Bording, Anders

84

VI Digte til kongehuset

43. Jydlands Løck-Ønskende Fryde skrig/ Offver Den Høybaarne Første oc Herre HERTUG CHRISTIAN Danmarckis oc Norgis Udvaalde PRINTZ HERTUG til Slesvig/ Holsten/ Stormarn oc Dithmarsen/ GREFVE Til Oldenborg oc Delmenhorst/ sin Allernaadigste Herre/ Der Hans Førstelige Naadis Hylding med Sædvaanlige Cæremonier glædeligen bleff holden i Viborg. Aarhuus Aar/ 1655.

HVad er det for en Larm oc Bang
Mig nu for Øren kommer?
Er icke det Trometers klang/
Oc liud aff Kedeltrommer?
De[t] tøckis mig ocsaa jeg hør
Kartower HeeP o[c] Halffve/
Hues groffve Skrald all Jorden rør/
Oc giffver mangen Salve.
Mon jeg skal tro den Kiæmpe-Strijd
Er nu igien i vente/
Som for sig gick i fordum tid/
Oc Torden-Pijlen endte.
Ach nej/ den Larm en ende tog/
Olympus er nu stille.
Huad mon det da skal være dog?
Mon nogen Krigsfolck drille?
Den Land forderffver Mars jo nock
Er løs i andre Lande/
Oc med sin Blod-begiærlig Flock
Giør mangen Blodig Pande:
Huor mangen ædel Hector maa
Der an/ oc slagen bliffver/
Huor mangen Jord-Gud hand ocsaa/
Fordriffver oc Affliffver:
Den gandske Verden der om veed
(Disverre) nock at snacke.
Dog Himmelen i ævighed
Wi Danske mænd maa tacke:
85 Bellona dragen er sin kaas/
Langt hen fra disse Stæder/
Oc Krijgens port er luct i Laas/
Den ædle Fred oss glæder.
Thi kand jeg ey begrunde nu
Huad Bulder slig skal være/
O sinderijge Musa du
Mig derfor det skalt lære.

Nej nej/ mand ej tør frøcte sig
For Mars den Jærnebijder/
Det er en glader frydeskrig
Som høris disse tjder/
Oc kommer aff den Lyst oc Ro
Der Cimberland opfylder/
J det hun giffver ud sin tro/
Oc sin Lands-Engel Hylder.
Hun kaarer sig i dag en PRJNTZ/
Huis høyhed hun vil neje/
Med huilcken hun oc er tilsinds/
At voffve Liff oc eje.
Den høye Himmel mildelig
Den gierning skal stadfæste/
At under hannem huer mand sig
Befinder til det beste.
O vær velkommen glade Dag/
Oc i saa gyldne stunder/
Som oss i søden Fred oc Mag
Den herlighed forunder/
At wi vor felgis Løcke maa
Vdi vor PRJNTZ oc Herre
See prydelig i Blomster staa/
Oc loffve Fruct at bære.
O dyre PRJNTZ o Konge Blod
O Landsens andet Øye/
Huor kunde wi din ædle Rod
For slig en Helt fornøye?
O Danne-Printz/ o CHRISTIAN,
O disse tiders ære/
O Nordens Atlas tag dig an
Vor sag/ oc hielp at bære
Din Dannemarckis byrde suar/
Som Himmelen allenne
Din unge Ryg paa læssit har/
Oc der til nu vil venne.
Begynd at tæncke paa ved dig
Huor høy en Mact oc Velde/
Den vil i sin tid rundelig
Vdi dit Skiød udhelde.
Bliff ved/ bliff ved o Første skøn
J vel begynte Dyder/
Det dig omsider vist til Løn
Med mact oc Scepter pryder.
Ansee den Konge-stads oc Pract/
Den rijge gylden Krone
Som giemmis dig/ ansee med act
Din' høye Fædres Throne
Som de besadde mand fra mand/
Med Prijsligt Naffn oc ære/
Saa tidens rust oc alder kand
Ej dieris loff fortære.

Men see huad vil min suage Pen
Den ædliste blant Førster
Formane merä? Hand selff er den
Der effter dyden tørster.
Hand Himmelen at fijre veed/
Er retvijs uden Galde.
Hans adfærd oc beskeedenhed
Maa huer mand vel befalde.
Saa vijt hans Alder steder til/
Hand Fecte vil oc Ride/
Oc øffve sig i Ridderspil/
Huor aff hand lær at stride
De Ni Gudinders konstig ijd
For ham er sødist Honning.
86 Hans Blomstrend' ungdoms fauffre tid
Er grundvold til en Konning.
Med høye Tancker gaar hand om/
Der ham tit huile necter/
Oc/ kortelig/ den Herre from
Sin Fader ret paa slecter.

O store Konning Frederiig/
O stridbar Helt oc Løffve/
J voris unge PRJNTZ aff dig
Har wi en ædel Prøffve
Vil hand/ som wi det stadig tro/
J dine Foedspor træde/
Huad større Velstand Fryd oc Ro
Kand Dansken da sig bede.
Da bliffver Cimberland den Haffn/
Huor i den gode Lycke
Sig anckre skal/ en huer til gaffn/
Oc aldrig sig undrycke.
De Balthisk' Haff-Jomfruers tal
Der ham for Herre kiender/
Hans ævig Roes udgyde skal
Til sidste Jordens ender.
Da skulle de som hente Safft
Aff Aons klare Strømme/
Med Aanderijge dicters Krafft
Hans Helte-Mod berømme.
Apollo selff med søden Spil
Hans høye Naffn skal ære:
Den raske Fama den oc vil
Langt offver Skyen bære.
Saturnus med sin gylden tid
Skal Landet da besøge/
Jndbyggerne foruden Strijd
Sig skulle smuck forøge.
Til krummen Seg'l oc meye Lee
Det skarpe Suærd skal tagis/
Som wi tilforne saa' med Vee
Til Blod oc Mord uddragis
Aff haarden Spiud oc Harnisk vij
Da ville Plog-Jærn vælde/
Oc dørcke Jorden sorrig frij
Fra Morgen indtil Quælde.
Den gamle Mand som ferdig gaar
Til Graffven at indtage/
Skal sin forgangen tid oc Aar
Sig ynske da tilbage/
At hand all den Løcksalighed/
Oc offverflødig ære
Kand see/ som Himm'len mange led
Din affkom skal beskære.
Hin' unge Børn med fryde skrig
Huer anden skulle suare/
Oc sige/ gid bestandelig
Hans Herredom maa vare.
Gid CHRISTIAN befinde sig
J Velstand god at Sueffve/
Gid CHRISTIAN ævindelig
J Fred oc Ro maa Leffve.

J Jydske Stender kommer hid/
Til eders PRJNTZ at Hylde
Den ædle Helt/ som i sin tid
Skal Landsens ønsk opfylde.
J raske Ridd're/ Rigens Mænd
Oc Kongens vel betro'de/
Hues Blod oc Mod er nock bekiend
Hos alle til det gode/
Det eder bør at gaa for an/
Den hellig' Eed at suerge/
Oc sige: dig PRJNTZ CHRISTIAN
Wi samptlig ville verge.
Wi ville dig med Liff oc Blod/
Med Hest oc Harnisk tiene.
Wi ville styre Fiendens Mod/
Oc Riget ham formeene.
87 Med klaage raad wi hielpe dig
Foruden Suig oc Vanske/
Wi loffve Troskab/ huer for sig/
Som DJNE mænd oc DANSKE.
Befal/ wi dig tilrede staa/
Du haffver oss at volde/
Saa lenge wi oss røre maa/
Oc føre Hielmä oc Skiolde.

J Lærde Clercker/ i hues plict
Er Landet at forbede/
Oc flittelig at haffv' i sict
Den Hiord i skulk lede/
Fremtræder skickelig i Rad/
Med ydmyghed oc ære/
For eders PRJNTZ/ oc tæncker huad
J hannem skyldig' ere.
Med frijer Haand bekreffter nu/
Sampt med utuungen Stemme/
At i vill' haffve Sind oc Hu
Hans Velstand at Forfremme.

Du vel fornemme Borger stand/
Som Stæderne berijger/
Oc næring din til Land oc Vand
Forsiunlig effter fijger;
Din skyldighed du lige saa
Hans Naade skalt til byde/
Tilsijg at huis hand byder paa
Det viltu villig lyde.
Loff ud/ at ligesom hand dig
Ved Ret oc Low skal holde/
Du hannem oc Retfærdelig
Vilt giffve Skat oc Tolde.

Kom ydmyg frem oc fald i Knæ
Du red'lig Bonde skare/
Som sidder fast ved Fior oc Fæ
Oc tager Aufflen vare:
Vor unge PRJNTZ hand ocsaa vil
Din Meening her fornemme/
Reck Haanden hen/ sijg Ja der til
At det er oc din Stemme
Forjæt at hand skal Aarlig faa
Sin rettighed til fulde/
Du vilt oc med i Lejding gaa/
Om det behøffvis skulde.

Velan det Baand/ det faste Baand
Som ingen skal opbryde/
Er bunden nu med Mund oc Haand/
Oc uden falskheds lyde.
Den klare Soel/ den Himmels pract/
Det store Verdens Øye/
Som med stor lyst har giffvet act/
Oc seet her paa saa nøye/
Om voris Huld-oc-Mandskab skal/
For dig vor PRJNTZ oc Herre/
Aff Firmamentens høye Sal
Jt ævigt vidne bære/
Oc før i vesterled opgaa/
Før wi fra dig oss skille;
Den skal oc før slet stille staa/
Før wi dig necte ville.
Den gandske Jordens trinde bold/
Med Skoffve Bierg' oc Dale/
Om vore Løffter mangefold
Ævindelig skal tale.
De Syssel Hierter alle Ni/
Huor offver wi dig sette/
For klare Floder bliffve fri/
Før wi vor Eed forgiætte.
Ja Boffve bierg oc Skaffvens Sand/
Med Sild oc Føer tillige/
Sig fløtte bort til Jseland/
Før JYDEN dig skal suige.
88 Leg nu dit Hoffved trygelig
Vdi vort Skiød til Huile/
Dig Cimbrisk unge Løffve dig
Skal ingen offverile.
Din Vndersaat skal færdig staa/
Til Vact oc Vern at giøre/
Slet ingen skal sig vnderstaa
Til Onde dig at røre.
Trotz nogen Første den tilliid
Har hos sit Folck at finde.
Trotz nogen PRJNTZ i Verden viid
Sit Folck saa veed at vinde.
Huo vilde dig ey Tiene nær?
Huo vilde din ej være?
Dig all Naturen haffver kiær/
Dig Himmelen vil ære.
Aff rijgen Horn Fortuna dig
(Huor om wi daglig bede)
Vil offverøse rundelig
Med Karskhed Held oc Glæde.
De strenge Pareers Tide-teen/
Som rinder offver maade/
Den ønske wi maa være seen
Med dine Dages traade.
Dig Aer selff oc Tellus tien/
Sampt Thetys oc Vulcanus.
Wi der til raabe huer oc en
O VIVAT CHRISTIANUS.

Anders Bording.

44. Fryde-skrig Offver Den Stormectigste oc Høybaarne Fyrste oc Herre Koning FREDERJCH Den Tredie Der Hans Kongel: Mayt: Effter Stændernes Hiertelig Ønsk oc eenstemmig Begiering/ Sit Rige Danmarck til it ævigt Arffve-Rige med Kongelige Ceremonier oc ære/ antog. Prentet i Kiøbenhaffn/ aff Christen Jensen V. Academ. Bogtrycker. Aar 1660.

