Brorson, Hans Adolph O! hvilken ære

Nr. 229.

Mel. Paa GUd allene etc.

O! hvilken ære,
Og al begrib for stor,
Hans børn at være,
Som i det høye boer,
Naar man er bleven
Til HErren ret omvendt,
Fra verden reven,
Med JEsu ret bekiendt,
I himlen skreven
Med lammets røde prent.

* * * * 271

2. O hvilke smykker
Fra himlene er det!
O alle lykker,
O alle ting i eet,
Naar, hvad os skader,
Vi kand for thronen gaae,
Og sige: Fader,
Dit barn du hielpe maa,
O GUd! hvor lader
Det deyligt der at staae!

3. Lad andre kalde
Dig, hvad de kalde vil,
Hvad deres galde
Og løgne siger til,
Naar du undrender
Den onde verdens garn,
Og hun dig kiender
Og agter for et skarn,
GUds hierte brænder
Imod dig, som sit barn.

4. O bierge-toppe
Af friheds herre-stand,
Naar man er oppe
Fra verdens leer og sand,
Er sovet rolig
Fra hendes tummel hen,
Og nu fortrolig
Med sielens beste ven,

* 272

Og GUd sin bolig
I hiertet har igien.

5. O sielens blide
Og rette Thabors roe,
I JEsu side
Og purpur-saar at boe.
O hiertens fryder
Og paradiis paa nye,
Naar sielen bryder
Igiennem mørk og skye,
Og hvile nyder
I JEsu vunders lye.

6. Hvo kand udsige
Hvad Christi kraft formaaer,
Naar himlens rige
I sielen ret opgaaer,
Naar bruden svarer
Til hendes brudgoms røst,
Naar hand forklarer
Sig selv i hendes bryst,
Naar sindet farer
Fra verden op med lyst.

7. O suur-fortiente
Min sieles fryde-stund!
O søde rente
Af JEsu marters pund,
Er første-grøden
Saa meget angenem,
Hvad engle-føden,
Som der skal settes frem,

* 273

Naar efter døden
Jeg snart skal komme hiem.

8. Som paa hans himle,
Der verdens grund har sat,
Stiernerne vrimle
Imod den mørke nat,
Saaledes brænder
Min JEsu kierlighed,
Hvor jeg mig vender,
Og tænker op og ned,
Og mig omspender
Som himlen selv saa breed.

9. O! jeg har fundet
Lyksalighedens stand,
Og sødt forvundet
Min første fødsels band.
O hvor fornøyet
Er nu min arme siel,
Før dybt nedbøyet
Til jorden, som en træl,
Nu høyt ophøyet
Med sin Immanuel.

10. Naar jeg skal tage
Mod dødens sidste bud,
Da kand jeg drage
Med glæde til min GUd,
Lad hiertet svede,
Saa bliver sagen klar,
Den kuld og hede
Mig ikke synes svar,

* 274

Som allerede
Min GUd i armen har.

11. Lad graven skille
Mig ved mit legems graf,
Lad orme pille
De døde bene af,
Just det kand lindre
Min daglig kamp og sveed,
Hvad kand det hindre,
At støvet falder ned,
Hist skal det tindre
I evig herlighed.