Bording, Anders

15

II Bryllupsdigte

5. [Bryllupsdigt til Erik Banner og Sophie Rosenkrantz. 1650.]

Guld och Sølff kand snart forsuinde
Nu ved Krig och tiuffue hand
Nu frarøbis Mand och Qvinde
Ved Stoer Storrem, Jldebrand
Men huor Dyd, dend sticher inde
med oprichtig Kierlighed
lader dend sig altid finde
och bestaar i Evighed,
Dette i dend Tapper Herre
TEM Som Var en Wfri Mand
Sees, som Ville danske lære
Att forsüare færneland,
Som en gren tog Vdi hende,
bad en huer som Erlig var
(men de kunde see och kiende)
følge imen hand dend bar
gaff saa hesten Vdaff Spore
Finden hug, aff march och Leir
Saa Ved ham Kong Knud dend store
Fich dend dag en herlig seir
Huorfor Kongen ham Villd Ære
giorde, for sin Dyd til Sold,
hand dereffter skulle bære
Baners naffn med Aaben skiold.
Denne Salig mands genanter
Voris Baners Vnge TEM
Vi med lyst i dag indplanter
Vdi Liffsens Thræ en Lem
haabendis hand iche lader
hand jo Vdi Dyd och Naffn
Suarer til sin Oldefader
Men staar Vold om Kiøbenhaffn
Ey som Kioel foruden heiter
bærer Baners Naffn Kun Slet
och Som Krud med lit Salpeiter
haffuer Baners Dyd forgiet
Men Lad see Att hand en Echte
Baners Naffn med Ære bær
Vil sin Oldefader Slecte
Vdi Alt det Dydigt er
Att hans fiende Ret Kand sige
om dend Baners Vnge TEM,
TEM i Dyd har iche lijge
men staar saa det haffuer Klem
och hans Fader sig Kand glæde
ja en huer som er hans Ven
for TEMS Dyd i ham har sæde
som det Var sielff TEM igien.

Lidet Noch tilbage Rester
Som jeg ey Kand gaa forbi
haabis Alle Lystig giester
med min ynske Stemmer j
Att Vor Brudfolch ey forgietter
heldst det hellig Clerici
Att de deris facit setter
16 som er Nu giort føgelfri
Att de ferdigt redskaff haffuer
thil ders Rosen och Vingaar
deris Rancher pudzer laffuer
Att Altingest zijrlig Staar
Men de Brudene saa skierer
deris Vinstoch har i Act
Att de os Ad Aare bærer
Frucht til Ectesengens Pracht
Saa de deris Rancher strecher
huer for sin Vdvalde Brud
Att de Baners TEM opvecher
Som en lang tid Var gaad Vd
Att om Vger fyrretiuffue
Mand Kand spørge gaat fra dem
Att de Barselbreff Kand giffue
For en Søn, skal hede TEM
Dersom Bruden sig Vil Klage
Att hun tør ey driche Vin
Vden det er fiskedage!
Suaris; hun er ey Begin
Men maa fisk och Kiød fordrage
Alle dage Vgen Vd
Thi det skal ey ilde smage
Nu hun er en Luthersk Brud.

Klagis de aff Orem stichis
imod Ald Capitels maal!
da med Danmarchs Løsen drichis
Alle Smuche pigers skaal,
huem sin Vingaar nu forsømmer
Rancherne ey binder op,
Maa Vel Kaldis Joseph drømmer
Ja en dobbelt dudendop.

6. Den Hæderlig/ Høylærde oc Velforfaren Mand DOCTOR Peter Hegerfeld/ Sampt den Ærlige Dyderijge oc Gudfryctige MATRONE Kirstine Lauritz Daatter Bording/ Dieris Brylups Høytid til ære. Aarhuus Aar/ 1656.

DEn lille nøgen Dreng/ den rette Pudsedriffver/
Som aff begiærlighed Cupido kaldet bliffver/
For nogen tid henfløy sig offver vilden Strand/
Til de Latiners Egn oc vnder-fulde Land:
17 Huor hand i fordum tid var tit for sin Fru Moder/
Hos den Trojanisk Helt/ J Slect sin halffve Broder/
Den tid hand baade først' oc anden gang fick Ja/
Oc siden Bryllup Drack med sin Lavinia.
Som hand til Antenors ældgamle Stad oc Mure
Var kommen nær/ oc fick i sinde der at Lure
Vel mangen en/ med sin sædvaanlig Puds oc Skiempt/
Hans skytter-ridskab da var bleffven hiemme glemt.
Hand sagde dog: Jeg ey dis mindre maa forfare
Huad det skal være for en præctig Flock oc Skare/
Som følger her en Vng oc skøn anse'lig Mand/
J saadan høy Proces oc herlig ærestand:
Huad skal den grønne Krands aff Laurbær Løff betyde/
Som jeg fornemme kand hans Hoffvet at Bepryde?
Mon oc en anden Gud fra Delos kommen er/
Som til it Elskows Tegn sligt for sin Daphne bær?
Ney ney/ det tyckis mig ey Phoebus selff at være/
Men en aff dem som hand har hafft udi sin lære.
Den sinderijge mand/ den lærde HEGERFELD
Det er/ som druckit har aff Aons klare Væld.
Den ædle Lægekonst har hand sig i bemøyet/
At hand oc derfor nu saaledis er ophøyet.
Hand kiender alle Træ'rs oc Vrters heelsom Safft/
Hand veed Naturens art oc høy-forborgen Krafft.
Ham Æsculapius oc Chiron selff maa vige/
Traatz oc Machaon dig/ her finder du din lige.
Med Raad oc Lægdom veed hand folck at hielpe saa/
At de som Virbius igien til Liffve faa.
Huad Stads hand derfor faa'r/ det skal jeg ey fortøcke/
Men heller self der til ham ønske vil til Løcke.
Dog det ieg allermeest hos hannem luder paa/
Er at hand aldrig vil mig ret til Haande gaa.
Med søden Kiærlighed jeg tit oc mangen sinde
Mig hart umaget har/ hans Sind oc Mod at binde.
Men jeg maa stræbe huad jeg stræbe kand oc vil/
Hans Hiærte vil dog ey bequemme sig der til.
Naar jeg hans haarde Sind med nogen Elskows Grille
Bestrider/ hand da strax har andet at bestille.
18 Hand aff de lærde ni Gudinder trædskelig
Mod ald min hede Brand har lærdt at væbne sig.
Jeg kand vel tencke huem jeg derfor har at tacke/
Det er Apollo/ der saa gierne vil Belacke
Mit Regiment/ fordi jeg hannem engang skød/
Oc ald hans Stolthed med min Bue sønderbrød.
Men er jeg den jeg er/ da skal jeg det saa vende/
At denne lige saa for Herre mig skal kiende.
Jeg hans Jisskaalde Sind skal giffve snart it Saar:
Jeg skal: Men see jeg først/ min Pijl at hente faa'r.
Som hand det sagde fløy hand bort sit Tøy at hente.
Vor HEGERFELD igien tilbage bleff/ oc tiente
Stor Loff oc ære med sin Konst oc hielpsom Raad/
Oc frij'de mangen fra den under-Jord'ske Baad.
Men Himmelen som har i vold oss at beskære
Huad tienligt er/ oc wi tit selff tør ey begiære/
For hannem haffde spart her i vor Cimberland
Ald den fornøylighed/ sig nogen ønske kand.
Thi fick hand Lengsel til sin Danske Lufft at smage/
Som hand var skøt fra vaant op aff sin Vngdoms Dage.
Huor meget Arnus Græd/ oc hannem bliffve bad/
Slet intet det dog hialp/ hand ijlig drog aff Stad.
Cupido midlertid paa Reysen ey var lenge/
Men kom til Paphos/ der Fru Venus sig til Senge
Slet færdig haffde giort/ Oc hos sin halte Smed
Til søden Huile nu sig vilde legge ned.
Hand sagde: Moder op/ det er ey tid at Soffve/
Den Slange-skytter/ du vel veedst/ endnu paa loffve
Fixerer os/ Oc huad hand selff ey kand oc tør/
Det hand dog lige vel formedelst andre giør.
Jblant hans Folck jeg en besønderlig har fundit/
Som jeg har tit forsøgt/ Men aldrig offvervundit.
Hand baade dig oc mig Forhaaner oc Beleer/
Oc offte siger/ Os formegen ære skeer.
O skulde saadan Traads faa nogen Mact oc Genge/
Jeg da til visse veed/ mand dørcked' os ey lenge.
Men søde Moder vilt du noget hielpe til
Huad skal det gielde/ Jeg hans Hoffmod styre vil.
19 Men Cytherea ved hans Ord begynt' at Smile/
Oc merckte vel huort hen hand vilde der med stile.
Th[i] fick hun saa til Ords: Ja Skakke mester Ja.
Huor var din Listighed? Huor var Cupido da?
Dog see jeg selff for dig oc noget har at Klage.
Det strijde Balthisk Haff/ Jeg nys i disse Dage
Med bliden Bør oc for en Vind smuckt offverkom/
Blant Fruentømrit der at vilde see mig om.
Mig der for Øyne kom den skønne BORDJNGJNDE/
Aff huis belefven Tuct oc Himmel-klaage Sinde/
Sampt andre Dyders tal (dog den w-tallig er)
Den raske Fama veed at sige Fiærn oc Nær.
Ha/ tenckte jeg/ her vil jeg mig fuld snart Jndslege
Med min Sødtalendhed/ Oc hendis Sind bevege.
Jeg pass'de flittig paa belegen tid oc sted/
Som hun allenne var/ oc best at komme ved.
Jeg hende foreslog vel mangen vacker Beyle/
Som icke Missgunst selff kand nogen ting paafeyle.
Jeg bad hun vilde see/ huad harmelig Fortræd
Der altid kom udaff den kiedsom Enlighed.
Jeg sagde det var ynck/ at slig en Skabning vilde
Sin unge Blomster-tid i tungen Lengsel Spilde.
Erindred' hende der hos om det smucke Par
Hun Verden haffde laant/ oc flere skyldig var.
Ja kort at sige/ Jeg min' Ord oc søde tale
Med slig en yndig Lyd oc Farffve vidst' at Male/
At om Penelope det haffde selffver hørt/
Hun maatte bleffvit strax i Sind oc Hiærte rørt.
Men huad jeg sagde/ huad jeg bad/ det var til Glippe/
Hun w-beveg'lig var/ oc som [aff] Steen en Klippe.
Hun saa vredactig oc Sabinisk teede sig/
At jeg formeente/ Jeg Diana saa' for mig.
Jeg der med maatte mig henpack'/ oc tie stille.
Men veedstu vel huordan jeg acter at wi ville
Os heffne baade To? Wi tiden fijre maa:
Wi finde vel paa Raad/ Naar de mindst tencke paa.
De vise Skæbners Raad oc Dom/ kand jeg forfare/
J Trofast Kiærlighed dem sluttit har at Pare.
20 Dog jeg den visse tid ey vide kand i sær/
Thi saadant staar udi de store Gudders Knæ'r.
Søg du kun derfor ud blant de forgylte Pijle
Det allerbeste par; Oc leg dig saa til Huile.
Naar Himm'len siden vil/ Saa skiud dem lystig ud/
Oc ham til Brudgom giør/ Oc hende til hans Brud.

Velan det søde baand er bundet
Ubrødelig/ o skønne par:
Den rene kiærlighed har vundit/
Oc Triumpherer Aabenbar.
Den blege/ den huis nafn at melde/
Forbydis i vor Brudde-Sal/
Med sine strenge Lowes Velde
Det neppe selff opløse skal.
Ja førend i huer andre suige/
Skal salten Haff slet bliffve tør:
Affgrundene sig oc tillijge
Til Himmelen opløffte før.
Fuld byrder nu med Lyst oc Glæde
Huis Kiærlighed befale vil.
Den blide løcke staar tilrede/
Vil eder selff der hielpe til.
Aldmectig Himmel du som haffver
Bekrefftit selff det faste Baand/
Giff dennemm aff de rige Gaffver/
Du bytter ud med runder haand.
Giff dennem Helsen/ Held oc Ære/
Giff god samdrectighed oc Fred/
Giff Fruct oc Fructers Fructer kiære/
Giff loffligt Naffn oc Salighed.

ØnskenDIs LøCke VDen enDe.
A. B. C. f.
21

7. Det Ædle Par ERJCK SEHSTED oc Jomfru MARGRETE RAMMEL Ynskis Lycke. Kiøbenhaffn/ Tryckt hos Sl. Peter Morsings/ Kong. Maytt. oc Univ. Bogt. Effterleffverske.