89

OP Fama snart op hastelig/
Al Jorden om at suinge.
Lad din Bassun med frydeskrig
Oc glædsens løssen klinge.
En tid saa glad/ en Dag saa klar/
Ret aldrig før har værit/
Som høyen Himmel nu selff har
Vor Cimberland beskiærit.
Vor velfærds ringe gnist saa brat
Var sluct oc slet udgangen:
Vor søde friheds dyre skat
Saa nær var bleffven fangen/
Altingist sig tilsiune lod/
Til undergang at lude
Den gandske Verden haffde trood/
Det var med os slet ude.
Men al Ulyckens Tyranij
Er nu aff Landet dreffven/
Vor ædle frihed Jo saa frij
Som den var før er bleffven/
Vor felgis velfærd Herlig staar
J Blomster allerede/
Hvad gielder det/ al Norden faar
J sin tid der aff glæde.
Nest Gud/ O Daner Koning vj
Det Dig har til at skriffve/
Du som en Fader stodst os bj/
Du holte os i liffve.
Dit Helte-moed var voris skiold/
Din Haand vor Sverd oc Lantze/
Din Dapperhed var voris Vold/
Din Fyrighed vor Skandse.
Hvor Nød oc Fare siuntis størst/
Oc Mandom var at prøffve/
Der der varst du selff aller først/
Oc strijde som en Løffve.
Hvor mangt it Øye offverløb
Aff Fryct med glæde blandit:
En Konge var for dyrt it kiøb/
Du vilde dog ey andit.
Os ijsnede vort Hierte Blod/
Os styrled' haar om hoffvit/
Sig kunde snart dit Kiæmpe-mod
For yderlig udvoffvit
Ach om dig haffde/ som jeg her
For ingen ting tør næffne!
Vi haffde været en oc hver
Til Døden strax opskreffne.
Men den Almæctig Himmels mact
Tilbørligen vj neye/
Som for din Høyhed holte Vact/
Oc tog alt ont aff veye.
Dit Kongelig Exempel dreff/
Oc hver Mand modig giorde/
Saa den vel oc en Krigsmand bleff/
Som før ey knystit torde.
Huo kunde der tilbage staa?
Hvo vilde der sig trycke?
Hvor Kongen selff for an at gaa/
Sig icke lod fortycke.
Hvo vilde sig den mindste blund
Paa vacten sin forloffve?
Naar Kongen selff gick hver Nat rund/
Oc vilde sielden soffve.
Du selff os lærde Nat oc Dag
At døffve Kuld oc Tørcke/
Den Aaben Himmel var dit Tag/
J Slud/ i Frost/ i Mørcke/
Lad kræsne Folck om mangen ræt
Aff steegt oc sødet snacke/
Dit ædle Hierte nøydis læt/
Du togst med os til tacke.
Du togst huad Gud oc Tiden gaff/
Ja Ti gang heller vilde
Det feylet selff/ end smagt der aff/
Oc ladet os lijd ilde.
90 At slaa den trodsig Fiende need/
At fly os Fred oc Lijse/
Det var din beste Rolighed/
Din beste Vijn oc Spijse.

O milde Landsens Fader/ dig
Skal Himmelen belønne/
Det vj ey kunde fuldelig/
Dog vi nock der paa skiønne.
Det dig om ævig Roes oc Naffn
Var icke at opgienne/
Det icke var for egen Gaffn/
Det var for os allenne.
Det var for os/ dig underlaa'/
Du komst i Nød oc Fare/
Det var for os du strjdde saa/
Os vilde du forsuare.
Trods vrede Fiender alle nu/
De maat' i Græssit bidde:
Trods deris Blod-begiærlig Hu/
Ved dig i Fred vj sidde.

O fromme Kongers klare Glands/
O vjse Fyrsters Øye/
O Potentaters Ære-Krands/
Hvo kand dig nock ophøye?
Homerisk Stijls Fordrefflighed
Sig der ved ey tør binde:
Ey Cicero selff der til veed.
Sød Tale nock at finde/
Den dybbe Pindarus bestaar
Sig til din Prijs amæctig:
Den fyndig Maro tije faar/
Din Pract er ham for præctig.
Saa længe Jorden stille staar/
Oc Himm'len der om sueffver/
Dit høye Naffn om Verden gaar/
Oc i stor Ære leffver.
Hen til de sidste Jordens Øer
Din prijsslig Minde kommer/
Saa længe som Naturen giør
Høst/ Vinter/ Vaar oc Sommer.

O store Koning Frederich/
Dit Folck har nu befundit/
Huad Trøst oc Lijd det har i dig/
Du har dets Hierte vundit.
Fra den umilde Fiendis Vold
Vandst du dit Konge-Rjge/
Med væb[n]it Haand oc Herre Skiold/
Det ingen kand modsige.
Velan/ saa tag oc nu til Løn
Det du saa vel har vundit.
Tag det til Brug/ det er Vor Bøn/
Det dig saa vel er undit.
Med visse Kor oc om vi før
At væle Konger pleye/
Men Dannemarck dig nu tilhør
Til ævig Arff oc Eye/
Det er den Gaffve vj formaa
Paa denne Tjd at giffue/
Vil Gud dit TANDEM maa fremgaa/
Det kand forbedrit bliffve:
Vi der til oc ubrødelig
Som Danske Mænd tilsige/
Med Ljff oc Blod at hielpe dig/
Oc ey fra dig at vjge.
Ja dersom det fornøden var/
Oc gick saa hart i Knibe/
For din Skyld vi til Skiorten bar
Os vilde selff angrjbe.
Den fiske-rijge Beltis Vand/
Med Øresund tilljge/
Skal stande slet i liusen Brand/
Før dig dit folck skal suige.
Før skal den allermindste Duerg
91 J Næffven sin indklemme
All Steffuens Klint oc Boffue Bierg/
End Vi vor Eed forglemme.
Tag Gylden Æble/ Spijr oc Suerd/
Tag nu din Arffve-Krone:
Dig ønsker Adel/ leeg oc lærd
Til Lycke paa din Throne.
O ædle Kongers ædler Æt/
Vi Gud til Vidne kreffve/
Vi meene dig aff Hiertit ret/
Oc raabe Kongen leffve.

Anders Bording.

45. Forhaabnings oc forhalings Griller paa mig selff och min Tynde Lyche Satyrisk viiss Jndvent Anno 1663.

Qvi petit, accipiet, Jacobus Apostolus inqvit,
O si Fridericus Rex mihi dicat idem.

