Nr. 255.
✂ Mel. Nu hviler mark etc.
✂
I sikre folk paa jorden!
O seer, hvor vredens torden
Dog trekker op i skye!
Seer dog, hvor de skal brænde,
Som sig fra GUd bortvende,
Og ikke vil fra synden flye!
✂
2. Gaaer med mig i det dybe,
Seer de fordømte krybe
I deres pines stand,
I saadan vee og smerte,
Som ingen mund og hierte
Udsige og begribe kand.
✂
3. Du siger: jeg vil æde,
Din spise er at græde,
Din hunger evig staaer.
Du tørster uden ende,
Og ingen vil dig sende
I evighed den mindste taar.
✂
4. Naar du paa klæder tænker,
Med pølen man bestænker
Dig, som en helved-giest.
Forbandelsen og flammen
Slaaer over dig tilsammen,
Dog bliver nøgen, som du est.
✂
5. Du vilde boe som førre,
Nu ingen anden dørre
End helvedes du seer.
✂
I hendes fæle grunde
For de fordømte hunde
Er evig jammerlig qvarteer.
✂
6. Du vilde gierne være,
Som før, i stand og ære,
Nu bør dig skam og last.
Nu er din stand, at lide
Forsmædelse, og vide,
At du har skændig GUd forkast.
✂
7. Hvad lof bør den vel have,
Som sig har giort til slave
Af den urene aand?
GUd tog dig an i daaben,
Og himlen stod dig aaben,
Dog gav dig hen i satans haand.
✂
8. Din gamle selskabs glæde,
I verdens lyst at træde,
Er ikke meer at faae;
Men der i dødens rige
Er satan selv din lige.
Det er jo s vart at tænke paa.
✂
9. De skulde dig forbande,
Naar de i pølen lande,
Som du har her forført.
De skulde om dig storme,
Som basiliske-orme,
De, som du har til synd oprørt.
✂
10. De, som gik her tilhaabe,
At drikke og at daabe
Paa mangt vellystigt sted,
✂
Skal der hverandre bide,
Som galne hunde slide,
Ja, var det mueligt, led fra led.
✂
11. De, som i gode dage
Tilsammen ride, jage,
I verdens syndig iid,
De skal tilsammen svede
I de fordømtes hede
Og u-ophørlig jagt og striid.
✂
12. Her kand os let betage
En smerte, at vi klage
Og skrige vee og ach,
En byld, en steen, en kolde
Kand trykke, knuge, holde
Os fast i smerte dag fra dag.
✂
13. Hvad mener du, hvorledes
At de ved livet kedes,
Hvor alle piners magt
Er kast paa een tilhaabe,
Hvor saadan siel maa raabe,
I al fortvilelse, forsagt.
✂
14. De øyne vellyst-tændte,
Som andre siele vendte
I verdens lyster ind,
Hvor vil de der sig svømme
I tusind taare-strømme,
At de har her havt syn og sind!
✂
15. De øren, de som priser
Og elsker hore-viser,
Forsager livets ord,
✂
Skal skrekkes med at taale
Sig selv og andre skraale
I denne grumme evig mord.
✂
16. Din egen stank du ikke
Kand taale der at drikke,
Dog faaer du andres med,
En evig helved-galde
Vil dig i munden falde
Til ubeskrivelig fortred.
✂
17. Hvor ilden dig vil gløde,
Hvor satan dig vil støde,
Er over al forstand.
Ja alle dievle-munde
De vilde, om de kunde,
Dig slide smaa som møl og sand.
✂
18. Ach GUd! da vil man raabe:
Saa falder dog tilhaabe
I bierge paa os ned.
Vee dem, som der skal brænde!
Vel dem, som det kand kiende,
Og søge sielens salighed!