Brorson, Hans Adolph Op! vaag og beed

Nr. 213.

Mel. O Drøvelse, etc.

Op! vaag og beed,
Min siel! du veed
Dig ellers ikke sikker,
At du jo kand drages ned
I den ondes strikker.

2. Vær uforsagt,
Men derhos agt
Paa sindet, hvor det vanker,
Lær at holde stedse vagt
Over alle tanker.

3. At følge smukt
Guds naades tugt,
Naar aanden dig vil minde,
Holder verden udelukt
Af de rene sinde.

4. Et lidet grand
Af suurdey kand
Den gandske dey forsyre,
Kommer gnisten først i brand,
Er hun ond at styre.

5. En tanke, som
I hiertet kom,
Og man den lidt lod raade,
Har saa tit giort sielen tom
Fra Guds søde naade.

* * * 230

6. Vor onde art
Bevæges snart
Af det vi see og høre,
Bliver saadan tanke spart,
Er der ont at giøre.

7. De siele-saar,
Som satan slaaer,
Gaaer ind ad skiulte gange,
Hvo som ey paa vagten staaer,
Bliver snart hans fange.

8. En syndig smiil
Kand som en piil
Det arme hierte dræbe,
Om vi noget staae i tviil
Derimod at stræbe.

9. Et syndigt ord
I Adam foer,
Det lagde verden øde,
Det har giort det siele-mord,
Hvorved alle døde.

10. En ringe ting
Giør dødens sting,
Og kand en siel bekrige,
Som ey varsom seer omkring
Her i verdens rige.

11. Ved øret kand
Som helved-brand
Et ord vor siel forrykke,

* * * 231

Har vi ikke aandens vand
Dette strax at slykke.

12. Alt dette veed
Forfarenhed
I alle Guds udvalde,
JEsus raaber: vaag og beed,
Om du ey vil falde.

13. At gaae saa fri
Paa himlens stie
Og ikke vilde vaage,
Det er idel hyklerie,
Sikkerhedens taage.

14. Op! op! paa vagt
Af gandske magt,
Og vaag med alle fromme,
Vaager, som Guds Søn har sagt,
Til I see ham komme.