At Jeg Saa Pytagorisk gaar
Som Jeg var uden tunge
Och iche Som forgangen Aar
Mig giffuer till at Siunge
Det Siunis dem som kiende mig
En v-Sedvanlig grille
Saa de tit Sige mellom Sig
hui tier hand Saa Stille
Hand det jo nu Saa vel har fatt
har hand ey løn till hoffue
Hand er blant alle vel omlat
vill hand Sin tied hensoffue
Er hand ey nu Saa fridsch Som før
hui mon hand intet schriffue
Ja mangen vel och spørge tør
Om Jeg er end i liffue.
Ach ia, Jeg leffuer Som Jeg kand
Men iche Som Jeg vilde
Thi lycken m[o]d mig arme mand
Sig iche vill formilde
For nogen tid ieg haffde troet
vell store ting at driffue
Min dansche pen fich liff och moed
thill Søede vers at schriffue
Till hoffue fich ieg naadig svar
Mand schulle mig fornøje
Min Stiil anseet och achtet var
Blant lærde folch och høye
Jeg Sagde Sig vløchen nu
Tør eengang haffue Sachtet
Jeg faar alt det mit Sind och hue
har altid efftertrachtet
Jeg haabis till Jeg slig en gunst
Skall ey forgieffs opbære
Jeg schall anvende fliid och kunst
Mit Fæ'rne maal thill ære
Att det Saa viit Som ieg formaar
vdbredis schall och fremmes
Och ey som nu i mang[e] Aar,
Er scheed vdyrchet glemmes
92 Lad være mand det ey kand Saa
Som tydsch och Hollandsch bryde
Det dog Sin artig held kand faa
Och vel Saa lifflig liude
En Siælandsch Gaas med fluchten Sin
Sig Jo Saa høyt kand svinge
Som en aff Amstel eller Rhin
vort maal er ey Saa ringe
En dansch er ey Saa dum och Slet
Har ey Saa tych en Tunge
Hand jo, paa Sin Maneer Saa Let
Som andre folch kand siunge
Thi bliffuer ieg betroed der till
Och vill mand mig fremdrage
Jeg nogit vell paa finde vill
Som schall aff himmel Smage
Jeg iche med den lade Svend
(Om ieg maa liffuet haffue)
Det pund mig er betroed och Send
J Jorden ned schall graffue
Men Stræbe paa Parnassi Spidtz
Saa høyt hen op at Stige
Som Catz och Rist, Ja Sielff Opitz
Jeg neppelig vill vige
Saa de Som effter vorres tied
Er æffnde till at være
Mig schulle prisse for min flied
Och mig i graffuen ære
J Slige Tancher gich ieg hen
Min afftens mad at æde
Mig mødte mangen gammel Ven
Som glædis ved min glæde
Huor ieg frem kom mand hatt afftog
Och giorde mig stor ære
Den Eene Sagde Bording dog
Nu bliffuer thill en Herre.
Den Anden Soer om Lufft och Jord
Hand haffde Seet ieg talde
Ved Kongen Sielff och hørt huad ord
[Hans Naade mig befalde]
Dend Tredie mig venlig bad
Jeg vilde hannem mindis
Naar ieg udj min Høyhed Sad
hand vilde schyldig findis
Dend fierde tog till Sin Boneet
Och Saadan ord loed høre
Till Lyche Kongens ny Poët
det kildet i mit Øre
Jeg gaff dem haand med buch och Nich
Jeg schrabte Som en hane
Och der med Spanchendis hengich
Som en høybeenet Thrane
Hen till mit Kammer Loed ieg Staa
Fandt Nemo mand till reede
Min kielder Svend mig paste paa
Ved nauffn hand Nullus heede
En Foeder Nihil fich ieg først
Och Saa forlorne retter
Mig schenchtis aff den viin for tørst
Som Gaassen Sig i Sætter.
Jeg drach der aff och hialp mig hen
Saa veldelig ieg kunde
Ja ieg ey vilde min Vven
Saa knap en nadver vnde
Men denne Beed dog hen at slaa
Och tancher at fordriffue
Daa vilde ieg begynde paa
En Artig dicht at schriffue
Jeg brugte min scharpsindighed,
Jeg hoffuidt brøed och hierne
J negler och i pen Jeg beed,
Och vilde schreffuit gierne
Jeg mig omtenchte vel saa vit,
det fich dog ingen gienge
Mit blech var tycht, min pen forslit,
Min mund tog till at henge,
93 Slet borte var den fyrig Aand,
Mig haffde før opdreffuit,
Jeg kunde Snart med Suagen haand
Mit egit naffn ey schreffuit
Min tunge till Sin vanlig Sang
vaar alt for tung at Loche
Jeg hæsse[r'] var i liud och klang
End holmens brøeden kloche
Jeg merchte Strax huor Sygen Stach
Och huorfor Saadant scheede
Hin hyrdevand ieg i mig drach
Gaff hiertet ingen heede
Den dicht har Sielden fynd och Krafft
Som effter B[e]chen Smager
Nej, Ney den ædle druis safft
vort Sind fra Jorden drager
Lad gaassen driche baren vand
Lad Padder der J qvæche
Den Wahre Bacchus bedre kand
Poëtens Aand opveche.
Jeg dermed Strax hen ud igien
Till Backarak at Løbbe
thi Dyrkiøbs Claus var min v-ven
Jeg vilde der ey kiøbe.
Den Sorte kældersvend ieg bad
hand var i Tick Tack dreffuen,
Hand gaff mig aff det store fad
Som Esty Esty paa Stoed schreffuen
Eja, huad det bekom mig vell
huor Snart fich ieg thill Liffue
Jeg [qveget] bleff i Sind och Siell
Och Sorgen loed hendriffue
En Krafftig Aand Jeg i mig fand
Som Løssnede min Thunge
Om Jord och himmell Jld och vand
Jeg viste Smucht at Siunge
Jeg Sang Saa Liudelig och ledt
Om Guder och Gudinder
Jeg op thill hi[mlen] førde Sledt
Heroisc[h'] Mænd och qvinder
Men allermest min Galathe
Den Engell schiønne pige
Jeg røeden bloed och huiden Snee
For hende Soer at vige.
Och (Kortelig) altingest Stoed
Som det for mig var Prentet
Det haffde baade haand och Foed
dog det kom v-forventet.
Mens Pibens liud bleff Snart omvendt
Her var fortært en daler
Jeg Sagde tøffuer kielder svend
Thill Olssmis ieg betaler
Till den tid och maa schee vel før
Jeg penge vist formoeder
For nogit ieg har for [at] giør
Paa de Frandsøsche noder
Men hand mig tog Strax med een True
Bad Sorten dieffuel Sig Snappe
Huis ieg ey penge gaff ret nu
hand tog till pant min Kappe
Huad schulle ieg begynde paa
at klamres stoed mig ilde
Jeg fich at Lade Kappen Staa
Saa nødig Som Jeg vilde
Var der till glad, min Beber hatt
Med femten baand omdragen
Mig aff den Slemme Kielder Katt
Och iche bleff fratagen
Dend Kappe var kun værd en slich
Gid scham Sig derfor Lappe.
Jeg Snart en goed bestilling fich
Bestilling gaff vel Kappe
Ja vel bestilt thi der mand mig
Om anden dag opvagte
Och ieg begynte grundelig
Min leilighed at achte
94 Da Saa ieg at huor Løcheriig
Jeg mig i gaar Loed Tyche
J dag var ieg dog andre Lüg
J Skæben och i Lyche,
J gaar ieg haffde tencht at Faa
vell Callundbor[g] thill Eye
J dag ieg Som een Betler Laa
Och motte Kleder Leye
J gaar ieg drømde sødelig,
Om heele gylden bierge
J dag ieg for laus Deo Mig
Ey viste Snart at verge
Aff harm ieg baade græd och loe
Och Selsom var thill moede
For ieg paa Lyckens falsche broe
Mit væsen Saa betroede
Jeg Sagde See dig for at du
Faar ey for høye Tancher
Du meendt du vill thill hoffue nu
Det Første faa Som vancher
See thill at de du lider paa
dig schulle snart forfremme
Huo veed naar de till hoffue gaa
da kunde de dig glemme
dig loffues goet, men derhoes thench
det kand sig och om vende,
Och komme paa den lange Bench
Huo vill dig Siden kiende,
See thill du haabis ey for stoert
Och maat den lignelss høre
Der om det store bierg er giort
der schulle barssel giøre
Det hoffnet op och gaff Sig ud
Det bugget bleff Saa Saare,
Mand Soer om baade Kield och Knud
Der J vist unger vaare
Mand bange var det schuld[e] Føed
Et græsseligt Spectackel
Der schulde Folch och Fæ Forøed
Och giort it stort mirachel.
Saa stor var ingen Elephant
Saa moedig ingen løffue
Dem moed och hierte jo forsvandt
De torde der ey tøffue
Men der hun nu med største bruss
All verden frycht paa Nødde
Da kom her frem een liden Muus
det var alt det hun fødde.
En haanlig ladder der aff bleff
Blant dem Som der hoess boede
Men Fama der om du det schreff
Till dem Som alting throede.
Det barssel kom for huer mands mund
Dend Muus tog till at voxe
Nu bleff det till en Jlder hund
Nu till een hornet Oxe
Dend Eene Soer der var vdlagt
En Slem forgifftig drage
Dend Anden tuert Jmod var Sagt
En løffue med Sin mage
Ja mangen loed Jndbilde sig
Det var den Pythons Broeder
Som Phoebus drebte Ridderlig
ved de Peneiske Floder
At dend och kunde med Forgifft
Som den aff halssen Sende
Een gandsche vaang och Offuerdrifft
Forgiffue Sledt och schiende.
Saaledis gich dend huus fra huus,
Sig allesteds Formeerde
vaar dog en Muus och bleff en Muus
Till Katten den fixeerde.
Paa Samme viiss det dig kand gaa
Som est med haab indtagen
Ach ja Jeg arme Snarlig Saa
Huad klochen den var Slagen
95 Thi See huad var ieg dermed thiendt
at ieg for Søden Stemme
J gylden Herre Sahl vaar kiendt
Och leed dog armoed hiemme
Huad fich ieg derfor at Een huer
Mig Loff och priiss tillagde
Att store Folch mig haffde kier
Och høye thing tillsagde
Mon Jeg mig aff den thomme roéss
Kand æde fuld och mætte
Mon Jeg en vælding eller Moëss
Aff løffter kand anrette
Mon nogen med en bar drich vand
(Om viin Tør ieg ey tale)
For ieg thill Førster schriffue kand
Mig ledsche vill och Suale
Vill nogen Kremmer borge mig
Grofft Klede till en hue
For ieg berømmis Høyelig
Aff Ædelmand och Frue.
Nej dantzen ey med røede schoe
Allene kand udføeres
Der høe[r] Langt meere till end hoe
Naar plougen ret schall kiøres.
Vel var hans Mayestet mig goed
Gud hannem derfor glæde
Hand iche fra Sit Ansicht loed
Mig trøsteløss afftræde
Men haffde ieg Saa goed en ven
Der vilde for mig Tale
Och till hans naade mig igien
Engang endnu befahle
Da fulde der vist nogit paa
Som ieg med hielpis kunde
Da Loed mand ey mig Arme gaa
Saa jammerlig thill grunde
Den Store rigens Tunge vecht
Och høy Besuærlig Byrde
Den daglig Sorg och varetegt
Hand Som en trofast Hyrde
For Oss Sin Suage hiord och f[lo]ch
Sig villigen paatager
Hans Naade Faar at schaffe noch
Och thill langt større drager
End at hand huer mands tarff i Sær
Kand agte Selff alleene
Nej derfor hannem Tienne nær
hans goede mænd och Suenne
Till Een och anden ieg hengaar
Och vel saa tit omstripper
Jeg Stundum Lang tid ude faar
At staa før ieg Jndslipper
Jeg Hadt afftager och Calot
Jeg Skraber och Jeg Nejer
Jeg loffuer ud Saa megit goet
Som ieg formaar och Eyer
Men alt er det dog Lige nær
det ingen Ende Tager
Och det er det Som mig i Sær
Bekymrer mæst och plager
For mine venner huer och Een
Jeg Skuler och er bange
Jeg Sniger mig aff veyen hen
Tør ey moed dennem gange
Aff mine Fiender Selff en part
Mig yncher och beklager
De Sige: See huor gandsche Snart
dend Stømper hand Forsager
En deel och vel Fremkomme Tør
Med Spodsche Stich och rencher
Som Jeg vel offte Taalig hør,
Men tier dog och tencher
Jeg tencher hied, Jeg tencher died
Min hu Saa viede rinder
Min Sorrig tit om midnatz tied
Mig vecher op och minder
96 Ja Jaan Potage Selff ey Brat
Om vende kand och mage
Saa mange fold Sin gøgler hatt
Som ieg mig Sielffuer plage
Jeg ønscher Tit ieg kunde Fly
Till Sidste jordens Ende
Huor aldrig fandtis Stad och bye
huor mig Slet ingen Kiende
Jeg vilde alt huad Lidis Kand
langt heller der annamme
End i mit Egit Føede land
For alle gaa till schamme
O Ædle Jydland du Saa Sort,
Ey est, Som mand dig schriffuer
Du mangen har Lychsallig giort
Du Kost och Kleder giffuer
Gid ieg en bonde var i dig,
Och motte Selff udlede
En plads at nedersette mig
End och i Sorten heede
Och haffde ieg kun der paa Stand
En Liden Straatagt hytte
Ey kongen Selff aff Persen land,
Jeg vilde Stand med bytte
Eya huor frydefuld och fro
huor Sorgeløes och roelig
Jeg vilde der i Stilhed boe,
Och tiene gud Saa Trolig
Jeg vilde der till biegen Døed
J Lyst och nøed Forbliffue
Mig jorden aff Sit rige Skiød
Noch schulde føeden giffue
Jeg [for] Confect och herre Kost
For guule Supper mange
Mig nøye Loed med Brøed och Oest
Och huis der var at Fange
Ret aldrig det till gich Saa knap
Jeg io moed kuld och heede
Bekom en ringe vadmels lap
Til lægomet at klede
O at ieg kunde her i land
Et luthersk Closter finde
Jeg der till Som en hellig mand
Mig vie loed och binde
O at ieg var den huule nær
Sybylla Selff i boede
Mig ey Saa goet Tilsagdis her
Jeg mig jo der Jndsnoede
Men Lige nu Som ieg mit Sind
Loed her och der om vanche
Daa faldt mig v-formoedet ind
En ret pudsseerlig Tanche
Dog huem ieg det schall Sige ret
Den vill ieg først paaminde
Hand Seer Sig for hand iche Slet
Skall Lee sin milt i Splinde
Mand før vel haffuer Seet en mand
Er bleffuen Snart ophøyet
Till Borgemester nauffn och Stand
Naar Løchen Sig har Føyet
Enddog hand før har veret Slet,
Och Føye værd at roesse
Har J vor dansche Lou och rett
Sledt iche vist en glosse
Langt mindre været i latin
Som det Sig burde dreffuen
J Sæder ey for [høffsch] och fiin
J Talen v-beleffuen
Jeg Tit har Sagt en giech er den
der nu Sig offuergiffuer
Och Sine børn Sledt kaster hen,
Huo veed huad aff dem bliffuer.
Det Aldrig kom i nogens agt
Det schulle Saa til gangit
At dend och den Saa stor en magt
Och høytied schulle fangit
97 J fior hand kiørde plou och vogn
Och fich for løn at Tersche
J Aar hand offuer Stad och Sogn
Befahle kand och hersche
Paa schillings streg hand Stoed i gaar
J dag er hand en daler
Hand i den værd at Stande faar
Som regneren befahler
Men hører nu huad om mand mig
med Slig en Titul døbte
Och till Borgmester Endelig
Min Excellentz omstøbte
Var iche det en herlig Sag?
Jeg Kunde da med ære
En mester baade for och bag
Fremt for een anden være
Dog her i Kiøbenhaun ieg Sligt
vel laader at begære
Om schiønt ieg Saa det Fangeligt
J denne dag at være
Nej, Ney det er en farlig Last
Sig alt for høyt at Svinge
ved mindre Stang end Skudemast
vi Lave Folch maa Springe
Men om en anden Kiøbsted mig
Tilbøden bleff at Styre
Maa schee min høyhed holte Sig
Till Saadant ey For dyre
Jeg det antog, omschiønt der aff
kun vanchde schellig næring
Thi ieg och der hoess ved det gaff
Kun passelig besuæring
Der Sad ieg i en præchtig Stand
Och kunde Selffuer raade
Ja Sprade: Som ieg var en mand
Aff Grindøe med guds naade
Om derfor nogen er Som vill
Mig der till nu forfremme
Hand maa Sig fast Forlade Till
Jeg saadant ey schall glemme
En rossenobell eller Fem
hand haffuer Sig at vente
Ja schulle ieg end Laane dem
Paa pandt och maaneds rente
Men kand ieg den Forlehning ey
Som ieg omschriffuer fange
Da veed ieg end en anden vey
Som gienner er at gange
Jeg iche Som en Brandsted mand
Mig frihed vill begære
At gaa med Tigge breff om Land
Och Folch om hielp besuære
Nej men at mand kun vilde mig
En goed bestilling leje
Som var af møye lidelig
Och kunde nogit veye
Och at ieg motte der udj
den vaanlig Nefas drifue
Kun it par Aar och Stiele frj
Sligt kunde nogit giffue
Aff Flesch och Smør, aff malt och meel
Och huis mand mig betroede,
Jeg vilde faa den bæste deel
Och komme Snart paa Foede,
Sledt ingen schulde merche det
Och komme mig i [fare]
Med X. for V. Jeg vilde let
Mit regenschab forklare
Om Jeg en greben bleff der J
huad kunde det mig hindre?
Jeg kunde let mig kiøbe Frj
var dog ey [mand] diss mindre
Naar ieg mig haffde Staalet riig
Jeg vilde Strax afftache
Trods nogen Skieldte mig for Suig
Och torde der om Snache
98 Till Amsterdam i Banchen Saa
Ja vel och till Venedig.
Jeg min Formue Lod hengaa
Thi der stoed den ey ledig
Min rente der aff schulle Sig
Saa megit Aarlig løbe
Som ieg en bygning kunde mig
vel Fem lofft høj For kiøbe
Saa riig var ingen huor det gich
Blant leege folch och lærde
Jeg io hans daatter gierne fich
Saa Fremt ieg det begierde
Jeg her i Staden iche veed
Saa Sneffr och schiøn en pige,
hun mig Sin gunst och Kierlighed
Jo schulle Strax tilsige:
Ja goet och vel om hun, om mig
(Huor Sort ieg end beschriffuis)
Med andre piger endelig
Ey schulle Slaais och riffuis
Ja kortelig ieg vilde noch
den rigdom mig thill Eigne
At blant [de] Store Tyffuis floch
Mand mig fich och at regne
De Smaa Som ringe schyld begaa
For raffne mand ophenger
De Store Strichen ey kand naa
Trodtz nogen dennem Trænger.
Men om vel kunde Findis den
der torde Saadant Spørge
Huj Skiæmter Saa din dristig pen
Dig bedre Falt at Sørge
Ach ja ieg der vel haffde till
Goed billighed och Føye
Kand dog ey altid Skiønt ieg vill
Mit Sind til Sorrig bøye
Med tidig schiempt och lystig Fund
Mand offte det kand vinde,
Som ganger om en andens mund
der holder giechen inde
Jeg er och ey aff Saadan haar
At ieg al schiempt kand hade
Jeg Stundum paa Poëtisck Paar
Och giechen Løss at Lade
vel maa Poëten kaldis giech
For hand Sig vill Forløste
For hand och tiedt aff Samme Sech
Kand schiempt och alvor ryste
Men ieg blant gieche regner den
Der mig For giech vil tage
Fordj ieg Slaar min Sorrig hen
Och altid [ey] vil klage
Lad nogen kun Forplichte Sig
Mig Tusind Faar at yde
Lad nogen komme Frem och mig
Et Cannichdom Tilbyde
Huad gielder det hand schal mig ey
Saa narsch och daarlig Finde
At ieg schal der Till Sige ney
Och hannem Fra mig minde
Ja var det end i dette Land
Jeg loed mig dog Fornøye
Ja schulle ieg och offuer Strand
Till Jyden mig henføye
Jeg der och gierne tog Jmod
Och kunde Siæland glemme
Huor Lychen var mig mild och goed
Der haffde ieg och hiemme
Thi om det iche regner her
det scheer dog andre Stæder
Saa Snart Som hær mig himlen der
Kand giffue det ieg æder
Det er ey Kunst at Kunde lee
Naar mand i Lychen Sueffuer
Men Sig i Sorgen glad at Tee
Høy vissdom det udkreffuer
99 Huo kand huo vil Sig Sette ned
Sig Selff ihiel at gremme
Ney, Nej ieg baade troer och veed
Mig løchen ey schall glemme
Er hun mig end i dag Jmoed
Och Siunis Som Forborgen
Hun kand igien dog komme goed
Och Finde mig i morgen
En vformoedet Tilfald kand
Den rigdom mig tilføye
Som Sanchis aff en anden mand
vel kummerlig och nøye
Jeg ønscher kun at huis ieg mig
har effter [lagt] at lære
Det motte brugis Endelig
Mit Fødeland Till ære
Mig Selff ieg villig byder Frem
Jeg har ey bedre gaffuer
Den mand er iche nidsch och slem
Som giffuer det hand haffuer
Till Stor Forlehning nauffn och Stand
Lad Store Folch ophøyes
Oss Smaa med Lidet hielpis kand
Med lidet vi Fornøyes
Dog Saa at det och iche Sledt
Thill intet hen for Suinder
Den Oxe bliffuer lad och tret
Mand Munden paa tillbinder
Naar Hønen har paa jorden schrabt
Hun daa till Foden kiger
Naar legeren har altid Tabt
hand Sig Fra Legen Siger
Jeg ey Som Jordens orme kand
Med jord min hunger Suale
Kand ey med Fischen driche vand
Jeg maa for munden Tale
Ja Siger mand dig ingen Kand
Den Stund du Tier høre
Du Selff Som en Fornufftig mand
Et forslag faar at giøre
Tag blad Fra mund, vær ey For blu
Lad redsel Staa tilbage
Sig dierffuelig her ud, huad du
Till hoffue Kandst andrage
Och om du nogit veedst i Sær
Som nu kand ledigt være
Du derved være kandst Saa nær
Som [de] det meest begære
Men ach ieg arme Joseph veed
Mig der till ey at mage
Jeg iche den dumdristighed
Som andre mig Tør Tage
Thi kom en betler Saa Till mig
Och Torde mig Forschriffue
Huad almiss och huor rundelig
Jeg schulle hannem giffue
det Firekantet hull hand kom
vel till at See paa Time
Ney næsvisshed och Fattigdom
Sig ey Tilsammen rime
Hoess Stohre Herrer mand ey Saa
Sig hægen schall anstille
Mand dennem ey Forschriffue maa
De giffue huad de ville
Det er oss noch at vi kun maa
vor Tarff For dem udtyde
Huad oss er æffnt vi det vel Faa
De Sig vel Selff tilbyde
Jeg derfor til hans Mayestet
Altingest offuerdrager
Mæcenas giør vel Sin Poët
Huad hannem bæst behager.