HEr Sehsted/ ædle Siæl/ den glade Dag er kommen/
At den Tyranske Mars/ med sin Alarm oc trommen/
Huor med hand hafde snart den gandske Jord oprørt/
Her i vor Føde-Land ey meere bliffver hørt.
Om Æbl' oc Pære det ey gielte/ som mand siger/
Det var om heele Land' oc store Kongerjger:
Det var vor Huus oc hiem/ vor Velfærd Ljff oc Blod/
Oc meest vor Konge selff som Fienden efterstod.
Huor mangen Dapper Helt oc modig Hectors Broder/
Nu slagen blef til Lands/ nu paa de salte Floder:
Vor ædle Frjheds Gnist/ oc skøt udslucte Glød/
Til lifve fick igien/ ved deris prislig Død.
Men den umilde Storm gick ofver oc er borte:
Ved en Almectig haand tillucktes Krjgens Porte:
Lad nu der inden for sig Mars frijt giøre vred/
Hand er dog bunden aff den himmel sende Fred.
Her nu er anden Tjd/ her nu vil andet giøris/
Vor unge Verdens Sag bør oc engang at høris;
Den alt for længe dog har værit tvungen nu.
En streng for høyt opspent/ kand brøste snart i tu.

Frisk op Trompetter frisk/ det Elskous Par til ære/
Her Sehsted vil en Dantz/ oc har sin hiertens kiære
Ved huiden hand alt fat/ oc mangen høffvisk Spring
Med hende giør/ ret som en hersker Ædeling.
22 Den skønne Jomfru Brud/ aff Rammels æt udsprungen/
Ey siger der til Ney/ men følger med utvungen/
Saa let hun vender sig/ saa kræselig hun leer/
Maa skee/ for hun ey saa skal dandse Jomfru meer'.
Huad kand oc skade deert/ det Jomfru Na[u]ffn hun haffver/
Aff sig forlijse skal de første tre Bogstaffver/
Hun nøyis dog nock med den offverblefven Rest/
Naar dem i ære faar/ den Svend hun under best.
Ey nogen Cicero med tungen kand udtale
Ey selff Apelles kand med Pensels Kunst affmale/
Den høye Kierlighed oc kyske hiertens Brand/
Dem sammenbundet har/ oc ingen løse kand.
Vor Fiske-rijge Belt sin Vædske før skal feyle/
Vor Dansker Øresund ey lade sig beseyle/
Før nogen Ting/ huad Naffn oc Effne det end har/
Adskiller her paa Jord det ædle hiertens Par.
Her her hand Seer den Sted/ som Himm'lens Raad oc tøcke
Selff har beskicket ham til Rolighed oc Lycke.
Her her oc Rammer hun ret Løckens Holm oc Land/
Huor hun sit haabis Skib saa trygt indlegge kand.
Huad ære Gaffn oc Lyst den eene faar at nyde/
Der i den anden sig oc hiertelig vil fryde:
Huis Vedermod oc harm den Eene kand angaa/
Det vil den anden oc tilhielp' at bære paa.
O større hiertens Lyst/ end mand tilfinder Ijge/
O anden Paradiis/ O Jordisk himmel-rjge/
Huor søden Kierlighed/ foruden Sindsens Tvang/
Saaledis mellem Mand oc Quinde gaar i Svang.
Vel vel her Sehsted nu/ vel vel hans venne Rammel/
Som høye himmel selff har føyet saa tilsammel:
Gid de fremvoxe friit/ i Glæde fiern oc nær/
At deris ædle Rod snart unge Spirer bær.

23

8. Hæderlig oc Høylærd Mand Jørgen Reitzer/ Kongl: Mayst: Velforordnit Secreterer udi det Tydske Cantzelij/ oc Kircke- Prowist offver Jelling Syssels Prowstij. Sampt Ærlig Dyderijg oc Gudfryctige Pige Anna Fabricia/ Den Hæderl[ige] oc Hø[y]lærde Mands Doct: Christiani Fabricii kiære Daatter. Paa deris Bryllups Høytids Dag/ til Ære. Prentet i Kiøbenhaffn af f Jørgen Lamprecht Aar 1663.

HVad skal den rijge Pærle-krands/
O Jomfru Brud betyde?
Hvad skal de dyre Steenes glands/
Som Eder nu bepryde?
J selff med egen Hæld oc Gunst/
Oc andre skønheds Gaffver/
Langt offvergaar all smycke-Kunst/
J selff al Prijsen haffver.
Men see den Sag den er saa klar/
Mand snart kand giætning giøre:
Hvo ædel Vjn i Kiælder har/
Udhænger Krands for Døre.
Den dyre Pract oc Smyckerj
Vil saa for Bruden sige:
Herr Brudgom kommer kommer J/
Jeg Eder ey skal svige.
Jeg har for eder Kiærlighed/
Oc hvad i kand begiære:
Jeg Eders Brand at leske veed/
Min Kiøbmand J skal være.
Velan Herr Reitzer/ J vel seer
Hvad Klocken den er slagen.
Det Kiøb er giort: Frisk op beteer
At J er ret fuldtagen.
Her maa Betalning laffvis til/
J maa slet intet spare.
Paa Borg oc Krijd ey handlis vil/
Ney vare strax for vare.
J Afften det vil giælde paa/
Om J bestaar med ære.
J Morgen hver vil spørge saa:
Mon Bruden Jomfru være.

A.B.

9. Det Ynskelig oc lycksalig Par VITUS BERING 24 Oc GJERTRUDE JØRGENS-DATTER. Kiøbenhaffn/ Trøckt hos Henrick Gøde/ Kongl. Maytt. oc Univ. Bogtrøcker/ Aar 1663.

VEl an Her Bering legger hen/
En liden stund til huile
Den eders vjt-berømte pen/
J pleyer med at stjle.
J Afften andet giøris maa/
End om Beleyring skriffvis:
J faar at lade det bestaa/
Til bedre tid kand giffvis.
Jt andet tog her vancke vil/
En anden krjg vil føris/
Her hører mod oc styrcke til/
Her vil ret hoff-verck giøris/
Her stormis vil i Brudde-buur/
Her er en Jomfru-skandse/
Her er en Jomfru-vold oc muur/
Tillaffver spær oc landse.
Ey Natte-frist vil giffvis her/
Før Troja vil berendis/
Ney ney/ Soldat flux i gever/
For knæ vil buen spendis.
Her vil: men see min pen ey tør/
For Pjgerne/ fremsætte
Huis andet meere der til hør/
De selff maa resten giætte.
O smucke Brud/ gid i faa got/
Saa venligen i smjler:
En anden skulde vel for spot
Optagit det jeg stjler.
En anden skulde seet saa surt/
Hafft saa Sabinske lader/
Som hun ret haffde smagt Malurt/
Oc haft en Munck til Fader.
End[d]og hun vel ey skulde stort
Betæncke sig oc grue/
Sin pærle-krands at skifte bort
For Quinde-sæt oc hue.
Ja dertil oc aff hiertens grund
Vel skulde selff begiære/
End oc i denne afftens stund/
For eder Brud at være.
Men ney/ saa prjselig en Mand
Allenne var for eder:
Huad Himlen vil/ ey vendis kand/
Men fremmis alle stæder.
Frisk derfor op i Kiærlighed/
Med eders hiertens kiære
Frisk op i glæde/ flôr oc fred/
Frisk op i tuet oc ære.
Omfaffner hannem / inden Aar
Aff hannem i til gaffve
En leffvendis Histori faa'r/
Som haand oc fod skal haffve.

Lycke oc Velsignelse ynskendis
Anders Bording.
25

10. [Til Hermann Mejers og Christinæ Madtzdatters Bryllup i Helsingør d. 22. Sept. 1664.]

NEy! Kierlighed ey tuingis vil
Af nogen Low oc Maade.
Hun/ huad hun vil/ os drifver til/
Oc stedse self vil raade.
Hvor Klippe-fast oc Kæmpe-sterck
Mand sig at holde Lofver/
Det blifver dog til Børne-verck:
Vor Hiertis vold gaar ofver.
Vor Naabo Strephon gick i gaar
Til grønnen Lund at beede/
Vel stolt oc fri/ med sine Faar/
Oc kun sin egen Heede.
Den friske Hiort/ den raaske Raa/
De lette Fugles Skare
Hand der fornam/ oc sagde saa:
Til min Stand sligt kand suare.
Thi jeg min søde Friheds Ro/
Saa vel som de/ kand nyde:
Jeg er i Sind oc Hierte fro:
Mig ingen Tancker bryde.
Jeg Kummer-løs oc trygelig
Til liusen Dag kand sofve.
Jeg med mig self fornøyer mig/
Oc vil min Frihed lofve.
O ædle Frihed/ Sindsens trøst/
O Glæde-skenckerinde/
Jeg vil alt andet acte løst/
Min Hu til dig fast binde.
Trods huo mig det forhindre vil/
Jeg stedse dig vil ære.
Ved dig/ saa længe jeg er til/
Min egen Jeg vil være.
Men see/ huor det med Strephon gick/
Sig pibens liud omvende:
Hans høye Frjheds tancke fick/
Langt før end Dagen/ ende
Den skønne Mø Charitnis kom/
Med andre Nympher flere/
Til samme lund/ at see sig om/
Oc tiden henspadsere.
Endog det ey var hendis act/
Just hannem der at møde/
Hun sig dog en forborgen kraft
Fornam af sted at nøde.
Huad den forsiunlig Himmel vil
Os drifve til oc føre/
Det ingen ney kand sigis til/
Vi det Jo faa'r at giøre.
Vor gode Strephon ey saa snart
Til hende slog sit øye/
Hans høye Hierte/ mod sin art/
Sig Jo fick ned at bøye.
Hans aldrig-før-betuungen Hu
Bleff let paa løb at drifve/
Ja strax udi en huj oc nu
Sig maatte fangen gifve.
26 Hand noget i sit unge Bryst
Befant sig at bevege/
Som med en ny oc sældsom lyst
Begynte fast at prege.
Oc med sin hidsig virckning sig
Til marf oc been indtrængde/
Saa det omsider endelig
Ret Siælen selff befængde.
Hans tancker baade djd oc hjd
Omløbe som en trilde:
Hand med sig selfver gick i strid/
Ey vilde det hand vilde.
Ha! (var hans Ord) huad seer jeg her
En herlig glands fremtræde:
Den skønne Morgenrød' ey nær
Saa skøn opstaar af sæde.
Ha! see/ hvor slet al Hæld oc Gunst
Sig hafver her udgydit:
Med al Naturens smycke-kunst
Hun ofver alt er prydit.
Ha! den blufærdig Tuct i sær/
Som hendis ansict maler
Om hendis Dyd nock vidne bær/
Oc uden tunge taler.
Var jeg af haarden Jern oc Malm/
Var jeg af Flent udsprungen/
Jeg maatte dog af Elskows qvalm
Her blifve brænt oc tuungen/
Far vel min Frihed nu/ god nat/
Du mig ey meere nytter:
Jeg venter mig en bedre skat/
Oc gierne dig henbytter.
Velkommen ædle Kiærlighed/
Hvis kraftig brand oc hede
Den gandske Jord opholdis ved/
Velkomme[n] her til stede.
Ved dig/ mit før-utæmte Sind
Er saa forandrit vorden/
At jeg med glæde træder ind
J de forelsktes orden.
Huo vil/ huo kand ey lyde dig/
Oc børlig plict tilsige?
Heldst naar hand maa forlyste sig
Med slig en hældig Pige/
Huo kand saaledis i Natur
Oc Sind forstockit være/
Hand sligt it dydigt Creatur
Jo fafne vil oc ære?
Ney ney/ ret indtil blægen død
Jeg hende mig vil gifve.
Trods sorgens tuang/ trods haarden nød/
Charitnis min skal blifve.
Det salte vand af Øresund/
Oc striden Belt tilljge/
Skal før udtørris slet i grund/
End Jeg Charitnis suige.
Hand dermed fra sin unge hiord
Til hende sig henskynte/
Sin verf med sindig tuct oc ord/
Oc kiærlig nick begynte.
Men huad hand fick igien til suar/
Kand icke Jeg forklare/
Thi jeg for langt fra dennem var/
Oc paa mit quæg tog vare.
Men det fornam Jeg/ hun først lod/
Som hun ey deert tilhørde/
Sampt oc/ som hun ey ret forstod
Huis hand paa banen førde.
Dog arm om hals/ oc mund ved mund/
Blef dieris ijd omsider.
Jeg tro'r/ hun inden stacket stund/
Vel meer' af hannem lider.
J Dag hand sancker sine Faar/
Oc bryder op sin hytte/
Vil dermed strax/ som jeg forstaar/
Til hende slet henflytte.
27 Thi voris slette selskabs stand
Ey meere kand behage:
Ney ney/ Charitnis bedre kand
Hans Sind til sig hendrage.
Vel an/ det derfor sømmer sig/
Vi voris plict ey dølge/
Med ære-sang oc fryde-skrig
Os hannem bør at følge.

