Brorson, Hans Adolph Troens Rare Klenodie, 3. Del. Troens Midler

DEN TREDIE DEEL.
TROENS MIDLER.

1. Om GUds Ord, Loven og Evangelio.

Nr. 129.

Mel. Rind nu op i JEsu Navn.

Loven er et helligt bud,
Viser os vor GUd allene
Frem for alle ting at tiene,
Og at ære, som en GUd;
Intet uden ham at ynde,
Ham at elske nat og dag,
Intet uden ham begynde,
Det er lovens hoved-sag.

2. Det er og vor skyldighed,
Har vi dog af hannem livet,
GUd allene hver har givet,
Hvad hand har, og kand og veed.
Kunde vi dog intet finde
Ham til vederlag igien,
Bør dog alle vore sinde
Vendes til hans ære hen.

3. Deraf og nødvendig maa
Følge, som udi en kiede,

* * * 2

At vi skal vor næste glæde,
Og til haande gierne gaae,
Hvad man nu sin GUd vil yde,
Som det ikke har behov,
Dette skal vor næste nyde
Efter kierlighedens lov.

4. Dette bud om kierlighed
Stod i Adams hierte skrevet,
Blev ved synden sønderrevet,
Da hand faldt i døden ned,
Lyst at vilde, kraft at kunde
Holde lovens varetægt,
Sank ved Adams fald til grunde
For den hele Adams slægt.

5. Da nu hele verden laae
Under HErrens dom og vrede,
Straffen den var ogsaa rede,
Som der skulde følge paa,
Da begyndte GUd at tale
Om sin egen kiere søn,
Som hans vrede skulde svale
For det gandske Adams kiøn.

6. Det var nu et andet ord,
Verdens jammer at fordrive,
Og at faae igien til live
Alle folk paa denne jord,

* 3

Lovens svare band og torden
Skulde JEsum eene slaae,
Og det arme folk paa jorden
Skulde evig glæde faae.

7. Det er ogsaa evig vist,
Hvo sig vil til JEsum vende,
Hans forbandelse har ende,
Hand skal evig glædes hist,
Men vil nogen ikke lyde
Livets evangelium,
Evig skal hand det fortryde,
Det er ordets hoved-sum.

8. Tænk mig nu engang, hvordan
Staaer det til i verdens rige,
Synden skulde man undvige,
Der vil verden ikke an,
Det er sagen, det er knuden,
Syndens lyst man have vil,
Mener dog man des foruden
Nok kand høre JEsum til.

9. Slige staae endnu udi
Deres synders skam og blusel,
Under vredens haarde trusel
Og det mørke slaverie.
Loven skielder dem og truer
Med GUds vredes svare band
Og forfærdelige luer
I en evig pines stand.

* * * 4

10. Intet gielder, at man her
Sig paa JEsu død beraaber,
Og en evig frelse haaber,
Naar man synden dog har kier,
Her maa skee en ret forening
Mellem GUd og os igien,
Det er ordets rette mening,
Der vil det os have hen.

11. Har vi ham, som har betalt,
Har vi ham, som fyldest giorte,
Da er lovens trusel borte,
JEsus har det klaret alt,
Ja hand selv os kræfter giver
Til at følge lovens bud,
GUd den Hellig Aand os driver,
At vor gierning skeer i GUd.

12. Da er loven os et speyl,
Som vi kand for øyne sette,
Altid meer og meer at rette
Vore mange synde-feyl,
Da er loven intet andet
End en hellig himmelstie,
Ja med hiertens fryd beblandet,
Naar man gaaer kuns ret deri.

13. Søde JEsu, lad da ey
Satan mine øyne blinde,
Lær mig ved dit ord at finde
Himmeriges rette vey,
Dig, kun dig af alle kræfter
Ret at søge, ret at faae,

* 5

Dig at følge trolig efter,
Ind med dig i himlen gaae.

Nr. 130.

Mel. Paa GUd allene.

Jeg er den eene
Alvise stærke GUd,
Mig skal du tiene,
Og frygte mine bud,
Dermed bemandet,
Foragt al verdens vind,
Elsk mig, ey andet,
Af gandske siel og sind,
Tro mig, om vandet
End gik i sielen ind.

2. Du skal ey tage
Mit navn forfængeligt,
Straf skal hand smage,
Som understaaer sig sligt,
Ey bande, svære,
Og skuffe ved mit navn,
Ney du skal bære
Det i dit hiertes favn,
Thi det skal være
I al din nød din havn.

* * * 6

3. Tag hvile-dagen
Særdeles vel i agt,
At drive sagen
Af gandske fliid og magt,
GUds ord at høre,
Og faae i hiertet fat,
Derefter giøre
Alvorlig dag og nat,
Og andre føre
Til denne himmel-skat.

4. Viis mod din fader
Og moder lydighed,
Alt got jeg lader
Da paa dig flyde ned,
Giv dennem ære,
Som du skal tiene her,
Meest dem, som bære
Og bruge magtens sverd,
Lyd dem, som lære
Dig himlens vandrings-færd.

5. Slaa ey din næste,
Langt mindre slaa ihiel,
Men søg hans beste
Og gavn til liv og siel,
Bort klammers hede
Og bittre miners mord,
Bort had og vrede
Af hele verdens jord,
I satans rede
Min naade aldrig boer.

* 7

6. Du skal og ikke
Bedrive horerie,
Den satans strikke
Ved naaden gak forbi,
Fly den, der agter
At gaae i lyster blind,
Vær reen i fagter,
I ord og alt dit sind,
Som den, der tragter,
At gaae i himlen ind.

7. Du skal ey tage,
Hvad andre hører til,
Ved list og plage,
Paa ting, i kiøb og spil,
Flye ladheds sæde,
Og æd dit eget brød,
Tag det med glæde
Som af min haand og skiød,
Jeg vil dig klæde
Og føde til din død.

8. Lad dig ey finde
Paa falskheds vrange sti,
Lad retten vinde,
Staa de fortrykte bi,
Set ey din næste
En klak og lyde paa,
Tal til hans beste,
Som kand med sandhed staae,
Jeg vil befæste
Din gang og med dig gaae.

* 8

9. Du skal ey vilde
Din næstes eye faae,
Stop utugts kilde
I hiertets dybe vraae,
Lad dig fortryde
Den mindste stoltheds vind,
Lær strax at bryde
Al vellyst i dit sind,
Saa skal der flyde
En himmel-lyst derind.

10. Merk ydermere,
Din næstes hustrue skalt
Du ey begiere
Og hvad hand eyer alt,
Mit billeds ære,
Fuldkommenhedens pragt,
Mig liig at være
I hellighedens dragt,
Det skal du bære,
Og tænk hvem det har sagt.

11. O JEsu lilde!
Du kiender min natur,
At hiertets kilde
Er skiden, beesk og suur,
Hvor jeg ey kunde
Det mindste selv formaae,
Men slet til grunde
I døden skulde gaae,
Om ingenlunde
Var anden hielp at faae.