Den Gud Som i det høye boer
Jeg midlertied vil bede
At hand med ære magt och Flor
100 vil Kongen Selff beklæde
Kom Lyche Seyer och Sallighed
hans Priisslig nauffn at Croene
Kom ædle Fred aff him[len] ned
Stadfæst hans naadis Throene.
Men Straff och heffn aff himmelen
Slaa Fiendens magt Till grunde
All verdens had paafalde den
Der kongen ondt vill vnde.

Amen.
Carmina vel coelo possunt deducere Lunam.
Id Croesi possunt ô vtinam ex loculis.
NB: Luna Chrymicis Argentum Signifi[c]at.

46. Den haarde Nøds bønlig klage-skrift, den allermildiste Koning och Herre Koning Frederich den tredie, Danmarkes och Norges Arfve-Koning etc. etc. etc. Til Naades erindring, i al underdanig tilljd och ydmyghed stjlit.

Stoor-mægtigste Monarch, o Potentaters Krone,
Som Himlens almagt self paa magtens herlig throne,
Den gandske Nordens egn til ære lyst och gafn,
Har præctelig opsat, och gifvit Konge-nafn.
Den høye nød och trang, hvis Jerne Low och vælde
Jeg arme lyde maa, tiltvinger mig at melde,
Hvorledis det mig gaar. Hvor tavgsshed skade gjør,
Mand der utidelig at bluis ikke bør.
Och hvo kand frycte sig for slig en Landsens Fader,
Som ingen bort fra sig bedrøfvit gange lader:
Men, paa Vespasiansk, den dag for slet forljst
Anseer, paa hvilken hand ey rundhed hâr bevjst.
Det er saa nær it Aar, om ikke slet til fulde,
Jeg fik det milde svar, min nød forlettis skulde:
Jeg til mit lifs ophold saa meget skulde faa',
Som, til en ærlig stand at føre, kand forslaa
Ved saadan Konge-gunst och ofverflødig naade
Blef Jeg saa hjerte-let och lystig ofver maade,
At Jeg mig drømme loed, Jeg nu var gandske frj
For al ulykkens vold och strenge tyranj.
101 Jeg eders Majestæt ey vidste nok at prise:
Jeg soer, Jeg skulde mig taknemmelig bevise,
Saa længe Jeg var til, och mit forlænte pund
Til eders Førstlig lof anvende allen stund.
Ha, tænkte Jeg: hvor kand min Danske Sang-Gudinde
Sig bedre trøst och hjelp tilynske nogen sinde,
End den, at hun af den, som spjr och krone bær,
Begafvis rigelig, och hafvis vel saa kjær.
Nu vaagner den profit och længe ventit rente,
Som hendes møysomhed fra barns been op fortjente.
Kun idel gylden regn hun nu formoder sig,
Och ey for brød tør ved at sørge kummerlig.
Nu seer en hver paa mig, at det usant vil blifve,
Som baade Boccalin och andre gjækker skrifve.
Ney: Kongen heller self sig korter noget af,
End seer en good Poët skal gaa med bettel-staf.
Hand om en artig dict veed self saa vel at dømme.
Hvad ikke fyndigt er, vil aldrig hand berømme.
Ja tør och sige vel: at det ey klappe kand,
Som blifver tvungit ud af bækkens tynde vand.

Men ach, min Herre, det for eders naade klagis,
At Jeg endnu, som før, med nød och kummer dragis.
Jeg arme gaar endnu, som Jeg var slet fortabt,
Och ey til andet, end til idel armod skabt.
Den Aarlig faste-tid for andre snart henganger:
Hvad Fastelagn paabød, om Paasken ende fanger.
Men Jeg alt Aaret om maa faste Jammerlig,
Fordi brødkurfven er for høyt ophængt for mig
Mig tit och ofte maa det spodske mundhæld møde,
Som Myren hafde, der Græsshoppen bad om føde:
Du Sommer-tiden drefst med sang och viser hen,
At dandse derfor dig och bør om Vinteren.
Hvad kand Jeg svare da? Jeg hafde burdt med rette
Den Frandske Ronsards nød for øyne mig at sette.
Men Jeg, før tiden kom, for megen glæde dref,
Och solde Bjørnens hud, før Bjørnen fangen blef.
Thi der Jeg saa' mig om, med intet Jeg aflagdis.
Jeg ey det mindste fik, af alt det mig tilsagdis.
102 End dog Jeg tvifler ey, men sige kand med skjel,
At eders Majestæt mig altid undte vel.
Jeg ey kand vide, hvem Jeg skylden skal tilregne;
Maa skee det Lykken er, som sjunis alle vegne
At stræbe mig imod, naar Jeg skal hjelpis best,
Ret som Jeg herre var til den Sejanisk Hest.
Maa skee vel och at de, som Kongen loed befale
Min sag at gjøre klar, de tiden maa' forhale,
Formedelst anden verf, som gjelder meere paa
Saa de ey kunde strax en hver til rede staa.
Jeg ingen klager paa: mig ingen svarer ilde,
Hver siger: vær til freds: Jeg veed vel hvad du vilde
J gaar var ingen tegn: J dag har Jeg ey tid:
J morgen Post-dag er: Kom ofver morgen hid.
Ja Jeg och møder da: Jeg ingen stefne glipper:
Mig svaris atter vel: men naar det ret udslipper,
Det blifver da til det, som Jeg forhaabtis ey,
Och er (at sige kort) en stoor Laconisk Ney
Ja hvad om Jeg ochsaa for taabelig fremtræder,
Och ikke ret forstaar de stræger, grif och sæder,
Som fange sjælden ney: men tit forfremme den,
Der mindre veed, end Jeg, at føre stjl och pen.
Jeg ikke, paa Monsørsk, med præctige grimmadser,
Med fremmed tungemaal och kleder-skik fremstadser,
Med Mikkels lokke-kunst Jeg ey min sag angaar
Men siger rundt her ud, hvad mig om hjertet staar.
Jeg med den store Knif dumdristelig at skjære
Ret aldrig hafver lært: kand ingen Hykler være.
Ney, Jeg vor gamle skik och Danske trofasthed
Ey saa forhaane vil, blef end al verden vred.
Ach, Herre Koning, ach: Ey meere Jeg tør tale:
Men vil alenne mig til eders gunst befale.
Vil Kongen gjøre got: vil Kongens kraftig Ja
Sin virkning lade see, Hvo kand mig hindre da.

Min allernaadigste Herres och Arfve-Konges
underdanigste tjener och undersat
Anders Bording
103

47. Den høy-vel-baaren Herre oc berømmelig Krjgs Helt ULRJCH FREDRJCH GYLDENLØFVE Kongl. Mayts. af Spanien velforordnit General de Bataille, oc General Lieutenant de Cavallerie etc. der hand til Danmarck lyckeligen hiemkom. Til Velkoms ære. Kiøbenhaffn/ Tryckt hos Henrich Gøde/ Kongl. Maytt. oc Vniv. Bogtr. Aar 1663.

