↩

Nr. 186.

✂ Mel. JEsu søde Hukommelse.

✂ Skal kierlighed sin prøve staae,
Da maa hun til din fiende naae,
At du est mild naar hand er vreed,
Det er en christen kierlighed.

*Nr. 186. FJ1-7. 1, 3: est] er J6-7. *- - - *V. 11: 1. Kor. 13, 8 a. 13. - 11, 3: naar troe og haab er omme] Disse ord kan se mærkelige ud, når der i 1. Kor. 13, 13 netop står, at tro og håb lige så vel som kærligheden »bliver«. Det er sandsynligvis også Paulus' mening, at de bliver i evigheden, troen som hjertets tillid til Gud, håbet som forventning om nye herligheder. Men mange fortolkere har haft en anden forståelse. De har henvist til, at Paulus på andre steder taler, som om troen og håbet kun hører hjemme i livet på jorden (2. Kor. 5, 7; Rom. 8. 24). Når han så her siger, at de »bliver«, skal det betyde, at de her i livet har blivende værd og ikke blot forbigående betydning. Denne opfattelse møder man f. eks. hos Brorsons samtidige, den berømte ekseget J. A. Bengel, og det er åbenbart noget af samme art, som ligger bag ved digterens ord her. - 11, 4: at] så at. - V. 12: Slutningsbønnen bæres af den tanke, at det er Jesu kærlighed, sum afføder kærligheden hos den kristne, en tanke, som finder en rig udfoldelse i den følgende salme. *Nr. 186. Original. En salme om kærlighed til fjender, bygget på Mt. 5, 43-47. Opbygningen er følgende: 1) V. 1-7. Problemet overvejes: Jesu krav om kærlighed til fjender synes over evne for mennesket (v. 1-2); dog er afslag på kravet udelukket (v. 3-5); men dets gennemførelse står som en ren umulighed (v. 6-7). 2) V. 8-13. Vejen frem: Bod og tro vil mildne sindet (v. 8); betragtning af Jesu kærlighed til fjender, af hans hyrdetroskab mod os, af Guds syndsforladelse vil ved Åndens magt tænde kærligheden i os (v. 9-12), så sjælen forenes med Gud og frigøres for hadet (v. 13). 3) V. 14-15. Resultat: en afgørelse mellem to muligheder. 4) V. 16. Et suk over verdens blindhed og kærlighedsløsheden som dens følge. 5) V. 17. Bøn om kærlighed til Jesus og derigennem til fjender. 148

✂ 2. Den lærdom er saa beesk og suur,
Som døden selv, for vor natur,
Det synes alt for tungt og svart
For Adams flinte-haarde art.

✂ 3. Dog gielder her slet ingen ney,
Saa sandt du vil den rette vey,
At elske dem, som elske dig,
Det kand en hedning magelig.

✂ 4. Men JEsus taler rene ord,
Som dog saa faa i verden troer,
Undskyldning gielder ikke her,
Din fiende skal du have kier.

✂ 5. Er hand forbittret, suur og vild,
Saa skal du være from og mild,
Vil hand dig giøre vee og spot,
Du skal betale ham med got.

✂ 6. Du tænker: det kand aldrig skee,
At elske dem, som os belee,
At kunde vilde den saa vel,
Som vil os gierne slaae ihiel.

✂ 7. Ja! see vi til vor egen magt,
Da er man let i harnisk bragt,
Og finder ingen kraft imod
Den gamle Adams olme blod.

✂ 8. Lad hiertet komme ind i bod,
Og smelte hen i JEsu blod,

*3, 2: vil] vilt F. 3, 3: dem] den F. 4, 3: undskyldning] Undskylding F. 4, 4: skal] skalt F. 5, 1: forbittret] forbittert F. 5, 2: skal] skalt F. 5, 3: vee] væ J1-3. 5, 4: skal] skalt F. 7, 1: see] seer FJ1-3. 7, 4: olme blod] olme-blod J1-7, sikkert trykfejl. *- - - *2, 3: svart] det samme som tungt, - 2, 4: art] slægt. - 6, 3: kunde vilde] kunne ville. - 7, 1: magt] om evnen til at opfylde kærlighedskravet. - 7, 4: den gamle Adam] Rom. 6, 6; Ef. 4, 22; Kol. 3, 9, betegnelse for den side af personligheden, som er præget af syndefaldet; olme blod] vildt, rasende blod, jfr. en olm (dvs. uvan) tyr. - 8, 1: bod] anger og tro. - 8, 2: smelte hen i JEsu blod] om den inderlige tilegnelse af Jesu forsonergerning. 149

✂ Da bliver Christi milde sind
I sielen deylig prentet ind.

✂ 9. Naar vi ved troens lys og brand
Vor JEsu hierte finde kand,
At hand for sine mordre bad,
Da de kun stod, og loe derad.

✂ 10. Naar vi betænke, hvor hand gik,
Vor siele-hyrde, før hand fik
Os ud af dødens fare rykt,
Hvor tidt og længe hand har søgt.

✂ 11. Naar vi besee i hiertens grund
De mange svare syndens pund,
Som GUd saa gierne os forlod
For JEsu pine, død og blod.

✂ 12. Naar aanden giør os dette klart,
Da tændes udi sielen snart
Den stærke kierlighedens brand,
At man sin fiende elske kand.

✂ 13. Saa lue-stærk er kierlighed,
Hun slaaer al verdens aske ned,
Og drager sielen ind til GUd,
Da lære vi det femte bud.

✂ 14. Vil nogen sige da: jeg kand
Ey elske ret min avindsmand,

*9, 3: mordre] mørdre J1-2. 10, 3: dødens] Dødsens F. 11, 2: syndens] Syndsens F. 14, 2: min avindsmand] min Avinds Mand F. *- - - *V. 9-12 udgør een periode med en række forsætninger, begyndende med naar, i 9, 1; 10, 1; 11, 1 og 12, 1 og med eftersætningen: da tændes o. s. v. i 12, 2; tænk komma efter v. 9, v. 10 og v. 11. - 9, 3: Lk. 23, 34. - 9, 4: Brorsons tanke. - V. 10: Lk. 15, 4 flg. - 10, 1: hvor] hvordan. - 10, 3: dødens fare] faren for den evige død. - 11, 2-3: Mt. 18, 23 flg., hvor ældre oversættelser havde pund i steden for talenter. - 12, 4: at] så at. - 13, 1-2: Billedet er vel, at ilden i kammen flammer sådan op, at asken, der var ved at kvæle den, spredes og falder ned. - 13, 4: det femte bud] 2. Mos. 20, 13; 5. Mos. 5, 17: »Du skal ikke ihjelslå«, men sådan, som Jesus har udlagt det i Mt. 5, 21-22 om vreden og dens udslag. 150

✂ Hand vidner, at hand ey forstaaer
Hvad JEsu kierlighed formaaer.

✂ 15. Men siger du: jeg gierne vil,
Men finder ingen kraft dertil,
Da løb til JEsu vunder hen,
Saa tændes kierlighed igien.

✂ 16. At man saa lidt i verden veed
Af JEsu søde kierlighed,
Det volder, at den bittre aand
Saa stærk har taget overhaand.

✂ 17. O lad mig hiertens inderlig,
Min søde JEsu! elske dig,
Og komme dine vunder nær,
Saa faaer jeg nok min fiende kier.