* 9

12. Men skaden heles
I dine vunders blod:
Du har aldeles
Giort for os pligt og bod,
Til dig at rende
Giør al min byrde let,
Dig ind at spende
I troens arme tet,
Det giør en ende
Paa lovens strenge ret.

13. Da kand jeg trøstig
I loven kige ind,
Og trine lystig
I et fornøyet sind,
Al verdens mørke
Forsigtig gaae forbi,
Og dig ret dyrke
I alt mit levnets sti,
Du est min styrke
At vandre derudi.

14. Hvad mig da feyler
I dette svage leer,
Naar jeg mig speyler,
Og ind i loven seer,
Det vil jeg rette
Ved aandens vise tugt,
Men alting sette
I dine vunders frugt,

* 10

Da lovens trette
Er gandske udelukt.

15. Jeg vil ey nøyes
Med verdens døde troe,
Hvor intet pløyes,
Og syndens tidsel groe,
Vil du dig give
Saa gandske til mig hen,
Da maa jeg blive
Jo gandske din igien,
I død og live,
At følge dig min ven.

16. Saa skee dig ære,
O JEsu, for din død,
Som lovens lære
Har for mig giort saa sød,
At jeg kand træde
De onde lyster ned,
Og gaae med glæde,
Af verdens glæde keed,
Til brude-sæde
I evig herlighed.

Nr. 131.

Mel. En hver, som troer etc.

GUds riges evangelium
Er sødt som honning-kage,
Naar det kun faaer i hiertet rum,
At man det ret kand smage,

* * * * 11

Da er det sielens honning-mad,
Giør hiertet let og mæt og glad
Og smuk i JEsu øyne.

2. Det søde ord er kommen af
GUds egen mund og hierte,
Det er et kys, som GUd os gaf,
Mod al vor nød og smerte,
Det er GUds eget hiertes kraft,
Som bliver til en honning-saft
Mod syndens byld og plage.

3. Vansmægtet siel, hvi gaaer du saa
Forknust i jammers sukke?
Kom hid, her er jo nok at faae,
Her er jo nok at plukke,
Kys ordet i din JEsu mund,
Og synk det ned i hiertets grund,
Saa skal du trøst fornemme.

4. Est du i synden haardt bespendt,
Som du har her bedrevet,
Her er en skrift fra himlen sendt,
Kom, læs hvad der staaer skrevet:
Saa sandt GUd lever, vil hand ey
Til dine sukke sige ney,
Men kierlig mod dig tage.

5. Tag dette ord kun i din mund,
Og leg det paa din smerte,
Suk kun til GUd af hiertens grund,
Saa rører du hans hierte,

* * * 12

Gak lige til i JEsu navn
Hen ind i naadens søde favn,
GUd under dig det gierne.

6. Hand er dog ey saa haard og grum,
Som satan ham beskriver,
Hand er, som evangelium
Den sag saa mægtig driver,
En fader, hiertemild og sød,
Som favner hver i naadens skiød,
Der sig kun vil omvende.

7. Kom, set dig som en flittig bie
I ordets blomster-enge,
Søg selv, hvad kraft der er udi,
Bliv ved at sue længe,
Saa faaer du honning vist og sandt,
Det blod, af JEsu vunder randt,
Du kandst i ordet finde.

8. Du tænker, varst du selv kun god,
Da vilde du ey tvile,
Men føler du i hiertets rod
De onde lysters pile,
Da er dit hierte snart forsagt,
Fordi du selv har ingen magt
Til synden bort at drive.

9. Ney! siig mig, fegter du da ey
Med dine egne kræfter,
Og selv vil finde himlens vey,
Det leer kun satan efter,
Just derfor maa det stolte sind
I den sin afmagts klemme ind,
At naaden rum kand finde.

* * * 13

10. Din egen gierning intet tør,
Ey heller kand fortiene,
Men JEsu søde naade giør
Den gandske sag allene.
Kun hen til ham i hiertens troe,
Saa faaer din siel en liflig roe,
Naar det kun skeer alvorlig.

11. Og var din synd end nok saa stor,
Den har dog lidt at sige
Mod kraften i GUds sande ord
Og naadens stærke rige,
En hver som troer skal naade faae,
Det være, hvo det være maa
I alle verdens lande.

12. Du siger: kand GUds kierlighed
Vel saadan een antage?
Jeg siger, at hand bliver vred,
Om du vil staae tilbage,
Men kommer du i hiertens bod,
Saa skal du see, hand er saa god,
Som ordet ham beskriver.

Nr. 132.

Mel. Alleneste GUd i himmerig.

Op alle folk paa denne jord,
GUds kierlighed at kiende,

* * * * 14

Som raabes ud ved livets ord
Til hele verdens ende,
At alle arme syndre maae
Kun komme hid og naade faae,
Ja evigt liv og glæde.

2. Jeg veed vel mangen suer gift
Af disse naades bryster,
Og bruger saadan hellig skrift
Til skiul i deres lyster,
Man siger: det har ingen nød,
Beraaber sig paa JEsu død
I alle sine synder.

3. Man sover tryg ved ordets glands,
Som burde dem at vække,
Man bruger det som horens krands,
Sin skidenhed at dekke.
Saa drive de med ordet spot,
Dog mene, saa er alting got,
Skiønt JEsus aldrig søges.

4. Nu, det er vel en sag, som kand
Umuelig nok begrædes,
Man agter det for naadens stand,
at naaden undertrædes,
Man bruger ordet som et sværd,
At naaden ey kand komme nær
Til deres arme hierter.

5. Hvor mangen tænker ey paa GUd,
Undtagen, naar de mindes,

* * * 15

At sielen maa af synden ud,
Om naaden ret skal findes,
Da raabes der, at GUd er from,
Da roses evangelium
Til naaden at foragte.

6. Dog des u-agtet maa man ey
Den bange siel forvilde,
Her bør at være aaben vey
Til JEsu vunders kilde,
Det søde maa ey giøres suurt,
Men her skal læres reent og puurt,
Hvor høyt vor GUd os ynder.

7. Ja det, at GUd er mild, og lod
Sig ved sin søn forsone,
Det ord om JEsu død og blod,
Det har saa stærk en tone,
At det opvækker den igien,
Som døde før i synden hen,
Naar hand det ret annammer.

8. Det skinner ind i hiertets nat,
At det i sielen dages,
Og JEsus, den forborgne skat,
I troen favne-tages,
Da bliver vores vandring nye,
Da vil og kand man synden flye,
Og følge JEsum efter.

9. Saa lad, o hierte søde GUd,
Dit ord i kraft forkyndes,
Og dette milde himmel-bud
I hele verden yndes,
At folk maa see, hvor sød du est,
Og holde daglig fryde-fest
I JEsu rige naade.

