Brorson, Hans Adolph Hvor lystig, sød og yndig

Nr. 133.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Hvor lystig, sød og yndig
Er deres fødders lyd,
Som kraftig, liflig, fyndig
Bebuder fred og fryd
De bange og de arme,
Som føle syndens byld,
At GUd sig vil forbarme
For JEsu pines skyld.

2. Den lov, som GUd har givet,
Er vel et herligt bud,
Men skaffer ingen livet,
Og fører ey til GUd.
Naar vi den gift fornemmer
Af kiødets onde lyst,
Og satan hiertet klemmer,
Veed loven ingen trøst.

3. Hun vil, at sielen efter
GUds villie skal gaae,
Dog dertil ingen kræfter
Hos hende er at faae,
Hun siger, vi skal høre
Den GUd, som os har skabt,
Men evne, det at giøre,
Har sielen gandske tabt.

4. De onde kand hun vække
Med hendes tordenslag,
Samvittigheden skrekke
Med dommens store dag,

* * * 17

Hvordan GUds vrede brænder,
Naar hun er overtraad,
Men naar man det erkiender,
Saa veed hun ingen raad.

5. Saa prædiker de arme
Det ret i hiertet ind,
At GUd sig vil forbarme
Med meer end faders sind,
At giøre dennem rene
I JEsu dyre blod,
Og livets kraft forlene
I deres hierte-rod.

6. GUd, som os skulde straffe,
Har selv udi sin søn
Os redning vildet skaffe,
Da syndens beeske løn
Blev lagt paa JEsu hierte,
Da hand for verdens flok
Til døden lod sig smerte,
Det var betalning nok.

7. Vi røve GUd hans ære
Med synd saa tyk som sand,
Og satans merke bære
Af Evæ æbletand,
GUd selv vor borgen bliver,
Da det om redning galdt,
Og sig i døden giver,
At faae vor gield betalt.

* * * * 18

8. Vor jammer hand paatager,
Dog gandske synde-fri,
I alle andre plager
Et menniske som vi,
Ja meer, i alt det andet
Af satan, synd og nød
Blev fristet, ja forbandet
Til korsets beeske død.

9. Der haver hand da kæmpet
Med GUd, som ham forlod,
Og al hans vrede dæmpet,
Der hand sin prøve stod.
Det havde at betyde,
Den hele satans leyr
For os at giennembryde,
Og vinde saadan seyr.

10. Nu er vor GUd forsonet
Og al vor skyld forladt,
Vor JEsus hand er kronet
Og GUd ved siden sat,
Og satan hand maa høre
Den sag med skændsel paa,
Hvad vil hand os nu giøre,
Ham kand hand ikke naae.

11. Nu maa den slange vide,
Naar hand os fange vil,
Den hos GUds høyre side,
Hand siger ney dertil.
Hand kiender vor formue,
Hvor lidet vi formaae,

* * * 19

Hand selv vil satan kue,
At vi kand seyren faae.

12. Fri ere vi og blive
Fra lovens tordensky,
GUd vil i hiertet give
Sit eget sind paa nye,
Hans aand vil hiertet sette
I kierlighedens brand
Og al vor vandring rette
Til himlens fryde-land.

13. Saa har da lovens trusel
Fremdeles ingen fynd,
Guds søn har skiult vor blusel,
Og gandske reen fra synd
Os stiller for sin fader,
Og lindrer al vor vee,
Ey fra sin haand os lader,
Før vi ham faae at see.

14. See, der er mad at smage
I evangelio
For dem, som synder plage,
Og søge siele-roe,
Som dødens beske miner
Og satan bange giør,
Samvittigheden piner,
Og lukker naadens dør.

15. Her ingen vrede findes,
Vor straf vor JEsus leed,

* * * 20

Og alle saar forbindes
I JEsu blod og sveed,
Her ængstes intet hierte,
Al fare er forbi,
Thi JEsu død og smerte
Har giort os gandske fri.

16. GUds søn, vor viisdom bleven,
Var satans magt for klog,
Som blev med skam fordreven,
Før hand sig vare tog,
Retfærdighed hand bliver
Os, naar vi naade faae,
Og hellighed i iver
Paa livets vey at gaae.

17. Den sag var høy og vigtig,
At redde Adams kiøn,
GUd kom og gav os rigtig
Sin egen kiere søn,
I ham sit eget hierte
Og alting gandske hen,
Og det en steen maa smerte,
Hand elskes lidt igien.

18. Den naade vil jeg prise
Til døden inderlig,
I gierning vil jeg vise,
Hvad hand har giort mod mig.
Jeg vil ham evig tiene,
Og den retfærdighed,
Hand vilde mig forlene,
Er al den pragt jeg veed.

* 21

19. Min JEsum blaa og blodig
Jeg har i troen paa,
Og dermed vil frimodig
For HErrens ansigt staae,
Vil synd og satan skade,
Jeg tager JEsum fat,
Hand kand mig ey forlade,
Hand er min egen skat.