Saa gack/ O ædle Strephon gack/
At fafne din Hyrdinde:
Sjg høyen Himmel lof oc tack/
Som dertil gaff sit minde.
Søg nu med lyst den tidsfordrif/
Som sømmer eders alder.
Tag Kyss oc Klap/ Ja tag oc giff
Alt det som dig befalder.
Tænck hun er i sit nittend' Aar/
Oc acter at læ lære/
Vil oc/ før hun til tifve naa'r
En arfvings Moder være.
Tiltager begge dag fra dag
J fast-bestandig Lycke.
Al ære/ lyst oc velbehag
Skal eders lefnit smycke.
Sig eders sæd oc afkom skal
Saa kraftelig udbrede/
At den med sin utallig tal
Al voris egn skal klede.

Celadon.

11. EPITHALAMIUM Nuptiis VIRI Illustris ac Generosi DN. CANUTI THOT Domini de Næs & Barsebec & VIRGINIS Genere ac Virtute Nobilissimæ SOPHIÆ BRAHE humillime dicatum. 1665.

HÆc est illa dies, qvæ tanti conscia gaudj,
Illustres animas conjungi fædere cernit.
Scilicet hoc voluit modo, cum se læta canensque
Obvia Calliope, comitata Sororibus ultro
Obtulit & Citharis cecinit, qvid nescio, dulce.
Tandem intellexi (placidis cum vocibus usa est)
Connubia Heroumque genus clarosque nepotes
28 Dicere, certatimque chorum diffundere laudes.
Accessi propius, satis, inqvam, rustica lusit
Fistula, captemus cupidi jam sacra Dearum.
En THOTTI unanimes repetunt ab origine stirpem,
Per Genus & Proavos, per facta ingentia ducunt
Antiqvæ Sobolis, qvam nulla æqvaverit ætas.
Inclyta post BRAHEÆ series à sangvine manans
Additur & Generis prisci numerosa propago,
Gestaque narrantur Patrum melioribus annis.
Salve sancta dies Horum connubia nectens
Sidere felici! votis concordibus adsit
Cælipotens, omnes uno simul ore precamur!
Atque dehinc longum cupidi numerabimus annum:
Qvalia nunc thalamo, cunis tunc vota futuris
Solvemus: Patrem tenero cum noverit ore,
Inque sinu Matris perblande riserit infans.
Sed jam sera dies cadit, & mox sole fugato
Vobis nitendum est, labor hoc in tempore vester
Gnavaque sedulitas venit, & qvas frigidus horas
Noctifer attulerit gratas consumite læti.

SAa sterck oc haard jeg ingen veed/
At hand jo maa bevegis/
Naar aff den heede Kierlighed
Hans Sind oc Hierte pregis.
Er pilen fast i vilden hiort
Hand sig til fluct vil vende:
Dog hand saa langt ey løber bort/
Hand pilen kand undrende.
Du deilig skabning pilen est
Os ind til hiertet trænger.
Hvort vil mand fly? man har sin rest:
Hvo kand sig holde længer?
En purpur-mund/ en rosen-kind/
En hældig vink oc facte.
Vor hiertes fæstning tager ind/
Før vi skøt selfver acte.
Hvo vil da regne meget om/
Sin Frihed af at bryde/
Naar hand/ for den/ til eyedom/
En deylig Brud maa nyde?
Hand heller slet er hendis træl/
End self sin egen Herre.
Hvad hun befal/ optagis vel.
Hvad hun vil/ faar at være.
Som Jernet ved Magneten tæt
Aff sin Natur sig heffter:
Saaledis er oc hun alt det/
Hans Hierte længis effter.
Saa langt af land hand med uro
Sin vandring aldrig sætter/
At hun er hans Nørleding jo/
Som hand sig effter retter.
Foruden hende hand sit lif
Som død oc lifløs acter:
29 Hun hun er al hans tidsfordrif/
Oc det hand efftertracter.
O store Dronning Kierlighed/
O Verdens Keyserinde.
Din Virkning blifver ævig ved
Oc aldrig kand forsvinde.
Dit søde regimentes skik/
Os alle maa behage;
Du med din allermindste nik
Os locke kandst oc drage.
Alt det som hafver lif oc aand/
Det maa ved dig regeris/
Ved din bedrift oc mæctig Haand
Det fremmis oc formeeris.
Fast al Naturen sin bestand
Oc gang maa dig tilskrifve.
Foruden dig/ slet intet kand
Een dag ved mact forblifve.
Hvor uforfalskit Kierlighed/
Faar mact sig ind at rode/
Man der al lycke/ lyst oc fred
Oc fremgang maa formode.

VEl an/ min ædle Tot/ Jeg mig
Ey andet kand end glæde/
Naar jeg anseer/ hvor præctelig
J kleder Brudgoms sæde:
Hvor fuld af dyd oc tuct/ hvor skøn/
Hvor rig af ædle stammer/
Den Jomfru er/ som J til løn
Af Himmelen annammer.
Jeg denne dag optegne vil
Med gyldene bogstafver.
Det er den dag/ J stedtze til
Fra barns been/ længtis hafver.
J mindis vel/ hvor mangen gang
J mig den længsel klagde/
Som med sin uregerlig tvang
Paa hiertet eder lagde.
Vel mangen suk J falde lod/
Naar Eder rant i Sinde/
Hvor klagelig det ædle blod
Gaf Eder afskeeds minde.
Hvor tit hun bad/ der J nu bort
Af landet skulde drage/
J vilde det dog giøre kort/
Oc komme snart tilbage.
Nu vel/ den lange tid dog fick
Dismidlertid sin ende:
Den Vandrings færd saa vel afgick:
Os Himmelen hiemsende.
For Eder findis nu bered/
Den glædis løn oc rente/
Som Eders hulde trofasthed
Saa lang en tid fortiente.
Nu kronis Eders ædle dyd
Med Velstandtz herlig smycke.
Nu vaagner Eders lyst oc fryd/
Oc lenge ventet lycke.

BOrt derfor Sorg oc længsel nu/
Oc hvad som kand besvære.
Forlyster Eders kiærlig hu
J børlig tuct oc ære.
Omfafner Bruden hiertelig/
Oc lader snart paakiende/
At Totters prislig Stamme sig
Ey skal paa Eder ende.

30

12. Det ønskelige par David Melvin Kongl: Maytz Postmester/ Raad- mand och fornemme Handelsmand i Helsingør/ Och Margrete Jacobsdaatter Sl: Rasmus Regelsøns/ Paa djeris bryllups dag/ til ære. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1665.

HEr Melvin/ høy-fornemme Ven/
Med glæde jeg fornemmer/
At eders hjerte sig igjen
Til Kjærlighed beqvemmer.
Hvad gafner det en Enckemand/
Hand mod Naturen strjder/
Och i den langsom sørge-stand
Sin beste tid henslider?
Det huus/ hvor Moder hen til seng
Foruden mage ganger/
Och altid slaar paa sorgens streng/
Det sjelden fremvext fanger.
Skal derfor en Søfaren Mand
Seyladsen efterlade/
For hand paa vilden haf och strand
Er kommen før til skade?
En god Soldat ey blifver let
Fra Krigens schole dragen/
For hand tilforn/ af marken slet
Kand engang være slagen.
Ney ney/ men frisk her an igien:
Mand aldrig maa forsage.
Mand ey for langt i Verden hen
Maa tænke sig tilbage:
Men heller være færdig til/
J Tiden sig at føye.
Och med hvis høyen Himmel vil
Beskjære/ sig fornøye.
Den gode leylighed mand bør
At tage mod/ och takke:
Hvo veed/ hvor snart hun vise tør
En bar och skaldit nakke.
Hvor mangen dyctig Mand och Svend/
Hvor mange Møer och Enker/
Ugifte gaa paa toget end/
Den lange Vaal dem krænker.
Den narske Bias sig for ung
Udi sin Ungdom dømmer/
Men i sin alderdom for tung;
Hand middel-vey forsømmer.
Naar det os bjudis/ meene vi/
Vi Tid nok har at tøfve:
Vi sact it Aars tid eller ti
Maa søden frihed prøfve.
Ja vel bestilt! de ti til sig
Vel tifve stundom tage:
Och dissimellom endelig
Henrinde vores dage.
31 Det saa for sildigt falde vil/
Sig under Aag at venne:
Vor Tid har leegt forkeerings spil/
Vor alders floor er henne.
Enddog en trofast ecte ven
Vel ilde kand undværis/
Til den ulyst at drifve hen/
Mand da tit med besværis.
Hvo skal os da med kjærlig ord
Fra dybbe griller drage?
Hvo skal i sengen och ved bord
Vor længsel os betage?
Lad ensom lefve hvo som kand:
Jeg prjser dem/ sig binde.
Uqvænnit Mand kun half er Mand:
Kun half er Mand-løs Qvinde.
Det er som uden hul en Muus/
Och uden busk en hare:
Som Bryllup uden dands och ruus/
Och marked uden vare.
Det er som knif foruden blad/
Och maal foruden prikke:
Som Stegers uden ild och mad/
Och kjelder uden drikke:
Som gøgelspil foruden grjn/
Och fiddel uden bue:
Som Bakkarak foruden vjn/
Och dyrkjøb uden Stue.
Som Lekkerbidsken uden gjest/
Och uden vaben Adel:
Som rytteren foruden Hest/
Och uden pude sadel:
Som vjnfad uden tap och spund/
Och naal foruden traade:
Som uden Skibsfart Øresund/
Och Belt foruden baade.
Ja (kort at sige) Jeg ey veed
Den ting paa Jordens Rige/
Som med den kjædsom enlighed
J brøst och bræk har lige.
MEn eders sag langt bedre staar/
Her Melvin/ J med glæde
Til ærens præctig Tempel gaar/
Och kleder Brudgoms sæde.
Nu kand J merke kjendelig/
At det faar magt och gænge/
Som Himlen sluttit har ved sig/
Det ey staar hen saa længe.
Saa dyde-rjg och smuk en Brud/
Saa hjerte-from en mage
Til eder vist var kaarit ud
Af ævighedsens dage.
Hvad eders fordoms ecte ven
Ombad selff/ før hun døde/
Det for sig gaar: Nu faar J den
J sorgen med kand bøde.
O værer glad/ at J saa vel
Har slig en perle fundit/
Som eders hjerte Sind och Siæl
Sig gandske til har bundit.
Den tunge længsels mørcke Sky
Med alle nu bort tagis:
Den blide glædsens Soel paa ny
For eder vil opdagis.
Alt det som kaldis velbehag/
Och kand ulyst fordrifve/
Det eders huus paa denne Dag
Begynder/ om at gifve.
O mercker paa/ hvor venligen
Den skønne Brud hun smiler/
Och alle sine facter hen
Til eders ynde stiler.
Paa timernes seenfærdig gang
Hun vel saa nøye acter.
For hende Dagen er for lang:
32 Hun efter natten tracter.
Hun glæder sig/ det er saa nær:
Til seng er hendis tanke.
Hun kand vel gjette til/ hvad der
For kjærlig jd vil vanke.
Hun/ som en ecte mage bør/
Vil tage der oc giffve.
Hun vil: men see/ Jeg det ey tør
For vore Piger skrifve.
Dog veed en hver/ som af forstand
Och daglig brug vil lære/
At Jld och hør foruden brand
Ey kunde sammel være.
FRisk derfor op/ med lystig Hu/
Frisk op i tuet och ære:
Forlyster eders hjerte nu
Med eders hjertens kjære.
Fuldbyrder nu med glæde det/
Som kjærlighed tilsteder/
At Melvins nafn och stamme slet
Ey slippe skal paa eder.
Vi der paa tage skaalen fat/
Paa Brudens Sundhed drikke/
Vi vente vist/ at sig i nat
Her Melvin fix skal skikke.

A. Bording.

13. [Det ynskelige Par Jacob Søfrensøn/ Forvalter ofver Harballegaards Læn/ och Rebecca Bechten/ paa deris bryllups dag/ til ære. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ den 8. Nov. 1665.]

