↩
Men Sagt Jes Plets oc far i mag
Jeg vil dig andet lære
Du dømmer alt for læt oc fag
Om Quinder som Studere
Er icke visdom oc Forstand
En dyr oc Ædel gafue
Det boschab ingen vden hand
Er gallen, Jo vil hafue
Er icke visdom saadan ting,
Huor for vj mange sinde
Maa vandre verden trint omkring
før hun sig lader finde
Er icke vissdom saadan Rod,
3
Som afler andre Dyder
Oc webner voris Sind oc Mod
imod de slemme lyder
huor høris det i noget land
at Visdom gode Sæder
Forderfuer eller nogen Mand
til Lyst oc U-tucht leder,
og huor da læris bedre tucht
oc Dyderig bedriffter
Som Mand oc Quinde pryder smucht
End i de lærdis schriffter
Huor læssis det at trotzighed
er nogen Vis tilegnet
Huor finder du Løssagtighed
Er Jo for lyde Regnet
Du læsser aldrig nogen bog
Saa vel af Ny som gamble
Du kandst jo deraf lære dog
oc schiønne dyder samble
Vel er hand Naso plomp oc led,
Kand dog med nytte bruges
Naar Klinten kun med god beskeed
fra hueden vel vdluges
Det er kun dreck oc vden fynd
Det Ennius om queder
Men Maro dog af samme Dynd
det fine Guld vdleder
Den konstig bj af blomstret god
Jo Søden honning Slicker
Men Edderkoppen tuert imod
Forgifften deraf dricker
Nu vel er vissdom oc forstand
Saa høyt i act oc Ære
Oc ingen hende bedre kand,
End vdaf bogen lære
Hui schal da bogen luckis saa
at Quinden ey maa læsse
bescheedenhed oc Dyd at faa
oc sin fornufft at huæsse
hui vil mand oc saa kort et maal
forschri[v'] en Erlig Quinde?
At hun sig schal til traa oc naal
oc Rocken lade binde?
En flittig Quinde bør vel ros
hun er sin mand en baade
Men er hun Dyderig derhos
Det kand slet intet schade
Penelope vel hafde lært
med Vefuen sig at nære,
Men haf[d'] hun ey Bescheeden Vært
hun hafde mist sin Ære
Gemeenlig Jo det saa tilgaar
at ingen gierne beyler
Til den sig icke vel forstaar
oc paa fornufften feyler
Naar daarschab med vankundighed
Vil sig til seng begifue
tench ved dig selv huad Kierlighed
oc Afkom der vil blifue
Elændighed, vanære, nød,
tvist, vrede, Kiff oc klammer
Fortræd, oc had, pust, hug, oc stød
med Armod sult oc jammer
Huor mangen Nødis her oc der
af hiertens harm at raabe
Huor schal ieg hen, huad Raad er ner?
ieg hafuer faaet en toobe
Gud bedre mig ieg skulde faa,
Det onde Rood i sinde
At ieg for Gods oc pending saa
mig nogen-sind' lod binde
hun er vel smuch til brasch oc Pral
Vil ingen U-mag Spare
hun kand oc reede Grød oc kaal
Er dog en Simpel daare
4
Om nogen Kommer i wort huus
oc ieg er ey til stede
Hun tier stille som en Mus
hand bydis ej til sæde
Hun ved om ingen ting beskeed
at gifue ret, oc høre
Oc der med gaar hand vd fuld vred
Saa viss som hand var føre
Huad schal ieg giøre, schal ieg slaae?
det giør ieg icke gierne
Jeg faar dog at lad' Kieppen gaa
hun tor[d'] End samble hierne
Er icke Sligt et Kedsom Spill
Jo vist, det mangen trenger,
det lucker mangens øyne til
Som vel kun[d'] lefuet lenger
Men der imod faar mangen pris
Som faar en Snidig quinde
Der hafuer lærdt at vere viss
Oc hår sin Julle-minde
Mand seer at alting har sin tid
at blande, brygg' og bagge
Til sligt hun hafuer lært med flid
sin Tid J acht at tage
Hun ved af bogen tid oc punct
Naar Nattens Dronning Quelder,
Naar gamelt Slagtis schal oc vngt
Naar gaassen fieder feider
Det er en hiertens lyst at hør'
huor Just oc fix hun Regner
Naar Solhuerf gaar, som schade giør
Paa biegen, om det Regner
hun skiøtter ingen Kierling snach
Men sielf i bøger leder,
Hun troer oc ingen Almanac
Som liuger meer En[d] Sæder,
Hun ved paa fingre huer Sententz
Som Macer oss beskrifuer,
Mod Rossen Kolde Pestilentz
hun offte Raad vdgifuer
Hun reder drick mod sting oc vred,
oc Anden saadan plage,
Som mangen af Bluferdighed
for lægen ej tør Klage
Hun all sin Gierning saa forstaar
at hende huer berømmer,
Sin Mand hun vnder øyne gaar
som det sig bør oc sømmer
Naar hand er vnder tiden vred
som sig vel titt kand hende
Da bruger hun beskeedenhed
til vreden faar en Ende
hun med fornufft oc god forstand
hans hierte ved at vinde
Huad vil ieg sige? Vel den Mand
som faar saa lærd en Quinde
Lad vere, hun [ej] Saadan lof
oc titel kand begiere
Som mangen faar, er dog vel grof,
hun faar dog Ross oc ære
Huad loff fortiente Theia vel
For Vers at schri[v'] oc dichte
Homere Dig (oc det med schiell)
hun ingen fortrin vigte
Til Carons baad hun maatte gaa
var dog kun vinter tiffue
Og Neplig dem, huad meent du da?
haf[d'] hun ble[v'n] lenger i lifue.