HVor mangen høy bedrift oc herlig Mandoms prøfve
Viltu bevjse vel/ o friske Gyldenløfve?
Før sig dit Helte-mod oc strjd-begiærlighed
Omsider stille kand/ oc vorde krjgen vred.
Hvor længe viltu saa den tunge Kyritz slide?
Hvor længe lyster dig i spidsen først at ride?
Hvor længe viltu dog din alders beste Tjd
Vdmatte self/ udi saa mangen farlig strjd?
Naar faar en bugtit krog din blancke hielm at bære?
Naar skal dit skarpe suerd/ nock mæt af seyr oc ære/
J balgen stickis ind? Naar skal mand engang tro/
At du vilt endelig begifve dig til ro?
Er det/ o modig Helt/ om høyhed giort at vinde?
Er det om herligt nafn oc ævig ryctis minde?
Du længe siden det med allerstørste lof
J Marcken vundit har/ oc meer' ey har behoff.
Den herlig Fynske seyr/ som aldrig har haft lige/
Din ædle dapperhed ey nocksom kand udsige:
Du der bevjste det/ som Tidens skarpe tand/
Huor graadig den oc er/ ret aldrig tære kand.
Den trodsig Fiende dig ey kunde der forfærde:
Af dig/ huor stolt hand var/ en anden sang hand lærde/
Der du hans orden brødst/ ham kiørde ryttersk om/
At al hans mægtig Hær slet i forvirring kom.
104 Da kiende paa/ huad æt oc rod du varst af kommen.
Du frisk-behiertit varst/ oc icke sky for Trommen.
Den allermindste klo nock da til siune lod/
At du varst Løfve-fød/ oc hafde Løvens mod.
Ha/ tænckte mangen da: huad vil af hannem blifve?
Vil hand saa stoore ting udi sin ungdom drifve?
Er hand saa mandelig oc ey forskreckis kand/
End oc før hand er ret til fulde vorden Mand?
Hvad vil hand giøre da/ naar hand med Tiden ganger
Til ret fuldtagenhed/ oc lowlig alder fanger?
Hvad vil hand rutte da med Fienden frisk her om/
Huor mangen sadel vil hand da vel giøre tom.
Den strjdbar Hector da for hannem need skal falde:
Achilles sig it barn mod hannem self skal kalde:
Ja self den haarde Mars/ hvor vred hand være kand/
Ey vofve skal engang/ at see til voris Land.
Den ædle Krigs-hælt Skack/ som voris Hær anførde/
Med høy forundring saa'/ huorledis du dig rørde.
Hand raabte: seer/ hvor vel den ædling sig bestaar/
Huor stoore slag hand her paa Fiendens nacke slaar.
O seer/ huorledis hand paa klingens od opsetter
Sin velfærd/ Lif oc blod/ ja skøt sig self forgietter:
Hand ey tilbage seer/ til fluct ey tilfluct hâr/
Men til sit høye nafn oc Løfve-titel suâr.
O tager eftersiun/ oc lærer her at fecte/
Saa vel af Adel J/ som J besoldings-knecte/
Som acte nogen tid at vinde prjsligt nafn/
Som meene Kongen vel/ oc søge Landsens gafn.
Huo var saa Bonde-feyg? Huo kunde da sig bare?
Hand skulde jo/ med dig/ sit føde-Land forsuare.
Den mægtig Himmel hialp/ oc self paa fienden dref/
Saa den fuldkommen seyr omsider voris blef.
En fast utallig hob i marcken laa needslagen/
Om naade resten bad/ oc blef til fange tagen.
Slet intet ofverblef af al den Fientlig flock/
Som jo kom os til deel/ en huer fick bytte nock.
Den glade Fama sig paa reysen strax henskynte/
Oc din Heroisk jd al verden om forkynte.
105 Den skønne Brabands Egn/ ved Skaldens strjde flod/
Med allerlængste maal din prjs udmaale lod.
Dig hver Mand elskte der/ oc vilde færdig være/
Til at bevjse dig fast Prindsslig stads oc ære/
Din yndig hæld med sin forborgen locke-kunst/
Lod døren op for dig til alles hiert'lig gunst.
Huor du fremkomst udi det Frandske Land oc Rjge/
Mand siælden hafde seet i dapperhed din lige.
Du for dig fandst dit nafn oc høye dyders lof
Opskrefven høyt/ end oc i Kongens prægtig hof.
Huo kand med suagen pen tilbørligen afmale?
Huo kand med tunge ret oc egentlig udtale/
Hvor vel du varst omlat/ hvor ofvermaade kiær
Du blefst i Spanien antagen hos en hver?
Den mægtig Konge der/ beteede dig den ære/
Som høye Førster self forgiefvis tit begiære.
Hand dig ophøyede til deris værd oc stand/
Som kaldes stoore Mænd oc Grandes der i Land.
Naar du til hannem komst/ om noget at forrette/
Hand paa dit hoved dig bad hatten frjt at sette/
Oc der med vjste smuckt/ at du ret hafde dig
Den ædle frjheds Hat forhuerfvit ridderlig.
Saa vjt hans Grendsers maal oc herskab sig udbreder/
Gaf hand dig Borger-ræt oc frjhed alle steder.
Med røden Guld til dig hans rjge Tagus flød;
Hans dybbe Calybs dig Krigs-vaaben nock tilbød.
Huad dyrbart Jndus gaf/ hand jette dig til gafve.
Gaff Peru Sølf oc Guld/ du du fickst det at hafve.
For dig var intet spart/ alt at hand kunde dig/
Til sine Rigers værn/ beholde der hos sig.
Sit eget Folck hand bad for dig at staa til side/
Paa jorden ingen var/ hand torde saa paa lide/
Som kæcke Løfve dig: hand dig tiltroode best/
At være General for sig til fods oc hest.
Var det ey ære nock/ saa høyt at vorde regnit?
Huor findis nogensteds ved lærd Mands pen optægnit/
At nogen Nordisk Helt udi sin ungdoms floor/
Med dapperhed oc suerd sig hafver giort saa stoor?
106 Lad Grædske Fabeler om stercke Kæmper tale/
Lad Franske Chrønicker med deris Roland prale/
Lad voris egen Gram oc Holger komme frem/
Af marcken icke du for nogen gaar af dem.
Mon skarpen Dyrendal/ mon Skrep oc Bertings klinge/
Mon gylden kølvis vect/ vel kunde den betvinge/
Der ey forskreckis kand for død'lig lod oc krud/
Som disse Tiders Mars af pibe skiuder ud?
Ney Falkonettens skrald/ Kartowens grofve Torden/
Musquettens haarde smald/ est du saa vaan ved vorden/
At icke sig Vulcan/ den Tordens mester smed/
Saa diærf oc dristig nær tør giøre self der ved.
Naar til alarm oc strjd klarjn i Marcken høris/
Tuær-piben biuder an/ oc huulen tromme røris/
Dit friske hierte da behiertis allerbest/
Ja der ved glader er/ end ved en brylups fest.
Til Hare-fanen lad den feyge sig begifve/
Som heller vil uskad paa luur bag oonen blifve/
End lucte lunt' oc krud/ oc følge med paa tog/
Oc ey diss mindre vil for Adel regnis dog.
Men dig ey siunis nock/ alenist at annamme
Sit nafn oc Adelskab af høyen æt oc stamme.
Men med pistol oc suerd huo self sig Adle kand/
Hand dig (oc uden skiold) er dobbelt Adels Mand.
Dog det al Verden veed/ at du for dyd oc ære
Langt heller stræbe vilt/ end høye Titler bære.
Mand for den ringe vjn af løw udhenger krands:
Sig Dyden self er nock udi sin egen glands.
Huo sig den rette dyd i bryst oc hierte prænter/
Hand ey saa meget hart af andre roos forventer/
Som hand er med sig self til freds/ oc nøyes nock/
Det end al Verden var saa taugs som steen oc stock.

Men o huor skal sig nu vor Cimber-Land adbære?
Skal hun saa snart igien dig fromme Siæl undvære/
Ja moxen førend hun ved salten Beltis strand/
Med venlig velkoms ord/ dig ret undfange kand?
Huad vil vor jordisk Gud oc Landsens Engel sige/
107 Naar nand skal slippe dig saa langt af Land oc Rige?
Huorledis mon ocsaa vor [fromme] Dronning vil
Optage det? vil hun vel sige ja der til?
Huad viltu suare da/ naar din udkaarne mage/
Som Jomfru moxen er endnu/ sig vil beklage?
Oc vel saa mindelig fortæle dig sin nød/
Huor tit hun hafver nær af længsel værit død:
Huor tit hun blægnede/ naar hun it ord kun hørde/
Om Portugisens magt/ huor sterck hand Krjgen førde:
Huor tit hun drømte/ dig i nød oc farlighed/
Blant Fiendens vrede flock/ at være tæt bested.
O dersom voris ynsk os vederfaris maatte/
Vi din omgængelse vel da til Døden aatte.
Med voris minde du ret aldrig slapst af Land/
Før kaalden Cimber-Haf slet stod i liusen brand.
Dog see/ huad Himlen vil/ det Jorden ey kand vrecke:
Maa skee/ Gud vil ved dig/ vort f øde-Land opvæcke
Jt større Mandoms nafn/ i fremmed Egn oc Land/
End hun i fordom Tid sig med beprydit fand.
Oc derfor naar din Tid/ dig minder did at fare/
Da skal saa frisk en hob oc krigs-begiærlig skare/
Af gode Danske Mænd/ til tiennist følge dig/
Oc Fiendens ryg/ med dig/ afklappe redelig.
Men om os andre/ som tilbage da forblifve/
Maat du forseckre dig/ at vi vel grant opskrifve
Ret hver den langsom dag/ som rinder midler tid/
Til Lycken dig igien med glæde sender hid.
Vor daglig hiertens ynsk skal høyen himmel høre/
Oc al din loflig færd self høy-lycksalig giøre.
Brug Løfve-mod oc mact mod Fiendens stolte leyr/
Kom siden karsk igien med fred oc prjslig seyr.

A. Bording.
108

48. Alle Erlige Danske Hierters Affsky Til det uguddelig oc mørdisk Anslag/ som den blodtørstig Ulff/ imod sin egen Herre oc Arffve- Konning oc Fæderneland/ For haffde 1663. Prentet i Kiøbenhaffn aff Jørgen Lamprecht.

ALmæctig Himmel ach hvad det
Os nær var ilde gangit/
Hvor nær Ulycken haffde slet
Os arme knuust oc fangit.
Vi meente nu/ vi vare frj
For den ubillig Vrede/
For den umilde Tyrannj/
Den graadig Ulff beteede.
Vi troode fast/ hand nu var tæmt/
Oc skulde nocksom kiende
Hvis Himlen haffde selff bestemt/
Til hannem at omvende.
Her brugtis lowlig Straff oc Baand/
Her brugtis Gunst oc Naade.
Men see/ hvor den forhærdit Aand
Stod dog ey til at raade.
Hans uregeerlig Hierte stod
Til Konger at fordømme/
Hans Glæde var/ i Printzers Blod
At bade sig oc svømme.
Hans Roff- oc- Blod-begiærlighed
Var baade Hiord oc Hyrde
Med skarpen Sverd at fælde ned/
Oc ynckelig at myrde
Hvad Dansk aff Stamme var oc Naffn/
Til Døden var opskreffvit:
Ja vel den mindste Boel oc Staffn
Forstyrrit skulde bleffvit.
Hvis hand til slig en blodig færd
Ey kunde selff udføre/
Det vilde hand ved andres Sverd
Foruden Skaansel giøre.

O du forgifftig Lande-Pest/
O Kongerigers Plage/
O Nordens alt forhaarde Giest/
Hvo har til dig hørt Mage?
Mon den Barbarisk Atila
Vel større Slag har slagit?
Mon oc vel selff Caligula
Aff stæd har værre tagit?
Mon Nero den Tyran aff Rom
Har fleere Folck forderffvit?
Oc Phocas sig sit Keyserdom
Med meere Blod forhverffvit?
Den vilde Tartar Tamerlan
Ey stormit har saa saare:
Mod dig Mustaph oc Otthoman
Som Leege-Børn kun vare.
Lyca[o]n selff oc Phineus/
Dem vilde du giort gode.
Herodes oc Antiochus
Ved dig som Engler stode.