*
16

Nr. 133.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Hvor lystig, sød og yndig
Er deres fødders lyd,
Som kraftig, liflig, fyndig
Bebuder fred og fryd
De bange og de arme,
Som føle syndens byld,
At GUd sig vil forbarme
For JEsu pines skyld.

2. Den lov, som GUd har givet,
Er vel et herligt bud,
Men skaffer ingen livet,
Og fører ey til GUd.
Naar vi den gift fornemmer
Af kiødets onde lyst,
Og satan hiertet klemmer,
Veed loven ingen trøst.

3. Hun vil, at sielen efter
GUds villie skal gaae,
Dog dertil ingen kræfter
Hos hende er at faae,
Hun siger, vi skal høre
Den GUd, som os har skabt,
Men evne, det at giøre,
Har sielen gandske tabt.

4. De onde kand hun vække
Med hendes tordenslag,
Samvittigheden skrekke
Med dommens store dag,

* * * 17

Hvordan GUds vrede brænder,
Naar hun er overtraad,
Men naar man det erkiender,
Saa veed hun ingen raad.

5. Saa prædiker de arme
Det ret i hiertet ind,
At GUd sig vil forbarme
Med meer end faders sind,
At giøre dennem rene
I JEsu dyre blod,
Og livets kraft forlene
I deres hierte-rod.

6. GUd, som os skulde straffe,
Har selv udi sin søn
Os redning vildet skaffe,
Da syndens beeske løn
Blev lagt paa JEsu hierte,
Da hand for verdens flok
Til døden lod sig smerte,
Det var betalning nok.

7. Vi røve GUd hans ære
Med synd saa tyk som sand,
Og satans merke bære
Af Evæ æbletand,
GUd selv vor borgen bliver,
Da det om redning galdt,
Og sig i døden giver,
At faae vor gield betalt.

* * * * 18

8. Vor jammer hand paatager,
Dog gandske synde-fri,
I alle andre plager
Et menniske som vi,
Ja meer, i alt det andet
Af satan, synd og nød
Blev fristet, ja forbandet
Til korsets beeske død.

9. Der haver hand da kæmpet
Med GUd, som ham forlod,
Og al hans vrede dæmpet,
Der hand sin prøve stod.
Det havde at betyde,
Den hele satans leyr
For os at giennembryde,
Og vinde saadan seyr.

10. Nu er vor GUd forsonet
Og al vor skyld forladt,
Vor JEsus hand er kronet
Og GUd ved siden sat,
Og satan hand maa høre
Den sag med skændsel paa,
Hvad vil hand os nu giøre,
Ham kand hand ikke naae.

11. Nu maa den slange vide,
Naar hand os fange vil,
Den hos GUds høyre side,
Hand siger ney dertil.
Hand kiender vor formue,
Hvor lidet vi formaae,

* * * 19

Hand selv vil satan kue,
At vi kand seyren faae.

12. Fri ere vi og blive
Fra lovens tordensky,
GUd vil i hiertet give
Sit eget sind paa nye,
Hans aand vil hiertet sette
I kierlighedens brand
Og al vor vandring rette
Til himlens fryde-land.

13. Saa har da lovens trusel
Fremdeles ingen fynd,
Guds søn har skiult vor blusel,
Og gandske reen fra synd
Os stiller for sin fader,
Og lindrer al vor vee,
Ey fra sin haand os lader,
Før vi ham faae at see.

14. See, der er mad at smage
I evangelio
For dem, som synder plage,
Og søge siele-roe,
Som dødens beske miner
Og satan bange giør,
Samvittigheden piner,
Og lukker naadens dør.

15. Her ingen vrede findes,
Vor straf vor JEsus leed,

* * * 20

Og alle saar forbindes
I JEsu blod og sveed,
Her ængstes intet hierte,
Al fare er forbi,
Thi JEsu død og smerte
Har giort os gandske fri.

16. GUds søn, vor viisdom bleven,
Var satans magt for klog,
Som blev med skam fordreven,
Før hand sig vare tog,
Retfærdighed hand bliver
Os, naar vi naade faae,
Og hellighed i iver
Paa livets vey at gaae.

17. Den sag var høy og vigtig,
At redde Adams kiøn,
GUd kom og gav os rigtig
Sin egen kiere søn,
I ham sit eget hierte
Og alting gandske hen,
Og det en steen maa smerte,
Hand elskes lidt igien.

18. Den naade vil jeg prise
Til døden inderlig,
I gierning vil jeg vise,
Hvad hand har giort mod mig.
Jeg vil ham evig tiene,
Og den retfærdighed,
Hand vilde mig forlene,
Er al den pragt jeg veed.

* 21

19. Min JEsum blaa og blodig
Jeg har i troen paa,
Og dermed vil frimodig
For HErrens ansigt staae,
Vil synd og satan skade,
Jeg tager JEsum fat,
Hand kand mig ey forlade,
Hand er min egen skat.

Nr. 134.

Det er et lifligt ord,
At JEsus selv er kommen,
At GUd vort kiød paatog,
At verdens mørke jammer-krog
Har saadan himmel-fryd fornommen,
Ja! hvo den sag har ret betænkt,
Maa nok vor GUd et offer bringe,
At hiertet kand i livet springe,
Fordi hand os sin egen søn har skenkt,
Det er et lifligt ord.

2. Det er et lifligt ord,
De svage at forbinde,
At JEsus, som er sat
Til arme syndres deel og skat,
Kand synd og døden overvinde.
Hvo paa ham troer er fri fra synd,
Og skal ved JEsu naades gave
Lys, liv og fuld forløsning have,
Thi her er naadens fulde flod og brønd,
Det er et lifligt ord.

* * * * 22

3. Det er lifligt ord,
Hand kom ey for de fromme,
Her er jo ikke een,
Som findes af naturen reen,
For syndre skulde JEsus komme,
Kun syndre dette ord angaaer,
Dog at man verdens lyster hader,
Og sig bodfærdig finde lader,
Saa læger hand ulægelige saar,
Det er et lifligt ord.

4. Det er et lifligt ord,
Hvormed hand hver vil lokke,
At haste til ham ind,
Og ey med et gienstridigt sind
Sig mod hans søde ord forstokke,
Det griber hiertet an med magt,
At det ham lydig faaer at være,
Og kierligheden høyt at ære,
Som har os saadan fryd og ære bragt,
Det er et lifligt ord.

5. Det er et lifligt ord,
At troen ham behager,
Naar den er ikkun ret,
Men al vor gierning er for slet,
Hvor meget man sig end umager,
Her er forbarmelse den grund,
Som sielen fast i troen fatter,
Sin JEsum over alting skatter,
Og priser GUd for naadens blide stund,
Det er et lifligt ord.

* * * 23

6. Det er et lifligt ord,
At os af JEsu livet
Paa haard udstanden nød,
Som giør vor kiød og blod sin død,
I evighed skal vorde givet,
Vi skulle legemlig opstaae,
Og ham, som vores død har hevnet,
At satans vold er derved revnet,
Med evig herlighed i syne faae,
Det er et lifligt ord.

