig at underminere denne grundvold og dermed både Guds og kongens autoritet. I det katolske Europa mente man fortsat, at Guds autoritet på jorden lå i hænderne på hans to repræsentanter, den verdslige fyrste, der forhandlede med og var ansvarlig overfor sine undersåtter, og den sakrale pave, som undersåtterne skyldte ubetinget lydighed, fordi han havde sin magt direkte fra Gud. Men i de lande, hvis fyrster havde fulgt Luthers lære ved reformationen, var der i politisk teori og praksis sket det, at fyrsten havde afløst paven som kirkens overhoved, hvilket åbnede muligheden for i det mindste i teorien at sammensmelte de to tidligere autoriteter til en, den sakrale fyrste. I løbet af det 16. århundredes ideologiske magtkamp i Danmark-Norge havde de lutherske ideologer sejret og derpå sikret deres position ved en kirkelovgivning, der knæsatte deres lære som den eneste tilladte, og som indpodedes alle undersåtter fra vugge til grav, og selv før adelsvældet led sit afgørende politiske nederlag, lærte og prædikede teologerne, at al verdslig magt lå i kongens hånd, og at den lå der så meget sikrere, som det var Gud selv, der havde lagt den der.

I Bordings tid udlagdes dette dogme på højeste religiøse og politiske plan af Sjællands biskop, Jesper Brochmand (1585-1652), der i sin prædiken ved den i 1648 nyvalgte kong Frederiks (1609-70) kroning, under henvisning til 2. Mosebog, Davids salmer og andre skriftsteder, kunne forsikre denne om, at "den ubegrænsede magt, som Gud udøver over alle verdens riger, den vil han dele med dig, når det gælder Danmarks og Norges herlige lande" (citeret efter Clausen: De danske statsteorier, 1953, s. 91; jf. Fabricius: Kongeloven, 1920, s. 96), og det formuleredes endnu mere vidtgående i den prædiken, som biskop Hans Wandal (1624-75) holdt ved Christian V's salving i 1671. Heri fastslog han, bl.a. med belæg i Davids 82. salme, vers 6, at "HErren self [gav] Kongerne den høye ære-titel/ at hand kalder dem GUDER/ OG DEN ALLERHØYESTIS SØNNER" (Wandal: Den Stormægtigste [...] Arffve-Konnings [...] HER CHRISTIAN DEN FEMTES [...] Kongelige Salvings [...] Beskriffvelse, 1671, bl. C2 r), men dertil gjorde han det lysende klart med sine udførlige tolkninger af kongens klenodier og denne hellige handlings mange emblematiske ceremonier, at det var salvingen, der markerede det eneste sande grundlag for majestætens autoritet, for det, der skete, var at Christian V

Det er det på dette dogme baserede syn på kongemagten, der er det centrale element i det politiske tankesæt, som Bording førte til torvs i sine politiske digte både før og efter 1660 (jf. Ries: "Robert Molesworths Analyse des dänischen Absolutismus", i: Arte et Marte, 1978, s. 60-64). Det vides ikke, om han selv overværede de højtidelige handlinger, der affødte de politiske frydeskrig af 1655 og 1660, ej heller om han var tilstede i Frederiksborg Slotskirke i 1671; men også denne sidste begivenhed forstod han at fejre med et frydeskrig adresseret til kongen, som han betegnede som "Himlens Sendebud, / Som Himlen ærer self, och kalder Jordens Gud" (nr. 54, SS I 125), og hvori han ligesom biskoppen kunne erklære, at "Ey nogen uden Gud som er al visdoms Herre / Har kronet dig" (nr. 54, SS I 124), fortolke dagens centrale symboler - kronen, spiret, sværdet, æblet, kåben og olien - som tegn på den magt, Gud har givet ham, samt hæve monarken højt over sine undersåtter og langt nærmere Gud med ordene

Dit ansict lige ved en Engels ansict lignes
Och derfor af en hver tilbedes och velsignes
Din munds befalning er ret dydens rette snoer
Dit hjertes øyemerk er felgis fred och floor
(nr. 54, SS I 124-125).

Det sprogligt magtfulde, statelige aleksandrinerdigt blev trykt hos brødrene Gøde, der også trykte Bordings avis, men også for Mercurius' læsere forstod Bording kort og koncist at formulere biskoppens tolkning af begivenhedens betydning,

Thi Kongen da til sin regeering salfvet bleef.
End dog hans Majestæt sin Konge-stoel och trone
Besidder arfvelig/ hand dog med Spjr och Krone
Ey vilde for sit Folk fremstilles offentlig/
Før hand til lige med jo loed och salfve sig.
Hvor med hand kjende loed/ at saa som hand sit Rige
Af Gud aleene fik/ saa vil hand och ey vige
Fra Guds udtrycte Bud/ men som hand til har nafn/
Forfremme Christelig/ hvad os kand skee til gafn
(SS III 249).

Denne bogstavelige forgudelse af kongemagten kan meget vel slå en moderne læser som et udtryk for, at ikke blot Bording, men hele tiden, politisk set havde mistet jordforbindelsen, hvad da også ideologisk var tilfældet, men ikke en tilfældighed. For ulig den kongedyrkelse, der blev periodens solkonger til del, og hvis slagkraft og berettigelse man kunne overtyde sig selv om ved at læse i naturens bog og universets gang, var det ultimative grundlag for Bordings og hans tids devotion i Guds ord i Bibelen, med andre ord en urokkelig trosartikel, som ingen kunne fravige uden derved i al evighed at fortabe sin sjæl. Kongen var ligesom Jesus selv en mellemmand mellem Gud og undersåtterne, "nest Himmelen/ vor tilfluct/ trøst och Lykke" (nr. 53, SS I 121), og derfor måtte man også i en oprigtig tro derpå efterleve dette ved at adlyde monarken og, hvis man kunne digte, skrive vers derom.

Sådanne digte mentes og opfattedes, i ordets bogstaveligste forstand, som troværdige, og må også af en moderne læser forstås sådan, uanset at man i dag med historisk bagklogskab kan pirre med forstandens lysesaks og vise, at denne ideologi intet havde at gøre med de faktiske politiske tilstande; for hvis man i dag forkaster hans tilbedelse af kongen som kongerøgelse, et udtryk der genfindes gang på gang i den litterære kritik, bliver også hans og tidens religiøse tankesæt offer for anakronismens skarpe kniv. Men det, der i sidste instans viser, at en sådan konklusion ville være misvisende, er, at Bording aldeles ikke var uvidende om de faktiske politiske forhold, men at denne indsigt ikke forstyrrede, men forstærkede hans tro på tidens dogme om den sakrale kongemagt.