O slemme Dødsens Mand/ at du
Aff ingen Ædel Qvinde
109 Har saadant dij't/nock kiendis nu/
Men aff en grum Løwinde.
Dig har it farligt Tigerdiur
Aff Ungdom selff opammit:
Du din Fortrædenheds Natur
Aff Dragen har annammit.
Den Marmor-haarde Ca[u]casus
Sig blød mod dig kand sige.
Den brændende Vesuvius
Din Vredis Brand maa vjge.
Ey nogit Land oc Stæd tør dig
For sin Afffødning kiende.
Den gandske Verden skammer sig/
Oc ynsker dig ond Ende.
O væ os Arme/ dersom du/
Som varst saa Dieffvel-blandit/
Ja Dieffvel-selff i Sind oc Hu/
Os haffde offvermandit.
Os ijssne maa vort Hierte-Blod/
Naar vi med Fljd begrunde
Den Undergang os forestod/
Om du det dreffvit kunde.
Her var paa Liffvet selff undsagt
Vor Frede-rige Koning/
Her var en Mørder-Stricke lagt
For Landsens fromme Dronning.
De Scepter-værde Printzers Rod
Du vilde slet udslettit:
De deyligste Princessers Blod
Din Grumhed skulde mættit.
J Kongens Huus/ jeg veed ey hvem/
Du vilde jo lagt øde:
Du dem med os/ oc os med dem
Slet haffde dømt til døde.
Ach her mand skulde seet/ hvordan
Carthago den antændtis/
Hvordan at Troja greebis an/
Oc slet til Aske brændtis.
Her her mand skulde seet paa ny
Jerusalem at ødis/
Sampt de Bæoters skønne By/
At stormis oc omstødis.
Det skarpe Sverd/ den heede Brand
Os skulde slet udtærit:
Her her i voris skønne Land
Ret Babel skulde værit.
Ja (kortelig) slet ingen kand
Den Tyranni beskriffve/
Du mod dit egit Føde-Land
Jo færdig varst at driffve.

Lad knyttis Stricke/ hvæsis Sverd/
Lad heedis Svoffl oc Tiære/
Din Ondskabs rette Løn oc Værd
Ey det dog nær kand være.
Du/ som Philotas/ burde ret
At pidskis ud til døde:
Som Anaxarch/ mand skulde slet
J Morter dig hielstøde.
Cambyses for din groffve Svjg
Dig skulde flaa oc skinde.
Mezentius til Død-Mands Ljg
Dig burde fast at binde.
Paa ny til dig en Kaaber-Tiur
Perillus burd' at giøre.
For Løwe[,] Biørn oc vilde Diur
Mand skulde dig udføre.
Den Aadsel-giærrig Ørne-Klo
Dit Hierte skuld' optawe:
Den sorte Raffn udi sin Kro/
Hvad offver var/ begraffve.
Mand burde dig: Men ah hvo veed
Saa grum en Straff at næffne/
Som din forrædersk Arrighed
Betale kand oc hæffne?
Vel kandstu søge Skiul oc Ly/
110 Oc til en Tjd undvige:
Men usle Krop/ hvort vilt du fly?
Hvort hen vilt du dig snige?
Du veedst/ de store Kongers Arm
Saa langt hen ud sig Strecker/
Ja krøbst du end i Jordens Barm/
Den dog til Skakken recker.
Til med saa skal oc jdelig
Din egen Siel oc Hierte/
Hvor du oc est/ udmartre dig
Med meer end Bødel-Smerte.
Dig følge dine Gierninger
Du dem ey kandst undgange:
Hukommelsen din Bødel er/
Du est din egen Fange.
Dig skal en ond Samvittighed
Hver Tjd oc stund bebreyde/
Hvad Jammer du har ført aff sted/
Med blodig Krjg oc Feyde.
Du selff din trodsig Offvermod
Med Hiertens Harm skalt laste/
Oc ynske dig i Haffsens Flod/
Saa dyb den er/ at kaste.
Du bande skalt den staalen Skat/
Du stedse paa har stolit/
Oc ynske dig/ at du varst plat
Til Støff oc Meel henmolit.
Men at du føle løse Steen
Udi din Eed har hvegit/
Der du dig soerst ved Gud om Meen/
Din Koning vilde svegit:
Oc at du Stempling haffver giort/
Oc varst med Raad paa Veye/
Hans Arffve-Spjr at føre bort
J fremmed Vold oc Eye.
Det det udi din bange Siæl
Skal nagge meest oc skiære:
Det det/ dig arme Syndsens Træl/
Den største Væ skal være.
Saa sterck aff Aconit en Drick
Selff Pontus blander icke/
Du strax udi it Øyeblick
Jo vilde den uddricke.
Saa beesk skal tyckis dig dit Liff/
Saa skammelig dit Rycte/
At ey for hvassen Rage-Kniff
Din Strube sig skal frycte.
Saa fast oc hart kand Reeb oc Baand
Ey Moderløsen knibe/
Du jo med din MeenEdig Haand
Skalt vilde der til gribe.
Saa høyt it Taarn mand aldrig veed
Saa steyl er ingen Klippe/
Du der aff jo vilt falde need/
Oc gierne Liffvit slippe.
Alt det som andre giør Behag/
Skalt du Fortræd aff ljde.
Du skalt om Natten ynske Dag/
Oc Nat om Middags tjde.
Du skalt din usle Fødsels Tjd
Vel bande mangen sinde/
Ja daglig gaa i Dødsens Strjd/
Oc dog ey Døden finde.
Med Pijl oc Skud at fældis need/
Det skalt du Skaansel kalde:
Du regne skalt for Miskundhed/
For andres Sverd at falde.
Men arme ney/ slet ingen vil
Dig der udi bønhøre/
Slet ingen er paa Jorden til/
Medlidenhed skal røre.
Til Straffens rette Dag oc Stund
Mand dig urørt skal spare/
At hver Mand aff din egen Mund
Din Falskhed kand forfare.
At det oc da fornemmes kand/
111 Hvo dig tilhiulpit vilde/
Hvo Kongen oc sit Føde-Land
Vel meener eller ilde.

Vel an din Dom er alt affsagt/
Stadfæst oc underskreffven/
Dit Naffn oc Vaaben need er lagt/
Din Ære sønderreffven
Sig nu hver Koning her paa Jord
For dig i act skal tage:
Ey nogen Første du med Ord
Nu meere kandst bedrage.
Din Ondskabs Skieppe nock er fylt/
Dit Glas til en[d]e rinder:
Du saadant har for hart forskylt/
Dig Rætten offvervinder.
Saa saa skal dennem alle gaa/
Med Oprør sig bevare.
Retfærdig Straff her øffvis maa/
Skal Verden ellers vare.

Dig Himlens Gud O Zebaoth/
Som os har holt i Liffve/
Oc giort hans Ulffve-Raad til Spot/
Vi Tacken vel maa giffve.
Den gandske Verden kiender nu
Din høye Vissdoms Vælde:
Vor Konning selff alleene du
Hialpst ud aff Dødsens Fælde.
Din Salffvede var dig for kiær/
Du selff hans Huus bevar'de:
Du dig hans Fare togst saa nær/
Oc Skakken aabenbar'de.
Du store Raadsens Engel dreffst
Den Mand/ som os advar'de/
Med hannem du selff underskreffst:
Ved hannem du os spar'de.
O Hæld oc Lycke/ Seyr oc Fred/
Hans Huus skal altjd følge/
Som giorde sig Samvittighed/
Forræderen at dølge
Dig Jsraels Strjds-Kæmpe dig/
Det gandske Land oc Rige
Berømme skal ævindelig/
Oc hiertelig Tack sige.
Du frelste voris Ljff oc Blod/
Der det om Døden gielte.
Du du den Blodhunds offvermod
Selff vidste ret at smelte.
O Søde Fredsens Første lad
Den Ædle Fred regere/
Lad dem/ som stiffte Mord oc Had/
Ret aldrig findes mere.
Lad dem som Affner spredes hen/
Som effter Oprør stunde.
All Himlens Heffn forfølge den/
Os Undergang vil unde.
Al Verdens Had/ al Spot oc Meen/
Dens Offvermand lad være/
Som ey sin Arffve-Koning tien
Med Trofasthed oc Ære.

AMEN

49. Lyckynskning Til den Høybaarne Første oc Herre Her Johan Georg den tredie/ 112 Hertug til Saxen/ Gylich/ Cleve och Berg/ Chur-Prinds. Land-Grefve i Dyringen/ Markgrefve til Meysen/ Ofver- och Vnder- Laussnitz/ Grefve til Mark och Ravenssberg/ och Herre til Ravenstein Der hans førstelige bilager med den Kongelige och Høybaarne Printzcesse Anna Sophia Danmarckes/ Norges/ Vendes och Gottes Arfve-Printzcesse/ Hertuginde udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Grefinde i Oldenbo[r]g och Delmenhorst/ høytideligen blef holden. Kiøbenhafn/ Trøckt hos Henrich Gøde/ Kongl. Maj. och Vniv. Bogtr.

KOm ædle Titan/ kom du store Verdens øye/
Lad al din klare glands och pract sig sammelføye/
Til at bestraale den høyt-ønskte Glædes dag/
Som Himlen har bestemt vor Norden til behag.
Det er den store dag/ sig voris Cimber-Rige
Skal ufeylbarligen i sin Tjd stoer af sige/
Naar hendes ædle vext och kongelige roed
Vdbredis præctelig hos Elbens stride floed.
Det er den glade dag/ som med bestandig Lykke
Hin rige Saxen Land omkrone skal och smykke/
Naar hendes høye huus/ i fast utallig tal/
Af voris klare Belt nu fructbar gjøris skal.
Hvor mangen dyrbar Prinds och Krone-værdig pode
Vil her oprinde ved/ Evropa dig til gode!
Hvor mangen Kongelig/ hvor mangen Førstlig Brud/
J voris efter-Tjd/ vil her af spiris ud!
Ey Tidens bidske rust skal kunde self fortære
Den ugemeyne prjs och høye titlers ære/
Som deris Helte-slect och æt ved løftis skal
Langt ofver Skyerne/ til Himlens skønne sal.

O store Kjærlighed/ o Verdens herskerinde/
Som hafver vidst i dag saa vel at sammelbinde
Det førstelige par/ och deris ædle Sind!
113 Med slig en tuctig ild och brynde tagit ind.
Det dig var ikke nyt/ end och i gamle Dage/
Jmellem Dannemarck och Saxen Land at mage
Paa venlig Svogerskab: alt at den gyldne Fred
Jndrodis kunde fast/ och ævig blifve ved.
Naar deres Høfdinger i marken stundom sloges/
Och [vel] saa vredelig om ofvermagten droges/
Et kiærligt giftermaal strax sluttit blef och giort:
Och der med vaar tillukt den vrede Feydes Port.
For tøsser sexten Aar/ som staar endnu til minde/
Gaf Saxen Dannemark saa præctig en Førstinde
Hvis eye-gode Sind och hierte-dydighed
En hver/ i Riget boer/ ey nok at prise veed.
Nu giældis det igien: i det du Saxen sender
Saa kongelig en Brud/ och al din flid anvender/
At baade Dansk och Sax kand der af hafve gafn/
Och tilforhverfve sig et felgis ære-nafn.
Den bleege missgunst sig maa nu slet ofvergifve/
Och self/ af idel harm/ sit Hierte sønderrifve.
Her er for høyt et par; her er for tryg en pact/
Som ey tør frycte sig for Fjentlig had och magt.
Her finder det sig saa/ som deres nafne lyder:
Her sanckis Hæld och gunst med visdoms høye dyder.
Her blandis skønheds glands med tuctig ærbarhed.
Her her Naturen har sin mester-gjerning teed.
Den gandske Christenhed ved dette baand sig glæder/
Och med al Lykkes ynsk høytidelig fremtræder.
En hver sin trofasthed och venskab byder til.
En hver i gjerningen sin plict bevise vil.

