Nr. 153.

✂ Mel. O Gud! du fromme Gud.

✂ Du est allene værd, o Gud for alle guder,
At man fra slægt til slægt din trofasthed bebuder,
Og breder ud din lof i verdens vide land,
Som sender hielp og trøst, naar ingen hielpe kand.

✂ 2. O! lær mig, milde Gud, med agtsomhed at merke
Paa dine vise raad og store vunder-verke,
At man tit ey et tegn til nogen redning seer,
Og hielpen altid dog til rette tide skeer.

✂ 3. Her staaer jeg med min sorg for dig, min Gud, til skamme,
Hvor tit du hielper mig, saa er det dog det samme,
Saa snart du setter mig paa prøven lidt igien,
Da veed jeg ikke, hvor jeg vil for kummer hen.

✂ 4. Jeg kunde blevet af saa mangen forsyns prøve
Uovervindelig, behiertet som en løve,
Jeg seer jo, at du mig dog ey forlade kand,
Jeg synes at forgaae, og kommer dog til land.

✂ 5. Men jeg i øyeblik vil hielpen see og høre,
Før prøven kand sin cuur og rette virkning giøre,
Da bliver det min siel saa tungt som svare pund,
At bie op den dig bekiendte hielpe-stund.

✂ 6. Ach! lad din Aand mig til frimodighed opvække,
Naar kiødet lader sig saa ubesindig skrekke,
Naar korsets mørke paa mig falder som en nat,
Og sielen tænker, at hun er af dig forladt.

✂ 7. Jo større korset er, jo mere lad mig fatte
Dit ord, at aldrig saae man dine slet forladte,
Dit vise almagts raad forglemmer ey min trang,
Og bier det end lidt, det kommer dog engang.

✂ 8. Din aand er mægtig nok, mit svage haab at styrke,
Naar satan og fornuft det gierne vil formørke,
I sær naar faren har saaledes overhaand,
At ingen verdens hielp kand løse mine baand.

✂ 9. Da kand man ret din kraft i sielen agte nøye,
Naar al umuelighed for hende sig maa bøye,
Det er min anker-grund og troens faste slot,
Som du har giort, saa vil du giøre alting got.