7. Det er et lifligt ord,
Som dertil os skal gavne,
At vi vor Goel, som
Os arme folk til frelse kom,
I troen hiertelig kand favne,
Al feyde nu er endt,
Nu kand os intet skade,
GUds fred os satan selv maa lade,
Som JEsus os saa dyre har fortient,
Det er et lifligt ord.

2. Om Bønnen.

Nr. 135.

Dig, dig, min HErre, vil jeg prise,
Thi hvor er dog en GUd som du saa sød,
Dig vil jeg al min konst bevise,
Men hielp mig selv, at finde til dit skiød,

* * * * 24

At jeg i JEsu navn kand trine frem,
Og derfor være dig ret angenem.

2. Drag mig hen til din søn, o fader,
Saa fører sønnen mig til dig igien,
Naar aanden øynene oplader,
At jeg kand til min fader frit gaae hen,
At jeg din naades sødhed smage maa,
Og hiertet som en harpe i mig slaae.

3. Giv mig kun dertil aandens glæde,
Saa skal min psalme have art og klem,
I aand og sandhed at fremtræde,
Saa veed jeg og først ret, hvor jeg har hiem,
Saa løftes sielen op fra denne jord,
At synge dig en sang i høye chor.

4. Din aand vil selv for mig fremtræde
Med suk, som ingen mund udsige kand,
Da beder hiertet ret med glæde,
Naar hand forsikrer mig min naade-stand,
At jeg GUds arving er og JEsu bruud,
Da toner jeg mit abba liflig ud.

5. Naar hiertet saa af andagt syder,
Ved din den Hellig Aands hans guddoms ild,

* * * 25

Da strax din indvold i dig lyder,
Dit hierte vender du til mig saa mild,
Og lader mig dit blide ansigt see
Med den forsikring: hvad jeg vil, skal skee.

6. Hvad mig da selv din aand indgiver,
Det kand ey være mod dit faders sind,
Men vist bønhørt og trøstet bliver,
Naar jeg i JEsu navn gaaer til dig ind,
Jeg, som ved ham din arving bleven er,
Og derfor vist nok faaer hvad jeg begier.

7. Vel mig, som den forsikring haver,
Som giør mit gandske sind og hierte glad,
Jeg veed, at alle gode gaver,
Som jeg af GUd forlange vil, og hvad
Jeg kand i denne verden trænge til,
Det, og langt mere, hand mig give vil.

8. Vel mig, i JEsu navn jeg beder,
I hvilken alting ja og amen er,
Som ved sin forbøn mig bereder
En aaben vey til alt, hvad jeg begier,
Vel mig! jeg aldrig nok kand raabe ud,
Hvad du est mig en sød og liflig GUd.

* * *
26

Nr. 136.

De ord, som du mig lader høre,
Dem kysser jeg i inderst hiertets grund,
At du, o store GUd! dit øre
Vil bøye til min arme bettelmund,
Jeg skal kun frit min vilkor sige frem,
Og al den hielp, jeg fattes, bære hiem.

2. Dit raad jeg da vil trøstig følge,
Og trine frit til naade-stolen ind,
Jeg vil den mindste trang ey dølge
For dig, min GUd, som hænger i mit sind,
Endskiønt du selv tilforne veedst saa vel
Alt hvad jeg har behov til liv og siel.

3. Dog at min ringe talemaade
Dig, store Konge, ret befalde maa,
Saa giv mig dertil aand og naade,
At bønnen kand af gandske hierte gaae,
At jeg, som er kun aske, støv og jord,
Maa komme frem med himmel-skikket ord.

4. Men som din aand vil ikke tage
Din bolig der, hvor ondskabs synder skee,
Saa kom, mit hierte at randsage
Og alle mine tanker giennemsee,
Og driv alt det du hader strax paa dør,
Som dig udi din virkning hindring giør.

* * * 27

5. Saa skal mit abba liflig klinge,
Naar du har selv mit hiertes harpe stemt,
Saa skal jeg GUd mit offer bringe,
Som ham kand være kiert og angenemt,
Naar du har samlet det forstrødde sind,
Og viet hiertet til din tempel ind.

6. Ved dig, GUds aand! jeg trøstig vover,
At bære frem til GUd min ringe bøn,
Min fader! giv mig hvad du lover,
At skenke mig udi din kiere søn,
Og lad det altid blive mig tilkiendt
Hvad JEsus med sin død mig har fortient.

Nr. 137.

Mel. HErre JEsu Christ sand Menniske.

Vel den! der veed, i JEsu navn
At løbe ret vor GUd i favn,
Hand faaer i sandhed hvad hand vil,
Som JEsus selv har sagt ham til.

2. Dog er det dem, der frisk og frie
Fra ondskabs synd og hyklerie
Mod himlen brede hænder ud,
Dem favner mildt den søde GUd.

3. Naar barnet til sin fader gaaer,
Hvor gierne det en gave faaer,
Og skriger det i hungers nød,
Saa faaer det jo et stykke brød.

* * * * * 28

4. En fader lader ham ey faae
I hunger steen at bide paa;
Hvem gav sin søn en basilisk,
Naar hand forlanger kiød og fisk?

5. Er GUd din fader, troe ham til,
At hand dig hielpe kand og vil,
Men den, der gaaer paa syndens vey,
Den hører GUd vor Fader ey.

6. Kun den, som ud fra synden gaaer,
Og JEsum i sit hierte faaer,
Hand kand allene bede smukt,
Og finder sine bønners frugt.

7. Saa beed ey med den bare mund,
Men ret af gandske hiertens grund,
Og tviil saa aldrig mere paa
Den deel, du beder om, at faae.

8. Men søde JEsu! selv mig lær,
Din fader ret at komme nær,
At jeg kand altid faae ved dig,
Min JEsu! hvad der tiener mig.

Nr. 138.

Mel. HErre jeg har handlet ilde.

Jeg er rede
Til at bede,
Hiertens søde JEsu hør.
Jeg vil ligge
Her og tigge
Ved din store naades dør.

* * * * * 29

Lad dig finde, lad dig finde,
Som du har mig lovet før.

2. Kast et øye
Paa min møye,
At jeg dig kand komme nær,
Du allene
Kandst mig tiene,
Dig jeg eene søger her.
Lad dig finde, lad dig finde,
Tag mig hen og hav mig kier.

3. Jeg ey mere
Vil begiere
End en liden naadens-drik,
Som du giver
Den, der bliver
Hos dig fast til sidste nik.
Lad dig finde, lad dig finde,
Hvo dig faaer, hand alting fik.

4. O du søde
Morgenrøde,
Paradises beste flod,
Hiertet haster,
Raaber, kaster
Sig i støvet for din fod.
Lad dig finde, lad dig finde,
Sterke helt af Davids rod.

