Brorson, Hans Adolph Troens Rare Klenodie, 6. Del. Troens Herlighed

DEN SIETTE DEEL.
TROENS HERLIGHED.

1. Om de Troendes høye Adelskab.

Nr. 224.

Mel. Fader vor udi Himmerig.

Ach! seer dog, hvilken kierlighed
Den store GUd os har beteed,
At hand os kalder sine smaa,
Og ynder os i hvor vi gaae,
Tilgiver al vor synd og straf,
For JEsu skyld, som hand os gaf.

2. Den høyhed verden ikke seer,
Men meget mere os beleer,
De troe, at tiene GUd dermed,
Naar de kand giøre os fortred,
Hvi kiende de os ikke ret?
Fordi de kiende GUd saa slet.

3. Det skader ey imidlertiid,
At verden er os ikke bliid,
Thi hvad man os vil legge paa,
Dog til vort beste tiene maa,
Vi rose os, i hvor det gaaer,
At GUd vor Fader med os staaer.

4. Man bander, saa velsigne vi,
Og sukke paa vor trange stie,
At GUd dem deres blindhed vil
For Christi skyld ey regne til,

* * * 260

Saa kand vi JEsu fodspor naae,
Saa slægte vi vor Fader paa.

5. Naar vi med JEsu lide spot,
Og tage alting op for got,
Saa er vor vandring angenem,
Til al god giernings drift beqvem,
At man endog vort liv og stand
Paa jorden salig prise kand.

6. Da giver aanden os et klart
Beviis paa vores arve-part,
Og drager det oplyste sind
I dybe suk for thronen ind,
At sielen udi troens brand
Sin abba liflig favne kand.

7. Ja i anfegtnings mørke nat,
Naar baade mund og sind er mat,
Da træder aanden for os frem
Med sukke, at GUd føler dem,
Om sielen aldrig er saa tør,
Og al vor længsel fyldest giør.

8. Ved ham vi kaste verden bort,
Og ile kun til himlen fort,
Det allerbeste frydested,
Som til vor bolig er bered,
Hvor al vor længsel ende faaer,
Og haabet alt sit ønske naaer.

9. Er da for os den store GUd,
Hvad frygte vi for dødens bud,

* 261

GUd selv os kiender gandske fri,
Al anden dom foragte vi,
Hvad kand os skade fiern og nær,
Da GUd os har saa hierte-kier.

10. Saa bliver det da derved, at
Vi ere GUds hans børn og skat,
Og det er ey bekiendt endnu,
Hvad herlighed, vor Fader, du
Saa overmaade mild og bliid
Os skenke vil til evig tiid.

11. Dog det er evig vist og sandt,
Og derpaa har vi aandens pant,
At vi skal snart i himlen staae,
Og see GUds blide ansigt paa,
Da hver paa jorden seyer-riig
Skal blive der sin JEsu liig.

12. O GUd skee evig lof, som har
Os den betegning giort saa klar,
O giv os nu din Hellig Aand,
Som fører os ved egen haand,
Den vey til Faderen at gaae,
Og evig for vor GUd bestaae.

* * *
262

Nr. 225.

Mel. Synge vi af hiertens etc.

Jeg er GUds Jedidijah,
Født til himlen oven fra,
GUd min Fader, lys og trøst,
Jeg hans billed, barn og lyst.
O jeg arme jord og leer,
Christus er min broder, seer!
Kunde nogen ønske meer?

2. GUd har mig retfærdiggiort,
Aabnet for mig himlens port,
JEsus er min salighed,
GUd er aldrig paa mig vred,
Aldrig bliver jeg forladt,
Jeg er GUd i skiødet sat,
Hand er min, og jeg hans skat.

3. Hvad jeg beder, kand jeg faae,
Det er sødt at tænke paa,
Himlen den er GUds og min,
JEsus giør mig reen og fiin
Til GUds helligdom og koor,
Aanden i mit hierte boer,
O hvad er min glæde stor.

4. I min siel GUds kierlighed
Flyder u-ophørlig ned,
JEsus længe siden alt,
JEsus er det, som har valt

* * * 263

Mig, et vildt og giftigt krud,
Til sin egen rose ud,
Til sin due, skat og bruud.

5. Uforandret er min roe,
Uforfærdet er min troe,
Evig skal min sag bestaae,
Thi mig ingen dom kand naae,
Christus er den hulde ven,
Som sig gav i døden hen,
For at vinde mig igien.

6. Derfor er jeg vel til freds,
JEsus har mig allesteds,
U-ophørlig elsker mig,
Hand er min evindelig,
Tak da GUd, min siel, med fliid,
Syng mod himlen mild og bliid,
GUd er min til evig tiid.

Nr. 226.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder etc.

O de siele, de allene,
Som med JEsu sig foreene,

6, 6: syng] siung J1-3.

Nr. 226. J1-7.

- - -

4, 5-7: Billederne krud, rose, due er Brorsons; krud] urt; rose] se under nr. 81, 1, 1; due] Højs. 2, 14; 5, 2. - 5, 4-6: Rom. 8, 34. - 6, 2: har mig] har mig hos sig.

Nr. 226. Oversættelse. O! wie seelig sind die seelen, C. F. Richter, Schr. s. 1026. Uden at blive citeret ligger Højsangen til grund i den kendte udlægning af brudgommen om Jesus, af bruden om sjælen. Salmen falder i to dele: 1) brudens herlighed, v. 1-6, 2) de krav, som denne herlighed stiller, v. 7-10. I første del møder vi en sværmerisk Jesusmystik. Det er ikke den kommende herliggørelse i himlen, som skildres; det er nutid: De sjæle, som med JEsu sig foreene, deres herlighed er stor, v. 1; de synes her forladte, men har dog en høyhed, som overgår al forstand, v. 2; originalen siger ligefrem i v. 2: Denn wer fasset ihre würde, Die bey dieser leibes-bürde Sich in ihnen schon befind't? Nutidig fortsætter herlighedsskildringen også i de følgende vers, stigende til det næsten ekstatiske v. 6, der taler om den herlighedens glands, Som i brudens hierte flyder, Og som strømme overgyder Sielens villie og sands. I anden del er tonen ændret. Her opfordres der i v. 7 til at stræbe efter den forening med Jesus, hvorom v. 1 havde talt; bruden må forsage, fornægte sig selv, finde sig i at lide modgangs tørke, v. 8-9; ja salmen

264

Deres herlighed er stor,
Som fra verdens lyst fordrevne,
Ere eet med JEsu blevne,
At de i hans hierte roer.

2. Hvo kand deres høyhed skatte,
Skiønt de synes her forladte?
Den gaaer over al forstand,
Alle himle er for ringe
For den siel, hvis bryst og bringe
Føler livets konges brand.

3. Naar GUds englers øyne dekkes,
For hans Majestæt forskrekkes,
Da kand bruden smile ad
Hans forunderlige krone,
Seer ham paa sin høye throne
Uden dekke mild og glad.