Bordings politiske digte

Bordings første politiske digt i 1655 (nr. 43, SS I 84-88) er netop et godt eksempel på, at den verdslige politik og dogmet om den sakrale kongemagt af ham oplevedes som to sider af samme sag. På dette tidspunkt havde ideologiens koryfæer for længst deres på det tørre, hvorimod den lange, seje politiske magtkamp mellem Frederik III og adelen fortsatte med tiltagende styrke. Et centralt stridspunkt i denne kamp var spørgsmålet om kongemagtens verdslige fundament, idet adelen hævdede at riget var et valgrige, mens kongens parti påpegede, at kongemagten siden arilds tid var gået fra fader til søn og derfor var arvelig. Et kompromis opnåedes ved, at man i 1650 enedes om at anerkende kongens magt i hertugdømmerne som arvelig, men dette var realiter et nederlag for adelen, da man ved det næste tronskifte kunne miste hertugdømmerne, hvis man ikke valgte deres arvekonge til hersker over de øvrige dele af rigerne. Denne situation udnyttede kongens parti til 6.8.1655 at bevæge et stændermøde i København til at udpege kongens ældste søn, den 9-årige prins Christian (1646-99, konge fra 1670) som "Danmarckis oc Norgis Udvaalde PRINTZ" (nr. 43, SS I 84), hvilket bekræftedes i september af andre stændermøder i Odense og Viborg, og det var dette sidste møde og de der afholdte "Sædvaanlige / Cæremonier" (nr. 43, SS I 84), som blev anledningen til Bordings første politiske frydeskrig. Situationen var derfor realiter, at adelen havde tabt politisk terræn, hvorfor Bordings digt i dag kunne tolkes som et eklatant eksempel på politisk fremmedgørelse, men det var også sandt, at den af Bording fejrede ceremoni demonstrerede, at de jyske stænder ved denne hyldning loyalt havde bidraget deres til, at kongemagtens kontinuitet yderligere sikredes fremover. Derfor kan Bording korrekt vise, at de to tilsyneladende modstridende aspekter var forenelige og gøre denne forening til digtets egentlige tema.

Bording satte fra første færd begivenheden i dramatisk regi med en henvisning til Tredive-årskrigen (1618-48), idet han først frygter, at den "Larm oc Bang" (nr. 43, SS I 84), han hører, betyder at "den Kiæmpe-Strijd / Er nu igien i vente/ / Som for sig gick i fordum tid" (nr. 43, SS I 84), for derpå at vende sorg til glæde ved at huske, at "Bellona dragen er sin kaas/ / Langt hen fra disse Stæder/ / Oc Krijgens port er luct i Laas/ / Den ædle Fred oss glæder" (nr. 43, SS I 85). Han påkalder derfor sin "sinderijge Musa" (nr. 43, SS I 85), således at han ret kan beskrive, hvorledes "Cimberland" (nr. 43, SS I 85), dvs. Jylland, "kaarer [vælger] sig i dag en PRJNTZ" (nr. 43, SS I 85) med en handling, som "Den høye Himmel mildelig [...] skal stadfæste" (nr. 43, SS I 85). Denne prins betegnes bl.a. som "Landsens andet Øye", "Lands-Engel", "Nordens Atlas", en "grundvold til en Konning" og i "Cimberland den Haffn/ / Huor i den gode Lycke / Sig anckre skal/ en huer til gaffn" (nr. 43, SS I 86). Og endelig genskabte Bording ceremoniens højtidelige atmosfære ved at aftegne, hvorledes rigets fire stænder fremtrådte i korrekt, nedadgående rækkefølge fra adel, via gejstlighed og borgerskab til bondestand, bekræftede deres fremtidige pligttjenester overfor prinsen, for så at slutte sit digt med de ord, der sikkert også har bragt den herlige dag til ende, nemlig "Wi der til raabe huer oc en / O VIVAT CHRISTIANUS (nr. 43, SS I 88).

Digtet, der trippede festligt og mundret af sted på lette bordingvers, blev kort efter trykt i Aarhus, men adressen var tydeligt kongen og hans mænd i hovedstaden, der heri kunne se, ikke blot at Bording havde nok indsigt i en kompleks og usikker politisk situation til selv at holde tungen lige i munden, men også at han forstod at anvende sine i så mange andre genrer allerede højtpriste digterevner til at samle sit publikums opmærksomhed om dagens centrale tema, nemlig at alle parter var sluttet op om fortsættelsen af den kongemagt, som Gud selv lagde monarken i hænde.

Den billedrige ceremoni, der affødte Bordings næste politiske frydeskrig (nr. 44, SS I 88-91), var den arvehyldning på Københavns Slotsplads 18.10.1660, der officielt markerede adelsvældets sammenbrud. Som i digtet fra 1655 bruger Bording atter krigen som baggrund, denne gang med en belejring, der havde truet riget med undergang, men som afvendtes ved et mirakel, som "Nest Gud/ O Daner Koning vj / Det Dig har til at skriffve" (nr. 44, SS I 89). Med et malende billedsprog - herunder det berømte billede af Frederik III, der som en shakespearsk Henry V tilbragte natten før stormen på hovedstaden på volden blandt sine soldater (nr. 44, SS I 89) - fokuserer han atter sit publikums interesse på monarken, men også stænderne er med i billedet. For skønt det denne gang var Gud og kongen, der i fællesskab havde sejret over "Ulyckens Tyranij (nr. 44, SS I 89), var stænderne blevet så begejstret over, hvorledes "Dit Kongelig Exempel dreff/ / Oc hver Mand modig gjorde" (nr. 44, SS I 89), at de havde besluttet at overdrage ham riget som "Løn" (nr. 44, SS I 90), et tilbud, som Frederik III nu "Effter Stændernes Hiertelig Ønsk oc eenstemmig Begiering/ Sit Rige Danmarck til it ævigt Arffve-Rige med Kongelige Ceremonier oc ære/ antog" (nr. 44, SS I 88). Ordet "eenstemmig" har næppe vakt begejstring i visse adelskredse, ej heller at Bording gjorde det klart, at det, der fejredes, var en politisk kursændring, idet "Med visse Kor [valg] oc om [betingelser] vi før / At væle Konger pleye/ / Men Dannemarck dig nu tilhør / Til ævig Arff oc Eye" (nr. 44, SS I 90), og Bording har næppe været uvidende derom; men på den anden side var det sandt, at den forsamlede skare på slotspladsen bestod af "Adel/ leeg oc lærd" (nr. 44, SS I 91), der på egne og alle undersåtters vegne lovede kongen, at "Den fiske-rijge Beltis Vand/ / Med Øresund tilljge/ / Skal stande slet i liusen Brand/ / Før dig dit folck skal suige" (nr. 44, SS I 90) osv., osv. Digtets versmål var ligesom i 1655 de festlige bordingvers, der med deres billedrige, mundrette sprog kan læses som en slags verbal pendant til Wolfgang Heimbachs samtidige apoteotiske maleri.