5. See hvor saare
Længsels taare
Rinder paa min svage kind,
Hvor jeg trænges,
Hvor jeg længes
Efter dig i siel og sind.

* * 30

Lad dig finde, lad dig finde,
Lad mig trænge til dig ind.

6. Ære-sæde,
Guld og glæde,
Og hvad verden glædes ved,
Er kun smerte
For mit hierte,
Himlen er mit rette sted.
Lad dig finde, lad dig finde,
Store Gud, jeg er bered.

Nr. 139.

Mel. Fader vor i Himmerig.

Giv dig, min kiere siel, til roe,
Og kom herhid i sindet fro,
Vi ville til vor fader gaae,
Jeg seer i brand hans hierte staae,
Hand vinker fuld af kierlighed,
Og bøyer øret til os ned.

2. Din fader raaber mildelig,
Kom kiere siel, jeg giver dig,
Thi jeg din gavn jo best forstaaer,
Alt hvad min kierlighed formaaer,
Jeg giør med dig en evig pagt,
At hielpe dig ved Guddoms magt.

3. Jeg skabte dig, jeg vil og kand
Dig holde liv og siel i stand,

* * * 31

Jeg styrker dig i al din nød,
Jeg med dig gaaer i liv og død,
Jeg giver dig det gierne, som
Du mig af hiertet beder om.

4. Din fader er mit evig navn,
Jeg bærer dig i naadens favn,
Og merker paa din bøn saa tit
Du kun gaaer frem i troen frit,
Da rekker dig min milde haand,
Hvad dig er got til liv og aand.

5. O hvad er dog dit gode stort,
Som os til dine børn har giort,
O kierlighed! den store Gud
Har valdt os arme orme ud,
Til himlens arve-ret at faae,
Og vi ham fader kalde maae.

6. Dog see, hvor dybt hand bøyer sig,
Den høyeste, og giver mig,
Hvad verdens daarer ey forstaae,
Som midt om dagen blinde gaae,
Nu er jeg meer end meget riig,
Og blir vor HErres engler liig.

7. Jeg raaber: Fader! du est min,
Jeg er, min fader! gandske din,
Din aand er min besegling paa,
At jeg saaledes tale maa,
Ja selv hand fører bønnen frem,
At den for dig er angenem.

* * * 32

8. Hvad siger nu den blinde flok,
Som gik mig efter længe nok,
At jeg den nu god nat har sagt,
Og staaer for Gud paa bønnens vagt,
Som til min længsel kierlig seer,
Og giver hvad jeg vil, ja meer.

9. Bort verden, jeg dig ey vil see,
Din lyst den føder evig vee,
Du skal mig ikke giøre blind,
Til himlen ene staaer mit sind,
Den himmel, hvor mit blive-sted
Til evig tiid mig er bered.

10. Imidlertid jeg har min lyst
Til Gud, mit hiertes lys og trøst,
Som letter al min trængsels stand,
Naar jeg ham fader kalde kand,
Og er jeg end til døden træt,
Saa giør hand mig til himlen let.

11. I kors jeg klager nat og dag:
Min fader! see! jeg er saa svag;
I fattigdom med øyne-graad
Jeg siger: Fader! skaf mig raad!
Naar korset bliver langt og svart,
Jeg siger: Fader! hielp mig snart!

12. Saa grusom er dog ingen nød,
Saa bitter er dog ingen død,
Jeg faaer jo lindring, raad og trøst,
Naar jeg opløfter bønnens røst,

* * * 33

Lad slippe hele verdens flok,
Gud er min fader, det er nok.

Nr. 140.

Mel. Som en Hiort tørstig etc.

Falder paa dig modgangs hede,
Nød og jammer, spee og spot,
O da maa du flittig bede,
Bønnen er for alting got.
Midt igiennem korsets vee
Kand du da i ordet see,
Hvordan JEsu milde hierte
Seer og føler al din smerte.

2. Ingen bliver dog til skamme,
Som forlader sig paa Gud,
Lad der, hvad der vil, dig ramme,
Beed og troe og hold kun ud,
Synes det, hand seer dig ey,
O hand kiender al din vey,
Al din brøst du ham skal klage,
Og i ingen nød forsage.

3. Bede, banke, raabe, græde
Er de christnes største kunst,
Trøstig frem for Gud at træde
Finder frelse, trøst og gunst,
Hvo kun troer vor HErre vel,
Er den allerbeste siel,
Hand skal altid redning finde,
Intet kand ham overvinde.

* * * * 34

4. Lær vor HErres vey og maaden,
Som hand fører sine paa,
Hand vil styrke dem i naaden,
Naar hand fanger an at slaae,
Lever dog vor Gud endnu,
Tier hand, saa tael kun du,
Storm med magt til himlens volde,
Gud kand intet dig forholde.

5. Troe hvad du i ordet hører,
Bliv paa sandheds visse sti,
Satan, som saa mange fører,
Skal vel lade dig gaae fri,
Al din liid og love set
Paa Guds sandheds lys og ret,
Troe kun Gud, hand kand ey svige,
Beed, saa skal din kummer vige.

6. Gud skee lof for al sin naade,
Som mig giver saadan magt,
At jeg tør i ingen vaade
Gaae bedrøvet og forsagt,
Derfor vil jeg daglig paa
HErrens prises harpe slaae,
Og i baade sorg og glæde
Halleluja lystig qvæde.

3. Om Daaben.

Nr. 141.

Mel. Guds Søn er kommen af himmelen.

Du folk, som christne kaldes vil,
Guds salvede og fromme,

* * * 35

Alt siden hand ved daaben til
Sin samfund dig lod komme,
Betænk, betænk, og agt det stort,
Hvad Gud har dig i daaben giort,
Hvad naade dig er skenket.

2. Du varst, før du til verden kom,
Og før du noget giorte,
Alt under vredens strenge dom,
Fordømt, fortabt og borte,
Du havde af forældres blod
Et sind, som var din Gud imod,
Og vilde ham ey kiende.

3. Dit liv og siel var fuld af synd
I gierning, ord og tanker,
Som i en ond og raadden brønd
Det fule vand sig sanker,
Den deylighed du i var skabt,
Guds billede, du havde tabt,
Og al din pragt forloret.

4. Der du var saa elendig fød,
Hvad havde du at vente?
Guds vrede, straf og evig død
Som syndens sold og rente,
Din arme siel med kroppen var
En satans træl, et vredens kar,
Som evig skulde brænde.

5. Al denne ulyksalighed,
Alt det dig skade kunde,

* 36

Det sank i daabens vande ned,
Og evig gik til grunde,
Alt hvad ved Adam var forseet,
Og ved dig selv var ilde skeet,
Har Gud i daaben druknet.

6. De sorte lenker sank som bly
I daabens frelse-vande,
Gud lod dig fri og skiøn og ny
I naadens rige lande,
Hand gav dig børne-ret og navn,
Og tog dig i sin milde favn,
Som alle himle bærer.