4. Andre skielve maae i glæde,
Naar de skal for lyset træde,
Lammets hellighed at see,
Men med bruden, som trolovet
Er med Christo, hendes hovet,
Kand det uden rædsel skee.

5. Nest Jehovæh Guddoms ære
Kand vel intet større være,

* * * 265

End som brudens herlighed,
Som utroelig vel til mode
Med det allerstørste gode
Sig saa nær foreenet veed.

6. Alle perlers pragt maa blegne,
Demant er som leer at regne
Mod den herlighedens glands,
Som i brudens hierte flyder,
Og som strømme overgyder
Sielens villie og sands.

7. O! saa stræbe man allene,
At man kand sig ret foreene
Med vor skat, Immanuel,
Skal man derved noget lide,
Og sig løs fra alting slide,
Det betaler sig saa vel.

8. Hielp da, JEsu, at jeg vanker
Ud og ind i himmel-tanker,
Og allene pønser paa,
Som din egen bruud og mage,
U-ophørlig at forsage
Al den deel, som skal forgaae.

9. Saa vil jeg mig selv fornegte,
Skulde end mit liv vansmægte,
JEsum jeg ey slippe vil,
Skal jeg lide modgangs tørke,
Saa vil jeg mig derved styrke,
At jeg hører JEsum til.

* 266

10. Uden nogen trøst at finde,
Vil jeg troe, at JEsus inde
I mit hierte altid boer,
Siden er det tiid at skue,
Naar GUds himmels bryllups-stue
Samler os i engle-chor.

Nr. 227.

Vær lystig i HErren, hans due og dukke,
Med dine brude-klæders pragt,
Din JEsus dig giver, mod jammer og sukke,
Retfærdighedens høye dragt,
Din synd den borttager
Hand med sit blod,
At intet dig nager
Fra haand til fod.
De pletter og rynker, som sielen forskrekker,
Din JEsus med purpur og skarlagen dekker.

2. O himmelske smykke, din soel er opgangen
Med naadens Straaler over dig,
Og synden, som holdt dig tilforne saa fangen,
Og stod i veyen idelig,
Nu er den forsvunden
Til evig tiid,
Nu har du forvunden
Din vee og striid,

* 267

Du lærde, aldeles fornøyet at være,
Da du fik din Frelseres byrde at bære.

3. Saa glæde sig alting da ude og inde,
At du med GUd forsonet blev,
Priis JEsum med hierte og samlede sinde,
Som alle strikker sønderrev,
Hand har dig til mage
Og dronning valdt,
Som arven skal tage
Med ham i alt.
Trods synden og døden og helvedes rige!
Nu skal du til kronen i himlen opstige.

4. O riigdom, o herlighed uden al ende,
Som du nu faaer af JEsu haand,
Just det, som var borte, vil JEsus dig sende,
Og skenke ved sit ord og aand,
I troen saa meget
Des meer griib fat,
Det er jo dit eget,
Men giem din skat,
Den er dig jo derfor saa dyre forhvervet,
Og dersom den mistes, er sielen fordervet.

Nr. 228.

Mel. Hvor forfænglig etc.

O hvor yndigt
Og hvor fyndigt
Er en christens levnet!

* * * * * 268

Tør ey plage sig med sorgen
For sit liv i dag og morgen,
Er det dog i GUd forborgen.

2. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes dage!
Hvo i daglig troe og beden
Favner GUd, og nyder freden,
Den er alt i evigheden.

3. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes glæde!
Glæde, som af GUd oprinder,
Og os med ham selv forbinder,
Aldrig nogen ende finder.

4. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes skiønhed!
De, som aandens smykke nyder,
Vide nok, hvad det betyder,
Naar vor JEsus sielen pryder.

5. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes styrke!
Satan selv maa staae til skamme
Med sin fulde fyr og flamme,
Naar hand tænker dem at ramme.

6. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes lykke!

* 269

Hvad med GUd de foretage,
At det maa ham selv behage,
Det skal lykkes alle dage.

7. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes ære!
Verden kand de ey befalde,
JEsus lystes ved at kalde
Dennem brødre og udvalde.

8. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes digten!
HErrens godhed at bekiende,
Det er deres maal og ende,
Hvor de sig i verden vende.

9. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes viisdom!
Som sig løs fra synden slide,
Ville her med JEsu lide
Og af verden intet vide.

10. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes eye!
Hvad de sande christne haver,
Ere slige skiulte gaver,
Som ey nogen tyv opgraver.

11. O hvor yndig
Og hvor fyndig

* * * 270

Er de christnes rige!
Ydmyghed i sind og sæder
Verden daglig undertræder,
Til GUds riges arv sig glæder!

12. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes prangen!
Christne ingen pragt forlange,
Før man skal dem der undfange,
Hvor de gyldne gader prange.

13. O hvor yndig
Og hvor fyndig
Er de christnes sager!
GUd dem kraft og viisdom giver,
At de HErrens gierning driver,
Den bestaaer og evig bliver.

Nr. 229.

Mel. Paa GUd allene etc.

O! hvilken ære,
Og al begrib for stor,
Hans børn at være,
Som i det høye boer,
Naar man er bleven
Til HErren ret omvendt,
Fra verden reven,
Med JEsu ret bekiendt,
I himlen skreven
Med lammets røde prent.

* * * * 271

2. O hvilke smykker
Fra himlene er det!
O alle lykker,
O alle ting i eet,
Naar, hvad os skader,
Vi kand for thronen gaae,
Og sige: Fader,
Dit barn du hielpe maa,
O GUd! hvor lader
Det deyligt der at staae!

3. Lad andre kalde
Dig, hvad de kalde vil,
Hvad deres galde
Og løgne siger til,
Naar du undrender
Den onde verdens garn,
Og hun dig kiender
Og agter for et skarn,
GUds hierte brænder
Imod dig, som sit barn.

4. O bierge-toppe
Af friheds herre-stand,
Naar man er oppe
Fra verdens leer og sand,
Er sovet rolig
Fra hendes tummel hen,
Og nu fortrolig
Med sielens beste ven,

* 272

Og GUd sin bolig
I hiertet har igien.

5. O sielens blide
Og rette Thabors roe,
I JEsu side
Og purpur-saar at boe.
O hiertens fryder
Og paradiis paa nye,
Naar sielen bryder
Igiennem mørk og skye,
Og hvile nyder
I JEsu vunders lye.

6. Hvo kand udsige
Hvad Christi kraft formaaer,
Naar himlens rige
I sielen ret opgaaer,
Naar bruden svarer
Til hendes brudgoms røst,
Naar hand forklarer
Sig selv i hendes bryst,
Naar sindet farer
Fra verden op med lyst.

7. O suur-fortiente
Min sieles fryde-stund!
O søde rente
Af JEsu marters pund,
Er første-grøden
Saa meget angenem,
Hvad engle-føden,
Som der skal settes frem,

* 273

Naar efter døden
Jeg snart skal komme hiem.

