Bording, Anders Maatte jeg af Hippocren

155. Ode Altera. Sylvia berømmes etc.

1.

Maatte jeg af Hippocren
Faa den rette Saft,
Som kand giøre Stemmen reen
Med forborgen Kraft:
259 Jdelig min Tunge
Til din Priis at siunge
Sig skal røre da,
O ædle Sylvia.

2.

Enten jeg til Engen drev
Eller Heede-Jord,
Eller og i Skuggen blev
Med min unge Hiord,
Ald den Tid jeg vilde
Tænke mig at spilde,
Som ikke blev bested
Til din Fornøj'lighed.

3.

Thi den Himmel-klare Glands
Som udsmykker dig,
Med Fornuftens høje Sands
Blandes artelig:
At jeg ej kand giette
Hvad jeg først skal sætte,
Naar Skiønhed Ære bør,
Forstand og Lof tilhør.

4.

Tusind høvske Møer jeg veed
Som berømmes maa,
Men i Sæders Hældighed
Jngen dig kand naa:
Hvad du vilt begynde
Har forborgen Ynde,
Ja tvinge kand enhver
Til dig at have kier.

5.

Ey hvad maa den Hyrde-Svend
Højt berømme sig,
Som kand blive dygtig kiend
Til at tiene dig:
Ey hvor maa sig fryde
Den som faar at nyde
Saa dyderig en Brud?
Ach! der brast Siugen ud.

6.

Heller jeg ald Jordens Skat,
Dersom jeg fik Kaar,
Overgav og miste plat
End jeg dig ombaar:
Jeg mig lod fornøje
Med din Gunst at eje,
Din Gunst og hulde Tro
Var ald min Verdsens Ro.

7.

Dog naar jeg, O Skiønne, vil
Mig besinde ret,
Jeg da kiender mig dertil
Meer end alt for slet:
Kand dog ej des mindre
Hiertet aldrig hindre,
Det hendes Ynsk jo er,
Dog Tungen tier qvær.