7. Hvad af naturen er med band
Og vredens dom beslaget,
Det haver Gud i daabens vand
Igien til naade taget,
I daaben bliver døden død,
Og satans rige lider nød,
Naar Gud os toer og bader.

8. O søde daab! o himmel-bad!
Jeg kom til dig saa usel,
Men JEsus mødte mig saa glad,
Og skiulte al min blusel,
Ham selv jeg til en klædning fik,
Og i hans blod og død jeg gik
Her ind i naadens arme.

9. O rene flod! o livets brønd!
O paradises egne!
Al verden er mod dig kun dynd
Og pøle-vand at regne,

* 37

I dig har Gud en virkning lagt,
For hvilken satans hele magt
Forferdes maa og falde.

10. Din væde er ey saa gemeen
Som alle andre brønde,
Thi du giør sielen himmel-reen
Og fuld af JEsu ynde,
Guds kierlighed og Christi blod
Udgyder sig i daabens flod
Ved Aandens naade-strømme.

11. Det bør dog tages vel i agt,
Og holdes høyt i ære,
Dit levnet om din daabes pagt
Bør altid vidne bære,
At det af dyder skinne kand,
Og prise Gud for naadens stand
I alle sine dage.

12. Saa lad da ingen satans list
Berøve dig dit gode,
Men vær en deylig himmel-qvist,
Og frugtbar JEsu pode,
Der svarer til det christen navn,
At du din daabes frugt og gavn
Kand her og evig nyde.

* * *
38

Nr. 142.

I siele, som igien saa ilde
Har taget syndens byrde paa,
Endnu, mens naaden er at faae,
Endnu, og før det er for silde,
Enhver fra sine synder flye,
At eders vandring bliver nye.

2. Den flod, som JEsu blod har farvet,
Det himmel-rene daabens vand,
Har eder sat i naadens stand,
Og hvad I har af Adam arvet,
Af synd og skam fra haand til fod,
Er renset af i daabens flod.

3. Hvi vil man da med magt ey vide,
At man er døbt i JEsu død,
Som os har frelst af al vor nød,
At vi ved daaben her skal lide
Og døe med ham, at hver og een
Staaer op retfærdig, nye og reen.

4. Du skal til korset daglig banke
Enhver forbandet syndig lyst,
Korsfæste inden i dit bryst
Den allermindste onde tanke,

* * * 39

Den gamle Adam staaer sin straf
Og klemmes ind i JEsu grav.

5. Est du nu død paa saadan maade,
At du fra syndens magt er frie,
Da syndens straf er og forbi,
Da staaer du, ved din JEsu naade,
Op til et helligt liv, som ey
Vil see engang den brede vey.

6. Saa skal du derfor dig nu agte
For den, som er fra synden død,
Men nye igien til himlen fød,
Og derhen bør allene tragte,
Betænkende, hvorledes du
I Christo bør at leve nu.

7. Lad, JEsu, mig da plantet vorde
Med dig til samme død, og giv,
Jeg ogsaa ligne maa dit liv,
Min gamle Adam daglig jorde,
Ved din opreysning seyerriig,
Dig vorde her og evig liig.

Nr. 143.

Mel. Christus kom selv til Jordans Flod.

O hvad er det en herre-stand,
Naar vi det ret betænker,
Guds Søn sit blod i daabens vand
Os arme syndre skenker,

* * * * * 40

Tre ting paa jorden vidner mod
Alt hvad os vil anklage,
Og det er aand og vand og blod,
Som sielen kand unddrage
Til livets strøm at smage.

2. Du har, o milde JEsu! jo
Selv indsat døbe-vandet,
Da du dig lod i jordan toe,
Og med dit blod det blandet,
Det renser sielens dybe grund,
Og os med Gud forbinder,
At hiertet ret sin fryde-stund
I daabens vande finder,
Naar man sig ret besinder.

3. Ved daaben drog du siel og sind
Til kirkens samfunds glæde,
Og skrev mit navn blant hine ind,
Som skal for thronen træde,
Det vandbad udi ordet giør
Os synde-frie og rene,
Saa hielp, at vi, som det sig bør,
Det trolig med dig mene,
Og elske dig allene.

4. Vi traadde ind ved daabens pagt
I naadens søde rige,
Saa ingen nu tør gaae forsagt,
Som JEsum ey vil svige,
Den pagt er stærk, og evig staaer,

* 41

At intet os kand tage
Vor himmel bort, i hvor det gaaer,
Trods verdens lyst og plage,
Gid ingen nu forsage!

5. Af helved-unger har Gud giort
Os til sin slægt paa jorden,
Det agtes overmaade stort
I JEsu lemmers orden,
Ja Christus med sit blod og død
Er gandske os foræret,
Saa staae vi fast mod satans stød,
Og fegte ey i været,
Gud være evig æret!

6. Gud har os børne-arve-ret
Til himmerige skenket,
Og alle vore synder slet
I havets dyb nedsenket,
Nu kand al satans magt og vold
Os ey til skade røre,
Vor JEsus er vor muur og skiold,
Hand selv vor striid vil føre.
O vi har got at giøre!

7. Gud lad os bære megen frugt,
Hvortil vor daab forpligter,
At hver, fra verden udelukt,
Kun alt til himlen sigter,
Lad mig ved daglig bøn og bod
Med JEsu døe saaledes,
At jeg i kamp mod kiød og blod
Ved striden aldrig kedes,
At verden ret udsvedes.

* 42

8. Hielp! at vi daabens dyre pagt
Og naade aldrig glemme,
Og lad os vores daabs foragt
Af ingen meer fornemme,
Lad daaben være os til trøst
Mod al vor vee og plage,
Et vand som giør al syndens lyst
For os saa salt som lage,
Saa hiem til himlen drage.

4. Om Alterens Sacramente.

Nr. 144.

Mel. Mit hierte! hvi græmmer du dig.

O siel! hvor blev de gode ord,
Som JEsus fik,

* * * * 43

Den tiid du gik
Nu sidst til HErrens bord,
Der du i skrifte-stolen sad,
Og om vor HErres naade bad?

2. Da vilde du forbedre dig
Af hiertens grund,
Saa har din mund
Vel talet dristelig,
Men med hvad hierte det er skeet,
Er siden noksom kiendt og seet.

3. Dit skidne hiertes hykle-bod
Er løfte-riig,
Men list og sviig
Giør aldrig sagen god,
Det er at bade sig i dynd,
Og skiule kun sin synd med synd.

4. Du gaaer saa ofte frek og fri
Ved hykle-trin
Og bønnens skin
Guds naades dør forbi,
Og giør ved din forvovenhed
Kun Gud i himlen mere vred.

5. At sige hen i vær og vind
De bare ord,
Til HErrens bord
At gaae med samme sind,
Den altergang og skriftemaal
Giør hiertet haardt som steen og staal.