8. Som paa hans himle,
Der verdens grund har sat,
Stiernerne vrimle
Imod den mørke nat,
Saaledes brænder
Min JEsu kierlighed,
Hvor jeg mig vender,
Og tænker op og ned,
Og mig omspender
Som himlen selv saa breed.

9. O! jeg har fundet
Lyksalighedens stand,
Og sødt forvundet
Min første fødsels band.
O hvor fornøyet
Er nu min arme siel,
Før dybt nedbøyet
Til jorden, som en træl,
Nu høyt ophøyet
Med sin Immanuel.

10. Naar jeg skal tage
Mod dødens sidste bud,
Da kand jeg drage
Med glæde til min GUd,
Lad hiertet svede,
Saa bliver sagen klar,
Den kuld og hede
Mig ikke synes svar,

* 274

Som allerede
Min GUd i armen har.

11. Lad graven skille
Mig ved mit legems graf,
Lad orme pille
De døde bene af,
Just det kand lindre
Min daglig kamp og sveed,
Hvad kand det hindre,
At støvet falder ned,
Hist skal det tindre
I evig herlighed.

Nr. 230.

Mel. O GUd! du fromme GUd.

O søde naade-stand!
O himmel her paa jorden!
GUds nye og udbrødt land,
En lyst for englers orden,
Et slot og fæstning mod
De sorte aanders frygt,
Som vunden er med blod
Af den, som dig har bygt.

2. O søde naade-stand!
I dig skal hiertet havne,
Saa frelses hun og kand,
Hvad evigt er, omfavne,

* * * * * 275

Du est ved himlen tæt,
Og dine grendser naaer
Til porten, hvor man ret
Hen ind i staden gaaer.

3. O søde naade-stand!
Du læger det, der svier
Endnu af Evæ tand,
Og efter hielpen bier,
Du har det skiulte man
Og rette himmel-brød.
Hvo dig forlader, hand
Maa lide dobbelt død.

4. O søde naade-stand!
Du har de rette vare,
Som for den sidste brand
Har aldrig nogen fare,
Din flod er sød og sund,
Og ned fra Zion gaaer,
Paa himlens naades grund
Din hele bygning staaer!

5. O søde naade-stand!
Hvor rart er det du eyer,
Dit allermindste grand
Meer end al verden veyer,

* * * 276

I dig man prøver seer
Af paradises frugt,
At hiertet aldrig meer
Kand taale syndens lugt.

6. O søde naade-stand!
I dine dybe egne
Der samles alt det vand,
Som himlen lader regne,
Hvad der er uden for,
Maa slet forgaae af tørst,
Vee! naar i dødens spor
Man det skal lære først.

7. O søde naade-stand!
Din urtegaard ved siden
Af dødens vilde strand
Mod hende synes liden,
Du ligger siid og lav
I ydmyghedens dal,
Dog trods, at noget hav
Dig oversvømme skal.

8. O søde naade-stand!
Hvor livets strømme rinde,
Thi her er GUd og Mand
Med tusind lyst at finde,
I dig er friheds egn
Og intet slaverie,
Kors er det visse tegn
Paa dem, du har giort frie.

* * * 277

9. O søde naade-stand!
At dog saa faa dig kiender,
Al verden efter sand
Og røg og skygger render,
Du har den rette roe
Og himlens vey og port,
Men det er verdens troe
For lidet og for stort.

10. O søde naade-stand,
Som syndens magt fordriver,
Og slaaer en hver med band,
Som ikke hellig bliver,
Alt hvad der er gemeent,
Du støder fra dig ud,
Dit folk maa være reent,
Og vandre ret for GUd.

11. O søde naade-stand!
Min JEsus dig har vundet,
Min siel sig fryde kand,
At hun dig og har fundet,
I dig er Golgatha,
Der vil jeg altid boe,
Til jeg skal gaae herfra
Til Zions søde roe.

12. O søger naadens stand,
En hver, som naade savner,
Hvad verden give kand,
I døden intet gavner,
Hvo dette ey vil troe,
Kand aldrig naade faae,

* 278

Herud af synden, hvo
Ey evig vil forgaae!

13. O søde naade-stand!
Hvor smerter det og krænker,
Naar hver en helved-brand
I pølen paa dig tænker,
Den tiid du var at faae,
Da har man det forsømt,
Og derfor være maa
Evindelig fordømt.

14. O søde naade-stand,
Du est i himmerige
Et meget lifligt land
For alle engle-lige,
Naar de erindre sig,
Som skeer hvert øyeblik,
At de igiennem dig
Til brude-salen gik.

15. O søde naade-stand!
Jeg offentlig vil raabe
Det ud i verdens land,
At din den mindste draabe
Har mere got, end alt
Den hele verdens guld,
Ti tusind gange talt
Af ædelstene fuld.

* * *
279

Nr. 231.

JEsu! naar jeg sindet ned
I en dyb betragtning senker,
Og din store kierlighed
For min salighed betænker,
O! da bliver jeg saa glad,
Som jeg snart i himlen sad.

2. Om den skidne syndens lyst
Vil jeg da et ord ey høre,
Thi jeg finder i mit bryst
Kraft et helligt liv at føre,
Derfor er jeg allesteds
Overmaade vel til freds.

3. Lammet være priis og magt,
Som sig lod for synden slagte,
At oprette naadens pagt,
Som en evig frelse bragte,
Den jeg udi daaben fik,
Da min synd til grunde gik.

4. Dette giør mig reen og glat,
Som det guld paa naade-stolen,
Deylig som en brude-skat,
Alle pletter fri som solen,
Saadan giør du mig, GUds Søn,
Ja som du est selv saa skiøn.

5. Helvede er ødelagt,
Kand sig over mig ey glæde,
Og den onde verdens magt
Vil jeg under fødder træde,

* * * 280

Ja ved JEsu kraft det skeer,
At jeg kun ad døden leer.

6. Tordner det paa Sinai
Over alle synde-slaver,
Her er JEsus, jeg er fri,
Alt hvad hand forhvervet haver,
Det er mig af GUd tilkiendt,
Som jeg selv det havde tient.

7. Hand, som naade til mig vandt,
Lystes i min siel at blive,
Og til sikker fæste-pant
Mig den Hellig Aand at give,
GUd min arme siel beboer,
Som sin helligdom og chor.

8. Tie fornuft, og kald mig ey
Slet og usel allevegne,
Troen siger dertil ney,
Jeg er een af JEsu egne,
Og min Fader hierte-kier,
Allerede salig her.

9. Driv kun fra mig al den skum,
Som mit hierte vil besvære,
Lad dit evangelium,
Daab og nadvere mig nære,
At jeg derved styrke faaer,
Hvordan det mig siden gaaer.

10. Og med saadan siele-mad
Vil jeg mig saa længe mætte,

* 281

Til du mig i engle-rad
Vil til bords i himlen sette,
Da jeg smage skal en ræt,
Som giør evig glad og mæt.

Nr. 232.

O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes levnet,
Naar al verdens glæde endes,
Alting op og ned ad vendes,
Da vort levnet herlig kiendes.

2. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes dage,
Lad kun tiden slet bortrinde,
Da vi evigheden finde,
Som umuelig kand forsvinde.

3. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes glæde,
Verdens er kun kort og liden,
Vores giver fred i striden,
Hører ikke op med tiden.

4. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes skiønhed,

* * * 282

Verdens pragt og blomsters lykke
Kuld og hede snart kand trykke,
Evig varer sielens smykke.

5. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes styrke,
Slagte-faar, og dog som løver,
Gnist, som ingen strømme døver,
Rov, som døden selv berøver.

6. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes lykke,
Verdens velstand fra os drager,
Ofte før hun ret opdager,
GUd os ingen ting betager.

7. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes ære,
De man her med fødder træder,
Faae i himlen herre-sæder,
Kysse GUd i hvide klæder.

8. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes viisdom,
Naar de vise gaae i blinde,
Vide disse vey at finde
Til et evigt slot at vinde.

9. O hvor rigtig,
O hvor vigtig

* 283

Er de christnes digten,
Hvo som JEsum ret har funden,
Staaer med ham i kraft forbunden,
Hand har meer end alting vunden.

10. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes riigdom,
Naar os brand og bølge true,
Ja al verden staaer i lue,
Da skal man vor riigdom skue.

11. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes rige,
Her kun skumpelskud at være,
Der med Christo kronen bære,
Det kand al vor brek fortære.

12. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes brammen,
Her saa bange, der saa blide,
Her saa sorte, der saa hvide,
Der, ja der ved Christi side.

13. O hvor rigtig,
O hvor vigtig
Er de christnes sager,
Hvad man stort i verden kalder,
Alting visner, døer og falder,
Gudsfrygt har en evig alder.

* * *
284

Nr. 233.

Mel. HErre jeg har handlet ilde.

Ach! hvad er man uden JEsu fremmed, ræd og bettel-arm,
JEsu, tag vor nød til hierte, tag os i din naades barm,
Lad den nød vi dig frembære,
Trolig dig befalet være.

2. Alt i mørke, søde JEsu, gaae vi uden dig omkring,
Og i saadan ørken qvælet af den onde slanges sting,
Giften volder vores hierte
Den ulægelige smerte.

3. Uden dig, min søde JEsu, satan mig med banghed slaaer,
At for helvede jeg ryster her paa stedet som jeg staaer,
Min samvittighed mig plager,
Og den sorte afgrund brager.

4. Giennem verden kand vi, JEsu, uden dig ey komme ret,
Hun er fuld af synde-snarer, skiønt hun synes gandske slet,
Smigrer, hykler, trodser, truer,
Meder os paa alle buer.

5. Ach hvor kraftesløse, JEsu, rette sig de svage op,
Vores magt er idel afmagt, vores trætte levnets lob,

* * * 285

Det er trøst for verdens galde,
At vi feyle tiit og falde.

6. Derfor styrk os, søde JEsu, vær vort lys, at vi kand see,
Aabne selv de blinde øyne, lad dit ansigt mod os lee,
Spil, vor soel, med livets straale,
At vi kand vor trængsel taale.

7. Trin du satan, stærke JEsu, under vores svage fod,
Lad din arme bruud dig kysse, at forfriske hendes blod,
At, naar hun din sødhed smager,
Aldrig agter verdens plager.

8. Føer os selv, o søde JEsu, paa vor fremmed vandringsfærd,
At vi skynde os, og himlen komme meer og mere nær,
Lad os aldrig see tilbage,
Altid efter himlen jage.

9. Lad din Hellig Aand, o JEsu, lette selv vor svage fod,
Til dit fodspor frisk at følge finde baade kraft og mod,
Uden dig vi ere blinde,
Ved dig kand vi veyen finde.

10. Da skal alle raabe, JEsu! søde hierte rosen-mund,
Evig, evig, evig ære, for den blide naades-stund,
Lof og priis og tak og rige,
Alle lande amen sige.

* * *
286

Nr. 234.

Mel. HErre jeg har handlet ilde.

Ach hvad er man dog i JEsu salig, mægtig, skiøn og riig,
Fuld af naade, kraft og livet, JEsu kier, og JEsum liig,
Som behage ret hans hierte,
Og som ingen død kand smerte.

2. Helte ere vi i JEsu, alle ting ved ham formaae,
Intet, som vi ey ved hannem trøstig under øyne gaae,
Paa vor HErres tro og love
Alle ting i JEsu vove.

3. Tusinde mod een i JEsu magter intet, hugge feyl,
Her er HErrens sværd og fane, satan faaer at stryge seyl,
Naar vi os i GUd befinde,
Kand os intet overvinde.

4. Man er ey en træl i JEsu, men vor HErres egen slægt,
Melchisedechs præstedømme under himlens varetægt,
HErrens egen arv og eye
Til hans fiender bort at feye.

5. O hvad har vi ey i JEsu, som dog har ham selv i haand,
Med sin hierte-fromme Fader og den søde Hellig Aand,
Har vi ikke dog den ære,
GUd i bryst og barm at bære?

* * * 287

6. HErrens herlighed i JEsu og hans rige i os boer,
Hand igien os elsker, ynder, bærer vores støv og jord,
Det er vores herligheder,
At GUd selv os har og leder.

7. Det er vores roes i JEsu, at vi høre HErren til,
Det er vores hiertens glæde, at hand i os blive vil,
Intet alting har at nyde,
Israel i Gud sig fryde.

Nr. 235.

Mel. Af høyheden oprunden er.

Hvad er din herlighed dog stor,
O christne siel, paa denne jord,
Hvad vil den siden blive,
Saa sandt du est en christen, som
Har vendt dig ret fra synden om,
Til HErrens verk at drive,
Herlig,
Gud dig
Har til livet
Salve givet,
Aandens gaver
Dig saa høyt ophøyet haver.

2. Du est Guds egen slægt og æt,
Til himlen har du arve-ret
Af din den høye stamme,

* * * * 288

Den herlighed er meer end stor,
Al verdens pragt paa denne jord
Sig derved maatte skamme,
Men hun
Leer kun
Ad vor lykke,
Og vil trykke
Os og hade,
Skiønt hun faaer os den at lade.

3. En himmel-lærd prophet du est,
Som kiender livets vey, en præst,
Som HErren offer bringer,
Du est en konge fuld af pragt,
Som undertriner satans magt,
Og seyrens palmer svinger.
Den sag
Hver dag
Let kand vides,
Naar her strides,
Naar her vindes,
Dette skeer hvor troen findes.

4. Du est din JEsu egen bruud,
Har hand ey selv dig pyntet ud,
Og sig med dig trolovet?
Har sielen ey hans pant i haand,
Den søde værdig Hellig Aand,
Som lærer dig: dit hovet
Christo
Ret troe

* * * 289

At forblive,
Ham at give
Alt dit hierte
Udi velstand og i smerte.