Om digtet blev trykt til eller kort efter begivenheden kan ikke afgøres, da universitetsbogtrykkeren blot giver årstallet 1660, men at han og Bording forventede en god afsætning til en stor og social bred køberkreds ses af, at digtet udsendtes både i en prægtig folioudgave for bedre folk og i en billigere kvart for mindre bemidlede, men ligeså kongetro læsere. Over for hele denne læserskare, men naturligvis også med kongen og hans mænd som adressater, benyttede Bording i 1663 endnu en gang en lejlighed til påpege nødvendigheden af kongedømmets kontinuitet, nemlig i smædedigtet mod Corfitz Ulfeldt. Ligesom frydeskrigene, var dette digt affattet på bordingvers, men i et billedligt sprog, der med sin blanding af henvisninger til verdenshistoriens største skurke som Attila, Cambyses, Nero, Herodes osv. og blodtørstige fantasier om, hvad Ulfeldt ville få til løn, hvis man ellers kunne fange ham, sikkert i sin trykte form appellerede til en bred læserskare. Men samtidig undgik han at bidrage til den reelle politiske uro ved at fokusere på det eneste fornødne, den guddommelige kongemagts fortsættelse, idet det ikke var som adelsfører, Ulfeldt fordømtes, men som en forbryder mod rigets sande fundament, der var så "Dieffvel-selff i Sind oc Hu" (nr. 48, SS I 109), at han "Stempling [oprør] haffver giort/ / Oc varst med Raad paa Veye/ / Hans [kongens] Arffve-Spjr at føre bort / J fremmed Vold oc Eye" (nr. 48, SS I 110), en ful plan, som Gud selv forhindrede, fordi "Din Salffvede var dig for kiær" (nr. 48, SS I 111).

Ansøgninger og opvartning

Bording forstod senest efter hjemkomsten fra Skåne, at systemskiftet var en politisk realitet, og at hvis man ønskede at passe ind i den nye tingenes orden, gjaldt det om at vide, hvem der stod sig godt med styret og kunne være en god fortaler. Han genoptog derfor den panegyriske lejlighedsdigtning, som han havde praktiseret siden 1642, men hvormed han nu gjorde den nye tids mægtige mænd opmærksomme på sin eksistens og direkte eller indirekte anmodede dem om at være sig behjælpelig med at opnå en stilling ved hoffet som kongens nye poet. For perioden 1660-66 drejer det sig om 41 digte af denne art, og denne kampagne har sikkert skaffet ham adgang til de rigtige kredse, som han dog også efter udnævnelsen til redaktør 1666 fortsat opvartede med yderligere 33 digte, hvoraf de to sidste stammer fra 1677. Alle disse digte kan dateres, fordi de blev trykt. Men dertil skrev han tre digte i nye genrer, der ikke blev trykt, men cirkulerede i talrige afskrifter, hvoraf to er af særlig interesse, en supplik på vers, "Forhaabnings oc forhalings Griller" (nr. 45, SS I 91-100), der tematisk ligger i forlængelse af de øvrige ansøgningsdigte, og et bidrag til tidens selskabsliv, "Studenters Rente-Camer" (nr. 2, SS I 7-8).

"Forhaabnings oc forhalings Griller" (nr. 45, SS I 91-100) er formet som et humoristisk rykkerbrev adresseret til kongen med bøn om at sørge for, at myndighederne nu endelig ryster op med den gode stilling, de året før havde stillet ham i udsigt, og hvori han havde håbet at kunne "anvende fliid och kunst / Mit Fæ'rne maal thill ære / Att det Saa viit Som ieg formaar / vdbredis schall och fremmes" (nr. 45, SS I 91), og selv allerede nu være godt på vej til at stige så højt på det digteriske Parnas "Som Catz och Rist, Ja Sielff Opitz" (nr. 45, SS I 92). Men hans forventninger var blevet skuffet, for da bjerget endeligt barslede, "Da kom her frem een liden Muus / det var alt det hun fødde" (nr. 45, SS I 94), og hvad der gjorde hans situation endnu værre var, at hans venner også havde troet, at han var blevet "Kongens ny Poët" (nr. 45, SS I 92), derfor overalt havde hilst ham, der selv havde spankuleret om "Som en høybeenet Thrane" (nr. 45, SS I 92), med bukken og skraben, men nu undrede sig over, hvorfor han, den tidligere veltalende digter i stedet vandrede så "Pytagorisk" (nr. 45, SS I 91) om, dvs. tavs og eftertænksom.

Svaret på dette spørgsmål er sat i dramatisk regi med en lille komedie, der begynder in medias res med de undrende venner, mens den næste scene viser, at Bording "leffuer Som Jeg kand / Men iche Som Jeg vilde" (nr. 45, SS I 91), idet han bliver modtaget i sit sølle kammer af den tro tjener Nemo, der sammen med hans kældersvend Nullus har sørget for, at han kan nyde den herlige middagsret, Nihil, og at der skænkes rigeligt op "aff den viin for tørst / Som Gaasen Sig i Sætter" (nr. 45, SS I 92). For at sætte humøret op, prøver han at digte, men den kummerlige tilværelse har gjort hans digterstemme mere hæs "i liud och klang / End holmens brøeden kloche" (nr. 45, SS I 93), og da han, i næste scene, forsøger at læske den med vin, jages han af kældersvendene fra værtshus til værtshus, fordi han ikke kan betale regningen og ikke har flere klædestykker at sætte i pant. Men bedst som han, i sidste scene, atter sidder hjemme på sit kammer og er så langt nede, at han ønskede, at han var en simpel bondemand, så han dog fik nok at æde, "faldt mig v-formoedet ind / En ret pudsseerlig Tanche" (nr. 45, SS I 96), og det er denne tanke, der i det lange digts næste part udmøntes i et frisprog, hvormed satirens søgelys svinger bort fra Bording selv og rettes mod visse aspekter af livet i dagligdagens Danmark.

