Brorson, Hans Adolph Hvor Gud mig fører, gaaer jeg glad

Nr. 265.

Mel. Guds Søn er kommen af himmelen.

Hvor Gud mig fører, gaaer jeg glad,
Hand, ikke jeg, skal raade,
Jeg kalder alletider, hvad
Min Gud mig skikker, naade,
Gud fører mig dog lige hiem;
Thi gaaer jeg altid trøstig frem,
Og paa hans hierte drister.

2. Hvor Gud mig fører, gaaer jeg med,
Hans egen haand mig fører,
Skiønt kiødet lider sin fortred,
Og sindet tit oprører,
Hvor Gud mig fører her og hist,
Det kalder jeg u-stridig vist
Min allerstørste baade.

3. Hvor Gud mig fører, vil jeg fri
Hans trofasthed bekiende,

* * * * 375

Og kysser paa den trange stie,
Som har saa sød en ende:
Hans allerbeste ville skee,
Paa den jeg vil allene see
I livet og i døden.

4. Hvor Gud mig fører, vil jeg mig
Ham gandske overgive,
Og synes sagen underlig,
Hand veed dog nok at drive,
Hvad hand med mig sig foretog,
Før hand af moders liv mig drog,
Jeg er jo ey min egen.

5. Hvor Gud mig fører, er i troe
Og haab mit hierte stille,
I mig hans egen kraft vil boe,
Hvad kand mig fra ham skille?
Thi fatter jeg et trøstigt mod,
Fordi Guds vey er altid god,
Ja vist den allerbeste.

6. Hvor Gud mig fører, vil jeg gaae,
Om foden skulde brænde,
Kand jeg det forud ey forstaae,
Til sidst jeg dog skal kiende,
At det er idel trofasthed,
Hvor hand mig fører op og ned,
Det er min troes anker.

* * * 376