Bording, Anders BEklemte Siæl/ hvad vilt du vanke

173.
Om Verdens Kierlighed.
J sin egen Tone:

1.

BEklemte Siæl/ hvad vilt du vanke/
Ved Jorden her saa nederlig/
Oc med saa mangen daarlig Tanke/
Forgieffvis selff udmartre dig?
Ak Arme/ ney/
Det er den Vey/
Der til Ulykken leder hen/
Thi sving dig op til Himmelen.

2.

Om Lykken vilde mig tillaffve/
Det største Verdens Keyserdom/
Oc med all den Triumff begaffve/
Som store Konger kiempis om/
Hvad var// det dog/
Det intet drog/
Om du til Jlden skulde ned/
Og brendis i all Evighed.

3.

Hvad er all Verdsens Pract og Vælde/
Hvad er den arme Mammons Skat/
Hvad kand den kaade Vellyst gieide?
Det alt forsvinder jo saa brat/
Det er en Drøm/
En hastig Strøm/
En Damp og Røg som ey bestaar/
Men i et Øyeblik forgaar.

4.

Blant skarpe Torne som hart stinge
Maa Rosen blomstre kummerlig/
Men Norden Vær hvis Kuld kand tvinge/
Vil derfor ey forglemme sig/
Men bruger fast/
Sin Offverlast/
Og fælder den til sorten Jord/
Ak der er det med Rosen giord.

5.

Op aff min Ungdoms grønne Tider/
Maa jeg oc trængis hid oc hen/
Den kranke Lykke mig bestrider/
Blant alle mine Venner een/
Ey findis her/
Som trofast er/
Den blege Dødsens Piil dertil/
Omsider mig forøde vil.

6.

Eya hvor stor og offvermaade/
Din Glæde bliffver kiære Siæl/
Naar Himmelen dig vil benaade/
Og dig her fra forløse vel/
Ak at den Tid/
Kom snarlig hid/
At dette Fængsels Aag fra dig/
Hentagis maatte sactelig.

7.

Da skalt du med Forundring skue/
Det her forhaabte Lysens Lius/
Da faar du Himlens trinde Bue/
For Legemets bygfældig Huus/
Hvad Jordisk er/
Oc kand dig her/
Til syndig Jid forføre tit/
Det skal du da slet vorde qvit.

294

8.

O søde Liffsens Træ jeg smager/
Din Sødmes Blomster allereed/
O Evighed du mig indtager/
O ende-løse Evighed/
Men Verden dig/
Jeg stadelig/
Her effter vil aff Sindet slaa/
Min Tanke skal til Himlen staa.

Andreas Bording.