Hvorfor, spørger han, kunne ikke også han blot blive indsat i en ophøjet borgerlig stilling, når dette dog skete med mangen en mand "Enddog hand før har været Slet, / Och Føye værd at roesse / Har J vor dansche Lou och rett / Sledt iche vist en glosse [lovparagraf] / Langt mindre været i latin / Som det Sig burde dreffuen / J Sæder ey for [høffsch] och fiin / J Talen v-beleffuen" (nr. 45, SS I 96)? Når den bonde, der i fjor "kiørde plou och vogn / Och fich for løn at Tersche / J Aar han offuer Stad och Sogn / Befahle kand og hersche" (nr. 45, SS I 97), hvorfor kan man ikke gøre Bording selv til borgmester og endog omstøbe ham til "Excellentz" (nr. 45, SS I 97), om ikke i København, så dog i Grenå eller andetsteds i det sorte Jylland? Eller blot begave ham med et tusind får og et kannikdømme sammesteds? Ja, hvorfor skulle ikke han som visse handelsmænd tjene sig rig på at fuske med regnskaberne, indsætte profitten på høje renter i banken i Amsterdam eller Venedig, bygge sig et herligt femetagers hus og ægte en hvilken som helst rig handelsmands datter? Naturligvis ved han, at den slags svindel er lovstridig, men er der nogen fare ved det, så længe han blev så rig og mægtig, "At blant [de] Store Tyffuis floch / Mand mig fich och at regne / [for] De Smaa Som ringe schyld begaa / For raffne mand ophenger / De Store Strichen ey kand naa / Trodtz nogen dennem Trænger" (nr. 45, SS I 98).

En samfundskritik af denne art, oven i købet i et digt rettet til monarken selv, kunne af en nutidslæser let opfattes som tegn på, at Bording ikke som vanligt var i stand til at holde sin politiske tunge lige i munden, men i stedet har skudt sig i foden, men dette er ingenlunde tilfældet. De personer, han her hænger ud, er blot modstykker til de dydige, loyale undersåtter, han besang i sin sociale hyldestdigtning; og som han udtrykkeligt påpegede, gjorde det en loyal poet til en endnu nyttigere person for kongen, at han "tiedt aff Samme Sech / Kand schiempt och alvor ryste" (nr. 45, SS I 98) og således vise ham, hvorfor livet under hans guddommelige regimente ikke var så fuldkomment, som det efter teorien burde være det. Og han slutter digtet med at udtrykke sin tro på, at kongen altid gør det bedste for sine undersåtter, hvorfor Bording nu vil opgive enhver "pudsseerlig Tanche" (nr. 45, SS I 96) og i stedet nedkalde himlens velsignelser over kongen og sætte sin lid til, at hans "Mæcenas giør vel Sin Poët / Huad hannem bæst behager" (nr. 45, SS I 99).

Mens Bording ventede på mæcenens gunst skrev han den eneste tekst, "Studenters Rente-Camer" (nr. 2, SS I 7-8), der med sikkerhed viser, at han var kommet på fod med de rigtige kredse før udnævnelsen til avisredaktør i 1666, for disse vers blev bestilt hos Bording af rentemester Mogens Friis (1623-75) - muligvis via vennen Vitus Bering, der bl.a. også var assessor i skatkammeret hos Friis - der skulle på maskebal og ønskede at optræde som student. Bording skrev derfor syv små vers, hvori han satte en gennemsnitsstudents løbebane i satirisk regi ved at afbilde den fra den kummerlige skoletid via universitets kedelige præsteuddannelse til opnåelsen af en grad, der derefter kun kunne bruges som "bettel-breff" (nr. 2, SS I 8) for den, der agtede at gå kirkevejen og ende livet med de 3 k'er "Kald/ Kiortel/ Kone" (nr. 2, SS I 7). Versene kan meget vel kan have moret Friis og hans balgæster, der netop ikke selv havde været nødt til at undergå denne prøvelse, men via Sorø og dannelsesrejser havde gjort karriere indenfor den verdslige embedsstand og derfor kunne betragte "de siu frj kunster" (nr. 2, SS I 8) som ganske nyttesløse ude i den virkelige verden. Der behøvede man kun "den enne kunst/ / Som er fix op at skiære" (nr. 2, SS I 8), dvs. drevent forstille sig og således opnå, hvad man vil, og netop med dette sidste tema sluttede det lille optrin; for skønt meningen med det syvende vers med hensigt og brug af latin er blevet noget tilhyllet, spiller det på forskellen mellem på den ene side at ende som en stiv præstemand i en mandlig kappe eller, på den anden, som en dreven balløve at forstille sig - Friis var jo forklædt som student - og drive sit spil under et kvindeligt gevandt (om digtet se også Brix: Analyser og Problemer IV,1938, s. 248 ff. og SS II 82-83). Sådanne muntre optrin, ofte fremført med kostumeskift og ledsaget af musik, var almindelige under de maskeballer, værtskaber og andre forlystelser, der i tiden var moderne i hofkredse, og det er muligt, at Bordings drikkevise "Frisk op naar Dieflen giør sig vreed" (nr. 167, SS I 280-281) og andre lystige viser også blev skrevet efter bestilling i sådant lag.

Samtidig fortsatte Bording med at skrive suppliker på vers (nr. 55, SS I 126-128; nr. 46, SS I 100-102), og hvis han faktisk havde opnået at blive officiel hofpoet, ville han sikkert have tilbragt resten af sine dage med at besynge kongen og bidrage til hoffets værtskaber, maskeballer og andre fester med hyrdeviser og andre fashionable vers, måske endda være kommet Mogens Friis i forkøbet som komedieforfatter. Men i stedet kom han, amatørdigteren og de små genrers uovertrufne mester, ved skæbnens ironi til "at give sig i færd med en Digt, der skulde koste ham mangfoldig Grublen, Eftertanke og Uroe, og forpligte ham til et langvarigt mange Aars Hovedbrud" (Gram: "Fortale", SS 1735, s. xvi), nemlig månedsavisen Den Danske Mercurius.

Metrum

Ifølge instruksen til Bording skulle avisen være "en poetisch Extract" (Stolpe: Dagspressen i Danmark II, 1879, aktstykke 3, s. 334), og som den digtningens sprogmester, han var, valgte han stilsikkert aleksandrineren. Med dette valg handlede han i overensstemmelse med sprogmanden og stileksperten Peder Syv (1631-1702), der i sin Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog (1663) havde betegnet aleksandrineren som "Herre-rim elder Heroiske Vers; thi der beskrives fornemme ting med dennem" (Syv: Nogle betenkninger, 1663, her citeret efter Arnholz m.fl. (udg.): Danske Metrikere I, 1953, s. 367 f.); men Bording havde allerede i tidligere hyldestdigte gjort dette versmål mere velegnet til beskrivelse af både ideer og handlingsforløb ved at indføre en skiften mellem de parvis rimede linier, således at de vekselvis havde mandligt og kvindeligt rim og ved hyppig anvendelse af enjambement at lade sætningerne løbe over adskillige linjepar, således at den metriske form ikke skar meningen i stykker (se f.eks. nr. 35, SS I 68-70, samt hele Mercurius). Men dertil er det klart, at Bording i dette valg lod sig inspirere af digteren Georg Greflinger (1618-77), der under navnet Celadon var medlem af Johann Rists holstenske digterselskab, Elbsvaneordenen, som i 1660 også havde lykønsket Frederik III med et 192 aleksandrinere langt hyldestdigt (Olden-Jørgensen: "Dennemark ein Erbkönigreich 1660", i: Text & Kontext, 1994, s. 13), men som tillige var notarius i byen og udgiver af avisen Nordischer Mercurius. Denne avis var ganske vist på prosa, men netop ved begyndelsen af året 1666 havde han sammenfattet nyhederne fra 1665 og præsenteret dem i aleksandrinere, opdelt i rubrikker med de pågældende landes navne som overskrift, og det var præcis dette format og metrum, Bording valgte.