VElan høybaarne Prinds/ du Førsters glands och ære/
Sjg Himlens almagt tack/ som vilde dig beskjære
Saa skøn och yndefuld och Engel-from en Brud/
Der trofast holde skal med dig til Døden ud:
Begynd i Lycksom tjd den søde fruct at nyde/
Som Kjærlighed vil dig fornøye med och fryde.
Omfafn med tuctig lyst det ædle pant och skenk.
Stræb Ridderlig/ och paa din Stammes frem vext tænk.
114 OCh du vor Nordens prjs/ du Dydigheds exempel:
Du skønheds Himmel-glands: Du Kyskheds reene tempel.
Och (at Jeg meget kand med faa ord sige snart)
Du som paa slecter ret din store Faders art.
Sæt nu din lofve til din egte Prinds och Herre/
Som acter meere din/ end egen sin at være.
Vær hans i lyst och nød: vær hans i død och lif.
Lad hannem være al dit hjertis tidsfordrif.
Det Folck/ hand skal med dig/ och du med hannem raade/
Lad nyde skjel och ræt och ofverflødig naade.
Fuldbyrd alt det du veedst/ hans Sind forlyste kand
Och være middel til en fredsom egte-stand.
Saa skal sig Elbens vand til haarden steen omvende/
Ja Belt och Øresund sig lade slet opbrænde/
Før eders kyske brand och reene kjærlighed
Af nogen vedermoed skal kunde dæmpis need.

KOm rige Salighed her need af Himlens sæde/
Stadfæst det høye par i fast bestandig glæde.
Med Hæld och ære pryd al deris raad och jd:
Lad deris nafn och æt bestaa til ævig tjd.

A. Bording.

50. Lyckynskning Til den Stormægtigste och Høybaarne Første och Herre/ HER CHRISTIAN Danmarkes/ Norges/ Vendes oc Gottes Arfve-Prinds/ Hertug udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Grefve i Oldenborg och Delmenhorst/ Der hans Kongelige Høyheds Bilager/ med den Stormægti[g]ste och Høybaarne Printzcesse CHARLOTTA AMALIA, 115 Landgrefinde til Hessen/ Førstinde til Hirtzfeld/ Grefinde i Katzenellebogen/ Dietz/ Ziegenheim/ Nidda/ och Schavenburg/ Høytideligen blef holden. Tryckt i Kiøbenhafn/ Aar 1667.

REys op/ o Danmark/ nu din høye Spjr och Krone:
Reys op din æres horn: Lad klinge glædsens tone:
Kom frem med fryde-skrig/ lad mercke kjendelig
At det/ som skeer i dag/ til lyst opvækker dig.
Det er den klare Dag som høyen Himmels Ynde
For dig indstifftit har/ at du skalt nu begynde
Din Herlighed/ och see/ dit Herskabs ædle rood
Til ævigheden smukt at legge grund och food.

Ja/ dyrebare Prinds/ hvis høye prjs och ære
Den glade Fama sig paatagit har at bære/
Med allerstørste pract och triumpheerlig stads/
Høyt op til Himmelens bestjernede pallads.
Vor gandske Cimber-egn och vide Nordens Rige/
Med glæde vel af den Lyksalighed maa sige/
Som andre Riger sig med Længsel och attraa
Tilynske mangen gang/ men den dog sjælden naae.
Ved dig staaer voris Haab i blomster och i grøde/
Saa Tidsens bidske rust tør ikke sig bemøde/
Vor' Arfve-Kongers nafn at tære nogen Tid.
Ney/ Kongelige Prinds/ i dig bestaar vor ljd:
At naar Naturen det omsider saa befalder/
Vor store Frederich at gjøre mæt af alder/
(Som hver mand ynsker dog at seenligen maa skee)
Du da din afkom skalt i mange leder see.
O vel det Folk och Land/ hvis Konge-blood och Stamme
Af sin mangfoldighed sig rose kand och bramme.
Jo fleere Konge-Børn och Rigens Arfvinger/
Jo større magt och kraft i Landet der och er.

Tak/ ædle Kjærlighed/ du trygheds stifterinde/
Som/ efter voris ynsk och sammeltydig minde/
116 Den unge Prindses Sind och hierte komst i brand/
Och hannem førde seif paa vey til Hessen Land.
Tak/ ædle Kjærlighed/ for du din fljd paalagde/
At Hessens beste kjærn hans Høyhed det tilsagde/
Som hannem glæde skal i velstand och i nød/
Och hannem al hans tjd och Lefnet giøre sød.
Tak tak/ for du din plict och skyldighed ey glemte;
Men slig en Førstlig Skat til slig en Første gjemte.
Ja tak ochsaa/ for du med slig en kraftig haand/
Udi saa good en Tjd/ har bundit dette baand.

O Førstelige Brud: Heltinders pract och smykke:
O dyds och ærbarheds fuldkomne mesterstykke:
Hvis Himmel-klare glands och Skønheds ære sig
Med yndig hæld och gunst beblander artelig.
O see/ hvor præctelig din ædle Prinds fremganger/
Och paa ret Helte-vjs/ o Skønne/ dig undfanger.
O see hvor Engel-mild och venlig hand udseer/
Och ved din høye dyd af hjertens glæde leer.
O see/ hvor kjærligen hand hviden haand frembyder/
Och der med uden falsk al ecte troskab yder/
Ja vil fuldbyrde det/ som Jeg med stjl ey let
Tør skrifve/ men dog hør til ecte sengens ret.
Eja hvor ynskelig och gylden-skøn vil blifve
Den efter-Tjd och Dag/ der dig skal Moder skrifve
Til mangen vældig Prinds och Scepter-værdig Brud/
Som denne glædes Dag til Verden lofver ud.
Sig Hessens dapre Huus skal da forundring gjøre/
At hendes nafn och æt hos striden Belt och Øre
Sig saa forfremmit hâr/ och/ (trods den bleege Njd)
Sit herredom och magt saa videlig udbrid.

Saa tag/ o store Par/ tag an den Lyst och Lykke/
Som dig beskjærit er/ och Himlen vil samtykke.
Nyd al den hjertens ynsk och mange bøner ad/
Som øses ud for dig af baade Land och Stad.
Før skal sig Stefens Klint til salten Strand forbytte/
Och Norges Dowrefiæld til Hessens Abnob flytte/
117 Før eders Kjærlighed och kyske hjerters Brand/
Af nogen Verdsens ting/ udslukkis skal och kand.
Al Lykkens milde regn skal eders Huus bedugge/
Al Salighed och hæld skal eder ofverskugge.
Al eders gjerning skee til glæde lyst och gafn/
Och eder Krone med et ævigt ære-nafn.

A. Bording

51. Velkoms frydeskrig/ Den Stormægtigste och Høybaarne Førstinde CHARLOTTA AMALIA Danmarkes/ Norges/ Vendes/ och Gottes Printzcesse/ Hertuginde til Slesvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Fød Landgrefinde til Hessen/ Førstinde til Hirtzfeld/ Grefinde til Oldenborg och Delmenhorst/ Katzenellebogen/ Dietz/ Ziegenhaim/ Nidda och Schavenborg etc. Der hendes Kongelige Høyheds første indtog i Kiøbenhaffn/ den 25. Junij 1667. med Kongelig pract och følge glædeligen skeede. Tryckt i Kiøbenhaffn hos Jørgen Lamprecht.

PRintzcessers klare Sool/ Førstinders pract och smykke/
Som voris Cimber-egn til ære lyst och lykke
Af Himlens milde gunst beskjæret est och sat/
Och af al Verden høyt berømt och vel omlat:
Bestraal med naades skin min Danske sang-Gudinde/
Som i forundrings dyb maa sig henrykt befinde;
Kand derfor ey/ hvor sterk hun der sin fljd giør til/
Saa skønne velkoms ord paafinde/ som hun vil.
Tilforne Dannemark sig høy-lyksalig prjste/
Naar mand for hende kun dit billede fremvjste:
Omskønt det var kun gjort ved død'lig Mesters haand
Det sjuntis dog for os/ at hafve lif och Aand.
Hvad Berings lærde pen der under hafde tegnit/
Det i vor tanke dig/ o Skønne/ bleef tilegnit/
118 En hver med ord och ynsk begjærlighed lood tee/
Din Høyheds Majestæt udi person at see.
Nu timis os vor ynsk. Nu skue vi langt meere/
End pensel eller pen med pract kand udstaffeere.
Nu kronis Landsens haab med glædens søde fruct/
J det hun seer i dig al Førstlig Held oc Tuct.
Her maa den bleege Njd af harm och blusel falme/
Och self tildømme dig en ævig æres Palme.
Ja slig en Himmel-pract och deylig skabnings glands
Forsekrer Verden om din høye Dyd och Sands.

O vel vor store Prinds/ som er tilsteed at nyde
Saa dyrebar en Skat/ O hvor vil hand sig fryde/
Naar hand fornemme skal/ o anden Dagmor/ dig
Af baade lærd oc leeg at elskis hjertelig.
O vel vor Nordens egn och heele Cimber-Rige/
Som intet andet veed/ end Himlen tak at sige/
For slig en herlighed och uskatteerlig pant/
Hvis ædle rycte naaer til Jordens sidste kant.
O vær velkommen hjd/ du Jordiske Gudinde.
Velkommen hjd/ til os/ som hjerterne forbinde
Til dig foruden falsk/ oc der paa falde need/
Mod dig at tage med en ævig Troskabs eed.
Velkommen i good Tjd. Velkommen fleere sinde/
End Skud afgange til vor felgis glædskabs minde.
Velkommen fleere fold/ end Øyne gifver act
Paa din Fuldkommenhed och høffske laders pract.
Blif frisk och Lykkerjg/ som prydefuld och hældig.
Bliff (som du til est fød) i mact och ære vældig.
Blif (som du sindet est) vort Folk och Land til gafn.
Kom saa (men sildig dog) til Salighedsens hafn.

A. Bording.
119

52. Vores Allernaadigste Arfve-Koning/ Den Stoermægtigste oc Høybaarne Koning Frederich den Tredie/ Danmarkes/ Norges/ Vendes och Gottes Koning/ Hertug udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn oc Dytmersken/ Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst/ paa hans Naades Fødsels Dag/ Som aarligen indfalder den 18 Martij/ til underdanigste skyldighed oc ære.

1.

VElkommen gyldne Soel och Ljus/
Som os herneed af Himlens huus
Saa lystelig bestraler/
At vores heele Cimber-Egn/
J dag/ om fryds och glædes tegn/
Och idel Lykke taler.

2.

Til Verdens Ljus paa denne Dag
Fremkoem/ os alle til behag/
Det klare Ljus och Øye/
Som Himlen gjorde til Monarch/
Och sig vor ædle Dannemark
Och Norge for maae bøye.

3.

O Lykke/ Lykke tusindfold/
At os saa Kongelig oc bold
En Herre var beskjæret.
Tack tack/ Lucina/ for den fljd
Och hjelp/ du gjorde samme tjd/
Der hand bleef os foræret.

4

Der Moders arm først hannem baar/
Da var begyndt den milde Vaar/
Och Vinteren til ende:
Til tegn/ at hand i Sind och Moed
Sig skulde tee ret eye-goed/
Och lade Mildhed kjende.

5.

Fiolen med sin luct frembrøed:
Sig Lillien med pract opskøed/
Och vilde for-bud være/
Til den Zirat och høye stand/
Som hannem var bestemt/ der hand
Fik Arfve-nafn och ære.

6.

Den ljuse Middags Stund oc Tjd/
Paa hvilken hand til os koem hjd/
Os spaaede/ hvor hand vilde
Med Dagens ljuse gjerninger/
Och hvis som Førster prjssligt er/
Omganges brat och silde.

7.

Vel an/ det effter ynsk tilgik/
Hand Riget/ Riget hannem fik.
Och hvo kand nær udsige/
Hvor vel at denne Tjd er tjent
Med hans retvjse Regiment/
Som ingensteds har lige?