5. Du staaer med Gud i forbunds eed,
Dit hierte har den herlighed,
Hans boligs sted at være,
Hand kalder dig sin egen skat,
En throne, som hand selv har sat
Sit store navn til ære,
Og dig
Hos sig
Hielper, skytter,
Bærer, flytter,
Favner, kryster
Tæt til sine naades bryster.

6. Hvo er vel nogen tiid, som kand
Din herlighed og ære-stand
Ret male og beskrive,
Den høyhed ingen her forstaaer,
Men det skal rigtig kiendes, naar
Du JEsu liig skal blive.
Din krop
Skal op
I det høye,
Med sit øye
Gud beskue,
Tindrende af livets lue.

7. Betænk din stand, o christen siel,
Betænk den herlighed dog vel,

* 290

Som JEsus dig har givet,
Hold den, trods verden, vel i agt,
Vær derved glad og uforsagt
I døden og i livet,
Men staa
Derpaa
Som en klippe
Ey at slippe
Denne ære,
Lad dig slangen ey besnære.

2. Om den Aandelige Forening med JEsu.

Nr. 236.

Mel. Alleneste Gud i himmerig.

Min JEsum vil jeg, intet meer,
Mit hierte har hand inde,
Mit øye efter ham kun seer
Og alle mine sinde,
Al verden vil jeg glemme heel,
I hende kand jeg ingen deel
Min siel til baade finde.

2. Ney dertil er min aand for god,
Og sielen alt for dyre,
At hun sin lyst i verden lod
Og jordens sager styre,
Hun alt for fiin en brudgom har,
At giøre sig til verdens nar
For saadan skiden hyre.

* * * 291

3. Ney uden dig er alting sort
Udi min sieles øye,
Hvad verden kalder høyt og stort,
Det kalder jeg kun møye,
Til himlen figer dag og nat
Mit hierte, der dig frit, min skat!
At kysse i det høye.

4. Min konges øye, som en soel,
Saa liflig ad mig vinker,
Jeg holder mig op til hans stoel,
Hans ansigt mod mig blinker,
Hand giver mig et favne-tag,
At verden efter denne dag
Alt mere ad mig stinker.

5. Du est min ven med liv og blod,
Min nærmeste forvandte,
Som mig ved korsets pine lod
Din kierlighed forpante,
Bort verdens venskab, din bedrift,
Udvortes smiil, indvortes gift
Af satans første plante.

6. Min brudgom, du mig elsket har,
I mine spæde aare,
Da jeg endnu din fiende var,
Du lodst dig for mig saare,
Giør saa forelsket mig igien,
At jeg til dig maa svømme hen
I kierlighedens taare.

* * * * 292

7. Ach vidste jeg dog den maneer,
Hvor skal jeg det begynde,
At faae dig til mig meer og meer
Ret heftig og i brynde,
At du maat sige, vend dig bort,
Du har mit hierte heftigt giort
Med dine øynes ynde.

8. Est du min brudgom, giør din bruud
Da til en laaset kilde,
Som vælder ey for andre ud,
Din kierlighed at spilde.
For andre er mit hierte ey,
For dig er her en aaben vey,
O kom, o gid du vilde.

9. Est du min brudgom, o saa lad
Mig ret din sødhed nyde,
Som duggen staaer paa rosen-blad,
Saa lad mig overgyde
Med dine vunders honning-dug,
Trods verdens lysters svine-trug,
I dig mig ret at fryde.

10. Du est min brudgom fra den stund,
Jeg saae dig først i live,
Da jeg dig hierte, haand og mund
Til ja-ord maatte give,

* * * 293

Ja amen lad det evig staae,
Og tryk dit eget segl derpaa,
At det skal amen blive.

11. Og efterdi du byder, at
Jeg alting skal forsage,
Og dig min eneste og skat
Allene favne-tage,
O giv mig da Rebekkæ mod,
Der slægt og venner efterlod,
Glad reyste til sin mage.

12. Al verden gaaer sin sikre gang,
Som vinden dem vil føye,
Men doms-dags qvalm vil blive trang
For deres hore-øye,
Saa fører mig min Isaak
Ind i sit herligheds gemak,
Mig evig at fornøye.

13, Hvor glad vil jeg da kysse dig,
Og ofte favne-tage,
Naar ingen synd kand ængste mig,
Og ingen sorg mig plage;
Naar alt det man for øyne seer,
Er nyt og sødt, og ad os leer
I himlens bryllups-dage.

* * * 294

14. Kom brudgom, see din bruud er klar
I al sin pynt og rede,
Kom, mig, som du trolovet har,
I brude-sal at lede,
Giør ende paa den sorg engang,
Hvi i min trængsels nat saa lang,
Hvor længe skal jeg svede?

15. Naar skal jeg høre dog din røst:
Kom hid, min bruud og due,
Som har foragtet verdens lyst
I aandens rene lue,
Jeg strekker mine arme ud,
Kom, favn mig, nu skal, milde bruud,
Dig ingen mere kue.

16. Hvem bringer mig det budskab: See!
Din brudgom er til stede,
Og alle fromme hierter lee
I JEsu høytids glæde?
Hvor vil jeg da, hvor vil, hvor vil
Jeg hastig, trøstig, lystig til
Min søde JEsum træde!

Nr. 237.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

JEsus.

Hvo er denne fyrste-datter,
Der saa prægtig her gaaer frem,

* * * * * 295

Al den deel, man herlig skatter,
Giør den jomfrue angenem,
Hun som maanen er saa hviid,
Og som morgenrøden bliid,
Reen som solens rene lue,
Skrekkelig som spyd og bue.

Sielen.

2. Hvo er den, som fra sin throne
Bøyer rigets scepter ned?
Hvo er den, hvis konge-krone
Er saa fuld af herlighed?
Den, som gaaer i konge-stads
Af sit elfenbeens palads,
Med en kæmpe-hær omgivet,
Som har lyst at vove livet?

JEsus.

3. Du min søster uden lige,
Skiøn og deylig seer du ud,
Mod dig intet har at sige
Esther Ahasveri bruud,
Hvor manerlig er din gang,
Hvor livsalig er din sang,
Hvor anstændig dine fagter,
Som jeg ynder høyt og agter.

Sielen.

4. Du est høy- og himmel-baaren,
Frem for nogen som er fød,
Du for alle est udkaaren,
Du est deylig, hviid og rød,

* * * 296

Hovedet har gylden-glands,
Haaret staaer som urte-krands,
Dine kinder tusind gange
Meer end alle blomster prange.

JEsus.

5. Ret som carmel er dit hovet
Og som elfenbeen saa fiin,
Munden, som mig troe har lovet,
Er som deyligste rubiin,
Duers øyne har min bruud,
Marmor-glat er hendes hud,
Hendes kinder rosen-røde
Som granate-æblers grøde.

Sielen.

6. Som saphirer og turkoser
Er min brudgoms deylighed,
Læber haver hand som roser,
Hvor af myrrha flyder ned,
Høy anseelig hans gestalt,
Ret som libanon udvaldt,
Og hans øyne ikke mindre
End de blankest stierner tindre.

JEsus.