Tematik og tendens

I de næste 11 år leverede Bording, uden afbrydelse, månedlige oversigter over europæisk politik. Nyhedsmaterialet hentede han fra tre trykte ugeaviser fra Hamborg, der gennemsnitligt indeholdt omkring 250 rapporter hver måned, hvoraf Bording valgte mellem 15 og 30 og ved månedens slutning omsatte dem i aleksandrinere. Disse aviser var tilgængelige i værkstedet hos Mercurius' trykker, universitetsbogtrykker Henrik Gøde (død 1676), der selv to gange ugentlig excerperede deres nyheder og udsendte dem i sin egen tysksprogede Ordinaire Post-Zeitung, men da Gødes udvalg af nyheder ikke dækker alle Bordings, er det klart, at Bording også gik direkte til kilderne. Dette betyder, at han over en periode på 11 år har gennemlæst og forstået mindst 35.000 nyheder for at kunne præsentere sine læsere for månedlige oversigter over en yderst kompleks politisk verden, hvori han introducerede læserne til omkring 500 navngivne geografiske lokaliteter verden over og til hundredvis af personer fra alverdens riger og lande, der her viste deres "Person/ Haandteering/ Ord oc Sæder" (SS III 111; jf. SS III 6 og Ries: "The Anatomy of a Seventeenth Century Newspaper", i: Daphnis, Bd. 6, Heft 1-2, 1977, s. 171-232).

Ved som redaktør at bestemme, hvilke af de mange nyheder, der skulle bringes til torvs, og hvilke der kunne gå i papirkurven, bestemte Bording allerede avisens generelle politiske linie, men dertil gav han ofte, enten direkte eller blot med et passende ordvalg, billede eller mundheld, nyhederne en drejning, der viste, hvorledes de skulle forstås og sættes ind i en større politisk sammenhæng. Dette gælder ikke blot nyhederne om tilstandene i Danmark, som Bording naturligvis anvendte til at forherlige kongen ved at beskrive den til en hver tid førte politik, men også oplysningerne om andre lande og Danmarks position i den internationale politik. Det var disse kommentarer, der gjorde Mercurius til en ræsonnerende avis, hvor hans kilder blot var oplysende, og det er også dem, der viser, at Bording enten selv besad et tilstrækkeligt indblik i dansk og et velorienteret udblik over international politik til på egen hånd at kunne tolke nyhederne i overensstemmelse med regeringens skiftende synspunkter, eller at han via sine mange hyldestdigte til fremtrædende politikere og kancellisekretærer var kommet dem så nær, at han kunne at nyde godt af, eller fik påtvunget, deres vejledning. For hvad enten det ene eller det andet var tilfældet - en blanding er måske den rimeligste forklaring - er der utallige rapporter, der vidner om en indsigt, som ikke findes i kilderne, der jo ikke havde lov til at kommentere nyhederne, således som det f.eks. er tilfældet med Mercurius' rapport om den komplekse internationale situation i juni 1666, hvori han kunne meddele sine læsere

At Suenskens sendebud sin konge skall forbinde
till Engeland i løn, och holland harm udspinde
det wentis ey: Men at hand will en billig fred
Indstiffte, førend hand fra londen gaar af sted.
Thj see den Rydske mact et anfald hâr i sinde,
Sig Suerrig der imod och lader færdig finde.
Huis freden mellem dem, (som nock arbeydis paa)
Sin fremgang icke faar, det ilde kand tillgaa
(SS III 9).

Af sådanne analyser kunne hans læsere se, at han faktisk vidste, hvad han snakkede om og mere til, og det samme er tilfældet med hans meddelelser om det utal af politiske begivenheder, der ikke fandt sted 'i løn', i kulisserne, om man vil, men for åbent tæppe, som f.eks. gesandtskabsbesøg, handelsaftaler, forbundstraktater, anlæggelse af kolonier, krigshandlinger til lands og til vands, og indre oprør eller blot dulgt forræderi, eller om mere lokale forhold som debatter i politiske forsamlinger, nye økonomiske foranstaltninger til beskyttelse af handelsbalancen, rangforordninger, lovgivning om skovhugst osv., osv. samt naturligvis hvilke politikere der bevarede deres position som øvrighedens trofaste tjenere, hvem der faldt fra ærens top eller snublede på vejen op. Det sidste skete kun i det ellers perfekte Danmark en gang, nemlig da den i Mercurius ellers højt berømmede Griffenfeld (SS III 366, 370, 398, 406, 438) trods alt viste sig at være en forbryder af den slags, "Som mod hans Salvede med rænker acte frem" (SS III 482, 491) og derfor med rette fradømtes "Ljf/ Ære/ Gods och Stand" (SS III 491), men ude i Europa var dette var et stående tema på den politiske scene og derfor også i Mercurius, der omtalte de faldne politikere med navn som så mange eksempler på den generelle sandhed, at

Det er hof lefnets art. Hof-trappen er bestrøed
Med ærter vel saa tæt/ som volde fald oc stød.
I dag ved Herre-bord/ med ord/ som Centner Veye:
I morgen mindre værd/ end det som Folk udfeye.
Thi voct dig/ Hofmand/ vel: Fryct Gud/ og giør dit kald:
Vær Kongen huld och tro: Det er mit raad for fald
(SS III 75).

