Brorson, Hans Adolph At livet blev til sinds

Nr. 240.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

At livet blev til sinds
Mod dødens skaal at tage,
Den HErre, himlens prinds,
Forbandelsen at smage,
Hvad vilde kierlighed,
Da hun saa haardt tog paa?
Det var hans øye-meed,
Sin Sulamith at faae.

* * * 303

2. Gud Fader soer, og lod
Sig aldrig det fortryde,
At sønnens dyre blod
I døden skulde flyde,
Den store slutning gik
Paa det allene ud,
At livets fyrste fik
Dig til sin kiere bruud.

3. Den sag var selsom for
Guds englers dybe sinde,
De kunde ingen spor
Til saadant under finde,
De maatte haanes ved,
At see din skændsel paa,
Og hørde nu om fred,
Som ingen kand forstaae.

4. Guds fred ved livets ord
Blev Sulamith forkyndet,
Vel er din ondskab stor,
Du har dig haardt forsyndet,
Men den, som elskte dig,
Har baaret al din straf,
Guds Søn og hierte sig
I døden for dig gav.

5. Hvad tænkte Sulamith?
Hun svømmede i taare,

* * * 304

Ach, at jeg har saa tit
Fortørnet Gud saa saare,
Da stødtes haab og frygt,
Da stridde liv og død,
Til hiertet blev undrykt
I hendes brudgoms skiød.

6. O det er ey saa let
At troe saa stor en naade,
Naar hiertet kiender ret
Sin skændsel, nød og vaade,
Gud Hellig Aand hans trøst
Maa selv i sielen ind,
Saa seer man først med lyst
Sin JEsu milde sind.

7. Men hvor begyndte hun
Sin HErres fod at væde,
Saa snart hun merkte kun
En gnist af troens glæde,
O! hvor er dog saa sød
Den mindste naades lye
For sielen, som er død
Fra verdens lysters spye.

8. Her saae hun meer og meer
Sin JEsu hierte brænde,
Thi det, som ingen seer,
Kand troen klarlig kiende,
Hun gik i ægte-pagt,
Og hendes eed derpaa,

* * * 305

Trods satans hele magt,
Den skulde evig staae.

9. Hand vilde brudens tarv
Besørge alle dage,
Hun skulde med ham arv
I alle himle tage,
Hun skulde ingen deel
I verden bygge paa,
Saa skulde himlen heel
Til hendes eye staae.

10. O søde JEsu! hvad
Skal jeg nu hertil sige,
At saadant orme-rad
Skal arve himmerige.
Jeg, som er døden værd,
En skyldig helved-brand,
Hvi har du mig saa kier,
Du søde Gud og mand?

11. Vel an saa vil jeg mig
Dig hermed plat hengive,
Saa hiertens inderlig
Med dig forenet blive,
Bort verden, du est død
Med al din lyst og pragt,
En bruud i JEsu skiød
Har andet i sin agt.

12. Bliv ved, min Goel, da,
Din Sulamith at ynde,
Der har du hiertets ja
I kierlighedens brynde,

* * * 306

Tryk selv dit segl derpaa,
Og giør min vandring ret,
At jeg dig følge maa
Til sidste aande-dræt.