Saa snart vor barndoms leege tid
Er kommen nu til ende
Och vi tør tancke Sind och jd
Fra bold och dukker vende
Fornemmis strax en anden lyst
Och usedvaanlig grille
Forinden voris unge bryst
Med lønlig kraft at spille
Vi self i førsten ey forstaa'
Huad det er os omdrifver
Men naar vi ret til sagen gaa
Det Elskow er och blifver
Saa marmorhaard och klippe fast
Mand ingen seer och finder
Hand Jo bevegis kand med hast
Naar Elskov hannem minder
Hvort vil mand hen mand ey sin gunst
Kand deylighed forsage
Hun med for sterck en Lokke kunst
Til sig os veed at drage
thi naar en præctig skabnings glands
Med voris øyne mødis
Begynder i vor indre Sands
Forundring strax at fødes
33 Forundrings afkom er attraa
Attraa vil ey fornøyis
Før hun til eye det kand faa
Som villien til bøyes
Kand os den bare skønhed nu
Saa kraftelig optaende
Det meere skeer naar vi vor Hu
Til det indvortes vende
thi naar sig och den ædle dyd
Med deyligheden parer
J den foreening dobelt fryd
Och lyst mand da forfarer
Vel sterk er Helbruds haarde verk
Dog den kun en gang findis
Men kjærlighed er meere sterk
mand daglig da med bindis
Vil høyen Himmel dertil saa
Sin milde gunst udgyde
At den med lykke kronis maa
Och kraftig fremgang nyde
Den store Mogols rige skat
Saa fremt den os tilhørde,
vi da vel før hengafve plat
End slig en brand udkjørde
Thi det er ret til vel behag
Och velstand ind at træde
Det er en Paradjses smag
Och Jordisk Himmel-glæde.

Vel an her Brudgom J med skjel
af hjertet glad maa være
J seer altingest sig saa vel
For eder ad at bære
Vel langt och trangt til denne dag
For eder det hâr værit
Den keedsom enligheds umag
Har eder hart besværit
Den Mand som længe gaar ugift
Och ey sit hjerte binder
Hand al sin gierning och bedrift
J Vilderede finder
Hand er som skib foruden vand
Och knebel uden klokke.
Som uden verksted handverksmand
Och kam foruden lokke.
Som uden ambolt mestersmed
Och garber uden leder.
Som uden mark it vangeled
Och kolf foruden fjæder
Hand er som spid foruden steeg
[Och hofved uden hue:]
Som uden gieck Comedi leeg
[Och pjl foruden bue.]
Hand er som pæbling uden bog
Och Uden grund en støtte
Som uden fang en fiskerkrog
Och log foruden bøtte
Hand er som, Jeg skøt veed ey hvad
her stedse noget fattis
Hans glæde stander bag paa blad
Och ufuldkommen skattis
Men vel den mand der saa som J
Kand faa hvis hannem feyler
Hvis haabis skib uskad och fri
Til Lyckens land indseyler,
Nu kand J sige sorg her ud:
Dig længsel Jeg ey mindis;
Naar eders dyderige Brud
Hos eders side findis
Paa hendis purpur-røde mund
J finder trøst och lise
Hun eder skal af hiertens grund
Al kjærlighed bevise
Hun derpaa til et underpant
Vil eder noget gifve
Som pennen ey tør paa min sant
34 For ti ducater skrifve
Thi see hvor rød hun derved blef
Hun den snack ey vil høre
J veed self, det end ingen skref,
Hvad eder bør at giøre
Forskaffer vugen snart paa gang
Annammer skjel af tiden
Och lefuer uden tvist och tvang
J fred och glæde siden.

14. Det Lykke-rige par Frederich Gjse/ Kongl. Maytz til Danmark och Norge/ etc. Velbestalter Secreterer i Kammer Collegio Och Margrete Elizabeth Schönbach/ Kongelig och Førstlig Slesvigisk oc Holsteinsk Raads och Land- Cantzelers Daatter/ paa deris bryllups dag til ære. Trykt i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1665. den 18. Decemb.

ENddog/ Her Gjse/ jeg ey veed/
Som det sig bør at skrifve/
Hvad lyst en ecte kjærlighed
Medføre kand och gifve.
Jeg och med slette rjm och vers
Ey regler kand udstjle/
Om mand paa langs och ey paa tvers/
J Brudseng bør at hvile.
J self/ end och foruden dict/
Vel være skal saa vittig/
At J forstaa'r/ det eders plict
Er/ der at være flittig.
Min simple pen dog ikke sig
Tilbage saa kand dølge/
At den/ i steden jo for mig/
Til seng vil eder følge.
NOk er udi den enlig stand
Af eder heden leffvit:
Nok er omreyst i fremmed Land/
Nok vaagit/ læst och skreffvit.
Det nu paa tiden er engang:
Her nu vil andet gjøris.
Her vil en dysse-lulles sang/
Før Jamling kommer/ høris.
Hvad keedsomhed udi sin hu
Hver ærlig Svend maa kjende/
Som hâr med kalfve-spidsen nu
Begifvit om at rende.
Hvor langsom baade dag och nat
For hannem heden rinde/
Før hand omsider til sin hat
Den rette krog kand finde.
35 Hvor tit hand slaa'r paa sorgens streng
Och som fortviflit ganger/
Før hand ved bordet och i seng
En ecte mage fanger:
Sligt ingen bedre veed end den/
Som Lykkens trods maa friste/
J det hand arme lang tid hen
Uparit sig maa liste.
Hand mercker noget self hos sig/
Som hannem ofte minder.
Hand nok er fix och mandelig/
Men dog forhindring finder.
En gammel ung karls Titel hand
For ingen deel vil høre.
Den blinde Buk hand och om Land
Ey lede vil och føre.
Hans Sind imellom haab och fryct/
Som skib i Strand omdrifver.
Hvad moxen vaar i gaar samtykt/
J dag til intet blifver.
Nu vil hand til en Enke gaa/
Sin kjærlighed tilsige.
Nu vil hand sette sin attraa
Til en ufandsit Pige.
Nu vil hand fæste sig en rjg/
Nu en iblant de fromme.
Nu stræber hand med største fjg
En deylig at bekomme.
Nu seer hand heller hun er græm/
Och paa de gamle noder/
End hand aff lavg skal visis hjem/
Och kaldis Kuk Kuks broder.
Nu vil hand tage sig en ung/
For arten at bevare:
Nu den som gammel er och tung/
For Amme-løn at spare.
Nu vil hand byde frem sin kram
For en/ som gafn kand gjøre:
Nu sjunis hannem/ det er skam/
En bulckit haand at røre.
Ja/ kortelig/ til intet vist
Hans hjerte sig tør binde.
Hand stander med sig self i tvist/
Kand ingen slutning finde.
Och midlertid sig snige bort
Hans fawrist alders dage.
Hand passede med vundet kort.
Hand paa sig self maa klage.

MEn slig och anden bryderj/
Som mig och andre tæmmer/
Er J Her Brudgom qvit oc frj:
Slet intet eder klemmer.
Nu ligger J for Lykkens Land/
Och Himlen tak maa sige/
Som hjalp/ at J saa vel paafand/
Och fik saa skøn en Pige.
Nu fafner J saa frisk en Brud
Och dyde-rjg en mage/
Som holde vil til døden ud/
Och eder ey forsage.
Hvad møye dagen hafve vil/
Naar J betjener skatten/
Det hun med lyst er færdig til/
At gjøre got om natten.
Ja/ hvad it ærligt hjerte sig
Kand af sin kjærist vente/
Vil hun betale rundelig
Med Elskows liflig rente.
Thi værer hjerte glad och fro/
Och eder fix bevjser.
Formeerer eders tid i ro:
Fortplanter mange Gjser.

A. Bording.
36

15. Niels Broberg, J. U. Licentiato, och Kirstine Hanszdaatter Drostrup/ Paa deris bryllups dag til ære. Trykt i Kiøbenhafn hos Jørgen Lamprecht/ Aar 1666. den 20. Martij.

ENd dog/ Her Broberg/ Jeg kand ey/
Hvor gjerne Jeg och vilde/
Henkomme nu saa lang en vey/
Til eders bryllups gilde:
Saa kand dog min forrustit pen
Sin skyldig plict ey dølge/
Den med lyk-ynskning Jo vil hen
Til brudseng eder følge.

Hvad var den langsom enlighed/
Som eder før besvær'de?
J selff var eder ofte vred:
Her var kun harm paa færde.
Naar J gik ud/ naar J kom ind/
Och hvadsomheldst J gjorde/
Slet intet var/ som eders Sind
Med venlig tidkort moor'de.
Til bord och seng J maatte gaa
Med eder self alenne:
Med keedsomhed J sad och laa:
Det beste det var henne.
J vel/ at tiden kunde let
Och uformerkt hensvinde/
Udi den dybe Keyser-Ret
Lod eder flittig finde.
Men see/ naar eder Ulpian
Med hoved-brud fast ødde:
Naar eder och Justinian
Glar-øyne skøt paa nødde;
En Kjeriste vel kunde da
Den møye tit forlindrit/
Med venlig tvang och lokken fra
For sterk studering hindrit.
Mand ey paa skrift och læsning en
Saa gjerrig seer at findis/
Hand pen och bog jo legger hen/
Naar hand af Elskow mindis.
Lad Jesuviten dag och nat
Sig self med læsning svække/
Lad hannem skrifve skøt och brat/
Til hand maa sønder sprekke.
Jeg priser den/ der ikke saa
Paa bogen sig forgriller/
At Moder Jo sin ret kand faa/
Naar hun sig venlig stiller.
End dog Jeg af forfarenhed
Om sligt ey veed at stile:
Jeg/ hendis agger/ dog vel veed/
Udyrkit ey maa hvile.
Mand heller seer en stoor Jurist
Ukjøbt hos Hawbolt blifver/
End for en vuge/ svøb och list
Ey værd och pending gifver.
Hvor høyt at Baldus staar paa blad/
37 Och Bartholus hand æris/
Af dem/ i sengen egge-mad
At tjene/ dog ey læris.
Thi/ sligt och stundom øfvis vil/
Til tiden med at drifve/
Om voris slect skal voxe til/
Och Verden ved skal blifve.
Ret som det vores Fædre før
For os i Verden drefve/
Paa same vjs det os och bør
Som efter dennem lefve.
Ey større trøst och hu-ro var
Paa denne Jordens tue/
End naar it ærligt E[c]te par
Lifs arvinger maa skue.
Jo mere dennem fruct tilslaa's/
Och barne-vugen røris/
Jo større Kjærlighed begaa's/
Och mindre tvedract høris.
Hvor Sønnen merkis kjendelig
At slecte paa sin Fader/
Och Daatteren ifører sig
Sin Moders høfske lader:
Slet intet uden idel fred
Och ære der opdagis:
Der der er Lykkens bygge-sted:
Ja der al velstand smagis.

VE1 an/ Her Broberg lærde Mand/
Jeg mig af hjertet glæder/
At J den prislig ecte-stand
Saa lykkelig antræder.
Jeg seer altingest sig i dag
For eder vel at tegne:
Jeg idel lyst och velbehag
Af Himlen seer at regne.
Det er den dag/ som J tit før
J tanker ynskit hafver/
Och derfor den at skrifve bør
Med gyldene bogstafver.
Den tunge længsels bryderj
Saa vel er ofvervunden:
Nu bodis den: Nu blifver J
Til den/ J vilde/ bunden.
O seer den Engel-skønne Brud
Som tuct och ære pryder
O seer/ hvor venlig seer hun ud/
Och kjærlighed tilbyder.
Sit kyske hjertes fæstning hun
For eder slet opgifver:
Ey egen sin/ men eders kun
Til biegen død forblifver.
Hvad skøtter hun om Jomfru-nafn
Och pærle-krands at bære;
Hun eder heller har i fafn/
Och eders vjs vil lære.
Thi værer nu fuldtagen Mand/
Och lader Elskow kjende/
At J/ før aar omganger/ kand
Mig barsel-bref tilsende.

A. Bording.

16. Det Lykke-rige Par Johan Drøg Brudgom Och 38 Margrete Elizabeth Paulli Brud til ære Paa deres Brudlofs Dag/ som indfalt den 28. Octobris Anno 1668. Trykt i Kjøbenhafn hos Hendrik Gøde/ Kongl. Maj. och Univ. Bogt.

