↩
165.
276
Skal din Vrede strenge
Plage mig
og jeg dig
Kierlighed betale,
Skal det da
Være saa,
Er det slet
Dit Forsæt
Aldrig at husvale.
Vil sig ej forbarme,
Jeg derfor
Saadan gaar
Og melancholerer:
Min Jdræt
Er kun slet
Tvungen Verk,
J hvor sterk
Jeg derpaa studerer.
Og forgieves haaber
Nat og Dag
Med stor Klag
Til dig min Gudinde,
Mens jeg plat
Er forlat,
Suk og Taar
Ej formaar
Dig at overvinde.
Jeg belad omvanker,
Mens jeg ej
Nogen Vej
Finde kand til Glæde,
Thi jeg seer
Jkke meer
Dig min Sjæl
Og min Deel,
Som mig skulle leede.
Sorgen at formilde
Jeg tit maa
Lyde paa
Liflig Fugle-Stemme:
Mens O nej,
Jeg kand ej
Glemme dig
Før jeg mig
Selver kand forglemme.
Hvorfor vilt du sørge?
Naar eengang
Skal din Sang
Os, Sylvander, glæde?
Jeg derpaa
Svarer saa:
Jeg det giør
Aldrig, før
Sylvia vil bede.
277
Mig til Fryd skal nøde,
Maa nu staa
J en Vraa,
Hvo vil derpaa spille?
Fiol og Lut
Er nu brut,
Harpe sød
Du min Nød
Svaler ej, tie stille.
Flittelig jeg læsde,
Mens nu fort
Urfe bort
Bort med Sydneys Herrer,
Tscherning, Rist,
Catz, Opitz
Amadiis,
Som bør Priis,
Møl og Muul nu tærer.
Tityr Amaryllis
Kysser tit
Uforvidt,
Mopso Nisa gives,
Tyrsis see,
Galate
Er din Ven:
Jeg alleen
Ynkelig fordrives.
Kierlighed, O Skiønne,
Hvordan da
Vil det gaa
Den som dig mon hade?
Er ej sligt
Underligt,
Dejlighed
Og Fortræd
Hos dig findes baade.
Nattens Dronning viger,
Vaaren blid
Vinters Tid
Aarlig kand fordrive,
Mens med Væ
Maa jeg see
Strenghed din
Pinen min
Uden Ende bliver.
Sorg med Sorg bortdrives,
Grumme Død
Paa min Nød
Giør der paa en Ende,
[Du det] vand
Est som kand
Brønden tet
Slukke slet,
At den ej skal brænde.
165.
Ode Mixta Andr. Bordingii,
Qvi sub persona Sylviæ Poësin Danicam denotantis,
suam infelidtatem
conqveritur qvòd à studio hoc divulsus sit, invitus
qvidem & mæstus.
Poëtens Klagemaal over sin tynde Lykke.
276
1.
Sylvia, hvor længeSkal din Vrede strenge
Plage mig
og jeg dig
Kierlighed betale,
Skal det da
Være saa,
Er det slet
Dit Forsæt
Aldrig at husvale.
2.
Sylvia (mig arme)Vil sig ej forbarme,
Jeg derfor
Saadan gaar
Og melancholerer:
Min Jdræt
Er kun slet
Tvungen Verk,
J hvor sterk
Jeg derpaa studerer.
3.
Ynkelig jeg raaberOg forgieves haaber
Nat og Dag
Med stor Klag
Til dig min Gudinde,
Mens jeg plat
Er forlat,
Suk og Taar
Ej formaar
Dig at overvinde.
4.
Med fuld dybe TankerJeg belad omvanker,
Mens jeg ej
Nogen Vej
Finde kand til Glæde,
Thi jeg seer
Jkke meer
Dig min Sjæl
Og min Deel,
Som mig skulle leede.
5.
Blant de Buske vildeSorgen at formilde
Jeg tit maa
Lyde paa
Liflig Fugle-Stemme:
Mens O nej,
Jeg kand ej
Glemme dig
Før jeg mig
Selver kand forglemme.
6.
Andre mig saa spørge,Hvorfor vilt du sørge?
Naar eengang
Skal din Sang
Os, Sylvander, glæde?
Jeg derpaa
Svarer saa:
Jeg det giør
Aldrig, før
Sylvia vil bede.
277
7.
Jnstrumenter sødeMig til Fryd skal nøde,
Maa nu staa
J en Vraa,
Hvo vil derpaa spille?
Fiol og Lut
Er nu brut,
Harpe sød
Du min Nød
Svaler ej, tie stille.
8.
Skrifter af de besteFlittelig jeg læsde,
Mens nu fort
Urfe bort
Bort med Sydneys Herrer,
Tscherning, Rist,
Catz, Opitz
Amadiis,
Som bør Priis,
Møl og Muul nu tærer.
9.
Coridon sin Phyllis,Tityr Amaryllis
Kysser tit
Uforvidt,
Mopso Nisa gives,
Tyrsis see,
Galate
Er din Ven:
Jeg alleen
Ynkelig fordrives.
10.
Vilt du saa belønneKierlighed, O Skiønne,
Hvordan da
Vil det gaa
Den som dig mon hade?
Er ej sligt
Underligt,
Dejlighed
Og Fortræd
Hos dig findes baade.
11.
See naar Phoebus stiger,Nattens Dronning viger,
Vaaren blid
Vinters Tid
Aarlig kand fordrive,
Mens med Væ
Maa jeg see
Strenghed din
Pinen min
Uden Ende bliver.
12.
Gift mod Gift kand gives,Sorg med Sorg bortdrives,
Grumme Død
Paa min Nød
Giør der paa en Ende,
[Du det] vand
Est som kand
Brønden tet
Slukke slet,
At den ej skal brænde.