Nr. 224.
✂ Mel. Fader vor udi Himmerig.
✂
Ach! seer dog, hvilken kierlighed
Den store GUd os har beteed,
At hand os kalder sine smaa,
Og ynder os i hvor vi gaae,
Tilgiver al vor synd og straf,
For JEsu skyld, som hand os gaf.
✂
2. Den høyhed verden ikke seer,
Men meget mere os beleer,
De troe, at tiene GUd dermed,
Naar de kand giøre os fortred,
Hvi kiende de os ikke ret?
Fordi de kiende GUd saa slet.
✂
3. Det skader ey imidlertiid,
At verden er os ikke bliid,
Thi hvad man os vil legge paa,
Dog til vort beste tiene maa,
Vi rose os, i hvor det gaaer,
At GUd vor Fader med os staaer.
✂
4. Man bander, saa velsigne vi,
Og sukke paa vor trange stie,
At GUd dem deres blindhed vil
For Christi skyld ey regne til,
✂
Saa kand vi JEsu fodspor naae,
Saa slægte vi vor Fader paa.
✂
5. Naar vi med JEsu lide spot,
Og tage alting op for got,
Saa er vor vandring angenem,
Til al god giernings drift beqvem,
At man endog vort liv og stand
Paa jorden salig prise kand.
✂
6. Da giver aanden os et klart
Beviis paa vores arve-part,
Og drager det oplyste sind
I dybe suk for thronen ind,
At sielen udi troens brand
Sin abba liflig favne kand.
✂
7. Ja i anfegtnings mørke nat,
Naar baade mund og sind er mat,
Da træder aanden for os frem
Med sukke, at GUd føler dem,
Om sielen aldrig er saa tør,
Og al vor længsel fyldest giør.
✂
8. Ved ham vi kaste verden bort,
Og ile kun til himlen fort,
Det allerbeste frydested,
Som til vor bolig er bered,
Hvor al vor længsel ende faaer,
Og haabet alt sit ønske naaer.
✂
9. Er da for os den store GUd,
Hvad frygte vi for dødens bud,
✂
GUd selv os kiender gandske fri,
Al anden dom foragte vi,
Hvad kand os skade fiern og nær,
Da GUd os har saa hierte-kier.
✂
10. Saa bliver det da derved, at
Vi ere GUds hans børn og skat,
Og det er ey bekiendt endnu,
Hvad herlighed, vor Fader, du
Saa overmaade mild og bliid
Os skenke vil til evig tiid.
✂
11. Dog det er evig vist og sandt,
Og derpaa har vi aandens pant,
At vi skal snart i himlen staae,
Og see GUds blide ansigt paa,
Da hver paa jorden seyer-riig
Skal blive der sin JEsu liig.
✂
12. O GUd skee evig lof, som har
Os den betegning giort saa klar,
O giv os nu din Hellig Aand,
Som fører os ved egen haand,
Den vey til Faderen at gaae,
Og evig for vor GUd bestaae.