ENd dog Jeg ey kand spaae/ Jeg dog saa vel hukommer/
Hvad ord mig faldt af mund udi forgangen Sommer/
Der Jeg/ Her Brudgom/ saae til eders Bygning hen/
Hvor snar J der med var/ hvor fast J dreef paa den.
Blant andre værelser/ mand der bekom at skue/
Et Smykke-kammer var samt och en Amme-stue.
Det første gjordes skønt med maleverk och dræt/
Den anden magelig/ och der til varm och tæt.
En Mand/ som hos mig stoed/ at spørge saa begyndte:
Hvad kommer Drøg i Sind? Hvi lader hand udpynte
De steder saa/ som hand ey meere trang har til/
End vogn til femte hjul? Hvad mon hand der med vil?
Jeg hannem gaf til svar: min ven Jeg noksom hører/
At dig hans Tydske Nafn/ paa Dansk udsat/ forfører.
Ney: see dog/ Manden er/ hvor Tør hand næfnes end/
Saa frisk och saftefuld som nitten Vintres Svend.
Det slaaer och sjælden feyl/ den Fugl som bygger rede/
Har den ey Mage før/ den snart vil den oplede.
Nu bygger Drøg sit Huus/ och smykker ud den Sal
J hvilken hand vist snart sin Brudseng hafve skal.
Nu bygger hand det huus/ och mager paa den Stue/
Hvor Moder skal for Speyl paasette kluud och hue.
Nu legger hand det gulf/ hvor paa skal kj endes snart/
Hand/ efter nafnet/ er ey Tør af kraft och art.
Och Jeg paa vedde tør/ at førend huuset blifver
Til fulde færdiget/ hand sig til noget gifver/
Som baade Leegeren til vinding være kand/
Och gafne Steegeren samt Stadsens Bydemand.
Ja nu gaaer sjun for sagn/ at Jeg ey deert har løyet.
Begyndelsen er gjort: sig alting vel har føyet.
Det nu til Eder staaer samt eders unge Brud/
J Fred och Kjærlighed at føre resten ud.
39 O seer hvor Engel-mild/ hvor prydefuld och hældig/
Hvor kysk och ære-rjg/ dog venlig och lemfældig/
Hun er/ den skønne Møe. Hvad kand J andet nu/
End der at finde lyst i Hjerte Sjæl och Hu?
Hun hun foruden svig med hviden haand bekræfter/
At hun i lyst och nød sin Sjæl til eders hæfter/
Och vil til bleegen Død af hjertet elske ret.
O siger hende tak/ och fafner hende tæt.
Af hendes Pærle-nafn anleding J kand tage/
J veed vel/ hvoor mand det med Pærler bør at mage:
Mand .dennem bør. Dog see/ min pen/ forløb ey dig/
At vores Jomfru-kjøn ey skal fortørne sig.
Men eder/ smukke Brud/ ey derfor bør at grue/
Thi det ey paa sig har for vingen af en Flue.
Jeg mangen Pige veed/ endog hun tier qvær/
Som vilde vel/ at det med hende var saa nær:
Hun gjerne det antoeg/ och holdte det for ære/
For slig en ærbar Mand en Qvindes sæt at bære.
Men det var eders lod: En anden det ey fik
Som eder var bestemt. Det efter ynsk tilgik.

Velan/ udvaalde Par/ Jeg derfor ynsker Lykke.
Fuldbyrder gladelig hvad Himlen vil samtykke.
Vdbreder eders huus/ och blifver stille ved.
J tuctig Kjærlighed och fast bestandig Fred.

A. Bording.

17. Det lykkerige Par/ Hans Kongl. Maytz. til Danmark och Norge etc. velbetroede Land-Foged ofver Ferrøe Severin Pedersøn/ och Christine Johansdaatter Krudmeyer. 40 Paa deris Bryllups dag/ som bleef holden i Malmøe den 25. Novemb. 1668. til ære opsat af A. Bording. Kiøbenhafn/ Trykt hos Henrick Gøede/ Kongl. Maytt. och Vniv. Bogtrycker.

FOrelskte Hjerter/ fromme par/
Jeg noksom veed och mindes/
At det min plict med rette var/
Tilstede self at findes/
Och eder saa/ som vanligt er
Blant dem/ til Bryllup drage/
Med Bønner och Lykynskninger
Til Bruddeseng ledsage:
Men saa som nu den korte Tjd
Vil mig ey det tilstede/
Saa skal min pen sig skynde djd/
Och min sted dog beklede.
Lad være Jeg i Kiærlighed
Mig ubedrefven finder:
Om hende Jeg dog dette veed/
At hun os alle minder.
Saa snart vi slippe bold och top/
Och os til Kappen vende/
Hun i vor tanke dages op/
Och tager til at brænde.
Som Bjergemesters Lykke-rjs
Til Malmen need sig bøyer:
Hun paa Magnetisk art och vis
Os til vor lige føyer.
Saa Tiger-vild och Løwe-grum
Slet ingen kand fornemmes/
Hand hende jo maae gifve rum/
Och lade Hjertet tæmmes.
Jeg den ey Menniske/ men ret
En Knub och steen tør kalde/
Hvis Sind sig frj kand tage slet/
Hun der paa jo skal falde.
Hvad i sin rette skik och stand
Sig fremme skal och nære/
Det hendes drift och virkning kand
For ingen deel undvære.
Hun derfor ret i lignelse
Beskrifves som en Lue.
Tag Jld fra Elementerne/
De siden intet due.
Tag Kjærlighed af Verden bort:
Lad Tvist igjen regeere:
Det vorder snart med verden gjort:
Hun Verden er ey meere.
Ney: skal Naturen nyde fred/
Och i sin gang beskjærmes/
Det Kjærlighed maae drifves ved/
Af hende den maae værmes.
Skal Slect til anden strekke sig/
Skal Art af Art udføres/
Ved Kjærlighed det endelig
Bestyres skal och gjøres.
Ja, store Dronning Kjærlighed/
Du Verdens Herskerinde/
Hvo kand beskrifve dig? hvo veed
Din virkning ud at sinde?
Lad være/ vi for dig ey saa/
Som for en Helgen/ knæle/
Din magt vi dog vel ære maae
Med prislig eftermæle:
Heldst naar du vores raad och Sind
Til Dydens maal ledsager/
Och os ey prænter andet ind/
End det som der af smager.
41 Hvo Dyden ey til øyemerk
Vdi sin elsken hafver/
Forgjæfs er al hans elske-verk/
Och hastelig omrafver.
Hvo kun paa deylig skabnings glands
Och rigdom sig forgaber/
Den blindes i sin indre Sands/
Och Sindsens sjun fortaber.
Naar deylighed kand falme brat
Af Sjugdom/ Tjd och Alder/
Oc Lykkens ofverflod och Skat
Forsvinder och henfalder:
Mand da sin feyl och missforstand
Fornemmer først och kjender.
Saa slukkes ud den heede brand/
Och sig til Jis omvender.
Hvo derfor i sit kaar och val
Ey snuble vil och feyle/
Til ærbar Tuct sig vende skal/
Och efter Dyden beyle.
Om der hos Rjgdom er ochsaa
Samt deylig skabnings smykke/
Med lyst mand da til seng kand gaae/
Och elske sig til lykke.
VEl an/ Her Brudgom/ gamle Ven/
Med glæde Jeg fornemmer/
At Himlen self skinbarligen
Al eders handel fremmer.
J til den ædle Dyd hensaae/
Der J fant Elskows brynde.
Til Brud en dydig Sjæl at faae/
Der til stoed eders ynde.
J den och fik saa rjg och bold
Och yndefuld tillige/
At J vel eder hundre fold
Lyksalig self kand sige.
Saa nyder/ nyder nu med fryd
Den søde fruct och rente/
Som eders Trofasthed och Dyd
Fra Barnsbeen op fortjente.
Fuldbyrder det/ som ikke kand
Af Ecteseng undværes/
At J vel snart for Dannemand
Vdraabes kand och æres.
Om Bruden med sin ungdom sig
Paa skrymt end vil aarsage/
For Moder hun dog neppelig
J morgen sig skal klage.

18. Bryllups-Dict/ Til den Erlig/ Actbare oc Velfornemme Mand Friderick Hanssøn Poggenbierg/ Sampt Erlig/ Dydrjge oc meget Gudfryctige Pige Helena Hans-Daatter/ Til Ære paa deris Bryllups Dag/ forfattet aff Anders Viborg. Tryckt i Kiøbenhaffn/ Aar 1669.

42

SOm Byrden tung aff enlig Mand/
Besverligen kand føris/
Med mindre den ved anden haand/
Kand undertjden røris:
Saa er oc Eenlighed altjd
En Aarsag til stor Møye/
Ja Møysomhed med største Fljd
Den prøffver at forøye.
Foruden Følgesvend en Vey!
Keedsommelig at gange;
Vil da det eenlig Leffnet ey
Langt større Møye fange?
Thi naar mand enlig mone gaa/
Hvad møder der da andet.
End Kedsomhed i hver en Vraa/
Med Sorg altjd beblandet.
Ja den som selff i Enlighed/
Skal altjd giennem træde/
J alting finder stor fortræd/
[J] Jntet nogen Glæde.
Det har vor BRUDGOM ret forsøgt
Ham Enckestand det lærde/
J den hans Sorg er nock forøgt/
Bekymring ham fortærde:
Hand søgte derfor beste Raad/
Got Raad hand fant oc fage:
Nu er foruden all hans Graad;
Hand fant en Dydig Mage/
Som skinne skal ret som et Lius
J mørcke Vinter-Dage/
Oc Soelhed varme i hans Huus/
De kolde Nætter jage/
Naar som den frøsen gammel Mand
Bag Offnen faar at mude
Oc eenlig sig ey bierge kand/
Men maa i Næffver tude:
Da BRUDGOM J har bedre fat/
En Kackelofun er rede/
Som Jer den Vinter kolde Nat
Med Varme sin kand heede.
Hvad vil i meere ynske Jer
Aff GUD end slig et Bytte/
Der ziret er med Dyder skier/
Til eders største nytte:
Med hend' J kand Jer Tjd forslaa/
Med Lyst Jer Leffriet driffve:
At hvad som i mon ympe paa/
Til største Gaffn kand bliffve:
Nu BRUDGOM eder denne Dag
Alt saadant mon til føre/
Gid/ det jeg ynsker/ til Behag
At Gud det saa vil giøre
At J med eders kiere BRUD/
Maa stedtz i Velstand sveffve/
Oc naar i skal af Ljfvet ud
Med Gud i Glæde leffve.

19. Det Lifsalige Par/ Den Høyædle och Velbaarne Mand Didrich Schult Til Findstrup/ Hans Kongl: Mayst til Danmarck oc Norge/ etc. Høybetroede Ca[n]celli-Raad oc Ober-Secreterer, 43 Sampt Den Høyadelige oc Velbaarne Jomfru Jf: Armgaard Sophia af Gabel Til Gischenhagen/ Bafvelse oc Turøe/ Paa deres Brudlofs Høytid til Ære oc Velbehag. Kiøbenhaffn Tryckt hos Jørgen Lamprecht 1669. den 24 Octob.

Forelskte hjerter/ ædle par/
Her Schult och Jomfru Gabel/
Om nu til eder Sp[ø]rsmaal var/
Hvad inden Senge-stabel
Bestilles/ naar den unge Brud
Fortjener sig en hue/
Och der fra gaaer i morgen ud
En Øye-blandet Frue.
Jeg veed J der til vilde saa/
Som vore Piger svare:
Mand hafver der alenne paa
Den søde søfn at vare.
Ja Ja: god morgen/ Søfn. saa slet
Mand sig tør aldrig sige.
Mand det vel troede/ der som det
Var mig och mine lige.
Ney: mig en tøsser-qvænnet Mand
Har hvisket i mit Øre/
(Forfarenhed ey svige kand)
Mand krumspryng der maa giøre.
Til enden ey den gandske nat
Vil slummes hen och sofves.
Mand aldrig er saa træt och mat
Der Jo vil noget hofves.
Och (kortelig) skal Verden staae
Skal slect til anden række/
Sig Mand och Qvinde derfor maae
J Sengen noget strække.
Men stille/ stille! nock er sagt.
Her Brudgom/ Jeg fornemmer
At J min tale gifver magt/
Och eders plict ey glemmer.
Paa skrymt i Ney vel sige kand:
Men denne Nat skal lære/
At Jld och Hør foruden brand
Ey kunde sammen være.
Vel an/ saa fafner nu med fryd
Den ædle pant oc gafve/
Som høyen Himmel eders Dyd
Vil med belønnet hafve.
Seer til/ at hun/ som ømmelig
Vil Jomfru nafn ombære/
Kand/ førend Aaret ender sig/
Fuldkommen Moder være.
Fremvoxer frjt/ oc blifver ved
J fast-bestandig Lykke.
Al ære/ velstand/ Hæld och Fred
Skal eders lefnet smycke.
Jeg ynsker J saa mangt et Aar
J lyst maae sammen lefve/
Som J/ her Brudgom/ ordre faaer/
At skrifve Kongens brefve.
Jeg ynsker J saa mangt et Aar
Paa Jorden her maae frydes/
Som Brudens Fader graa bær haar/
Och hun med Dyder prydes.