7. Kom, min søster! lad mig smage
Troens kys af hiertens grund,
Sød som melk og honning-kage
Er din søde rosen-mund,
Dine klæder, du har paa,
Alle farver overgaae,

* * * 297

Ja med lugten huset fylder,
Og med deres glands forgylder.

Sielen.

8. Som det guld og ædel-stene
Paa hans hænders melk og blod,
Marmor-støtter er hans bene
Satte paa en gylden fod.
Som det hvide elfenbeen
Hand er over alt saa reen,
Oversat med blaa saphirer,
Al fuldkommenhed ham zirer.

JEsus.

9. Vend dig bort, dit øyes lue
Har min siel i lue sat,
Vil du hiertet reent udsue,
Hold dog lidet op, min skat!
Vend dig, vend dig, din gestalt
Har mig saaret over alt.
Vil du hiertet slet borttage,
Saa behold det alle dage.

Sielen.

10. Kom! i døden og i livet
Er jeg din og dermed klar,
Dig aldeles overgivet
Er jeg, hvad jeg er og har,
Jeg, som ved dit blod er kiøbt,
Jeg, som paa dit blod er døbt,
Vil dig troe til døden blive.
Amen, det vil JEsus give!

* * *
298

Nr. 238.

Hvem der havde dog forlaaret
Alting, ja sig selv forgiet,
Og det eene kun udkaaret,
Som kand giøre evig mæt!

2. O hvem Gud allene kiendte,
Og det andet havde glemt,
O hvad kunde hiertet vente,
Blev det i Guds hierte giemt!

3. O hvem dog først ret var kommen
Ind til Gud i kierlighed!
Aldrig blev der da fornommen,
At man nogen trængsel leed.

4. O hvem alting kunde slippe,
At man ret i frihed stod,
Uforandret som en klippe
Mod saa megen korses flod.

5. O at verdens glands ey mere
Kunde vore hierter naae,
Men Gud eene ret begiere,
Hvor dog alting er at faae.

6. O at vi Gud maatte finde
I os, o hvad var det sødt,
Og med ham os ret forbinde!
Uden ham er alting dødt.

* * * 299

7. O var sielens klare øye
Stedse til vor HErre vendt!
At samvittighedens møye
Derved ogsaa vel var endt.

8. Lær min siel og aand at trænge
Ind i din forening ret,
Lær mig det ved kors saa længe,
Til jeg bliver med dig eet.

Nr. 239.

Mel. I prægtige himle og jorden.

Min brudgom, den liflige, skiønne og søde,
Som hiorden blant lillier pleyer at føde,
Er hemmelig fra mine telte bortgangen,
O! at jeg ham havde tilbørlig undfangen.

* * * * * 300

2. Hand raabte saa kierlig, jeg elskte min dvale,
Nu døer jeg for idel hiert-knusende qvale,
Jeg kurrer og klager, og ængstes saa saare,
Mit hierte det svømmer i blodige taare.

3. Hvor skal jeg ham søge, hvor skal jeg ham finde,
Hvor skal jeg henvende de ængstede sinde?
Et anskrig paa gader og stræder jeg giorte,
Ach kummer og jammer, min JEsus er borte!

4. Jeg vægterne sagde den trængsel, jeg finder,
Til giensvar de gave mig blodige kinder,
Jeg tænkte, de skulde mig lindre min plage,
Da torde de ogsaa mit smykke borttage.

5. Jerusalems døttre, forbarmer dog eder,
Ach kommer, og hielper, og søger og leder,
Og naar I ham finde, og naar I ham møde,
Da siger: jeg sørger mig for ham til døde.

6. Saa løb jeg, saa skreeg jeg: hvor est du min fromme!
Da saae jeg, min lifligste mod mig at komme,
Jeg var kun et øyeblik fra dem hengangen,
Da blev jeg af hannem saa naadig undfangen.

7. O sødere time end sukker i munden,
Da jeg nu igien har min kiereste funden!
Jeg har ham, jeg seer ham i kierligheds brynde,
Og veed ey, hvad jeg skal for glæde begynde.

8. Hvor skulde mit hierte ey fryde-fuld møde,
Hans tale er honning, kand alting forsøde,
Hand hopper, hand springer paa bierge og høye,
Jeg speyler mig i hans forelskede øye.

* * * 301

9. Jerusalems døttre! ach siger og skiønner!
Er hand ikke liflig blant menniskens sønner?
Hvor kunde jeg andet end eder besvære?
Hvor kunde jeg saadan en brudgom undvære?

10. Betragter, om I dog hos andre vel finder,
Saa deylige rosen-bemalede kinder,
Kand nogen saaledes som denne behage?
Ey jorden, ey himlen jeg for ham vil tage.

11. Har I vel af nogen saa deylig hørt sige?
I ansigtet skinner et gyldene rige,
Hans krusede lokke saa sorte som ravnen,
For andre saa smukke, som hvede for avnen.

12. Hans øynes i kierlighed tindrende lue
Er ligesom stierner om natten at skue,
Hans kinder som urtebed liflig bemænget,
Hans læbe som rosen med myrrha besprenget.

13. Hans hænder beqvemme til store bedrifter
Som skiønne turkoser i gyldene stifter,
Hans lemmer den artigste danlighed zirer
Som elfenbeen smykket med klare saphirer.

14. Hans fødder staae faste og fra mig ey flytter,
Som piller af marmor paa gyldene stytter,
Jeg skifter vel stedet snart ude snart inde,
Men allesteds JEsum jeg hos mig kand finde.

* * * 302

15. Hans aasyn er yndigt for sielenes øye,
Som cederen pranger paa libanons høye,
Naar sielen ham kysser, hans gane den lugter
Af paradiis roser og himmelske frugter.

16. Ja saadan een har jeg for alle udkaaret,
Og saadan een var det, jeg havde forloret,
Ja saadan een er det, jeg elsker for andre,
I hvor jeg i verden skal være og vandre.

17. Ham vil jeg, ham har jeg, den evige klippe,
Ham vil jeg ey lade, hand kand mig ey slippe,
I moders gemakker jeg vil ham indføre,
Der vil hand mig favne og frydefuld giøre.

18. Saa lad nu din sødhed mig aldrig undrykkes,
Men dybt i mit hierte som seglet indtrykkes,
At intet min kierlighed dæmper og dølger,
Men lammet, i hvor det gaaer, elsker og følger.

Nr. 240.

Mel. O Gud! du fromme Gud.

At livet blev til sinds
Mod dødens skaal at tage,
Den HErre, himlens prinds,
Forbandelsen at smage,
Hvad vilde kierlighed,
Da hun saa haardt tog paa?
Det var hans øye-meed,
Sin Sulamith at faae.

* * * 303

2. Gud Fader soer, og lod
Sig aldrig det fortryde,
At sønnens dyre blod
I døden skulde flyde,
Den store slutning gik
Paa det allene ud,
At livets fyrste fik
Dig til sin kiere bruud.