Den klare og ligefremme diktion, brugen af enjambement, varieret gentagelse, udråb, og et ordvalg, der på en gang er præcist, malende og så mundret, at det kan nærme sig det ordsprogsagtige - der forekommer mere end 600 mundheld og ordsprog i Mercurius - er stilistiske træk, der genfindes overalt i Mercurius, og som ligesom retoriske spørgsmål, direkte læserhenvendelser, henvisninger til klassiske myter, bibelske fortællinger og andet alment, fælles kulturgods giver læserne oplevelsen af et nært og fortroligt forhold til redaktøren. Da det er den ganske verden, der skal beskrives, er Bordings ordforråd i Mercurius tilsvarende enormt, men også i dette stykke træder han sine læsere nærmere, bl.a. ved at oversætte ord, der måtte være dem fremmede, som når han skriver "Saa sterk en alliantz (fordrag och pact at sige / Staaer alt for gammel-dags" (SS III 106), eller "Det store Rigens Raad/ som kaldis Parlament" (SS III 63) eller deler sin viden med dem ved at forklare, at Dauphin er titlen på den franske kronprins (SS III 95, 106) osv. Kort sagt, i Mercurius satte sprogkunstneren Bording alle stilistiske sejl til for at gøre avisens budskab klart og underholdende for et videst muligt publikum, og dette lykkedes i den grad, at samtiden roste ham for at have udgivet sin avis til "Fornøjelse hos de Højpriseligste Konger, og ald Berømmelse og Yndest hos andre af høj og nedrig Stand" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxvi). Der foreligger ikke oplagstal, der kan vise, hvor stor læserskaren var, men bogtrykker Gøde sørgede for, at avisen ikke blot var tilgængelig i løssalg, men også at den nåede det avislæsende publikum, der specielt interesserede sig for politik og derfor, for en årsabonnementspris på 2 rigsdaler, fik tilsendt "meiner Postzeitungen/ Königlichen Verordnungen/ Dänischen Mercurii und andern particuliren Relationen "(GTY 1673 no. 1).

Om sit arbejde med avisen skrev Bording, at "Min Maanetz dict Jeg ey kand gladere begynde/ / End naar Jeg noget stoert om Kongen kand forkynde" (SS III 249), og naturligvis benyttede han den faste rubrik under Danmark, der på en undtagelse nær indledte hvert nummer af avisen, til at lovsynge kongemagt og kirke, fordi de tilsammen forsvarede rigernes grundvold og ikke tolererede de politisk farlige "falske Secters sverm: men stræbe/ slig ukrud / Af Kirkens ædle Jord at fange luget ud" (SS III 485). Og på lignende måde kunne han med sine kommentarer til udenlandske nyheder bruge forholdene i andre lande som en advarsel om, hvor galt det stod til andetsteds, som når han f.eks. om det katolske, polske valgkongedømme kan udbryde: "Ja (kort at skrifve) Jeg det Folck paa Jord ey veed/ / Der saa gjenstridig staar imod sin Øfrighed" (SS III 16), eller når han gang på gang bringer tidens fordomme mod muhamedanere eller revser den "half-Christne", dvs. ortodokse storfyrste i Moskva (SS III 21). Men på den anden side fremgår det klart af Mercurius, at det land i Europa, hvis fredelige handelspolitik og givtige kolonipolitik burde stå som et forbillede for alle andre nationer, var den nederlandske, calvinske republik, om end den ideologisk først accepteredes af Bording 100 procent, efter at befolkningen der under den af Frankrig og England påtvungne krig lærte at forstå, at "intet Land och Folk kand uden hoved være" (SS III 304) og derfor overdrog den unge prins Willem den absolutte fyrstemagt i både krigs- og fredstid.

Med sine kommentarer gav Bording som redaktør altså sin avis et ansigt, nemlig det ansigt, som myndighederne ønskede kolporteret, men som enhver nutidslæser kan erfare ved egen læsning, var hans oplysninger altid korrekte eller blev rettede, hvis de senere viste sig ikke at være det (f.eks. SS III 436). Selv under krigen med Sverige fra 1675, som Mercurius ligesom Griffenfelds parti håbede kunne undgås, men hvor svensken selvfølgelig betegnes som aggressoren, forholder han sig objektiv - og det ikke blot ved sammenligning med f.eks. Kingos forherligende og fejlagtige krigsreportage - idet han melder, at det "suurt udseer/ och hart i knibe ganger" (SS III 513) og om det knusende danske nederlag ved Lund skrev, at "Naturen self var træt/ saa meget blood at skue/ / Som der paa Jorden randt/ bad derfor Solens Lue / Sig need at skynde strax/ och lod i tvilsmaal staae/ / Hvo billigst hafde tjent/ med Seyer hjem at gaae" (SS III 519). Under hele krigen havde han naturligvis forsøgt at støtte den hjemlige moral med optimistiske håb, men det var med en realistisk resignation, og ikke uden en vis galgenhumoristisk sans, at han begyndte avisens allersidste nummer med ordene "Saa fik da Vinteren dog ligevel en ende/ / Hvor lang/ u-lystig/ kaald och Svensk den loed sig kiende" (SS III 529).

Ved således gennem 11 år overfor sine læsere at forherlige den guddommelige danske kongemagt og lovsynge de velsignelser, den lod regne ned over befolkningen, men samtidig informere dem korrekt om den ganske verden, som også tvillingerigerne var en del af, producerede sprogkunstneren Bording en avis, der læstes "med Fornøjelse hos de Højpriseligste Konger, og ald Berømmelse og Yndest hos andre af høj og nedrig Stand, baade da og nu" (Terpager: "Levnet", SS 1735, s. xxxvi). Udfra en idehistorisk betragtning fremtræder avisen i dag som et enestående kulturhistorisk mindesmærke, mens det som litterært værk stadig udgør den del af Bordings produktion, hvori man i rigest mål kan nyde hans "Poëtiske Opfinding og Artighed, eller hans Rigdom og Overflødighed i Talen" (Gram: "Fortale", SS 1735, s. xxxiii).

litteraturhistorisk

Vedel, A.S.: Folkevisebog, 1591, I-II, Udgivet af Paul V. Rubow, Holbergselskabet af 23. september, København 1926-27.

Roskilde, P.J.: Prosodia Danicæ Linguæ, Dett danske Sprogs Rhijme Konst, befattet i Latinske Spørsmaall og Regle, Med huos følgende danske exempler, fornemlig i blandt andre aff den ærverdige, oc hoytt med gaffuer oc lerdom opliuste D. MORTEN LUTERS aandelige visers lille bog vddragne, oc rett effter rhijme konst mensureret, Gud till ære. Hans menighed till opbygelse, dett danske maall til prydelse, oc Alle gudfryctige Rhijmere til nogen anleding Samen skreffuen i fyen aff Peder Jenssen Roeskild, 1627. Optrykt efter håndskrift fra 1648 i: Arnholz m.fl. (red.): Danske Metrikere I, København 1953, s. 13-131. Kildeskrift.

Brandt, C.J.: Den Danske Psalmedigtning I-II, Kjøbenhavn 1846-47. Salmebogslitteraturen med tilhørende digterbiografier.

Petersen, N. M.: Bidrag til den danske Literaturs Historie I-IV. Anden udgave ved C. E. Secher, III: Det lærde Tidsrum 1560-1700, Kjøbenhavn 1868. Biografisk behandling med bibliografiske oplysninger, det er vanskeligt at finde andetsteds.