A.B.
44

20. Det Højfornemme og Lykkerige Par, Søffren Jenssøn Klyne, Raadmand i Frederichshald, Og Cathrina Olufs-Daatter, Paa deres Brudlofs-Dag til Ære. 1670 den 9 Octobr.

J mindes vel vor Barndoms Tid,
Hr. Brudgom, der vi rende,
Med Kalve-spidsen hid og did,
Og ej til Verden kiende.
Hvor vel det da med os tilstoed;
Hvor Folkerig en Skare
Vi vare, naar Mor-Moder loed
Til Dands og Leeg os vare.
Af egne Børn og deres Æt
Hun kunde naar hun vilde
Et ganske Vertskab sanke læt
Og giøre der med Gilde.
Saa stor var da vor Slegte-rad,
Saa lang var da vor Hale,
Men see, jeg veed skøt ikke hvad
Jeg derom nu skal tale.
Vor Stammes Tal forringer sig,
Og svinder hen med Tiden,
Vor Flok den tyndes kiendelig,
Vor Skare vorder liden.
J vores egen Føde-By
Vi snart ej Frændskab eje,
Som os i Nød kand skaffe Ly,
Skøt hver er sine Veje.
Vel mangen Plads staar overgroed
Med Neide, Græs og Skreppe,
Hvor før vor Ungdoms Troja stoed
Og Sorrig hørdes neppe.
Af Klyne, Bording, Hegelund
Vi snart ej Levning finde,
Som der har Færne-Navn og Grund:
Paa fald er deres Minde.
Den største Part af os er død
Og haver Graven inde,
Den overblevne Rest sit Brød
J fremmed Egn maa vinde.
Blant deres Tall, Herr Brudgom, J
Saa vel som jeg maae være,
Vor Føde-sted vel sagne vi:
Dog veed os GUd at nære.
Og jeg af Hiertet glæder mig
At Lykken sig beqvemmer,
For Eders Huus saa mildelig,
Og Eders Gierning fremmer.
Men mig den Tiding særligen
Er tækkelig at spørge,
At J med noget Smuk igien
Vil Eders Seng forsørge.
Enddog jeg ikke selv forstaar
Hvad Egtestand betyder,
Thi jeg u-qvænnet end hengaar,
Og mig til ingen byder.
Af andres Tale jeg dog veed
At ingen Ting paa Jorden
Saa søt er til, som Kiærlighed
Og Egtestandens Orden.
45 Det er en liden Himmel-Fryd
Og Paradises Glæde,
Naar de som elsker Tugt og Dyd
J Brude-Sengen træde.
Er derhos Hæld og Skønheds Pragt,
Samt Lykkens rige Gaver,
Hvor kand da noget der faae Magt
Som Smag af Beeskhed haver?

Med Glæde jeg af hver Mand hør,
At Eders Brud skal være
Saa skiøn og rüg, som det sig bør,
Saa fuld af Dyd og Ære:
At selv den bleege Nid ej kand,
Om hende noget sige,
Som hendes gode Navn og Stand
Kand komme til u-lige.
Hvad har J for at sørge nu?
Her haver J den Mage,
Som vil anvende Sind og Hu
Til Eder at behage.
Her haver J den ædle Skat,
Her haver J den Gave,
Som Eder baade Dag og Nat
Af Hiertet kiær skal have.
Omfavner hende blidelig,
Og lader ret paa kiende,
At vores Siegt og Stamme sig
Paa Eder ej skal ende.
Fuldbyrder det, som Tvist og Meen
Af Sengen ved kand jages,
Det er dog ingen Møllesteen
Som løftes skal og drages.
Beteer den Pligt som Danmand teer
For Eggemad og andet,
Det ikke skader hun udseer
J Morgen Øje-blandet.
Seer til at J saa vel bestaar
At Eders Mesterstykke
Kand vises inden Dag og Aar,
Hvor til jeg ynsker Lykke.

Anders Bording.

21. Clarissimo Viro, Sponso BERTRAMO FROMMIO suo, Ducenti sui similem INGERAM SIDENBURGIAM Sponsam. Kiøbenhaffn/ Tryckt hos Jørgen Lamprecht.

Sic Venus & parili junguntur Amore Minerva!
Sic recubant unô Phæbus Amorqve Thoro!
Sic Probitas casto potis est nupsisse Pudori!
Sic Pietas jungi cum Pietate potest!
Aspice, qvàm similes sociârint Sidera Sponsos!
Scilicet hìc PAR est posse REFERRE PARI.

46

Til den yndelige Brud.

O dydig Brud! umuligt er
Min Pen det at udføre/
Som J om eders Hierte Kiær'
Med rette burd' at høre.
Om Venus gick paa Jorden om
At søge sig en anden
J Sandhed/ Eders Bertram from
Hand bleff omsider Manden.

A.B.

22. Ære-Digt til Obr: Marcus Rodsteen Og hans Kiæriste Jomfr: Birte Ritz.

Agter hvad i disse dage
Er Passert i Kiøbenhafn
Der en Cavalier vil[d'] tage
Sin Høyædle Brud i fafn;
Blef imellem toe Gudinder
Hastig vekket en duel
Saa de snart som største Fiender
Hafde støt hinanden hiel
See Diana lod sig lyde
Jngen blant Gudinders Tall,
Var, med Hende kunde skyde
Op af Berig ned ad Dal,
Hvad til Kongens Kiøkken hørte
Blev ved Hende dræbt og skudt
Vilt verk Hun i mængde førte
Hvis Hals var ved Hende brut;
Dette hørde dend Gudinde
Venus, og det strax fortrød
At Hun vilde Mesterinde
Spille, som all viden Flød
Ud af hende, for hun spende[,]
Lade kunde og giv' Fyr,
Paa det vilt, som vild' undrende
Treffet der iblant et dyr
Tænkte ieg skal dig forbyde
At du skal dend ære faa
At du mesterlig kand skyde
For mig paa et halmstraa,
Sagde: jeg vil med dig vedde
Hvor du vil i Skov og Eng
At du ey med Skud skal redde
Sønnen min den liden Dreng
Thi naar du de Dyr i Skove
Treffer med din grumme haand
Veed jeg sødelig [p]aa love
At beskyde qvind' og Mand
47 Hine døden høylig smerter
For de sterke Haul og Krud
Disse som toe Kierlig Hierter
Lar sig tvinge af mit Skud
Hvor du kommer giør du skade
Tyranni mand hos dig seer
Men mit Skud giør Hierter glade
At de blive fleer og fleer
Hvad du skyder, det maa vandre
For din Bue straxen døer
Men min Piil den kand forandre
Smuke Koner udaf Møer.
Som de stod nu begge færdig
Hugtes med to Leder-Sværd
Kom Minerva dend ærværdig
Sagde til de[m] uforfærd,
Hvad er det for tøy ieg hører
Andet end Snik Snak og vrag
Eder utak selv paa fører
Og u-lystig giør vor lag.
Tænker dog, som viisse qvinder
At det staaer ey Eder vel,
At J vil som Dommerinder
J vor Selskab dømme Selv
J maa straxen Venner blifve
Som det sømmer qvinde kiøn
See jeg Eder Raad skal give
Tvifler ey, jeg faar jo Bøn:
See vor Ædel Brudgom Kiære
Obrist Rodsteen, som er værdt
Skal i Sagen Dommer være
Som at skyde haver lærdt
Udj Spanien og Strædet
Af Diana paa een Prik
Kand og treffe Puus i Sædet
Saa at det skal hafve Skik.
Agter nu hvad Rodsteen giorde
Hand vil[d'] ingen vær' imod
Og at dømme ikke torde
Men fandt paa en trek saa god;
Sagde: jeg med fremmed' Sager
Ey vil bryde Hiern og Sind;
Men hvordan jeg værket mager,
Sætter det for Bruden ind
Dette vel Diana yndet
Takket for det gode raad
Og til Bruden hun sig skyndet
Nu skal Venus blive Klaad,
Tænchte Hun, jeg ved dend lange
Trending er for Qvinder Kier
Og for J[-]slet de ey bange[,]
Er for gave u-forfærd
Jeg vil Bruden strax tilbyde
Hvad til Hendis Bryllup hør
Maa jeg Mester Titul nyde
Naar hun ikkun et ord rør
Vil hun have Dyr og Svaner
Skal for Hende leggis strax
Harer, Heyrer, Faar og Haner
Thetis skal og give Lax,
Her til Venus hastig Svarer
Søster Birte tænk dig om
Kand dig hielpe Hiort og Harer
Til valet [paa] Jomfrudom
Ack ney det har ingen Klemme
Marcus skriver ikke saa;
Men den ring du haver hiemme
Som du best kand selv forstaa
Hvor udj er ingen Steene
Men et lidet Skaar og Rits
Dertil, vil jeg dig forleene
Toe Rubiner og en Spitz
Diamant, som ieg vil sige
Bliver de paa god Fold lagt
At de til dig U-dich lige
Er paa Tro og love sagt
48 Dersom du mig priissen giver
Mager det i denne Nat
At jeg Mesterinde bliver
Giver jeg dig vist dend Skat.
Som nu Venus monne tale
Om det dyreba[r'] Klenod
Falt vor Brud strax i en dvale
Tænderne stod i en Flod
Tænkte ieg maa det saa lave
At ieg maa de Steene faa
Venus maa da prissen have
Vilt kand ey mod dem bestaa
Jeg vil dennem strax bilegge
Med min Kiere hierte Mand
At de gode Venner begge
Lever udj roelig Stand;
Thi hvem kand vel jage, hitze
Skyde haver ey forgiet
Kand i mørket treffe Ritze
Sette Kuglen paa en plet:
Her ved bleve alle glade
Venus baade sidst og først,
Brud og Brudgom alle bade
At de vilde deris Tørst
Ledske, mens de kunde taale
Og i skienchte Bacharach
Drike Bruds og Brudgoms Skaale,
Og ey smage dend Conjacht,
Her var idel lyst og glæde
Udj Stuer og i Sall,
Nympherne begyndt at qvæde
J Postiver og Regal
Hvor paa mesterlig blev spillet
Hver lod see et Mester-Spring
For dend tvedragt dend blev stillet
Ved de steene til Bruds ring
Guderne de ønsked' lykke
Bad vor Brudgom at hand digt
Vild sit Segel undertrykke
At de venlig var forligt
Hvilket hand og gierne vilde
Alle Guder til behag
Det var tilig eller Silde
Stod hand ferdig nat og dag
Her til alle med een tone
ynsked' lyst i mange Aar
Voris Brudgom og hans Kone
Men i Skov er dyr og Faar,
At de effter maalet skyde
Maatte her i jammerdahll
At de, Ærens Krands kand nyde
Udj ævig Fryde-Sall.

23. Det ynde-rige Par/ Den Hæderlige och Høylærde Mand M. Christen Lodberg/ Hans Prindslige Høyheds Confessionario, och forrige Informatori, Professori Historiarum i Sorøes Academie, Sogne-Præst til Roskilde Domkirke och Provist i same Herred/ Samt 49 Den Ærlige/ Dydige och meget Gudfryctige Møe Johanne Jacobsdaatter/ Paa deris Bryllups Dag/ som var den 1.Novembr. 1671. til ære. Kjøbenhafn/ Trøct hos Hendrik och Jørgen Gøede/ Kongl. Maytt. og Vniversit. Bogtr.

