Brorson, Hans Adolph Den tiid gaaer an, som JEsus selv har sat

Nr. 248.

Den tiid gaaer an, som JEsus selv har sat,
Da al min vee skal sige mig god nat,
Far vel, far vel, du onde verdens stad,
Mit fængsel, Gud skee lof, nu skilles ad.

* * * * 323

2. Kom nu, min siel, nu vil vi derhen gaae,
hvor lammet og hans troe udvalde staae,
Vi ville gaae med Zions flok i rad,
Som er u-endelig i JEsu glad.

3. Velsignet vær evindelig min dag,
Da jeg gaaer ud fra kroppens skiul og tag,
Som hindrer mig, det dødelige leer,
At jeg, Guds søn, dit ansigt ikke seer.

4. O JEsu, du mit liv i dødens nat,
Min ven, naar jeg af alting er forladt,
Min aand med magt ansøgning hos dig giør,
Ach luk mig op den skiønne himlens dør.

5. Jeg giver dig af gandske hierte hen
Det, som du har fra døden løst igien,
Tag sielen, naar den arme krop er død,
Udi din haand og milde JEsu skiød.

6. Du est mit maal, min ende, roes og priis,
Min middel-punct, mit søde paradiis.
I dig min roe alleneste bestaaer,
Og derfor al min længsel til dig gaaer.

7. Ach, ach, hvor haardt jeg længes efter dig,
Kom dog, mit liv, min glæde, kom til mig,
Tøv ikke, kom, at hente sielen brat
Til livets lys fra denne verdens nat.

8. Jeg længes med umættelig attraae,
Af JEsu selv et evigt kys at faae.
Min aand, i dig forelsket, er fra mig
Som borte, og alt reyst hen efter dig.

* * * 324

9. Dog vil jeg ey selvraadig hvad jeg vil,
Men seer paa dig, og gierne bier til
Den rette stund, naar jeg engang skal staae
Ved JEsu haand med livets krone paa.