↩
171.
Sørge motte slet ihiel/
GUd sit Øre/ Oc sin Naadis Døre/
Saasom til/ Lukke vil/
Og ey dig høre.
For min Udyd skikker sig/
Jeg kand dømme/ Vredens sterke strømme/
Løssnis ret/ At de slet/
Mig ofversvømme.
Driffver om saa mangefold/
Sig ey vender/ Sorgen eller ender/
GUD jo mig/ Hastelig/
En anden sender.
Stil din grumme Vredis Haff/
Styrk mig Svage/ Lad dig vel behage/
Mig af Nød/ Og Anstød/
At redde fage.
Plat i grund fordærfve mig/
290 Ak hvor bange/ Var da jeg din Fange/
Thi jeg ey/ Nogen Vey/
Dig kand undgange.
Stedse trøsteløs hengaa/
Og forstødis/ Hvi maatt jeg ey ødis
Da den Tid/ Jeg kom hid/
Og skulde fødis?
Hvi kom jeg til Ak og Vee?
Var din Ville/ Mig da strax at skille/
Liffvet fra/ Jeg nu da/
Laa tryg og stille.
Du saa hart mod mig fremfar/
Men lad Naade/ Rednings Bod dog raade/
Der udi/ Og mig fri
Fra slig stor Vaade.
Fri enhver som mod dig brød/
Og hans Lyder/ hannem kun fortryder/
Og hand i/ Dit Buds Sti
En sand Bod yder.
Lide Vee og Pinelser/
Der hand døde/ For min Skyld oc Brøde/
Ey forgiet Gandske slet/
Hans Blod det røde.
Dig jeg dog skal haabe paa/
Som min Qvide/ Jeg maa stedse lide/
291 God og from/ Vender om
Til Fryd hin blide.
Drik den beske Straffis Pæl/
GUd dig sende/ Det skeer til god Ende/
At hand dig/ Kand til sig/
Fra Verden vende.
Villig under Kaarss.et gaa/
Du vedst Maade/ Dig jeg lader raade/
Midler Tid/ Vær kun blid/
Og tee din Naade.
End at Trængsels Prøve her/
Mig skal klare/ Da saa i slig Fare
Brend og skiær/ At du der
Kandst evig spare.
A. Bording.
171.
Ens Klagemaal der strider med Fortviflelse.
J sin egen
tone:
1.
ARme Hierte du med Skiel/ Snart dig vel/Sørge motte slet ihiel/
GUd sit Øre/ Oc sin Naadis Døre/
Saasom til/ Lukke vil/
Og ey dig høre.
2.
See hvor hart og strengelig/ Hand med mig/For min Udyd skikker sig/
Jeg kand dømme/ Vredens sterke strømme/
Løssnis ret/ At de slet/
Mig ofversvømme.
3.
Mig Ulykkens Mact oc Vold/ Som en bold/Driffver om saa mangefold/
Sig ey vender/ Sorgen eller ender/
GUD jo mig/ Hastelig/
En anden sender.
4.
HERre GUd lad aff/ lad af/ med din Straff/Stil din grumme Vredis Haff/
Styrk mig Svage/ Lad dig vel behage/
Mig af Nød/ Og Anstød/
At redde fage.
5.
Vilde du med Vrede slig/ EndeligPlat i grund fordærfve mig/
290 Ak hvor bange/ Var da jeg din Fange/
Thi jeg ey/ Nogen Vey/
Dig kand undgange.
6.
Hafde du bestemt det saa/ At jeg maa/Stedse trøsteløs hengaa/
Og forstødis/ Hvi maatt jeg ey ødis
Da den Tid/ Jeg kom hid/
Og skulde fødis?
7.
Hvi lodst du mig usle Kre/ Solen see/Hvi kom jeg til Ak og Vee?
Var din Ville/ Mig da strax at skille/
Liffvet fra/ Jeg nu da/
Laa tryg og stille.
8.
Vist er det min Ondskab svar/ Skyldt det har/Du saa hart mod mig fremfar/
Men lad Naade/ Rednings Bod dog raade/
Der udi/ Og mig fri
Fra slig stor Vaade.
9.
Du vil ingen Synders Død/ Men aff Nød/Fri enhver som mod dig brød/
Og hans Lyder/ hannem kun fortryder/
Og hand i/ Dit Buds Sti
En sand Bod yder.
10.
Du lodst dog din Søn saa kiær/ For mig her/Lide Vee og Pinelser/
Der hand døde/ For min Skyld oc Brøde/
Ey forgiet Gandske slet/
Hans Blod det røde.
11.
Om jeg da betrykt end maa/ Piagis saa;Dig jeg dog skal haabe paa/
Som min Qvide/ Jeg maa stedse lide/
291 God og from/ Vender om
Til Fryd hin blide.
12.
Tii da utaalmodig Siæl/ Dig ey qvæl/Drik den beske Straffis Pæl/
GUd dig sende/ Det skeer til god Ende/
At hand dig/ Kand til sig/
Fra Verden vende.
13.
Ja min HERre/ ja jeg maa/ Vil oc saaVillig under Kaarss.et gaa/
Du vedst Maade/ Dig jeg lader raade/
Midler Tid/ Vær kun blid/
Og tee din Naade.
14.
Og om det ey andet er/ Fader kiær/End at Trængsels Prøve her/
Mig skal klare/ Da saa i slig Fare
Brend og skiær/ At du der
Kandst evig spare.
A. Bording.