Hansen, P.: Illustreret dansk Litteraturhistorie I, Kjøbenhavn 1886. Fremstilling med kritisk holdning overfor absolutisme og barok.

Andersen, V.: Tider og Typer af dansk Aandslivs Historie I-IV, København 1907-16. Grundlæggende åndshistorisk og litterært mesterværk.

Paulli, R. i: Petersen, Carl S.: Illustreret dansk Litteraturhistorie I, København 1929. Biografisk baseret litterær redegørelse, indtil Hougaard m.fl.: Dansk litteraturhistorie 3: Stænderkultur og enevælde 1620-1746, 1983, standardværket om perioden.

Friis, O.: Den Danske Litteraturs Historie I: Fra Oldtiden indtil Renæssancen (c. 1615), København 1945. Særdeles nyttig om skolehumanismens forfattere.

Arnholz m.fl. (udg.): Danske Metrikere I-II. Universitetsjubilæets danske Samfund nr. 365, København 1953-54. Bind I indeholder skrifter om og lærebøger i prosodi af Jens Bielke, Hans Stephanius, Peder Jensen Roskilde, Hans Mikkelsen Ravn, Bertil Knudsen Aqvilonius, Peder Syv og Henrik Gerner. Bind II består af en udgave af Søren Poulsen Gotlænder Judichærs skrifter, samt Erik Dals doktorafhandling, der er standardværket om dansk prosodi og også placerer denne i videre europæisk sammenhæng.

Albeck, G: Dansk litteratur historie I: Fra runerne til Johannes Ewald, Politikens Forlag, København 1964. Første del af første bind af en generel beskrivelse; anden del, fra det 18. århundrede, forfattedes af F.J. Billeskov Jansen. Se nærværende portræts afsnit om forfatterskabets modtagelse og efterliv

Friese, W.: Nordische Barockdichtung. Eine Darstellung und Deutung skandinavischer Dichtung zwischen Reformation und Aufklärung, Francke, München 1968. Klar åndshistorisk og litterær redegørelse for den skandinaviske, inklusive den islandske barok med tyske oversættelser af kernetekster af Bording og andre af tidens digtere. Kan med fordel suppleres med L. Lönroth og S. Delblanc (red.): Den svenska litteraturen från forntid till frihetstid, Bonniers, Stockholm 1988.

Billeskov Jansen, F.J.: Danmarks Digtekunst I-III, I: Fra Oldtiden indtil Klassicismens Gennembrud. Munksgaard, København 1969. Redegørelse for de poetiske motivers og den metriske tekniks historie som den afspejles i periodens lyriske, episke og dramatiske litteratur.

Thomsen, E.: Barokken i dansk digtning, Scandinavian University Books, Munksgaard, København 1971. Litterær, men modsat Friese: Nordische Barockdichtung. Eine Darstellung und Deutung skandinavischer Dichtung zwischen Reformation und Aufklärung, 1968, en subjektiv og æstetisk værdinormering af forfatterskaberne.

Billeskov Jansen, F.J.: Dansk litteratur historie I: Fra runerne til Thomas Kingo, Politikens Forlag, København 1976. Afløser Albeck: Dansk litteratur historie I, København 1964.

Hougaard m.fl.: Dansk litteraturhistorie 3: Stænderkultur og enevælde 1620-1746, Gyldendal, København 1983. Til dato den bedste trykte behandling af perioden med detaljeret litteraturhistorisk og bred kulturhistorisk placering af hele Bordings produktion.

pressehistorisk

Wolff, O.: "Nogle mindesværdige Optegnelser for Aaringerne 1668-1677 her til Lands", i: Journal for Politik, Natur- og Menneske-Kundskab III, 1797, s. 195-208..

Nyerup, R.: "Om de ældste danske Aviser", i: Det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter I, 1805, s. 228-255.

Wolff, O.: "Efterretninger om Veirliget i Danmark i Aaringerne 1667 indtil 1673. Samlede udaf Bordings Mercurer", i: Journal for Politik, Natur- og Menneske-Kundskab IV, 1818, s. 261-270.

Stolpe, P.M.: Dagspressen i Danmark, dens Vilkaar og Personer indtil Midten af det attende Aarhundrede I-IV, Forlagt af Samfundet til den danske Literaturs Fremme. Trykt hos J. Jørgensen & Co., Kjøbenhavn 1878-82. Stadig standardværk, men se nærværende portræts afsnit om modtagelse og forfatterskabets efterliv.

Bruun, C: "Den første danske Journalist", i: Danmark. Illustreret Kalender, 1890, s. 46-66, København 1890.

Damm, J.: Spredte Træk af den danske Presses Historie, Kjøbenhavn 1900.

Kirchhoff-Larsen, Chr.: Den danske Presses Historie I-III, I: 1634-1749, Munksgaard, København 1942. Se nærværende portræts afsnit om forfatterskabets modtagelse og efterliv.

Rafn, E.: Anders Bording. Danmarks første journalist og Danmarks ældste avis, Ribe 1957. Se nærværende portræts afsnit om modtagelse og forfatterskabets efterliv.

Hvidt, M.: "Den danske Mercurius 1666-77. Den første danske avis bliver 300 år", i: Pressehistorisk årbog, 1966, s. 19-36.

Blühm, E. und Bogel, I.: Die Deutschen Zeitungen des 17. Jahrhunderts. Ein Bestandsverzeichnis mit historischen und bibliographischen Angaben, zusammengestellt von Else Bogel und Elger Blühm, i: Studien zur Publizistik, Bremer Reihe, Deutsche Presseforschung, Herausgegeben von Elger Blühm I-III, Bremen 1971-85. Standardværk.

Ries, P.: "The Anatomy of a Seventeenth-Century Newspaper. A contribution towards a re-definition of the methods employed in newspaper research, by way of an analytical and comparative study of four German-language newspapers, published in Hamburg and Copenhagen in the year 1669", i: Daphnis, Bd. 6, Heft 1-2, 1977, s. 171-232.

Søllinge, J. og Thomsen, N.: De danske aviser 1634-1989 1-3, 1: 1634-1847, Dagspressens Fond, Odense 1988. Bind I supplerer Stolpe: Dagspressen i Danmark, dens Vilkaar og Personer indtil Midten af det attende Aarhundrede I-IV, Kjøbenhavn 1878-82.

Olufsen, P.: En pris · en poet · en avis. Et skrift om Anders Bording "Den danske Mercurius" og den hæderspris der bærer hans navn, Dansk fagpresse, København 1990. Se nærværende portræts afsnit om modtagelse og forfatterskabets efterliv.

