Bording, Anders Uddrag fra VEl sterke been' hâr den/ der medgang vel kand bære

↩ VEl sterke been' hâr den/ der medgang vel kand bære.
Vel stoor det och er Kunst/ i modgang glad at være/
Men det er Kunsters Kunst/ fra denne Verdens Øe/
Til grund at hafve lært/ den rette Kunst at Døe.
164 Paa Verden mangen sig forelsker och forgriller/
Naar hendes blinger-kram udi hans øyne spiller.
Den kjælne vellyst bygt paa Lykkens falske bro/
Er al hans ævighed och største hjertens ro.
Hand ey til andet seer/ end det som er for øye/
Veed ey hvor høyt hand sig vil der af self ophøye:
Ja var och vel tilfreds/ at Sorrig ey var til/
Som dog omsider al hans glædskab ende vil.
Men tvert imod igjen/ naar Lykkens blide Sommer
Til ende gangen er/ och modgangs Vinter kommer/
Eja hvor hjerteløs/ miss trøstig och forsagt
Mand tager da mod det/ som Himlen hâr paalagt.
Den aller mindste stød kand da til utaal føre.
Da faaer mand tit aff os utidig ynsk at høre.
Da vaare vi tilfreds/ at sig den mørke graf
Strax aabnede for os/ och endte voris straf.
Men ney/ min Broder/ ney: Prænt ikke verdens glæde
Saa dybt udi dit Sind/ at du skalt der ved græde/
Naar det Naturen vil for dig bestemme saa/
At du skalt endelig med bleegen Død hengaae.
Lad Kaarsens byrde dig och ikke saa besvære/
At du din hedenfart af utaal skalt begjære.
Sæt al din ljd och haab til HErrens ende fast/
Och tænk/ i hvor det gaar/ at Taals vogn aldrig brast.