↩

Nr. 188.

✂ I HErrens udvalde, som hellighed øve,
Hvor staaer det med kierligheds vigtige prøve?
Staae I ret forbundne ved eenigheds aand?
Har intet forvirret det liflige baand?
Vor fader i himlen kand hierterne kiende,
Hvor kierlighed fattes, har troen en ende,
Den høyestes flamme bør himmel-høyt brænde. :,:

*16, 4: og] o J1. *Nr. 188. FJ1-7. 1, 4: liflige] livlige FJ1-3. *- - - *15, 1: I, som føre HErrens sværd] enten præsterne eller alle sande kristne, Ef. 6, 17. - 15, 4: vor daabes eed] Det ja, der svares ved dåben, opfattedes som en ed, jfr. nr. 81, 3, 5; der tænkes vel på forsagelsen af djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. - 16, 2: det søde bud] Joh. 13, 34-35. *Nr. 188. Oversættelse. Ihr kinder des höchsten! wie stehts um die liebe?, C. A. Bernstein, Schr. s. 507. - 1, 3-4: Ef. 4, 3; baand] båndet, som knytter de troende sammen. - 1, 6: Gal. 5, 6. - 1, 7: den høyestes flamme] den kærlighedsflamme, som den højeste tænder. 155

✂ 2. Saa snart vi er' oven fra fødde og baarne,
Af JEsu vi ere til brødre udkaarne,
Een fader, een troe og een aand og een daab,
Een vey til at vandre, et eneste haab
Kand brødrenes hierter aldeles forbinde,
Vi kunde ey andet end kierlighed finde,
Mistanke, had, vrede og tvedragt maa svinde :,:

✂ 3. Vor moder her oven til mener det samme,
Og favner os alle i kierligheds flamme,
Paa høyhed i verden her bliver ey seet,
Thi samlingen er udi ydmyghed skeet,
Hvor tvedragt og idel spliidagtighed giøres,
Og kierlighed bare af munden kun høres,
Der kand man til englernes selskab ey føres :,:

✂ 4. De himmel-foreenede brødre fornegter
Naturlig og jordisk kun sindede slægter,
Hvo verden kun bærer i hierte og sind,
Og vil sig dog hykle blant brødrene ind,
Den kand de umuelig for broder erkiende,
Hand maa sig først grundig til JEsum omvende,
Og verdens lyst i ham maa have en ende :,:

✂ 5. Men brødre af himmel-høy-prisede stamme,
Vi tør ved vor herkomst jo ikke os skamme,

*2, 4: eneste] eniste F. 2, 5: hierter] hierte J2-7; orig.: unsere hertzen. 3, 3: bliver] blive FJ1. 3, 7: englernes] englenes FJ1-2. 4, 3: verden] vreden J1. *- - - *2, 1: oven fra fødde] Joh. 3, 3, hvor man kan oversætte: »dersom nogen ikke bliver født ovenfra, han kan ikke se Guds rige«; om genfødelsen se under nr. 107. - 2, 3-5: een fader... et eneste haab er subjekt til kand brødrenes hierter... forbinde; tænk punktum efter l. 2, således i originalen. - 2, 3-4: Ef. 4, 4-6. - 2, 6: kunde] kunne (kan); finde] føle. - 3, 1: vor moder her oven til] det himmelske Jerusalem (Gal. 4, 26), den sejrende kirke. - 3, 4: samlingen] foreningen af de troende. - 4, 1-2: De kristne brødre fornægter (dvs. siger sig løs fra) de slægtninge, der kun er verdsligt sindede, Lk. 14, 26. - 4, 1: himmel-foreenede] forenede i forventning om himlen. - 4, 2: naturlig... sindede] som har det sind, der hører den syndige (uigenfødte) menneskenatur til; kun] hører til det foregående, ligeså i l. 3 (kun verden). - 5, 1: af himmel-høy-prisede stamme] vel = fødte af Gud, Joh. 1, 13; udtrykket er formodentlig tænkt som »af himmelstamme, som er højt prist«; tænk udråbstegn efter stamme. - 5, 2: tør] behøver el. har lov til. 156

✂ Ach! giver ham ære, som ærer os nok,
At kaldes hans egen velsignede flok,
Ach lader os flokkes, og synge tillige,
Med samlede munde og hierter at sige:
Lof skee dig, vor fader i himlenes rige :,:

✂ 6. Hvad jeg er, min broder, det er du og bleven,
Og begge vor navne i himlen er skreven,
Til himlen er alles vor længsel og tørst,
Hver haster og stræber at komme der først,
Dog elsker den ene den anden af hierte,
Som JEsus, vor sødeste broder os lærte,
Den ene fornemmer den anden hans smerte :,:

✂ 7. Ach lader os alle hverandre erindre,
At ingen sig lader fra kronen forhindre,
Naar verden og satan vil bruge sin magt,
Saa staae vi forenede alle paa vagt,
Vor fader hand hører de samlede sukke,
Mod enige hierter tør satan ey pukke,
Hvo vilde foreenede aander udslukke! :,:

✂ 8. Saa lader os glædes og elske af hierte,
Forsøde hverandre den bitterste smerte,
Forbindes, I aander, tilsammen som een,
At kierlighed findes oprigtig og reen,
Og lader vor fader en fryde-sang høre,
Det skal ham hans hierte usigelig røre,
Skiønt børnene kand det saa konstig ey giøre :,:

*5, 5: synge] siunge FJ1-3. 6, 1: er du] estu F. 8, 3: I aander] i aanden J2-7; F har: i Aander, J1: i aander; i originalen står: dringt kräftig ihr geister! in eines hinein; komma foran I og efter aander er tilføjet i nærværende udgave. *- - - *5, 3-4: som ærer os nok, at kaldes] Gud ærer os nok til, at vi må kaldes. - 5, 5: tillige] sammen. - 5, 6: med samlede munde... at sige] for med samlede munde at sige. - 6, 2: Lk. 10, 20; Fil. 4, 3; Joh. Åb. 3, 5. - 6, 5: dog] skønt der er en kappestrid om at komme først til himlen. - 6, 6: Joh. 13, 34. - 6, 7: 1. Kor. 12, 26. - 7, 1-2: erindre, at] minde om, at. - 7, 2: Joh. Åb. 2, 10; 3, 11. - 7, 3-4: naar indleder forsætningen, saa eftersætningen; tænk punktum efter l. 2, således i originalen. - 7, 6: pukke] optræde truende og sejrssikker. - 7, 7: udslukke] tage modet fra dem. - 8, 4: at] så at. - 8, 7: konstig] stemmende med sangkunstens regler. 157

✂ 9. I himlen vi bedre skal høye paa tonen,
Naar brødrene samlede træde for thronen
I heftigste lue og deyligste rang,
Med lifligste harper og sødeste sang,
Saa løfter op samlede hierter og hænder,
Og længes at sankes, hvor striden sig ender,
Og kierligheds lue evindelig brænder :,: