Bording, Anders Digte. - 1984

✂ LVgendi cineres & nunqvam lumine sicco
Non unqvam siccis urna videnda genis.
Da veniam: Subito factus sum sydere mutus.
Si qva mihi vena est, armt illa mihi.
Musa mihi Lachesis facta est> crudelis Apollo
Cum lacrymis gemitus carminis instar habent.
Vita mihi mors est: Spes desperatio: voti
Nil mihi nil superest, qvam cito posse mori.
Frangantur calami, scindatqve Thalia libellos:
Nil mihi cum calamis, tuqve Thalia vale,
Scilicet hoc TOTTI tumulo tumulantur in uno
Spes, fortuna, salus, vita decusqve meum.
Si qva potest, floret defunctum Musa Patronum,
Qvo mea non potuit non moriente mori.

✂ Ach Himmel/ Himmel/ ach hvad skal jeg nu paafinde?
Jeg aldrig troer/ jeg her i Verden nogen sinde
Forglemme kand den sorg/ den hjerte sorg och stød/
Som jeg har fanget af den ædle TOTTES død.
Nu som jeg arme sad med angest ombefangen/
Begræd den haarde straf/ mit Folck var ofvergangen/
Och hafde meer end nok af sorg i alle vraaer/
Da fik jeg dette saar/ ja dybe saar i saar.
Men ach/ Aldmægtig Gud/ lad det ey dig misshage/
At jeg utidig orm mig ømer ved/ at tage
Saa beesk en straffes skaal och tumle-kalk af dig:
Jeg er jo kjød och blood/ och ey kand bare mig.
153 Dig er bekjent/ hvor hand/ den klare Dyders smykke/
Nest dig/ forhaabning var til al min verdsens Lykke.
Du veedst/ hvor høyt jeg i min Sjæl berømte dig/
For du saa tryg en hafn forhverfvit hafde mig.
Du veedst/ hvor tit jeg bad/ du vilde mig det giffve/
Jeg hannem maatte see vel mangen dag i lifve/
Jeg heller vilde self mig lade kortis af
Min alders tjd/ oc gaae diss før til mørcken graf.
Men ney: mit hjertes ynsk i veyret bleef henslagen.
Min bøn bleef ubønhørt. Den Høfding bleef hentagen.
Hans tjds och dages traad for snar i sønder brast.
Och der med bleef mit haab i sorgens Haf omkast.
Nu veed jeg ingen Trøst/ foruden den aleene/
At jeg fuldkommen veed/ min beste trøst er henne.
Ja det er och en trøst: hvor trøsteløs den er/
At mand ey meere har at miste/ mand har kjær
Dog ey aleene jeg den Ædlings død beklager/
Vor gandske Nordens Egn det stadelig optager
For en tilfelgis straf/ at den/ hun til sloeg ljd/
Skal safnis/ heldst paa slig en ubeleylig Tjd.
Ja Kongen self af sorg er tavgs och sidder stille/
For hand undvære skal saa tryg en Rigens pille/
Hvis kloge raad och ord/ saa tit mand fulde dem/
Mand idelig befant at hafve fynd och klem.
Den heele Ridderstand vil sorge-tegen bære/
For den nu safne skal sin Ordens herligst' Ære.
De mindre Stænders Folk/ som de med skjel och maae/
Forvente neppelig hans lige meer' at faae.
Sig de betrængdes skrig til Himmelen optrænger/
Och raaber: ach/ hvo skal os vederqvæge længer:
Thi den os altid hjalp/ och uombeden gaf
Er alt (det klagis Gud) hen lagt i mørken graf.
Ey nogen ellers er/ af længsel jo sig klager:
En hver den skilssmys sig vel hart til hjerte tager.
O kunde nogens suk och Øynes salte graad
Mod Dødsens strenge low sig noget her formaad.
O at hans høye stand/ hans Adels mood och hjerte/
Ja dyd och vissdom self maatt' hindrit Dødsens smerte:
154 Ney/ ney: det visse maal af Himlen var bestemt:
Hand skulde/ for hvis ont/ her vanker/ være gjemt.
Hans dyderige Sjæl det hafver nu langt bedre/
End vi som drages med den haarde nød her nedre.
Den foer med glæde til sin verne-rolighed/
Och fant sin sted/ hvor fra den før var kommen need.
Nu lefver hand/ och har indtagit allerede.
Fuldkommen herlighed/ och nyder ævig glæde:
J det hand seer Gud self/ som hand fra Jorden her
Forlængdes til. Ach/ hvo der var hos hannem der.
Det andet/ som var Jord/ hand Jorden ofvergifver.
Hans priselige nafn dog her tilbage blifver.
Ey Tidsens bidske rust och alderdom formaaer/
At ødelegge den i medens Verden staar.
Och Jeg/ saa længe Jeg min mund och pen kand røre/
Skal/ som Jeg plictig er/ hans dyders lof kundgiøre.
Far vel o ædle Sjæl/ for hver den dag jeg dig
Paa Jorden hafver kjendt. Far vel ævindelig.