Brorson, Hans Adolph Min JEsum vil jeg, intet meer

Nr. 236.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

Min JEsum vil jeg, intet meer,
Mit hierte har hand inde,
Mit øye efter ham kun seer
Og alle mine sinde,
Al verden vil jeg glemme heel,
I hende kand jeg ingen deel
Min siel til baade finde.

2. Ney dertil er min aand for god,
Og sielen alt for dyre,
At hun sin lyst i verden lod
Og jordens sager styre,
Hun alt for fiin en brudgom har,
At giøre sig til verdens nar
For saadan skiden hyre.

* * * 291

3. Ney uden dig er alting sort
Udi min sieles øye,
Hvad verden kalder høyt og stort,
Det kalder jeg kun møye,
Til himlen figer dag og nat
Mit hierte, der dig frit, min skat!
At kysse i det høye.

4. Min konges øye, som en soel,
Saa liflig ad mig vinker,
Jeg holder mig op til hans stoel,
Hans ansigt mod mig blinker,
Hand giver mig et favne-tag,
At verden efter denne dag
Alt mere ad mig stinker.

5. Du est min ven med liv og blod,
Min nærmeste forvandte,
Som mig ved korsets pine lod
Din kierlighed forpante,
Bort verdens venskab, din bedrift,
Udvortes smiil, indvortes gift
Af satans første plante.

6. Min brudgom, du mig elsket har,
I mine spæde aare,
Da jeg endnu din fiende var,
Du lodst dig for mig saare,
Giør saa forelsket mig igien,
At jeg til dig maa svømme hen
I kierlighedens taare.

* * * * 292

7. Ach vidste jeg dog den maneer,
Hvor skal jeg det begynde,
At faae dig til mig meer og meer
Ret heftig og i brynde,
At du maat sige, vend dig bort,
Du har mit hierte heftigt giort
Med dine øynes ynde.

8. Est du min brudgom, giør din bruud
Da til en laaset kilde,
Som vælder ey for andre ud,
Din kierlighed at spilde.
For andre er mit hierte ey,
For dig er her en aaben vey,
O kom, o gid du vilde.

9. Est du min brudgom, o saa lad
Mig ret din sødhed nyde,
Som duggen staaer paa rosen-blad,
Saa lad mig overgyde
Med dine vunders honning-dug,
Trods verdens lysters svine-trug,
I dig mig ret at fryde.

10. Du est min brudgom fra den stund,
Jeg saae dig først i live,
Da jeg dig hierte, haand og mund
Til ja-ord maatte give,

* * * 293

Ja amen lad det evig staae,
Og tryk dit eget segl derpaa,
At det skal amen blive.

11. Og efterdi du byder, at
Jeg alting skal forsage,
Og dig min eneste og skat
Allene favne-tage,
O giv mig da Rebekkæ mod,
Der slægt og venner efterlod,
Glad reyste til sin mage.

12. Al verden gaaer sin sikre gang,
Som vinden dem vil føye,
Men doms-dags qvalm vil blive trang
For deres hore-øye,
Saa fører mig min Isaak
Ind i sit herligheds gemak,
Mig evig at fornøye.

13, Hvor glad vil jeg da kysse dig,
Og ofte favne-tage,
Naar ingen synd kand ængste mig,
Og ingen sorg mig plage;
Naar alt det man for øyne seer,
Er nyt og sødt, og ad os leer
I himlens bryllups-dage.

* * * 294

14. Kom brudgom, see din bruud er klar
I al sin pynt og rede,
Kom, mig, som du trolovet har,
I brude-sal at lede,
Giør ende paa den sorg engang,
Hvi i min trængsels nat saa lang,
Hvor længe skal jeg svede?

15. Naar skal jeg høre dog din røst:
Kom hid, min bruud og due,
Som har foragtet verdens lyst
I aandens rene lue,
Jeg strekker mine arme ud,
Kom, favn mig, nu skal, milde bruud,
Dig ingen mere kue.

16. Hvem bringer mig det budskab: See!
Din brudgom er til stede,
Og alle fromme hierter lee
I JEsu høytids glæde?
Hvor vil jeg da, hvor vil, hvor vil
Jeg hastig, trøstig, lystig til
Min søde JEsum træde!