120

8.

Gif/ Himmel/ at hans Naade naaer
Endnu til mange graa haars Aar/
Foruden meen och plage.
Gif hannem styrcke/ Moed oc raad/
Och bryd ey før hans Leffnetz traad/
End hand er mæt af Dage.

9.

Vel dig/ o store Frederig/
Det raabe vi med fryde-skrig/
At Jorden ved maae befve.
Ja hvo vil der och ikke paa
Med lyst for sig i Skaalen slaae/
Oc sige: Kongen lefve?

GVD hIeLpe sIn SaLVeDe
æVInDeLIg.
Anders Bording.

53. Den Cimbriske Nordens TAARE/ Den Stormægtigste/ Høybaarne/ nu Saligste och i høyloflig Hukommelse Koning FREDERJCH den Tredie/ Konge til Danmarck och Norge/ de Venders och Gothers/ Hertug udi Slessvig/ Holstein/ Stormarn oc Ditmersken/ Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst. Der hans Kongelige Ljg Begængelse den 4. Maij 1670. holdtes/ Sørgeligen opoffrede ved Anders Bording. Tryckt i Kiøbenhaffn hos Jø[r]gen Lamprecht.

Saa kand en hastig Storm den allerstørste Ceder
Paa Libanon/ saa snart til Jorden fælde neder/
Som Høstemandens Lee det mindste Græss och Straa/
Naar det er Høste-tjd/ har magt om kuld at slaae/
Naar Lifsens time-glas er runden ud til ende/
Da vil den bleege Død ey nogen forskjel kjende
Paa liden eller stoer/ men sicter Jo saa vel
Til Landsens Hofved self/ som til hans mindste Træl.
121 Hvad Babylons Monarch/ Hvad Cyrus/ Alexander/
Och Cæsar hafve gjort/ och hvad om dennem stander
J Verdens Tide-Bog: Paa deres Gjerninger
Slet intet andet dog/ end Døden slutning er.
Paa Verdens skue-plads/ mand aldrig veed at næfne
Saa stoer en Jordens Gud/ af ære/ byrd och æfne/
Hand Spjr och Krone Jo maae sige strax god nat/
Naar Dødsens kaalde Slum hans hjerte griber fat.
Hvor kjær/ u-mistelig/ belefven/ mild och naadig/
Hvor fuld af Majestæt/ hvor dapper och retraadig
Hand været har blant os/ ey rædning dog er til/
Den mørke graf sin ret Jo fyldist hafve vil.
Ach Ja! diss verre! det i voris Cimber-Rige
Befindes alt for sant: En Koning som ey lige
Har haft af Arf-ælds tjd i Dyd och værdighed/
Paa denne Dag af os i Jorden settis need.

O store Frederich/ o milde Landsens Fader/
End dog hvad Himlen vil/ sig ey forandre lader/
Och voris salte Graad och suk ey kand formaae/
Din Himmel-værde Sjæl her need igjen at faae.
Det dog er voris Plict/ med Jammers skrig oc klage
Dit Kongelige Ljg til graf ven at ledsage.
Gud kjender/ det os ind til Sjæl och hjerte gaaer/
At den u-milde Død dit lefnets traad affskaar.
Thi du den Konge varst/ som meere med exempel/
End tvang/ formeerede Guds Menighed och Tempel.
Den bidske Misgunst self ey andet sige kand/
End at du stedse varst Guds ven och egen Mand.
Du varst vor herlighed/ vor høye pract och smykke/
Du varst/ nest Himmelen/ vor tilfluct/ trøst och Lykke:
J Fredens tjd vor lyst oc glæde nær och fjærn:
J Feyde tjd vor skjold/ vor tryge vold och værn.
Din Mandoms dapperhed var voris muur och gjærde.
Din Løfve-modighed sig aldrig loed forfærde/
For nogen farlighed och blodig Krjgs alarm.
Hvor du varst/ der var Seyr och Salighedsens arm.
Du varst de Lærdes glands/ de vises Soel och øye.
Du vidste Miskundhed hos Dom och Ret at føye:
122 Loedst ingen gange fra dit ansict sorgefuld:
Varst ære-kjær och kysk/ belefven/ rund och huld.
Dit hjertes øye-merk var/ det at skaffe Landet/
Som du varst af opnæfnt. Dit Sind ey stoed til andet/
End det som hafde smag af idel Himmel-Dyd/
Och koem dit Folk och Land til ære/ gafn och fryd.
Och om jeg dig/ som du varst værd til/ skal berømme/
Jeg Hafsens Dybe grund kand da langt før udtømme/
Och meere giør/ end om Jeg Himlens Stjerner tæl.
Ja (kortelig) du varst dit Folckes anden Sjæl.
Hvo kand saa føleløs och Marmor-hjertet findes/
At hand din Majestæt maae Jo med taare mindes:
Ney/ ney: slet ingen her blant os kand være til/
Hand Jo dit høye nafn med længsel prise vil.
Den gandske Verden al den ære dig tildømte/
Som Lykken hafde dig forlænt/ och os berømte/
Som tiente dig. Men ah! at du saa snart och brat/
Jmod forhaabning/ os och verden gafst goed nat.
Din Engel reene Sjæl/ som vi kun her besvær'de/
Den foer til bedre ro: Vi vaare dig ey værde.
Du varst for Dydefuld: du varst for eye goed/
Til her blant voris flock at skulde længre boed.
For ringe Jorden var/ med Konge nafn och vælde.
For ringe var alt det/ for verden høyt kand gjælde.
For ringe vaare vi/ til at forskylde det/
Os bleef af dig beteed: Vor æfne var for slet.
Dit værne-Land och hjem var Himlens Slot och Trone.
Din rette løn och Skat var ærens Krands och Krone
Blant de forløstes hob/ och store Kongers tal/
Som altid skue Gud i Lifsens skønne sal.
Der est du frydefuld/ och nyder ævig glæde:
Den stund vi andre maae bekymres her och græde.
Der triumpherer du/ och finder det for dig/
Som ey kand siges ud af nogen dødelig.
Det andet/ som var Jord/ til Jorden vi bestede/
Med Haab/ at følge snart/ hvor til vi os berede.
Dissmidlertjd dit nafn och høye lof omgaaer
Blant alle Folk och Land/ saa længe Verden staaer.

123

54. [Den Cimbriske Nordens Frydeskrig ofver den Stoermægtigste och Høybaarne Koning Koning CHRJSTJAN den Femte/ Konge til Danmark oc Norge/ de Wenders oc Gothers/ Hertug udi Slessvig/ Holsten/ Stormarn och Dytmersken/ Grefve udi Oldenborg och Delmenhorst/ Der hans Majestæt til sit Kongelige embede bleef Salfvet och indviet.]

SAa lader Himlen nu den glade dag oprinde
Som voris Cimber Egn til ævig æres minde
Maae skrifve billigen iblant de dages rad
Hves nafn med pærle stjl er sat paa gylden blad
Det er den ædle dag, som lofver och tilsiger
At al Lyksalighed i disse Nordens Riger
Skal efter felgis ynsk och bøn roedfæste sig
Och staae for os i vext och blomstres yndelig
Hvo kand ey fatte Moed? hvo vilde sig ey glæde
Naar hand fornemmer den paa Konge stoel och sæde
Blant Jordens Høfdinger och høye Kongers tal
Som hand nest Himlens hjelp alt det adnyde skal
O ædle Kongers æt o Potentaters Krone
O stoere Christian hves Herredom och throne
Den u-forfalskte dyd har self lagt grundvol til
Och Lykkens gunst, fra slect til anden fremme vil
Den gyldne Phæbus med sin klare glands och lue
Fremtræder præctelig paa Firmamentens bue
Men du dit folkes Soel, med større majestet
Bekronet træder frem, end nogen før har seet
Hvad er din færd herojsk! hvor yndelig frembryder
Din naadis hældighed! och dig din krone pryder
Som ingen Konge før i Danmarck har for dig
Med slig en magt och ret paataget arfvelig
124 Ey nogen uden Gud som er al visdoms Herre
Har kronet dig med den: hvorfor hand och skal være
Tilstede self hos dig med visdoms kraft och aand,
Och dig med gode raad och anslag gaae til haand.
De rige steenes glands och pract som den med praler
For alle Jordens Folk betegner och afmaler
At dine dyders værd skal gjøre Dansken gafn
Och skaffe dig et klart och herligt efter-nafn
Den dyrebare malm som den ved ildens lue
Er gjort och drefven af, os gifver at beskue
Dit hjertes trofasthed hvor paa dit Folk och Land
J nødens haarde tid sig fast forlade kand.
Din Konge Spjr och staf som er saa ret och lige
Betegner at du vilt fra Retten aldrig vige
Men dømme Landet med retfærdighed och see
vel nøye til, at hver kand Low och lige skee
Du med dit blanke Sverd ret som en aarlogs Kæmpe
forsekrer os at du skalt deris vaaben dempe
Som os paaføre vold, och est for os til strid,
Trods hvem det er i mod, behjertet allen tid.
Det gylden æbles bold som och din haand bepryder
Din Kongelige magt och herredom betyder
Som rekker ofver Land och ofver sa[l]ten Sø
Saa dig maae tjene self den sidste Thules Øe
Din purpur røde dragt med Kroner stukken ofver
Som du dig har i ført tilsiger fast och lofver
At du til alle dem som under Kronen staae
Vilt hafve Kjærlighed och brændendis attraa.
Ved Salfvens ædle saft som ofver dig udgydes
Dit milde hjertes art och egenskab udtydes,
Som er, i mod en hver af os at lade see
Din naades høye gunst, och miskundhed betee.
Ja hvad mand seer paa dig och hvad som du begynder
til Lykke tegner sig och frydelig forkynder
At du med største lof och pris dit Fødeland
Igen skalt føre til sin ærfælds værd och Stand
Dit ansict lige ved en Engels ansict lignes
Och derfor af en hver tilbedes och velsignes
125 Din munds befalning er ret dydens rette snoer
Dit hjertes øyemerk er felgis fred och floor
Hvo vil ey gladelig til Jorden need sig neye,
For dig, som værdig varst, en gandske Jord at eye?
Hvo vil ey dig ansee for Himlens Sendebud,
Som Himlen ærer self, och kalder Jordens Gud?
Lad andre Rigers Folk, af fryct for magten, gjøre,
Hvad dennem settes for, af den som de tilhøre,
Din milde medfart os saa vel at lokke veed,
At vi maa frycte dig af idel kjærlighed.
Hvo skulde trettes ved hørsommelig at lyde
Saa from en potentat, Hvem skulde det fortryde
Saa stoer och priselig en Konges Helte moed
at styrke troligen med eye Hf och bloed.
Ja, gjerne, Ja: Hvad vj med samlet haand och stemme
Din Naade svoret har, ret aldrig vi forglemme
Før skal den klare Soel i norden gange need
End nogen skal af os modgaae sin troskabs eed
Før skal vor salte Belt til aggerland omvendes
Och striden Øresund i brand och lue tændes
End Dansken glippe skal i noget af alt det
Som hand dig skyldig er af arfve-plict och ret.
O at din herlighed maa dag fra dag forfremmes
Och al lyksalighed i din Palads fornemmes
Blif mandelig, och saa som David, Seyer-rjg.
Blif Salomon i magt, forstand och ære lig.
Vel vorde derfor dig, o Milde Landsens Fader,
Som kongers Konge self til Konning salfve Lader,
Och hellige ved sin Prophet, hvis læbers oerd
Hand ey tilstede skal, at felde need paa Joerd.
Vel vorde dig, naar du dig i raadstuen finder.
Vel vorde dig, naar du dit Kæmpe sverd opbinder.
Vel vorde dig, naar du for os gaar ud och ind.
Vel vorde dig, i hvad du fatter dig i Sind.
Din største hjertens lyst er Enkens graad at spare
Din mund er villig den betræ[n]gte vel at svare
Din lyst er hjelperig at findes aldenstund
Din haand i mod en hver er gafve-mild och rund.