3. Den sag var selsom for
Guds englers dybe sinde,
De kunde ingen spor
Til saadant under finde,
De maatte haanes ved,
At see din skændsel paa,
Og hørde nu om fred,
Som ingen kand forstaae.

4. Guds fred ved livets ord
Blev Sulamith forkyndet,
Vel er din ondskab stor,
Du har dig haardt forsyndet,
Men den, som elskte dig,
Har baaret al din straf,
Guds Søn og hierte sig
I døden for dig gav.

5. Hvad tænkte Sulamith?
Hun svømmede i taare,

* * * 304

Ach, at jeg har saa tit
Fortørnet Gud saa saare,
Da stødtes haab og frygt,
Da stridde liv og død,
Til hiertet blev undrykt
I hendes brudgoms skiød.

6. O det er ey saa let
At troe saa stor en naade,
Naar hiertet kiender ret
Sin skændsel, nød og vaade,
Gud Hellig Aand hans trøst
Maa selv i sielen ind,
Saa seer man først med lyst
Sin JEsu milde sind.

7. Men hvor begyndte hun
Sin HErres fod at væde,
Saa snart hun merkte kun
En gnist af troens glæde,
O! hvor er dog saa sød
Den mindste naades lye
For sielen, som er død
Fra verdens lysters spye.

8. Her saae hun meer og meer
Sin JEsu hierte brænde,
Thi det, som ingen seer,
Kand troen klarlig kiende,
Hun gik i ægte-pagt,
Og hendes eed derpaa,

* * * 305

Trods satans hele magt,
Den skulde evig staae.

9. Hand vilde brudens tarv
Besørge alle dage,
Hun skulde med ham arv
I alle himle tage,
Hun skulde ingen deel
I verden bygge paa,
Saa skulde himlen heel
Til hendes eye staae.

10. O søde JEsu! hvad
Skal jeg nu hertil sige,
At saadant orme-rad
Skal arve himmerige.
Jeg, som er døden værd,
En skyldig helved-brand,
Hvi har du mig saa kier,
Du søde Gud og mand?

11. Vel an saa vil jeg mig
Dig hermed plat hengive,
Saa hiertens inderlig
Med dig forenet blive,
Bort verden, du est død
Med al din lyst og pragt,
En bruud i JEsu skiød
Har andet i sin agt.

12. Bliv ved, min Goel, da,
Din Sulamith at ynde,
Der har du hiertets ja
I kierlighedens brynde,

* * * 306

Tryk selv dit segl derpaa,
Og giør min vandring ret,
At jeg dig følge maa
Til sidste aande-dræt.

Nr. 241.

Bruden.

Meer end himmel-søde
Milde Jesse riis,
See mit hierte bløde
Efter dig, min priis,
See! hvordan mig driver
Kierlighedens iver
Fra mig selv til dig,
Til dig, mit paradiis.

2. Jorden har kun møye,
Ubestandighed,
Sielens klare øye
Af det støv er keed,
Bort de tankers nelder,
Som til verden helder,
Tag mig, at jeg kun
Af dig allene veed.

Brudgommen.

3. Prægtigste fyrstinde,
Det er troens pragt,

* * * 307

Ingen trøst at linde,
Og dog uforsagt;
Tag ved taal din bange
Længsel flux til fange,
Og forsikre dig,
Jeg bliver ved min pagt.

4. At dig jorden bærer,
Intet hindre kand,
At hun dig besværer,
Det er mod din stand,
Troe kun gandske sikker,
At hvad jeg dig skikker,
Vist det beste er,
Var det end baal og brand.

Bruden.

5. Amen! ja jeg bliver
Fast ved dette baand,
At mig intet river
Af din hulde haand,
Men mit arme hierte
Des uagtet smerte
Daglig føle maa,
Som qvæler haardt min aand.

Brudgommen.

6. Vil du med regiere,
Dog gaae kors forbi,

* * * 308

Tael da intet mere
Om den trange sti,
Due! lad dig sige:
Kors til himmerige
Er allene vey,
Slet ingen bliver fri.

Bruden.

7. Brudgom! milde hierte!
Hist er alting sødt,
Her er idel smerte,
Alting koldt og dødt.
Er det da ey billigt,
At mit sind er villigt
Snart at gaae herfra,
Som er af sorg forstødt?

Brudgommen.

8. Flyve-tanker drage
Dig i verden ind,
Selv sig at forsage
Giør et himmel-sind,
Stille skal du tie,
Til jeg kommer, bie,
Nok, at jeg er din,
Og du min rosen-kind.

9. Lad dig ey forvilde
Af dit eget mod,
Aldrig foer hand ilde,
Som sig overlod,

* * * 309

Jeg din sag kand sette
Uden dig til rette,
Hviil du kun i mig,
Thi enden bliver god.

Bruden.

10. JEsu, jeg med smerte
Klager, mig ey værd,
At dit milde hierte
Har min siel saa kier,
Vil din livsens lære
Stedse lydig være;
Thi du ene veedst
Hvad mig kand tiene her.

11. Skal jeg længer bære
Dette svage leer,
Du mit liv skal være,
Nu hvad vil jeg meer,
Skal jeg afskeed tage,
Glad vil jeg da drage
Ind i himlens fryd,
Ja, amen, vist det skeer.

12. O! hvor skal min tone,
Hvad jeg kand formaae,
I saphirers throne
For dig liflig gaae,
Naar jeg skal fornemme
Alle englers stemme,
Og at jeg blant dem
I jubel-fryd skal staae.

* * * 310

13. Ja og her istemme,
Hver som JEsum seer,
Og hans lof forfremme
Daglig meer og meer.
Ingen tie stille,
Alle hierter spille,
Til den trætte aand
Gaaer hiem fra kroppens leer.

Nr. 242.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder.

Bort I kiødelige tanker,
Hvad har I at snoge her,
Satan! kom mig ikke nær,
Bort fra hiertets dørres planker,
JEsu lys og liv og sind
Drager i mit hierte ind.

2. Plat omsonst er eders møye,
Snart at gaae er eder best,
Jeg har saadan yndig giest,
Som mig evig vil fornøye,
JEsus, o den fryd er stor,
JEsus i mit hierte boer.

3. Hand har døren lukt og bunden,
Holder med mig aftens-mad,
Sielen sidder himmel-glad
Med det skiulte man i munden,

* * * * * 311

JEsu, det er sødt og kiert,
Du est baade mad og vert.

4. O det skulde lade ilde,
Nogen lukte op min dør,
(Uden JEsus selv det giør,)
Være sig for hvem det vilde,
Ja, jeg var jo helved-blind,
Lukte jeg hans fiende ind.

5. Hiertet reent og ubeblandet,
JEsu, det skal være dit,
Der kand jeg dig favne frit,
Jeg har ikke tiid til andet,
Hiertet har jeg vel betænkt
Til min JEsu bolig skenkt.

6. Bliv og boe og hersk derinde,
At der ingen lyster tør
Komme inden vores dør,
Set en vold om mine sinde,
Saa at du og jeg, et par,
Huus og bord til fælles har.