* * * 44

6. Din banden, vrede, gierighed,
Guds ords foragt,
Din stats og pragt,
Din vellyst bliver ved,
Dit levnet slaaer dig paa din mund,
Og viser hiertets falske grund.

7. At sige HErre! HErre! kand
Ey her forslaae,
Men hiertet maa
Af den fordervet stand,
Dit følesløse sind maa hen,
Og JEsus selv derind igien.

8. Spørg hiertet, om det og har lyst,
At skiemte meer
Med den, som seer
Hver tanke i dit bryst,
Og stevner al din kirke-sag
For dommens store skrifte-dag.

9. Græd for den tiid, som er forbi,
Suk raab og beed,
At miskundhed
Dig denne gang vil frie,
Og at ved JEsu saar og blod
Din skriftegang maa blive god.

10. Randsag dit hierte ret for Gud,
Om og din bod
Har saadan rod,
At du, som JEsu bruud,
Ey siger anden troskab til,
End den du ogsaa holde vil.

* * * 45

11. Fornye med Gud din daabes pagt
Hver dag og tiid,
Til kamp og striid
Mod satans list og magt.
Hav, hvor du vandrer ud og ind,
Guds ord og himmel i dit sind.

12. For alting lad den blodig sveed,
Den bittre nød
Og haarde død,
Som JEsus for dig leed,
I sielen ret som prentet staae,
Saa kand du smukt til alters gaae.

Nr. 145.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

I morgen skal mit bryllup staae,
Ach morgen sød at tænke paa,
Min længsels sødeste behag,
Og sielens store høytids-dag!

2. Kom med din man og himmel-brød,
Som døden selv kand giøre sød,
Med dug, som Hermons overgaaer,
Den skal jeg faae af JEsu saar.

3. Kom morgen dog, du ædle tiid!
Kom, jeg vil bruge dig med fliid,
Før morgen-dug giør jorden vaad,
Jeg møde skal med længsels graad.

* * * * * 46

4. Og om jeg end min hvile fandt
Mens nattens sorte taage svandt,
At legemet forfrisker sig,
Dog vaager sielen idelig.

5. Thi JEsu pines røde saar
Mig nat og dag i tanker staaer,
Og bruger i den trygge slum
Mit længsels ord: O! JEsu kom.

6. Dog længes jeg, at natten maa
Jo før jo bedre ende faae,
Jeg qvæger mig ved JEsu ord,
Og længes efter JEsu bord.

7. Væk JEsu selv min arme krop
Til rette tide munter op,
At før den blide soel opgaaer
Jeg brude-pyntet for dig staaer.

8. Saa sover jeg i JEsu favn,
Saa vaagner jeg i JEsu navn,
At JEsus bliver dag og nat
Mit hiertes gandske deel og skat.

Nr. 146.

Mel. JEsu! du min glæde.

Aldrig kand jeg sige
Hvilket himmerige
Jeg i sielen fandt,
Hvordan al min vaade

* * * * * 47

Ved min JEsu naade
Af mit hierte svandt,
Der hand lod
Sit kiød og blod
Mig i brød og viin fremdrage,
Og i sielen smage.

2. Der var mad at æde
Fuld af himmel-glæde
Ved min JEsu bord,
Der var saadan drikke,
At jeg finder ikke
Allermindste ord,
Til den trøst
Og hiertens lyst,
Som jeg finder, at udsige,
Der var himmerige.

3. Samme himmel-glæde
Er endnu til stede
I mit svage bryst,
Alle blode-draaber
I mit hierte raaber:
JEsus er min lyst!
Det er meer
End verden seer,
Naar man kand i sielen finde
JEsum selv derinde.

4. O at jeg dog kunde
Skaffe alle munde
Til at hielpe mig,
JEsu lof at siunge,
Thi min arme tunge
Er for skrøbelig!

* 48

Tak og priis
Paa engle-viis
Burde jeg min JEsu bringe,
Det var dog for ringe.

5. Derfor mine taare
Rinde skal saa saare,
For jeg ikke kand
Synge som jeg vilde,
Derfor øyets kilde
Øser beske vand,
Det er det
Jeg mener ret,
Om mig nogen seer at græde,
JEsus er min glæde.

6. O min ædle smykke!
Lad min siel sig trykke
Heftig til dig ind,
Af din himmeldrue
Idelig at sue
Glæde for mit sind,
At jeg faaer
I dine saar
Det, som kand min siel fornøye,
Og fra verden bøye.

7. Og som vor forening
Ey i anden mening
Nu fornyes kand,
End at jeg allene
Elske skal og tiene
Dig, min Frelsermand,

* * * 49

O saa lad
Ey satans had
Af mit paradiis mig drive,
Det skal amen blive.

Nr. 147.

Mel. Af Dybsens Nød raaber jeg etc.

Vil du til HErrens alter gaae,
Den sag er høy og vigtig,
Om ellers nogen sinde, maa
Du handle her forsigtig,
Prøv om du er i saadan stand,
At du med glæde komme kand,
Den sag maa vides rigtig.

2. Saa viid, at den, som hidindtil
I verdens skiød har sovet,
Den synden ey forlade vil,
Som er saa ofte lovet,
Og kommer dog til HErrens bord,
Hand skyldig er i JEsu mord,
Hans blod er paa hans hovet.

3. Til JEsu pine og fortred
Vi alle aarsag vare,
Vor synd var og i flokken med
Blant JEsu morder-skare,
Dog regnes det ham ikke til,

* * * * 50

Som JEsum sig tilegne vil,
Hand skal ey dertil svare.

4. Men den, som vidste, hvad hand leed,
Hvad JEsus os fortiente,
Den søde himmel-salighed,
Og sig dog ey omvendte,
Hand bliver JEsu banemand,
Og maa betænke hvad hand kand
For saadan skyld forvendte.

5. Man regne al den skyld, som fra
Det første er bedreven,
Hvad skrekkeligt om Sodoma
Og Choræ grav er skreven,
Hvad er det alt at ligne mod,
At JEsu pine, død og blod
Er saa foragtet bleven?

6. Det giør de christnes skyld saa stor,
Det topper syndens maade,
Fordi man har Guds sande ord
Om JEsu død og naade,
Man giør sig dog som flint saa haard,
At ingen tale meer formaaer
Fra synden dem at raade.

7. Saa see, o sikre siel! hvordan
Du her kand staae din prøve,
Vil du endnu, som du er van,
Guds helligdomme røve?

* * * 51

Vil du da altid blive ved,
At komme frem saa ubered,
Og naadens aand bedrøve?

8. Vil du da ey den synd, du veed,
Engang til side sette?
Vil du den pine, JEsus leed,
Evindelig forgiette?
Vil du ey kiende naadens tiid,
Men ret med al din magt og fliid
Guds store godhed trette?

9. Er det din mening, at du vil
Ey anderledes blive?
Vil du kun idel leeg og spil
Med JEsu marter drive?
Vil du kun byde munden frem,
Som Judas den forbandet lem,
Og satan hiertet give?

