Bording, Anders Saa kand en hastig Storm den allerstørste Ceder

53. Den Cimbriske Nordens TAARE/ Den Stormægtigste/ Høybaarne/ nu Saligste och i høyloflig Hukommelse Koning FREDERJCH den Tredie/ Konge til Danmarck och Norge/ de Venders och Gothers/ Hertug udi Slessvig/ Holstein/ Stormarn oc Ditmersken/ Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst. Der hans Kongelige Ljg Begængelse den 4. Maij 1670. holdtes/ Sørgeligen opoffrede ved Anders Bording. Tryckt i Kiøbenhaffn hos Jø[r]gen Lamprecht.

Saa kand en hastig Storm den allerstørste Ceder
Paa Libanon/ saa snart til Jorden fælde neder/
Som Høstemandens Lee det mindste Græss och Straa/
Naar det er Høste-tjd/ har magt om kuld at slaae/
Naar Lifsens time-glas er runden ud til ende/
Da vil den bleege Død ey nogen forskjel kjende
Paa liden eller stoer/ men sicter Jo saa vel
Til Landsens Hofved self/ som til hans mindste Træl.
121 Hvad Babylons Monarch/ Hvad Cyrus/ Alexander/
Och Cæsar hafve gjort/ och hvad om dennem stander
J Verdens Tide-Bog: Paa deres Gjerninger
Slet intet andet dog/ end Døden slutning er.
Paa Verdens skue-plads/ mand aldrig veed at næfne
Saa stoer en Jordens Gud/ af ære/ byrd och æfne/
Hand Spjr och Krone Jo maae sige strax god nat/
Naar Dødsens kaalde Slum hans hjerte griber fat.
Hvor kjær/ u-mistelig/ belefven/ mild och naadig/
Hvor fuld af Majestæt/ hvor dapper och retraadig
Hand været har blant os/ ey rædning dog er til/
Den mørke graf sin ret Jo fyldist hafve vil.
Ach Ja! diss verre! det i voris Cimber-Rige
Befindes alt for sant: En Koning som ey lige
Har haft af Arf-ælds tjd i Dyd och værdighed/
Paa denne Dag af os i Jorden settis need.

O store Frederich/ o milde Landsens Fader/
End dog hvad Himlen vil/ sig ey forandre lader/
Och voris salte Graad och suk ey kand formaae/
Din Himmel-værde Sjæl her need igjen at faae.
Det dog er voris Plict/ med Jammers skrig oc klage
Dit Kongelige Ljg til graf ven at ledsage.
Gud kjender/ det os ind til Sjæl och hjerte gaaer/
At den u-milde Død dit lefnets traad affskaar.
Thi du den Konge varst/ som meere med exempel/
End tvang/ formeerede Guds Menighed och Tempel.
Den bidske Misgunst self ey andet sige kand/
End at du stedse varst Guds ven och egen Mand.
Du varst vor herlighed/ vor høye pract och smykke/
Du varst/ nest Himmelen/ vor tilfluct/ trøst och Lykke:
J Fredens tjd vor lyst oc glæde nær och fjærn:
J Feyde tjd vor skjold/ vor tryge vold och værn.
Din Mandoms dapperhed var voris muur och gjærde.
Din Løfve-modighed sig aldrig loed forfærde/
For nogen farlighed och blodig Krjgs alarm.
Hvor du varst/ der var Seyr och Salighedsens arm.
Du varst de Lærdes glands/ de vises Soel och øye.
Du vidste Miskundhed hos Dom och Ret at føye:
122 Loedst ingen gange fra dit ansict sorgefuld:
Varst ære-kjær och kysk/ belefven/ rund och huld.
Dit hjertes øye-merk var/ det at skaffe Landet/
Som du varst af opnæfnt. Dit Sind ey stoed til andet/
End det som hafde smag af idel Himmel-Dyd/
Och koem dit Folk och Land til ære/ gafn och fryd.
Och om jeg dig/ som du varst værd til/ skal berømme/
Jeg Hafsens Dybe grund kand da langt før udtømme/
Och meere giør/ end om Jeg Himlens Stjerner tæl.
Ja (kortelig) du varst dit Folckes anden Sjæl.
Hvo kand saa føleløs och Marmor-hjertet findes/
At hand din Majestæt maae Jo med taare mindes:
Ney/ ney: slet ingen her blant os kand være til/
Hand Jo dit høye nafn med længsel prise vil.
Den gandske Verden al den ære dig tildømte/
Som Lykken hafde dig forlænt/ och os berømte/
Som tiente dig. Men ah! at du saa snart och brat/
Jmod forhaabning/ os och verden gafst goed nat.
Din Engel reene Sjæl/ som vi kun her besvær'de/
Den foer til bedre ro: Vi vaare dig ey værde.
Du varst for Dydefuld: du varst for eye goed/
Til her blant voris flock at skulde længre boed.
For ringe Jorden var/ med Konge nafn och vælde.
For ringe var alt det/ for verden høyt kand gjælde.
For ringe vaare vi/ til at forskylde det/
Os bleef af dig beteed: Vor æfne var for slet.
Dit værne-Land och hjem var Himlens Slot och Trone.
Din rette løn och Skat var ærens Krands och Krone
Blant de forløstes hob/ och store Kongers tal/
Som altid skue Gud i Lifsens skønne sal.
Der est du frydefuld/ och nyder ævig glæde:
Den stund vi andre maae bekymres her och græde.
Der triumpherer du/ och finder det for dig/
Som ey kand siges ud af nogen dødelig.
Det andet/ som var Jord/ til Jorden vi bestede/
Med Haab/ at følge snart/ hvor til vi os berede.
Dissmidlertjd dit nafn och høye lof omgaaer
Blant alle Folk och Land/ saa længe Verden staaer.