Brorson, Hans Adolph I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde

Nr. 222.

Mel. Hvad er de Christne dog etc.

I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde,
Hvi gaae I, som gik I i verden endnu?
Op! op ad fra jorden, den tidsel og nelde,
Op, lærer dog kiødet at holde i ku,
Mod korset at tage,
Og alting forsage,
Hvad sielen sviigagtig fra JEsu forvilder,
Og himlens den evige salighed spilder.

2. Ach! naar jeg de første guld-christne betragter,
Den iver, den møye, den kamp, de har haft,
Og merker vor itzige christendoms fagter,
Da høre vi navnet, hvad see vi for kraft?
Det giordes fornøden,
De fleste fra døden
Ret grundig og fyndig til JEsum sig vendte,
Til hvilken de første i kierlighed brændte.

3. Dog det at forbigaae, vi har det at giøre
Med dem, som med verden i synden ey gaae,
Men stræbe et christeligt levnet at føre,
Paa helligheds veye til himlen at naae,
O stræber, I fromme,
Til himlen at komme,
Nu kand vi snart samles blant engler og throner,
At smykkes af JEsu med gyldene kroner.

* * * 255

4. Vor brudgom ey længe nu borte vil blive,
O! kiøber dog olie, triner paa vagt,
Ey mere vor christendom lunken at drive,
Men altid at vaage, som JEsus har sagt;
Staaer bundne om lender,
Med stave i hænder,
Som de, der fra verden hver time vil træde,
Og haste at finde den evige glæde.

5. I trætte og svage af trængselens tørke,
Ach tænker paa himmelens liggendefæ!
Og heder alvorlig, at JEsus vil styrke
De rystende hænder og bevende knæ,
At ingen skal slippe
Den evige klippe,
At ingen tilbage til Sodoma vender,
Og løbet med skamme paa halvveyen ender.

6. Hvo haanden begyndte at legge paa ploven,
Hand tage den ikke tilbage igien,
Frimodig, ey bange, ey heller forvoven,
Thi begge er ikke bestandigheds ven,
Hver stride saa længe,
Til sielen kand trænge
Sig ind i den evige himmelske bolig,
Som JEsus de stridende lover saa trolig.

7. Op! op dog, I salvede! kommer tillige,
Thi kongen gaaer eder med kronen imod,
Med ham I skal prange i himlenes rige,
Og glæden skal være en evigheds flod,
Hvo her kun faaer vunden,
Hans krands er alt bunden,

* * * 256

En krone der funkler med klarere strimer,
End solen om middags og midsommers timer.

8. Hid! lader mig taarerne eder af viske,
Saa kommer den mildeste JEsus til ords,
Her skal I nu sidde, og eder forfriske
Med Abraham, Isak og Jakob til bords;
Og giv mig de kræfter,
Min JEsu! herefter
Mig altid kun til dig at holde og vende,
Og finde en salig og glædelig ende.