* * *
312

3. Om de troendes forborgene liv.

Nr. 243.

Den sagte bevægelses liflige vind,
Som hiertet opliver,
Og stedse mig driver,
Den kommer af JEsu hans mildeste sind,
Hand kand mig saa vel
Forfriske min siel,
Hans skiemtende lyst
Indtager mit bryst :,:

2. Hand giør mig mit hierte saa roligt og glad,
Fordriver de lede
Forvirringers hede,
Hans villie bliver min sødeste mad,
Dens himmelske art
Forandrer mig snart
Min mørkeste skye
Til soelskin og lye :,:

3. Saa lugter din balsom, saa drypper din gang,
O kongernes konge,
Mit hierte og tunge
Dig derfor vil prise med frydelig sang,
Den forsmag er god,
Og styrker mit mod,

* * * 313

Est du nu saa kier,
Hvad bliver du der? :,:

4. Dog hvad jeg kand føle, er ikke mit maal,
Alt hvad der kand svinde,
Skal ikke mig binde,
Har ikke bestandig fornøyelses skaal,
Jeg søger og faaer,
Hvad evig bestaaer,
Og derfor er nød
Og trængsel mig sød :,:

5. Op hierte, langt over hvad sindet kand see,
Og søg kun, din ville
I JEsu at stille
Og glædes i aandelig fattigdoms vee,
Hvi drømmer dog du,
Og tøver endnu?
Din JEsum at see
I troen skal skee :,:

6. Saa føer mig i høyden ved aandelig trang,
Befordre ved smerte
Og tiende hierte,
Som det dig behager, den hurtige gang,
De trangeste spor
Jeg ynder, hvorfor?

* * * 314

Saa bliver jeg dig,
Min deyligste, liig :,:

7. Din skikkelse haver mig gandske antændt,
Mit hierte det brænder,
Men derhos bekiender,
Jeg elsker dig mere, som dette har sendt,
Du har mig saa kier,
Og kommer saa nær,
Og varmer saa mild
Med kierligheds ild :,:

8. Jerusalems døttre, ach hielper dog til,
At elske vor konge,
At prise og siunge,
Og leege for HErren med psalter og spil,
Ophøyer den pragt,
Betænker den magt,
At riget hand vil,
Skal høre os til :,:

9. Jeg trænger i brudgommens telte hen ind,
Og vil mig beflitte,
At knuse og splitte
Alt hvad der vil hindre mit tørstige sind,
Og synes hand vreed,
Jeg veed jo beskeed,
Hand bliver dog huld,
Af kierlighed fuld :,:

* 315

Nr. 244.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder giøre.

O du, den jeg længes efter,
Du udkaarne og udvalde søde brudgom hør min bøn,
Ach forleen mig dog de kræfter,
At jeg kand dig høyt ophøye, allerlifligste Guds søn.

2. Du est ene værd at skattes
For saa sødt og høy velsignet frydefuldt et paradiis,
O! hvad skulde mig vel fattes,
Naar jeg dig i hiertet haver, alle himles roes og priis.

3. Lader du din kraft fornemme,
O hvor mægtig giennemtrængend den bemestrer sig mit sind!
At jeg al min nød kand glemme,
Aandens balsom hiertet fører høyt henop i himlen ind.

4. Du est den magnet, der trekker
Sielen fast og u-ophørlig ind i kierlighedens brand,
At hun efter dig sig strekker,
Til hun i dit milde hierte endelig rodfæstes kand.

5. Hvo dig ret dog elske kunde,
Blæs da kierlighedens lue op i hiertet immerfort,
Kierlighed har dybe grunde,
Efter disse kilder tørster jeg og render, som en hiort.

6. Verdens gift med hendes glæde
Spyer jeg ud af gandske hierte, spytter ad den raadne mad,
Giv mig i min ørk at æde
Kierlighedens søde manna, til jeg kommer til min stad.

7. Du min eeneste udkaarne,
Som saa kierlig og saa herlig fryder hierte, been og marv,

* * * 316

Søger, finder det forlaarne,
Dig jeg have vil allene, giv mig dig til evig arv.

8. See! hvor vel jeg er til mode,
Og hvordan hun hopper, springer, min med dig forbundne aand,
Thi hun smager selv dit gode,
Ach bliv hos mig evig, evig, til jeg palmer faaer i haand.

Nr. 245.

Hvad ere de christne dog glimrende smukke
Indvortes! udvortes har solen dem brændt,
De frugter, som JEsus dem giver at plukke,
Er dennem allene, ey andre bekiendt,

* * * * * 317

Hvad ingen kand fatte,
Hvad ingen kand skatte,
Har disse livagtig i sielen befunden,
At være som lyset i mørke oprunden.

2. Udvortes de synes som palter og klude,
Vidunder for verden, og englernes spee,
Men inden til ere de deylige brude
Med JEsu i armene liflig at see,
Ja tidernes under,
Som dagligen stunder
Og stræbe kun efter, naar tiden sig ender,
At kysse vor JEsum med palmer i hænder.

3. De ere vel ellers af Adam, som andre,
Og bære den jordiskes billede med,
De vaage og sove, arbeyde og vandre,
Og lide saa vel som de andre fortred,
I jordiske skikke,
I mad og i drikke
Man seer dem ey noget særdeles at giøre,
Kun at de af verdens lyst intet vil høre.

4. Dog er de af himmelske herkomst og stamme,
Som HErren ved ordet indvortes har fød,
Saa yndig en lue af himmelske flamme,
Opammet i Over-Jerusalems skiød,
Guds engler sig glæde
Blant dennem at træde,

* * * * 318

I samqvem at synge: halleluja! amen.
Hvor deylig maa dette dog klinge tilsammen.

5. De ere vel svage, dog verden forsvare,
I himlen de leve, paa jorden de gaae,
De nyde Guds fred i den yderste fare,
De fattes, og alting dog har og formaae,
De komme i skade,
Og blive dog glade,
Udvortes de synes som visne og døde,
Og staae dog indvortes i deyligste grøde.

6. Naar engle-basunen hans komme bebuder,
Som er dem og giver dem livet og nok,
Da skal de som jordens høy-prægtige guder
Til verdens forundring i offentlig flok
Ret synlig regiere,
Og evig florere,
I allerlivsaligste herlighed blinke,
Naar, verden, din glæde som aadsel vil stinke.

7. O! springer I dale og bierge tillige,
Mod solen, af himlen velsignede jord,

* * * 319

Du bærer Guds naades det deylige rige,
Hvor himlenes roser saa hemmelig groer,
Naar dommedag kommer,
Begynder din sommer,
Naar deres forborgene levnet fremstiger,
Hvorefter med dennem du sukker og figer.

8. O JEsu! vort lives livsaligste eye,
Den inderste verdens forborgene flor,
Hielp, at vi udvælge de skiulteste veye,
(Skiønt korset os svier saa sorte som jord,)
Her ikke bekiendte,
For verden forvendte,
Her skiulte med Christo i Faderen leve,
Der offentlig med ham i himlene sveve.

* * *