↩
135.
235
Før Hand saa slett drog ud aff land,
Var at hand ønchelig fremførde
Sit klagemaal Ved salten strand
Fordi hans Kieriste Dorinde
Sig aff en anden suend lod vinde.
Hand ubevocted lod hengaa
Bort kaste staff oc hyrde posse
Slog piben sin i stycker smaa
Och sig saa till haffbredden schyndte
Och saa Væmodelig begyndte.
Jeg tacher ald min Elschen aff
Min hiertens sorrig mig till tvinger
at lengis Effter Mørchen graff
Bort bort ald verssens Lyst oc glæde
Jeg mig till døde slett vill græde.
Dend gandsche Himmel Runden om
Aff siger mellem mig och hinde
En vpartisch, dog billig dom
Om Jeg saa bør och schall med rette
For hindis schyld mit liff tilsette.
Sandferdelig och offuer tee,
At Jeg till nogen anden Pige,
begierlighed har hafft at see,
Da giid mig offver salten bølge,
Ald ulychsalighed maa Følge.
Ja huert et træ som grønttis der
Sampt strømmen der hos gaar vill kreffve
Till vidnis byrd huor hart och nær,
Jeg hindis gaffn lod mig angange
Jeg slett var hindis træll oc fange,
For hindis schyld vell tiit for drog,
Stod natten ud i Kuld oc Mørche,
For hindis dør och luthen slog,
Alt det huor aff forlystis kunde,
Det effterlod Jeg ingenlunde.
Huad schytter dend som elscher ret,
Jeg selff mig ulychssalig dømbte,
Bleff [ey] af hindis blomster mett,
Jeg hindis haffve groff och saade,
Lod saa min egen self sig Raade,
Jeg stal saa got som det fra mig,
Hun med min beste Melch sig føde,
hun med min vld beklæded sig,
Jeg ej naar hun sin pracht fich dreffven,
Fortrød at gange selffver nøgen,
Det nød hun saasom egit sit
Jeg mig i tancher lod Jndprente,
Det hindis var oc iche mitt
Mig lychen aldrig gaff dend gaffve,
Dorinde fich dend Jo at haffve,
For al min flid oc trofasthed,
En anden paa dend ager graffver,
Jeg haffde tencht till mig var fred,
236 En fremmed niuder nu dend rentte,
For huilchen Jeg saa smaalig tientte,
Jeg kand dog ej Forandre det
Dog Veed Jeg Vist Mand schal snart høre,
Det hende sielff schal angre tætt
Huor lenge straffen end sig dølger
Uløche dog paa falsched følger,
Forlyste kand och giøre froe
Ach Nej schal Jeg end liffvit lade
Jeg bliffver dog Dorinde troe
Dorinde Jeg Ret aldrig glemmer,
Før blægen død mit hierte klemmer,
Dend høie Farlighed och nød,
Som hun sig offver halssen drager,
J det hun volder mig min død,
Hun i sin siæll, det kand Jeg vide,
For min schyld mangen sting vil lide,
Mit Fulde Forsætt døden er,
Der med at ende snart Jeg haaber,
Ald det Jeg aff besuigis her,
Huad Jeg har sluttet for at tage,
Det kand oc vill Jeg ej Forsage,
Far Vel Min hiord oc haf forloff,
Far vel i slette March oc Enge,
Far æ-vig Vell du grønne schouff,
Kom Vesten kom mig at hienføre,
Till Mig hun aldrig saa schall høre,
Seil ferdig och stach ud fra land,
Huad sorrig hannem inden borde,
Medfulte, huer vell vide kand,
Men huor hand er til lande dreffven,
Det os saa ubekant er bleffven,
hielsørget er Phylax hans hund,
Hans hytte nu staar tom och øde,
Vdyrchit liger gaar och grund,
Ald Engen der omkring hart sørger,
Och daglig effter hannem spørger,
Slet qvaltis eller leffver end,
Mand vel med tiden Faar at vide,
Men ingen erlig hyrdesuend,
Her effter lade sig besuige
Aff slig en ubestandig Pige,
Som hand sig her tillbage lod,
Skal for ald verden her fortælle,
hans trofasthed och ædle mod
Hans Sinderige dichters ære
Blant oss och æ-vig her schall være.
Finis
135.
Doris Sørgelig afften Sang
For Dorinde lod sig aff en anden Nyde.
235
1.
Det sidste Mand Fra Doris hørdeFør Hand saa slett drog ud aff land,
Var at hand ønchelig fremførde
Sit klagemaal Ved salten strand
Fordi hans Kieriste Dorinde
Sig aff en anden suend lod vinde.
2.
Sin hiord til vilden Ørch och MosseHand ubevocted lod hengaa
Bort kaste staff oc hyrde posse
Slog piben sin i stycker smaa
Och sig saa till haffbredden schyndte
Och saa Væmodelig begyndte.
