Brorson, Hans Adolph Hvad skader dig, min aand, at du dig altid klager

Nr. 217.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Hvad skader dig, min aand, at du dig altid klager,
Og kommer ingensteds i dine siele-sager,
Gak ind i hiertets grund, randsag i hver en vraa,
Den rette aarsag til din svaghed at forstaae.

2. Det fattes aldrig paa din hulde frelsers side,
Men meget mere maa hans aand din modstand lide,
Thi hand af kierlighed selv altid drives til
At styrke dem, som mod hans virkning tage vil.

3. Er GUd dog sielens væld, lyst, livets kraft og styrke,
Hvad skulde hindre ham, sit eget land at dyrke?

* * * * * 239

GUd har sin skabning kier, thi hvad hand selv har giort,
Er alle tider i hans øyne got og stort.

4. Har hand jo dog sin søn for dig i døden givet,
At faae den døde siel ved ham igien oplivet,
Hvem nødde ham dertil? hand havde jo sit kor,
Hvem bad ham, at hand tog saa dybe sager for?

5. I dig var intet got, men alle lysters tynder,
En ørk og vildsomhed, en verden fuld af synder,
En pøl af lutter gift og al ulykkes hav,
Der stinkede din siel, der laae hun i sin grav.

6. Ey noget creatur din hielp befordre kunde,
Du laae, som hitte-barn, for vilde dyr og hunde,
Du havde satans sind og hans skabilken paa,
Hand havde ogsaa ret, din arme siel at faae.

7. Da kom vor frelsermand, og medynk brød hans kræfter,
Hans taare for os randt, og blodet fuldte efter,
Hand døde korsets død, og lod sig ofre hen,
Alt for den arme siel at faae til GUd igien.

8. Og hvad bevæger GUd, saa mangen gang at drage
Den arme siel fra synd og kiødets lyst tilbage?
Hand vil endnu, hand kand, hand har en vældig arm,
Men sygen stikker i dit eget bryst og barm.

9. Ach ja, min GUd, du est i alle ting retfærdig,
Og naar du dømmes, al lof, priis og ære værdig,
At drage mig til dig, det har du altid søgt,
Men jeg mig altid har igien tilbage rykt.

* * * 240

10. Nu saa randsag mig selv, og see paa mine gange,
Og lad mig ikke meer med hykle-fagter prange,
Du HErre, kiender mig, oplys mit dumme sind,
Til dine veye jeg endnu er alt for blind.

11. Skal jeg til himlen see, saa kand jeg ey tillige
Beskue jorden ret, eet maae af disse vige.
Saa giv min siel et klart eenfoldigt øye, som
Alt op ad seer, og ey i verden løber om.

12. Føer selv den gierning, som du har begyndt, til ende,
Og lad mig ved din aand dog ret for alvor kiende,
At jeg i denne tiid skal renses meer og meer,
Ja hielp mig, at det ved din naade ogsaa skeer.

13. Giør selv vor lunkenhed ved aandens kraft til skamme,
At alle hierter staae i troens fyr og flamme,
At vise daglig, hvad et liv i GUd formaaer,
Og brede ud din lof, saa vidt som himlen gaaer.