10. Ach tænk, det er en farlig sag,
Sin naades tiid at spilde,
Saa kommer vist engang den dag,
At du saa gierne vilde
Fra pinen være qvit og frie,
Men da er naadens tiid forbi,
Din klagen er for silde.

11. O lad endnu dog dette raad
Dig denne stund behage,
Vend om med megen suk og graad,
Din ondskab at beklage,
Som du har drevet hidindtil,
Saa maa du troe, at JEsus vil
Dig an i naade tage.

* 52

12. Vaag op! hvi vil du synder gaae
Saaledes hen i blinde:
Det er den høye tiid, du maa
Dig dog engang besinde,
Men ingen raad jeg mere veed,
Om JEsu store kierlighed
Dig ey kand overvinde.

Nr. 148.

Op og smyk dig, siel! med glæde,
Ud fra syndens mørke sæde,
Frem til lyset! hid at prange
Glad i Gud med fryde-sange,
Den, som alle engler fryder,
Dig i dag til giest indbyder,
Den, som himlen har i vælde,
Lader sig hos dig anmelde.

2. Som forlovet bruud, din søde
Himmelbrudgom løb imøde,
Hør! hvor hand med naadens hammer
Banker paa dit hiertes kammer,
Luk op for ham aandens sale,
Byd ham ind med liflig tale,
Beed ham ved hans dyre navne,
At din siel ham ret maa favne.

3. Sølv og guld for dyre vare
Pleyer man vel ey at spare,
Men du vil for al din gave
Ey den mindste penge have.

* * * * 53

Alle bergverks skat og evne
Mod den man er ey at nævne,
Mod det blod, min siel kand sue
Ind i viin af livets drue.

4. Ach hvor hungrer mine sinde
Efter denne kost at finde!
Ach hvor tit der taarer flyde
Efter denne mad at nyde,
Efter blodets kalk mig tørster!
Fyrste over alle fyrster!
Ønsker kun, at mine bene
Sig ved Gud med Gud forene.

5. Frygt og fryd mod disse høye
Blusser op i sielens øye,
Denne spises høye naade
Og den spiisnings dybe maade
Giør, at jeg med lyst kand merke
Dine hænders store verke,
Aldrig fandtes den, som kunde
Den din almagts dyb begrunde.

6. Ney, fornuft! du maa til side,
Kand det under ey bestride,
At den spise ey fortæres,
Hvorved dog saa mange næres,

* * * 54

At i saft af viintræ-grene
Gud os kand sit blod forlene,
Nok! vi tingen faaer og smager,
Maaden HErrens Aand randsager.

7. JEsu livets soel og glæde!
See! her er jeg da til stede,
JEsu! alle naaders kilde!
Hør, hvad jeg saa gierne vilde,
See! jeg falder dig til fode,
Giv, at mig til gavn og gode
Og dit store navn til ære
Jeg din giest i dag maa være.

8. Medynk har jo, bart at sige,
Draget dig fra himmerige,
At du villig haver livet
For os hen i døden givet,
Og dit dyre blod udgydet,
Hvorved sielen bliver frydet,
Og din kierlighed betænkes,
Naar det os i vinen skenkes.

9. JEsu, livets mad og drikke,
Hielp mig! hielp mig! at jeg ikke
Til forgieves eller skade
Skulde mig bespise lade,
Men at jeg din sødhed smager,
Naar jeg denne spise tager,
Siden, naar basunen høres,
Ind til bords i himlen føres.

*
55

Nr. 149.

Mel. JEsu søde Hukommelse.

Saa gaaer nu sielens høytid an,
Vor JEsus med sit legems man
Og blodet af hans purpur-saar
Til dig at pleye færdig staaer.

2. Op da, hver naade-hungrig siel!
Din søde JEsus veed saa vel,
Hand dig kand give kraft igien,
Gak du kun trøstig til ham hen.

3. Frygt ey for din uværdighed,
Din JEsus nok din jammer veed,
Gak, nyd din frelsers kiød og blod,
Saa faaer du styrke derimod.

4. Ach! see, hvor hand sig stiller frem
Saa hierte-mild og angenem,
Hand kommer ey mod dig til dom,
Ney dertil er hand alt for from.

5. Hvor kand din brudgom mod sin bruud
Vel gaae til doms, og føre ud
Den af ham selv fuldendte sag,
End sige paa din æres dag?

* * * 56

6. At hand med trusels torden slaaer
Blant mange, som til alters gaaer
I verdens sind, som hver er van,
Hvad gaaer det knuste hierter an?

7. Du længes til din JEsum hen,
Hand længes efter dig igien,
Den begge siders længsel maa
Dog vist en nær forening naae.

8. Betænk, at hvad dig ængster, alt
Tilhobe er af ham betalt,
Saa vær kun du en kierlig giest,
Og hold i aanden fryde-fest.

9. Hans hierte staaer i længsels brand,
Hans øyne vinker hvad de kand,
Hans arme favner efter dig,
Og munden raaber: Kom til mig!

10. Tag denne spise, den er sød,
Mit legeme i dette brød,
Der kand dit hierte smage, at
Din synd er gandske dig forladt.

11. Kom, drik mit eget blod i viin,
Thi jeg er din, og du est min,
Det er for dig et sikkert pant,
At du est min, at det er sandt.

12. Det skeer fordi jeg har dig kier,
Og med dig vil forbindes nær,

* * * 57

Dig giver jeg mig gandske hen,
Og vist vil have dig igien.

13. O JEsu, søde JEsu, hvor
Er dog din kierlighed saa stor,
Hvad giør den søde himmel-mad,
Hvad giør den dog mit hierte glad!

14. Nu gaaer jeg frisk, og trættes ey
At vandre paa den snevre vey,
Den trange stie har ingen trang
Paa mad og styrke til vor gang.

15. Det blod, som flød for syndens gield,
Er i min siel en livets væld,
Det slukte vreden før saa vel,
Nu ledsker det min tørstig siel.

16. Det flyder ind udi mit bryst,
Og drukner verdens vee og lyst,
Det flyder om mit gandske sind,
Og lukker til Guds have ind.

17. Nu skammer sig den onde aand,
At buen brister i hans haand,
Da hand min arme siel skal see
Ved HErrens bord saa mild at lee.

18. Hand har til mig slet ingen ret,
Min synd er reent forladt, forgiet,
Hans magt ey magter ved et haar,
Saa længe jeg i JEsu staaer.

19. Det giv mig da, min frelsermand,
Som det allene give kand,

* * * 58

At jeg i din forening maa
Til døden frisk og mandig staae.

20. Jeg veed vel, det vil koste striid,
Og fienden giør nu mere fliid,
Men dette veed jeg og om dig,
At du skal aldrig slippe mig.

21. Hielp, at jeg strider, som en mand
Mod al den deel os skille kand,
Og det ved dig til sidste striid,
Saa har jeg dig til evig tiid.

*