↩
129.
Krafft och mod forsvinde slett
Naar ieg arme tencher rett
Paa den Sorrigfulde time
Der Saa snart henviste mig
Ædle Galathe fra dig.
Vell belad fra Lychens Land
Sig i tryggen haffn befand
Kom Vlychens Strenge Vrede
Med Sin Storm och den strax hen
Dreff till Sorgens haff igien.
Dett Som Himlen offver mig
Haffde Sluttit underlig
Att ieg Lenger mot[t'] ey nyde
for den tynde Skebne roe
Och hos dig i Glæde boe.
Som Vii baade hver for sig
Feldit offuerflødelig
Om Vor Sorrig Vidne baare
Kunde dog ey hindre dett
Vii [io motte] schillis Slett.
Siden ieg fra dig henfoer
Sørgelig ieg nu beboer.
Hvor alt det Som andre glæder
Mig i min bedrøffved Stand
Mer ichon bedrøffve Kand.
228
Her ieg driffver mine faar
Her med Legomit ieg gaar,
Men mitt hierte Sind och tancher
Er hos min Hyrdinde Sød,
Vill och bliffve till min død.
Din beleffuenhed och tuct
Dine Dyders yndig Luct
Mig aff hiertet aldrig Vige
J mit Sind din trofasthed
Staer et Altere bereed.
Hvad hand Selff aff Lengseis Væ,
Leed hos grønne Lavrbertræ
Gider iche Seet mig plagis
Men med mørche Skyer Sig
Offuerklæder Sørgelig.
Naar hun min elendighed
Seer aff Firmamenten ned.
Lufften graad och taare regner
Och udi min Smerte Vill
Mig att grede hielpe till.
Jeg din Spott och Lide maa
Och naar ieg Vill raabe Saa
Ach hvad Skall ieg nu fornemme
For den Skiønnes Venlighed
Hun da svarer Enlighed.
Slett tilldømt ô Galathe
Dig att aldrig mere See.
Skall den tunge Lengsells byrde
Tvinge mig till att ieg saa
Mig Slett offvergiffve maa.
Blæge død och giør mig fri
fra Vlychens Tiranni.
Att ieg daa Kand freidig Lide
Dine Skud och gierne dø
For dig Kieris[t'] Hyrdemø.
Finis
129.
Daphnis Vdi een fremmed Egn
Klager offver
Sin Lengssel till den Skiønne Galathea.
1.
Ach mit Hierte Vill besvimeKrafft och mod forsvinde slett
Naar ieg arme tencher rett
Paa den Sorrigfulde time
Der Saa snart henviste mig
Ædle Galathe fra dig.
2.
Der mit Haabis Skib med glædeVell belad fra Lychens Land
Sig i tryggen haffn befand
Kom Vlychens Strenge Vrede
Med Sin Storm och den strax hen
Dreff till Sorgens haff igien.
3.
Thi ieg Arme fich att LydeDett Som Himlen offver mig
Haffde Sluttit underlig
Att ieg Lenger mot[t'] ey nyde
for den tynde Skebne roe
Och hos dig i Glæde boe.
4.
Dybe Such och Salte taareSom Vii baade hver for sig
Feldit offuerflødelig
Om Vor Sorrig Vidne baare
Kunde dog ey hindre dett
Vii [io motte] schillis Slett.
5.
Fremmed Egn Vkiendte stederSiden ieg fra dig henfoer
Sørgelig ieg nu beboer.
Hvor alt det Som andre glæder
Mig i min bedrøffved Stand
Mer ichon bedrøffve Kand.
228
6.
Her i Vilden ørch ieg VancherHer ieg driffver mine faar
Her med Legomit ieg gaar,
Men mitt hierte Sind och tancher
Er hos min Hyrdinde Sød,
Vill och bliffve till min død.
7.
Din forstand ô SinderigeDin beleffuenhed och tuct
Dine Dyders yndig Luct
Mig aff hiertet aldrig Vige
J mit Sind din trofasthed
Staer et Altere bereed.
8.
Phæbus Som till minde dragisHvad hand Selff aff Lengseis Væ,
Leed hos grønne Lavrbertræ
Gider iche Seet mig plagis
Men med mørche Skyer Sig
Offuerklæder Sørgelig.
9.
Aff medynch och Luna blegnerNaar hun min elendighed
Seer aff Firmamenten ned.
Lufften graad och taare regner
Och udi min Smerte Vill
Mig att grede hielpe till.
10.
Echo Sieleløse StemmeJeg din Spott och Lide maa
Och naar ieg Vill raabe Saa
Ach hvad Skall ieg nu fornemme
For den Skiønnes Venlighed
Hun da svarer Enlighed.
11.
Er Jeg da elendig HyrdeSlett tilldømt ô Galathe
Dig att aldrig mere See.
Skall den tunge Lengsells byrde
Tvinge mig till att ieg saa
Mig Slett offvergiffve maa.
12.
Ey Saa Kom mig att bestrideBlæge død och giør mig fri
fra Vlychens Tiranni.
Att ieg daa Kand freidig Lide
Dine Skud och gierne dø
For dig Kieris[t'] Hyrdemø.
Finis