Brorson, Hans Adolph Den elskte Jerusalems længsel mig nøder at ile

Nr. 282.

Mel. Eya! mit Hierte ret etc.

Den elskte (a) Jerusalems (b) længsel (c) mig nøder at ile
Til JEsum, som duen (d) til Noa i arken at hvile;
Ach havde jeg vinger, (e)
Som ørnen sig svinger!
Jeg vilde opfare (f) fra alt hvad mig tvinger (g) og stinger.

2. Kom skiønneste, yndigste, sødeste, saligste time, (h)
Af attraa til JEsum jeg færdig nu er at besvime; (i)
Jeg ligger i dvale,
Gud ikke forhale (k)
Den time, da jeg dig min aand skal befale (l) og tale. (m)

3. Da jeg udi øyeblik skal iblant englernes skare
Med gloende heste og vogne til himlen opfare; (n)
Thi JEsus mig kiender, (o)
Mit aag hand fraspender, (p)
De engle, som mig og skal bære paa hænder, (q) hand sender. (r)

4. Den store Guds bolig, det prægtigste slot i det høye, (s)
Mig portene (t) aabner, hvorefter jeg længe med møye (u)
Har løbet og higet,

(a) Apoc. 20, 9. (b) Heb. 12, 22. (c) Ps. 63, 2. 2 Cor. 5, 2. (d) Gen. 8, 9. (e) Ps. 55, 7. (f) Es. 40, 31. (g) Ps. 55, 4. Rom. 7, 23. 2 Pet. 2, 7. 8. (h) Matth. 24, 42-47. Luc. 12, 35-40. (i) Cant. 5, 8. (k) Ps. 70, 2. (1) Ps. 31, 6. Luc. 23, 46. Act. 7, 59. (m) Matth. 25, 34. Luc. 19, 30. (n) 2 Reg. 2, 11. (o) Matth. 7, 23. 2. Tim. 2, 19. (p) Luc. 2, 29. Phil. 1, 23. (q) Ps. 91, 11. 12. Luc. 16, 22. (r) Hebr. 1, 14. (s) Apoc. 21, 10. &c. (t) Apoc. 21, 12 (u) Phil. 2, 12.

* * * * 420

Ja dagligen kriget, (v)
Til Gud mig har evig, som aldrig har sviget, (x) beriget. (y)

5. See gulven, (z) hvor deylig den glimrer i englenes stue
Af guldet, der skinner, som ildens den klareste lue;
De spillende rene
Og ædele stene
Dens mure, (a) og perler dens porte (b) allene betiene.

6. Her finder jeg for mig min salige hustrue (venner) og andre (c)
Gudfrygtige siele, hvis glæde kand ingen forandre. (d)
De Martyrers klare
Guld-kronede skare (e)
Gud priser, og alle foruden al fare kand svare. (f)

7. Ach glæde! ach sødeste glæde mig gandske beringer, (g)
Hosanna og evig halleluja (h) frydelig klinger,
Her harperne (i) røres,
Og sangerne (k) høres,
Ja alt, hvad formerer min glæde, fremføres og giøres.

8. Mit hoved en krone (l) af funklende røde rubiner
Bepryder, i silke (m) og stikkede (n) klæder jeg triner
Med palmer i hænder, (o)
Og hvor jeg mig vender,
Mig himlenes salige siele omspender (p) og kiender. (q)

(v) Ps. 42, 2. 3. Ps. 119, 60. 1 Cor. 9, 24-26. Phil. 3, 14. (x) Ps. 146, 6. (y) Matth. 19, 29. (z) Apoc. 21, 21. (a) Apoc. 21, 18-20. (b) Cap. 21, 21. (c) 2 Sam. 12, 23. (d) Es. 35, 10. Joh. 16, 22. (e) Apoc. 7, 9-15. (f) Apoc. 5, 8. 14. Cap. 19, 1-6. (g) Ps. 16, 11. (h) Apoc. 5, 11-13. Cap. 7, 9-12. Cap. 19, 1-7. (i) Apoc. 5, 8. Cap. 14, 2. Cap. 15, 2. (k) Cap. 5, 9. &c. Cap. 14, 3. Cap. 15, 3. (l) 2 Tim. 4, 8. Jac. 1, 12. 1 Petr. 5, 4. (m) Apoc. 19, 8. (n) Ps. 45, 15. (o) Apoc. 7, 9. (p) Hebr. 12, 22. 23. (q) Matth. 17, 4.

* * * 421

9. Her seer man de helgenes legemer smukke og mange,
Som mange gang tusinde, tusinde sole at prange, (r)
Som skyggen bortviger,
Naar solen fremkiger,
Saa seer man, de jordiske gyldene riger bortviger.

10. Hvo kand vel beskrive Guds viisdoms(s) og helligheds gaver, (t)
Vellysternes strømme (u) og andet hvad sielen den haver?
Ey hierte og tanke,
Ey øynene blanke, (v)
Ey ørne, hvad udi Guds rige skal vanke, kand sanke.

11. For alting at skue Guds blideste ansigt, husvaler, (x)
Hvis lifligste skiønhed sig ziirlig i sielene maler,
Som solen kand nøye
Foruden al møye
Sit deylige billed' det tindrende øye tilføye. (y)

12. Som moderen (z) barnet, mig JEsus med favnetag møder,
Ach yndigste sødhed! min JEsus mig alting forsøder, (a)
Hvor glæden den flyder, (b)
Som havet udbryder,
Hvor JEsus mig kroner, (c) mig kysser, (d) mig pryder (e) og fryder. (f)

13. Bort derfor al vellyst, (g) bort verdens opsvolmende ære, (h)
Bort mammon, som menniskens kræfter saa ilde fortære, (i)
Min riigdom (k) og glæde, (l)

(r) Matth. 13, 43. Cap. 17, 2. Dan. 12, 3. 1 Cor. 15, 40. Phil. 3, 21. (s) 1 Cor. 13, 12. (t) 1 Cor. 13, 13. Cap. 15, 49. Apoc. 19, 8. (u) Ps. 36, 9. (v) 1 Cor. 2, 9. (x) Ps. 17, 15. 1 Cor. 13, 12. 1 Joh. 3, 2. (y) 2 Cor. 3, 18. 1 Cor. 15, 49. Apoc. 19, 8. (z) Es. 66, 13. (a) Cant. 5, 10-16. (b) Es. 35, 10. (c) 2 Tim. 4, 8. (d) Cant. 1, 2. Cap. 5, 16. (e) Apoc. 19, 8. (f) Matth. 25, 21. 23. (g) 2 Pet. 2, 13. 1 Joh. 2, 15.16. (h) Joh. 15, 2. (i) Matth. 6, 24. Ps. 39, 7. (k) Matth. 6, 21. (l) Matth. 25, 23.

* * * 422

Min herligheds sæde, (m)
At være hos JEsum, hvor englerne qvæde, (n) til stede.

14. I gierning (o) jeg finder Apostelen sandhed at tale:
Jeg slutter, (p) at dette livs korte piinagtigheds qvale
Ey noget kand veye (q)
Mod himlen at eye,
Om verden end holder os for det, de pleye udfeye. (r)

15. Syng Amen, (s) mit hierte! syng Amen, mit inderste hierte!
I himlenes salighed endes din vaade og smerte, (t)
Gud lad os tilsammen
I glæde og gammen,
Som Christi bruud prunke med himmelske brammen, (u) syng Amen.

N. B.