REt saa; ret lige saa vil med frit Moed begyndes
Her ey forhales vil. Her iles vil och skyndes/
Om Børn och Børnebørn de skulle sees til Hest/
Før Døden kommer frem/ och blifver voris Gjest.
En gammel Krigsmand vel kand raad och anslag gifve/
Den unges haand och moed dog gjerningen skal drifve.
Hvad poedet vorder i forvoxen bul och stump/
Skal der af fruct udgaae/ kun idel det er slump.
Det ellers længe nok idrager och forhales/
Før noget endelig om giftermaal kand tales/
Af den som Geistlig er. Den Leege naar han vil:
Den Lærde kand ey før/ end Lykken self bær til.
Her paa Studeering vil en langsom Tjd hengange.
Her vil/ saa fremt mand ret forfarenhed skal fange/
Vel længe vankes om i fremmed Egn och Land/
Och vofves Tjd paa det/ hand ved forfremmes kand.
Der paa saa gaaer hand hen/ och gifver sig ey Tanker/
At Tiden stjæl sig bort/ och hand til alder sanker.
Nu fattes hannem raad/ nu dristighed och Moed/
End dog hand ellers nok kand være fix og goed.
Nu faaer hand i sit Kald saa meget at forrette/
At hand sit forsæt er tiltvungen op at sætte/
Til bedre Leylighed. Nu seer hand ey/ for hvem
Hand sig oplade skal/ och slaae sin meening frem.
Nu vil hand efter Stat/ nu Dyd och Skønhed skue.
Nu giør hand ofverslag/ och tænker hans formue
Kand til husholdings tarf ey noksom rekke til:
Her it par Aar end nu paa meere sankes vil.
50 Nu falder hannem ind/ hand først alt det vil lære/
Som femten andre sig vel rigelig af nære.
Nu vil hand op/ nu need/ nu baade djd och hjd/
Ja veed skøt self ey hvad/ och der med gaaer hans Tjd.
Men O hvor vel hans Sind och Hjerte sig fornøyer/
Naar Lykken hannem den omsider da tilføyer/
J retter Tjd och Stund/ som hand har til attraa/
Och veed/ at hand i lyst och nød kand lide paa.
Och sønderlig/ om hun och der hos er belefven/
Gudfryctig/ dydefuld/ forstandig och bedrefven
J hvis/ som Kjelder/ Loft och Fadebuur tilhør/
Och ofte stoer profit i pung och stegers gjør.
Hvor vel har hand det fat! hvad kand hand da med glæde
Beramme Bryllups Dag/ och klede Brudgoms sæde/
Och mangen harm/ fortræd och grille gaae forbj/
Som hand tilforne var vel fast indviklet j.
Altingest hannem let och u-besværligt falder.
Hun er hans Tidsfordrjf/ och længre giør hans alder.
Och kortelig/ hand har for hende lof och prjs/
Och saa som lefver i en anden Paradjs.

VEl an/ Her Lodberg/ om end Jeg var aldrig Beyle/
Jeg veed dog noksom hvad en ærlig Mand kand feyle/
Som har i langsom Tjd sig gjennem Verden slidt/
Och ingen time snart i rast och hvile sidt.
Vel var det eders Sind/ der J koem hjem til Lande
Med høy forfarenhed/ J vilde nu afstande
Den Vandrings møysomhed: och som det sig anloed/
Var Lykken eder i det første der til goed.
Men eders dyre pund ey maatte saa fortæres
Af stilheds grafve-rust. Her skulde først oplæres
En mægtig Konges Søn/ och føres ud af Land:
Hvor til mand ingen saa beqvem som eder fand.
Det eder vel afgik: den ædle Prinds och Herre
Koem vel-fornøyet hjem/ och vil fordj med ære
Samt naade/ gunst och tak/ for eders høye fljd/
Mod eder findes rund och villig allen Tid.
51 Nu sjunes Lykken mat/ af eder ud at matte/
Och beder mildelig/ at J kun Moed vil fatte.
Hun efterdags udi sit eget skød och barm
Vil eder skaffe ro. Trods al u-lyst och harm.
Ja/ Ja: for eder det och nu var ret paa Tiden.
Dog ikke meget før: thi Bruden var for liden
Och ung af aar: men nu fuldtagen er/ och tør
Ey ved/ at lære det/ som til husholding hør.
Her intet er forseet/ at det jo snart kand slettes.
Her intet er forsømt/ som kand jo vel oprettes
Med een nats Kjærlighed hos slig en hældig Brud/
Som Himlen hafver self til eder kaaret ud.
Det er et gammelt oerd: for længe den ey tøfver/
Som goed faaer Nadvere. Och hunger lysten øfver.
J toeg slet intet feyl/ end dog i længe gick:
Thi som J vilde self/ ret Dydens Kjern J fik.
Thi fafner gladelig den ædle skat och smykke.
Ja fafner dag och nat/ och bruger eders Lykke/
Begynder lykkelig alt det/ som tjen til Fred/
Och Kjærlighed kand dag fra dag formeeres ved.
Fuldbyrder det/ som Jeg for Bruden ey tør skrifve/
Men dog ey mistes kand/ om Verden ved skal blifve.
Och mager det/ at hun ey skyldes for u-ræt/
Naar hun i morgen gaaer med Qvinde dragt och sæt.

A. Bording.

24. Lille AMORS Nye Kloster-Orden Det Priiss-værdige Ecte-Par JOHAN RADER Oc MARGARETHE MUNCK/ Paa deris Anden Bryllups Dag: 52 Til Lycke! Kiøbenhaffn/ Tryckt aff Matthias Jørgens-Søn/ Aar 1671.

SEe der! See der! Om jeg i gaar kom ey til Maade/
Oc giætted RADER paa/ hand haffde vist i Raade
At tage anden Kaas/ end inden Kloster Muur
Med Pater-Noster-Baand oc Kapp' at gaae paa luur.
J Afftis gick hand vel/ med vacker MUNCK til Hujle
Til Sinds dog tjlig op til Otte-Sang at jle
Som Muncke har for Viis; Dog tæncker jeg det gick
Som Amor vilde selff/ oc hand sin Ville fick.
Der Otte-Sangens Tiid kom an/ da mand er rede
At skynde sig i Chor/ oc Ave Mari' bede
Begyndte Amor Sang/ oc MUNCKEN stemmed i:
Gid den Nat var saa lang/ lang/ lang som andre Nj!
Her gafvis Maanen Sag/ mand Klockeren beskyldte/
At hand ey denne Nat med lange Tjmer fyldte/
Oc ey tilstedde dem endnu en Bluun at faa/
Gid Ringeren til Straff i Strengen henge maa!
Den Elskows lille Giæck sit Verck saa vel bestilte/
At MUNCKEN sig fra Stand oc Kloster Leffnet skilte:
Lad Muncke siunge friet/ oc Nonner gaa i Choer/
Jeg priiser Amors Verck/ hand gifver lille Noer.
Der sligt vor MUNCKE-Laug/ i Morgis kom for Ørne
De maatte sig ey lit paa denne MUNCK fortørne:
De førde Sagen frem for deris Ordens Raad
At kiende med Beskeed paa denn' uhørlig Daad.
En Dom i Sagen gick/ oc MUNCKEN de fradømte
Fra forrig deylig Laug/ thi hun det selff forsømte/
Da nu befunden bleff/ at forrig MUNCKE Nafn
En Nonne haffde dult/ ey dem men sig til Gaffn.
Dog for sin Fromheds skyld de hende det bevillet
Det priisslig MUNCKE Naffn at bære/ om hun stillet
En Borgen tryg for sig: Ad Aare Barsel-Breff
At skicke Klostret til; Men Amor Borgen bleff.

53

25. Det J æren forelskte och prissværdige Par Peder Hjort/ Kongl. Maytz velbetroede Sølfpop/ och Sophia Amalia Søbøtkerinde Paa deris Bryllups Dag/ som var den 4. Octobr. til ære och velbehag.

NAar Hjorten saaret er med pjl/
Hand strax en Urt opleder/
Hvor med hand efter Doctors stjl
Sin skade self helbreder.
Et skud vor unge Brudgom Hjort
Har af Cupido fanget:
Hand om en lægsom Urt och bort
J Marcken vilde ganget.
Men hvor hand koem/ och hvor hand gik/
Hand Urtens nafn ey vidste/
Før hand det af Fru Venus fik
At vide paa det sidste.
Den Urt (var hendes oord) opleed/
Mand Nøgen Jomfru kalder/
Den skaffer dig din førlighed/
Och længre gjør din alder.
Hand merkte strax/ at der i stak
En sær och lønlig grille/
Gik der med bort/ och sagde tak/
Hand vilde det bestille.
Nu sidder hand/ och vel saa glat
Vdi sit Hjerte smiler/
For hand af Lykken faaer i Nat
Den Urt/ hand efter iler.
Ja det/ o smukke Jomfru Brud/
Forklarer hand om eder/
Om skønt i sidder smykket ud
J skønne Bryllups kleder.
Af Urtens nafn det første vil
J denne Nat ey glippe.
Det andet nok kand gjettes til/
At J faaer och at slippe.

Vel an/ Her Brudgom/ Tiden gaaer:
Sig Natten frem vil skynde.
Hvorfor i snar at være faaer/
Och eders Cur begynde.
Self J forstaaer/ paa hvad maneer
Den lægdoms Urt skal bruges/
At der/ før Aaret ende seer/
Kand noget efter Vuges.
Ret saa/ min Hiort/ ret lige saa:
Men/ kjære/ lader hende
Dog strømperne beholde paa.
Men see: Jeg faaer at vende:
Thi resten nok en hver forstaaer/
Som er i Bryllups Stue.
Det nok er/ hun i Morgen gaaer
Med Qvinde dragt och hue.
Til Lykke nu sex hundre fold/
Det er min slutnings tone.
54 Gid Himlen med sin rige sold
Al eders jd bekrone.
Gid Jorden eder tjene maae
Til glæde/ gafn och fromme.
Gid Lykken self med eder gaae/
Hvor J paa Jorden komme.
Jeg ynsker eders ecte Seng
J kjærlighed och ære
Maae vorde som en deylig Eng/
Och mange fructer bære.
Jeg ynsker eders huus och bo
Med velstand maae besøges.
Jeg ynsker eders fred och ro
Maae som en strøm forøges/
Ja kortelig/ alt det Jeg mig
Af Himlen self tilbeder/
Det Jeg af hiertet inderlig
Ochsaa tilynsker eder.

A.B.

26. Den under-fulde Egtestand/ nogenledis fremstillet udi dend Erlig/ agtbar oc velfornemme unge Mands Sr. Jacob Søfrensen oc dend Ærbaarne/ Dyderig oc meget Gudfryctige Matronis Sophia Amalia Brun Deris velbegyndte oc Christelig sluttede Egteskab/ hvis høytidelige Fuldbyrdelse er berammet til den 15. Martii 1677. Under den Melodie Florabella see til mig/ for din etc. Tryct i Kiøbenhaffn Aar 1677.

1.

FUld aff Vunder/ fuld aff Kunst/
Fuld aff Vjssdom/ fuld aff Gaffver/
Fuld aff alt det Himlen haffver/
Fuld af Yndist/ Naad' og Gunst;
Fuld aff Styrcke/ Trøst oc Glæde/
Fuld aff det fornøye kand;
Ja et Jordisk Himmel-Sæde/
Er den kierlig' Egte-Stand.

2.

De hin anden aldrig før
Nogensind' aff Aasiun kiendte/
Eller deris Sind henvendte/
Til det siden dem tilhør/
Deris Attraae/ Hue oc Tancke/
Deris Hierte/ Ja og Haand
Veed Gud fast at sammensancke
Til et Egte-bunden Baand.

55

3.

Her opfostris een from Søn
Til Forældrens Hierte-Latter;
Hisset een fornuftig Datter/
Følge hver sit eget Skiøn;
Men naar Tjden nu frembryder/
Som aff Gud berammet var/
Hand dem udi Sinde skyder/
At bliffv['] et velsamlet Par.

4.

Er det ey at undre paa?
Begge leffve hos hin anden/
Hisset Qvinden oc her Manden/
Uden nogen Sinds Attraae;
Dog er een den andens Krone/
Glæde/ Trøst og Støde-Staff/
Konens Mand og Mandens Kone
Og dog ingen veed der aff.

5.

Jndtil det behager Gud/
Som i Hænde alting haffver/
Og til hans Børns Beste laffver/
At da hastig bryder ud
Det saa dybt var før forborgen/
At mand Øyenskinlig seer/
At Gud Naad'/ og efter Sorgen
Dem som sørge/ Glæde teer.

6.

Da faar Ahasverus Sind
Til den stille Esthers Smycke/
Og Tobias for hans Lycke
Til den fromme Saram ind;
David/ som før heftig fnyser/
Og strax Nabal dræbe vil/
Hand sig kierligen bevjser
Mod den klog' Abigail.

7.

Jacob flyer for Esaus Sværd/
Og sin Hierte Rachel finder/
Joseph fremmed Yndist vinder/
Oc skatteris Asnath værd;
Moses Jethros Faar bortdriffver
Til Guds Ørcken Horeb ud/
Hvorfor hand Ziporam giffver
Hyrden til sin Hiertens Brud.

8.

Hver een finder/ tager det
Som Gud hannem selff udleder/
Hvad mand derimod skønt beder
Om det/ som os siunis ret.
Egteskab i Himlen sluttis/
Og paa Jorden bindis skal.
Jntet maa her under puttis
Hvor i Himlen haffver Vall.

9.

