↩

Nr. 196.

✂ Mel. Paa dig haaber jeg etc.

✂ Min christen, er dit kors saa svart
Og af den allerhaardest art,
Lad dog dit taal ey svinde.
Troe, kiere siel,
GUd vil dig vel,
Det skal du vist befinde.

✂ 2. Skal du bedrøved og forsmaaed,
Foruden hielp og trøst og raad,
Paa korsets bierg opstige,
Græd eller lee,
Det maa dog skee,
Vil du til himmerige.

✂ 3. Om GUd dig end saa heftig slog,
At du paa alting skade tog,
Vær frisk, og troe kun sikker;
Hand drager dig
Kun nær til sig
Med korsets baand og strikker.

*9, 1: giv] gid I, orig.: gieb, dasz wir... *Nr. 196. IJ1-7. 1, 6: skal] skalt I. 2, 4: græd] græd' J4, orig.: lach' oder wein'. 2, 6: vil] vilt I. *- - - *9, 1-3: at vi fortsættes med maae komme; af kierlighed os nød og redning sender hører til relativsætningen som du har saa kier; men formen er bleven unøjagtig derved, at der står os; meningen er: »som du har så kær og af kærlighed sender nød og redning«. - 9, 4: at] så at. Tanken er, at kærligheden til Jesus skal være så hed, at den brændende smerte, som korset volder, ikke føles. *Nr. 196. Oversættelse. Mensch! drückt dein creutz dich ohne ziel, Gottfried Arnold?, Schr. s. 821. - 1, 1: svart] tungt. - 1, 3: taal] tålmodighed. - 1, 6: befinde] erfare. - 2, 3: Lidelsen ses som en vandring op på Golgatha. - 3, 3: frisk] frimodig. 180

✂ 4. Umuelig man med verden paa
Sin ryg kand ind i himlen gaae,
Og dertil holdes værdig;
Det vil hand da
Dig tage fra,
Saa est du reyse-færdig.

✂ 5. Gaaer du med korset trøstig frem,
Saa bærer korset selv dig hiem
Til evig fryd og ære;
Men vil du ey,
Saa vil din vey
Dig dobbelt piinsom være.

✂ 6. Kand du dig selv kun blive qvit,
Forsage alting, stort og lidt,
Saa har du veyen fundet;
Giv dig deri,
Saa est du fri,
Saa har du overvundet.

✂ 7. Fat dig kun et bestandigt sind,
Lad blæse hvad der vil for vind,
At rosen-krands og nelder,
At suur og sød,
At liv og død
Dig lige meget gielder.

✂ 8. Kors var et sværd i JEsu haand,
Den tiid hand bandt den onde aand;
Hvor kand det noksom prises?

*4, 6: est] er J6-7. 6, 3: fundet] funden I. 6, 5: est] er J6-7. 6, 6: overvundet] overvunden I. 7, 6: lige meget] ligemeget J1-3. *- - - *4, 4: det] at have verden på ryggen. - 6, 2: Lk. 14, 33: »Hver af eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min discipel«; forsage] sige sig løs fra, give afkald på. - 6, 4: giv dig deri] giv dig hen deri, find dig deri. - 7, 1: bestandigt] udholdende. - 7, 3-5: at] så at. - 8, 1-2: Jesu kors ses som det våben, hvormed han betvang Satan, så han kunne binde ham. - 8, 3: det] korset. 181

✂ Der fattes seyr
I ingen leyr,
Hvor korsets fane vises.

✂ 9. Kors er den vey til himlens land,
Som ellers aldrig findes kand,
Den JEsus selv opsøgte;
Kun trøstig frem,
Du JEsu lem!
Du tørst dig aldrig frygte.

✂ 10. Kors er det tegn, der spørges om,
Naar JEsus kommer til sin dom,
Hvo da vil staae med ære,
Maa korsets tegn
I jammers egn
Og Bochims dale bære.

✂ 11. Ey nogen trængsel er saa lang,
Var hun end helved-heed og trang,
At den os kunde bide,
Naar vi kun til
GUds ære vil
Saa gierne noget lide.

✂ 12. Vor HErre strider ikke mod
Dig selv, men mod dit kiød og blod;
O maatte det forbrændes!
Hvad kunde vi
Da vandre fri
I al den deel os hændes.

*9, 6: tørst] tør J6-7. *- - - *9, 5: JEsu lem] Ef. 5, 30. - 9, 6: tørst] behøver; dig frygte] at frygte. - 10, 6: Bochim] »de grædende«, navn på et sted, hvor Israels folk græd, Dom. 2, 4-5, her indbragt af Brorson, jfr. denne verdens græde-dal i nr. 11, 3. 2. - 11, 3: at den os kunde bide] vel = at den kunne bide på os dvs. for alvor angribe os. - 12, 4: hvad] hvor. - 12, 6: al den deel] alt det. 182

✂ 13. Det eget sind, det satans frøe,
Skal plukkes, brændes op, og døe,
Som alt vort liv forvilder;
Det kand ey skee,
Naar korsets vee
Os ey vor vellyst spilder.

✂ 14. Just derfor har vor frelser giort
Anviisning om den snevre port;
Hvo denne vey vil tage,
Hand vandrer fri,
Og kand forbi
Sig selv og verden drage.

✂ 15. I ham opstaaer et andet sind,
Som stedse lystig kiger ind
I det, som GUd behager,
Er lige glad,
Hvor, naar og hvad
Vor HErre foretager.

✂ 16. Ved kors gik JEsus ind til GUd,
Og giver os et HErre-bud,
At vi skal selskab giøre,
En hver, som vil
Ham høre til,
Saa vil hand selv os føre.