Søllinge, J.D.: "Nyhedsformidling, aviser og journalistik i Norden indtil 1720", i: Gustafsson, K.E. og Rydén, P. (red.): Perspektiv på Post- och Inrikes Tidningar, Göteborg 1998.

Ries, P.: "The politics of information in seventeenth-century Scandinavia", i: Dooley, B. & Baron, S. (red.): The politics of information in early modern Europe, 2001, s. 237-273.

kulturhistorisk

Rørdam, H. F.: De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar mod Karl Gustav, Kjøbenhavn 1855.

Kinch, J.: Ribe Bys Historie og Beskrivelse I-II, Reprografisk genudgivet med indledning og kilde- og litteraturfortegnelser ved Ole Degn, Jysk selskab for historie, Ribe 1869-84 / Århus 1985.

Nyrop, C.: Bidrag til den danske Boghandels Historie I-II, Til Minde om den Gyldendalske Boghandels hundredårige Jubilæum, Forlagt af den Gyldendalske Boghandel, Thieles Bogtrykkeri, København 1870.

Holm, E.: Danmark-Norges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720 I-II, Kjøbenhavn 1885-86. Stadig standardværk.

Schiørring, N.: Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang I-II, København 1950.

Henkel, A. og Schöne, A. (red.): Emblemata. Handbuch zur Sinnbildkunst des XVI. und XVII. Jahrhunderts, Herausgegeben von Arthur Henkel und Albrecht Schöne, Stuttgart 1967. Standardværk på mere end 900 sider med fotografisk gengivelse af emblemer fra hele den europæiske tradition.

Troels-Lund, T.F.: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede I-VI, 6. udgave ved E. Kjersgaard, København 1968-69.

Steensberg, A. (red.): Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede I, København 1969.

Eller, P.: Kongelige portrætmalere i Danmark 1630-82, København 1971. Standardværk, men se nærværende portræts afsnit om modtagelse og forfatterskabets efterliv.

Schiørring, N.: Musikkens historie i Danmark, København 1977.

Ladewig Petersen, E. m.fl.: Dansk social historie 3: Fra standssamfund til rangssamfund 1500-1700, Gyldendal, København 1980.

Degn, O.: Rig og fattig i Ribe. Økonomiske og sociale forhold i Ribe-samfundet 1560-1660 I-II, Universitetsforlaget, Aarhus 1981.

Schama, S.: The embarrassment of riches. An interpretation of Dutch culture in the Golden Age, Fontana Press, London 1987. Standardværk i europæisk sammenhæng.

Heiberg, S. (red.): Christian IV og Europa. Den 19. Europarådsudstilling, Poul Kristensen Grafisk Virksomhed, Herning 1988. Fremragende billedmateriale ledsaget af kulturhistoriske oplysninger.

Feldbæk, O. (red.): Dansk Identitetshistorie 1: Fædreland og Modersmål, København 1991. Se også Ilsøe: "Danskerne og deres fædreland. Holdninger og opfattelser ca. 1550-1700", i: Feldbæk: Dansk Identitetshistorie I, København 1991

Ilsøe, H.: "Danskerne og deres fædreland. Holdninger og opfattelser ca. 1550-1700", i: Feldbæk: Dansk Identitetshistorie I, København 1991. Uddannelse og dannelsesrejser.

Keeble, N.H. (ed.): The Cultural Identity of Seventeenth-Century Woman, Routledge, London 1994. Kildeskrift med kommentarer.

Wade, M.R.: Triumphus nuptialis danicus. German court culture and Denmark, Wolfenbütteler Arbeiten zur Barockforschung, Wiesbaden 1996.

Dülmen, R. van: Kultur und Alltag in der Frühen Neuzeit I-III, C.H. Beck, München 1999. Et tysk sidestykke til Steensberg, A. (red.): Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede I, 1969, Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede I-VI, 1968-69 og den udvidede engelske oversættelse af F. Braudels: Les Structures du Quotidien: Le Possible et L'Impossible, Paris 1979 under titlen Civilisation and Capitalism, 15th- 18th century I-III, London 1981-84.

Cunningham, A. and Grell, O.P.: The Four Horsemen of the Apocalypse. Religion, War, Famine and Death in Reformation Europe, Cambridge University Press 2000.

politisk historie og teori

Wandal, H.: Den Stormægtigste [...] Arrfve-Konnings [...] HER CHRISTIAN DEN FEMTES [...] Kongelige Salvings [...] Beskriffvelse/ Effter Kongl. befaling forfatted aff Johan Wandal, Kiøbenhaffn 1671.

Bagger, H.: Allerunderdanigste Erklæring indsendt til Hs. Kongl. Majestæt Kong Christian den Femte angaaende de ud af Frankrig fordrevne Hugonotter, Kiøbenhaffn 1684. Optrykt i: Minerva III, København 1790.

Masius, H.G.: Interesse Principum circa Religionem Evangelicam, Hafnia 1687.

Barfod, P.F.: Fortællinger af Fædrelandets Historie I-II, København 1853. Se nærværende portræts afsnit om modtagelse og forfatterskabets efterliv

Jørgensen, A.D.: Peder Schumacher Griffenfeld I-II, Gyldendal, København 1893-94. Stadig standardværk, men se Olden-Jørgensen: Kun navnet er tilbage. En biografi om Peter Griffenfeld, 1999.

Fabricius, K: Kongeloven. Dens Tilblivelse og Plads i Samtidens natur- og arveretlige Udvikling, Hagerups Forlag, København 1920.

Bøggild Andersen, C.O.: Statsomvæltningen i 1660, København 1936.

Clausen, S.: De danske statsteorier, Gyldendal, København 1953.

Olsen, G.: Danmarks historie 8: Den unge Enevælde 1660-1721, Red. af John Danstrup og Hal Koch, Politiken 1964.

Ries, P.: An Account of Denmark as it was in the years 1660-1703. An Enquiry into some Political, Legal, Religious and Literary Aspects of Early Danish Absolutism. Thesis submitted for the degree of Ph.D, Cambridge 1968. Mikrofilm på Det Kgl. Bibliotek i København.

Ries, P.: "Robert Molesworths Analyse des dänischen Absolutismus", i: Arte et Marte. Studien zur Adelskultur des Barockzeitalters in Schweden, Dänemark und Schleswig-Holstein, Herausgegeben von Dieter Lohmeier, Neumünster 1978, s. 43-66.

Olden-Jørgensen, S.: "Dennemark ein Erbkönigreich 1660. Zeitgedichte zwischen Panegyrik und Publizistik", in: Text & Kontext, 1994, s. 11-25.

Olden-Jørgensen, S.: Kun navnet er tilbage. En biografi om Peter Griffenfeld, København 1999.