3.
Jeg nu ret Aldrig meere siungerJeg tacher ald min Elschen aff
Min hiertens sorrig mig till tvinger
at lengis Effter Mørchen graff
Bort bort ald verssens Lyst oc glæde
Jeg mig till døde slett vill græde.
4.
J klare stierner som nu RendeDend gandsche Himmel Runden om
Aff siger mellem mig och hinde
En vpartisch, dog billig dom
Om Jeg saa bør och schall med rette
For hindis schyld mit liff tilsette.
5.
Kand nogen mig det efftersige,Sandferdelig och offuer tee,
At Jeg till nogen anden Pige,
begierlighed har hafft at see,
Da giid mig offver salten bølge,
Ald ulychsalighed maa Følge.
6.
Jeg Hyrderne som hos mig dreffveJa huert et træ som grønttis der
Sampt strømmen der hos gaar vill kreffve
Till vidnis byrd huor hart och nær,
Jeg hindis gaffn lod mig angange
Jeg slett var hindis træll oc fange,
7.
Med lyst Jeg baade Regn oc tyrche,For hindis schyld vell tiit for drog,
Stod natten ud i Kuld oc Mørche,
For hindis dør och luthen slog,
Alt det huor aff forlystis kunde,
Det effterlod Jeg ingenlunde.
8.
Min Egen hiord Jeg slet forsømbte,Huad schytter dend som elscher ret,
Jeg selff mig ulychssalig dømbte,
Bleff [ey] af hindis blomster mett,
Jeg hindis haffve groff och saade,
Lod saa min egen self sig Raade,
9.
Jeg hende Mangen schench paa nøde,Jeg stal saa got som det fra mig,
Hun med min beste Melch sig føde,
hun med min vld beklæded sig,
Jeg ej naar hun sin pracht fich dreffven,
Fortrød at gange selffver nøgen,
10.
Huis Jeg med møjsomhed fortiente,Det nød hun saasom egit sit
Jeg mig i tancher lod Jndprente,
Det hindis var oc iche mitt
Mig lychen aldrig gaff dend gaffve,
Dorinde fich dend Jo at haffve,
11.
Huad har Jeg nu for mine gaffver,For al min flid oc trofasthed,
En anden paa dend ager graffver,
Jeg haffde tencht till mig var fred,
236 En fremmed niuder nu dend rentte,
For huilchen Jeg saa smaalig tientte,
12.
Huad vill Jeg arme da nu giøreJeg kand dog ej Forandre det
Dog Veed Jeg Vist Mand schal snart høre,
Det hende sielff schal angre tætt
Huor lenge straffen end sig dølger
Uløche dog paa falsched følger,
13.
Ej at mig hendis straff och schade,Forlyste kand och giøre froe
Ach Nej schal Jeg end liffvit lade
Jeg bliffver dog Dorinde troe
Dorinde Jeg Ret aldrig glemmer,
Før blægen død mit hierte klemmer,
14.
Jeg allereede selff beklager,Dend høie Farlighed och nød,
Som hun sig offver halssen drager,
J det hun volder mig min død,
Hun i sin siæll, det kand Jeg vide,
For min schyld mangen sting vil lide,
15.
Mens ach huad klager Jeg oc Raaber,Mit Fulde Forsætt døden er,
Der med at ende snart Jeg haaber,
Ald det Jeg aff besuigis her,
Huad Jeg har sluttet for at tage,
Det kand oc vill Jeg ej Forsage,
16.
Wellan hui star JEg her saa lenge,Far Vel Min hiord oc haf forloff,
Far vel i slette March oc Enge,
Far æ-vig Vell du grønne schouff,
Kom Vesten kom mig at hienføre,
Till Mig hun aldrig saa schall høre,
17.
Sin Fischer Baad hand der med giorde,Seil ferdig och stach ud fra land,
Huad sorrig hannem inden borde,
Medfulte, huer vell vide kand,
Men huor hand er til lande dreffven,
Det os saa ubekant er bleffven,
18.
Hans fæde hiord tog aff och døde,hielsørget er Phylax hans hund,
Hans hytte nu staar tom och øde,
Vdyrchit liger gaar och grund,
Ald Engen der omkring hart sørger,
Och daglig effter hannem spørger,
19.
Huad heller h[a]n aff hiertens qvideSlet qvaltis eller leffver end,
Mand vel med tiden Faar at vide,
Men ingen erlig hyrdesuend,
Her effter lade sig besuige
Aff slig en ubestandig Pige,
20.
Det Priss[']lig Nauffn och efftermæle,Som hand sig her tillbage lod,
Skal for ald verden her fortælle,
hans trofasthed och ædle mod
Hans Sinderige dichters ære
Blant oss och æ-vig her schall være.
Finis