Ofte tenckis: Her oc der
Kunde du hafft bedre Lycke/
Og faaet et snud-faurer Stykke/
Som ved dit ey kommer nær;
Men som Mørckets tycke Skygge
Solens Straaler ey kand naae:
Saa kand ey vor Klogskab rygge
Det Guds Vjssdom sigter paa.

10.

Lad tilsammen hvad Gud vil/
Hand veed alting best at mage/
Self-Raad ellers vil bedrage
Oc udskicke dig Aprill.
Hvad Gud giør har stercke Fødder/
Maa i Modgang fast bestaae/
Som et Træ paa sine Rødder/
Naar een Kule stormer paa.

56

11.

See! hvor vel det Guds Børn gaar/
Som i Egte Standen lefver/
Hvor Velsignelsen den sveffver
Ofver alt det de paaslaar/
Hvor saa vel Gud lader lyckis
Deris Hænders Giernings Fljd/
Hvor de ud oc inde smyckis
Med god Fremgang allen Tjd!

12.

Deris Dyders Ære-Krands
J fuld Blomster altid findis/
Som aff Gud oc hver Mand yndis
For sin ynde fulde Glands;
Naar all anden Elskous Smycke
Som Dug ellers svinder hen/
Samt all Troskab/ Ær' og Lycke/
Blifver den trofast igien.

13.

Deris Kierlighed hver Dag
Ny og altid frisk forbliffver/
Altid meer' oc meere giffver
Hiertens Glæd' og god Behag;
Bordet daglig der med prydis
Hvert Ord er dem Suckersød
Hvorved de i Sorgen frydis
Finde Rolighed i Nød.

14.

Gaar det icke altid vel/
Som de ellers gierne vilde/
Hun dog icke lader ilde/
Eller sørger sig ihiel/
Men er under Kaarsset stille/
Oc forsickrer sig med Fryd/
Jntet skal fra Gud dem skille/
Som kand gifv' en bedre Tjd.

15.

Midlertid udgyde sig
Himlens Godheds runde Becke/
Som sig ofver alt udstrecke/
Styrcke Huset stadelig
Giffve Sundhed/ Børn oc Lykke/
Naade/ Glæde i Guds Aand/
At end og det mindste Stykke/
Voxer ved hans runde Haand.

16.

Kommer Tiden endelig/
At de her fra skal bortflytte/
Og sig Himmelen tilbytte/
Tager Gud dem op til sig/
Som dem aldrig skal fortryde/
Trycker de[m] med største Lyst/
At de ævig Glæde nyde/
Self op til sin Mund oc Bryst.

17.

Nu saa være fuld aff Gunst/
Fuld aff Lycke/ fuld aff Gafver/
Fuld aff alt det Himlen hafver/
Fuld aff Vunder/ Kraft oc Kunst/
Fuld aff Styrke/ Trøst oc Glæde/
Fuld aff det fornøye kand/
Ja et Jordisk Himmel-Sæde/
Eders kierlig' Egtestand!

Det høyactbare/ Yndige oc Himmel-parrede Par JACOB SEVERINSØN Och 57 SOPHIA AMALIA BRUN, Paa deris Brudlofs høytiid/ som holdtes udi Kjøbenhafn den 15. Martij 1677. til ære.

HVo fast har grundvol lagt/ hans bygning fast ved blifver/
Och rokkes ey. Hvo sig i Kjærlighed begifver/
Och har den rette Dyd och Ærbarhed til grund/
Hand sig fornøyelse tilaagrer paa sit pund.
Til lykke derfor/ o forelskte par/ til lykke:
Thi saa som Dyd oc Tuct er eders Elskovs smykke:
Saa skal och Himlen den med lifsens ecte fruct/
Samt ære/ førlighed oc hæld fornøye smuct.

Det ynsker
A. Bording.

27. Til Mag. Niels Friises Laugmand i Norge Hans forestaaende Brøllup.

1.

J Nipske Nimpher færne Møer,
det Eder ingen gode giør,
J længer nu forvente
En anden pige vel saa schiøn
Opbær den Elskous Søde løn,
J tænkte hiem at hente.

2.

Ach Ney vor Sinderige Friis
Hvis høye dyders ævig priis,
Ald Verden er i munde
Af Eders yndig glands oc pracht
Som ellers er fuld høyt i acht
Ey saa beveges kunde.

3.

Hin feede Mersches Eng som J
hver dag med Flora leeger i
Saa den af sig mon Skyde
Sin blomsters krandz mangfoldelig,
Har mangen gang tilbødet sig
Hans Hofvet at bepryde.

4.

Ja hvad den heele Cimberland
Med sine Sussel hierter kand
det hannem stod til rede,
Hans dyd-begiærlig sind oc Mod
Sig dermed dog ej nøye lod
Men haabtes højre glæde.

58

5.

Den kronet Spyde byers Egn
Gaf ey saa snart et Elschous tegn
hand sig Jo lod bevege,
De fische-Rige Fosser der
De rancke Fyr oc granne-trær
Lod hand sig vel behage.

6.

Den ædle Themis self var glad
Fik frem de gamle balches blad
Bad hannem dem forfremme,
Det fromme folk af sind oc Art
Til lydighed sig schulle snart
Tilbørligen beqvemme.

7.

Der fik vor kloge Friis alt det
Hand ynscher sig der hand var træt
Af mange Reysers miile
Da der var fredsens egen Sted
Som hannem gaf fornøylighed
Der hand fandt søden hvile.

8.

Den store mact af himmelen
Der giorde det min Svage pen
Ey noksom kand afmale
Vor Cimbrisch unge Løfve Sig
det lod befalde naadelig
Oc førde self hans tale.

9.

Den gandsche Nordens beste Kiærn
Hvis sind sig før som haarde Jærn
Mod andre beyler teede
Ey længer sig undschylte da
Men sagde snart fuldkommen Ja
Med hiertens fryd oc glæde.

10.

Hand hand var fremt for leeg og lærd
Den Mand, som var alleene værd
Saa Smuck en Brud at vinde
Saa dyd- oc Lykke-Riig en Brud
Saa aldrig bødes bedre bud
Thi blef hun hans Friisinde.

11.

Saa følger ære lyst oc gafn
Den Mand til Lykkens rolig hafn
Som elscher kunst oc dyder
Saa faar en from oc heldig Møe
Tit ofver Salten haf oc Søe
Det hendes hierte fryder.

12.

Nu sofver hand foruden harm
Udi sin schiønne Piges Arm
Har Juul oc gode dage.
Nu kand hand sige med god schiel
Hvem Gud oc kongen vil saa vel
Tør sig Ret aldrig klage.

13.

Frisch derfor op, ô Brudgom prud
Med Eders Himmelsendte Brud
J kiærlighed oc glæde.
Seer til det schiønne Jomfru Land
Med Lifsens fruct beplantes kand
Oc J snart Fader heede.

Til ære og velbehag
Skrefvet af
Anders Bording.
59

28. Brudgom Michel Sørensen Riber Og hans kiereste Brud, Giorild Knuds Daatter Paa deris Bryllups Æres Dag i Aarhuus til ære af And: Bording Trygt uden aarstal.

Saa tilig som vi faaer henkast vor Børne-leege
Begynder i vor Sind sig noget at bevæge
Mand i Begyndelsen ey hvad det er, dog veed,
Men naar det slipper ud, er det Begierlighed.
Begierlighed til det, som værdt er at begiære,
Og Verden om dend skal bestaae, kand ey undvære;
Det er den blinde Dreng Cupido med sin Piil
Som bruges idelig udj Poëters Stiil.
Hand os at lokke veed til mangen Elskovs grille
Saa vi skiøt ikke selv det ville, som vi ville;
Hand forestiller os saa mangen yndig glands
At naar her velges skal, gaar lyst i Kamp mod Sands,
Nu siunes os vi med en Smuk os ville parre,
Nu lyster os en Rig; nu en med Dyder bare
Nu den, nu den, det er den lille Skalkes iid
Der med vi gaar i tvifl u-gifte langen tiid.
Men hvo som Hannem steds' i dette vil adlyde
Maa vel hen gaa for mig, og ey sin Kram frembyde:
Men den er dog ej viis, der nødig giøre vil
Den ting i Aar, som Hand dog skal ad aare til.
Hvad skal dend lange vall hvor med vi tit os qvæle,
Og os vor unge Tiid saa got som selv frastiæle?
Og stundom, naar vi længst har søgt det røde Guld
Har vi med sorte Kul end da kun haanden fuld.
Saa faaer mand, hvad mand kand, og ikke hvad mand vilde
Saa giøres tit det Kiøb, mand siden angrer ilde
Saa gaar mand som en Fisk i Ruussens bager strud,
Hvor dend ey kom saa snart, den vil io snarer ud.
60 Ney, ney det heder saa: Hvo Blomster vil opsanke,
Hand dem i rette tiid skal plukke, naar de vanke,
Naar Kolden Boreas faaer alt for megen magt
Hvor er da markens pral, og herlig blomme Pragt
Herr Brudgom gamle ven og Broder, jeg med glæde
Fornemmer Eder i dend roelig Stand at træde
Som mangen unger Svend med længsel og attraa
Sig tit bekymrer for, og kand dog aldrig naa.
Ret saa, ret saa, det er sin Sag i agt at tage
Nu har i smugt opsøgt en Ærlig Ægte-Mage,
Som Eders lefnets Floor og allerbeste Tiid
Skal oversukre slet med søden Elskovs iid;
Saa lenge vi vor Tiid i eenlighed henslide,
Vi fleere Verter har, end venner at paalide,
Vor egen føde Bye, som vi tilfælges har,
Ved os i slig en stand med nød et venligt Svar.
Men J for saadant er nu fri, nu kand i leve
Udj en fremmet Egn, og i god velstand sveve,
Nu har J den, i kand, som Eder selv betroe;
Nu kand J hvile tryg i egen Huus og Boe;
Hvor J selv haver magt, ret som en liden Konning
Hvor Eders Kierest er, og som en anden Dronning
J selv er Eders vert, og Sorg for hende bær
Hun sin vertinde selv og er, og har jer kiær;
O vel den Mand der saa, Som J, sit Liv kand drive
Hand aldrig aarsag har med tilstand sin at kive;
Ja dobbelt vel den, slig en Dyders Krone faaer;
Hand bliver altiid ung, hun mange giør hans Aar;
Men see, jeg merker J lang tiid ey faaer at læsse,
Thi mand vil Eder snart til Brude-Seng henblæsse,
Hvor J begynde kand all dend fornøylighed
Som jeg med svagen Pen ey nær at tegne veed
Saa plukker, plukker nu med lyst og tugtig glæde,
Den Jomfru Blomsters pragt, om i vil Fader heede:
Hvad gielder det J før til ende gaar et aar
Med Daatter eller Søn paa Gulvet vuggen faar.
Vel an det er min pligt, jeg her til ønsker lykke
Den Høye Himmel, som har Raad i dette stykke
61 Og Eders velferdt har i sin almægtig haand
Med Helbred, Fred og lifs Frugt Signe eders Baand.
De søde Nympher før min Flood Nips-Aa forlader
Og sig i Salten Belt blant Rosnes drenge Bader
Hin klare Gud og før for Lax skal give Hval
End Eders Kierlighed paa jorden endis skal.
O Spinder seenlig J vor alders Spinde-Piiger
Og dette søde par med mange Aar beriger
Du gode lykke lad din Fædmis Horn og sig
Paa deris Hoveder udgyde rundelig.

29. Det ynskelig Par JOHAN STOLTERFOOD Oc BARBARA BEETEN/ Sal. Arent Viggertz Efterlefverske/ Paa deris Brudlofs Dag til ære. Prentet i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht.

HUad art af Vers kand findis paa?
Huad stjl skal jeg optæncke/
Best klappe kand oc lystigst gaa/
Naar slig en vacker Encke
Sin Hynglit Encke-sæt oc -stand
Opgifver/ oc tør vofve
Hos en fornumstig Ecte-Mand
J Brudde-seng at sofve?
Vor Brudgom best skal vide det/
Af hannem jeg maa lære:
Thi jeg kun er med oord Poet/
Med gierning Hand vil være.
Dog er mig sagt/ den længist art
Best lof hos Encker fanger/
Med saa skiel dog/ den let oc snart/
Oc ey dump-vuren ganger.
Seer derfor til/ Her Stolterfood/
J slig en stjl kand føre/
At eders dawre blifver good.
Naar J vil maaltid giøre.
Ey for-skrift eder fattis kand/
Hvor efter J skal giøre:
J to saa smucke Piger fand/
For eder inden døre.
Huis J til sligt it yndigt par
Kun ret fick hæld oc lycke/
Ha ha huad det af eder var
Jt prjssligt mester-stycke.

A. Bording.