Brorson, Hans Adolph Troens Rare Klenodie, 5. Del. Troens Kamp og Seyer

DEN FEMTE DEEL. TROENS KAMP OG SEYER.

1. Om Korsets Hemmelighed i Almindelighed.

Nr. 192.

Mel. Jeg vil din Priis udsynge.

Den troe, som JEsum favner,
Og hiertet rense kand,
Den troe, hvorved man havner
I himlens fryde-land,
Den troe er sterk, og maa
Al verden undertræde,
I sorrig og i glæde
Sin prøve kunde staae.

2. En christen bærer sværdet,
Og fast i striden staaer,
Mod satan har hand hærdet
Sit sind i JEsu saar,

* * * 168

Hand maa ved liv og død
Sig ikke lade binde,
Saa sandt hand hist vil finde
Sin roe i JEsu skiød.

3. Den troe, som vil med lempe
Og uden møye frem,
Den troe, som ey vil kæmpe
Sig giennem verden hiem,
Den troe er død og kold,
Ey værd en troe at nævne,
Har ingen kraft og evne
Mod satans piil og skiold.

4. Den sande troe i striden
Er mangen gang vel svag,
Og synes undertiden
At have tabt sit slag;
Dog er den sande troe
Saa sandt i hiertet inde,
Saa kand hun overvinde,
Før faaer hun ingen roe.

5. Den troe, som ham har funden,
Der heder sielens skat,
Er hun end skiult i grunden,
Og synes gandske mat,
Saa sandt hun er kun der,
Saa har hun kraft at kæmpe,
At fælde og at dæmpe
Den hele satans hær.

6. Den svage troes sukke
Er fienden dog for sterk,

* 169

Hun kand hans pile slukke,
Og skiende al hans verk;
Den gnist, den svage troe
Mod satan er en lue,
Det rør er spyd og bue
At slaae hans magt i to.

7. Hun kand vel ogsaa slykkes
I hiertet gandske ud,
Naar villien forrykkes,
Og viger fra sin GUd;
Men vil det svage sind
Sin JEsum ikke slippe,
Saa staaer hun som en klippe
Mod fiendens hav og vind.

8. Vor troe, er hun end liden,
Saa er hun dog af GUd,
Og derfor sterk i striden
Mod alle satans skud,
Vor troe er dog den seyr,
Som verden overvinder,
Som alle lyster binder,
Og spotter satans leyr.

9. Vel an I svage hierter!
Saa fatter kun et mood,
Og lad det koste smerter,
Ja ære, liv og blod,
O holder eder tæt
Til JEsu blod og vunder,
Saa ligger satan under
Med al sin magt og ret.

* * * 170

10. Det er en sag at merke
Til trøst i kampens tiid,
De svage blive sterke
I allerstørste striid,
Jo værre det gaaer til,
Jo mere skal du vinde,
Og større kraft befinde,
Naar du kun stride vil.

11. Men giør dig ingen tanker
Om troen i dit sind,
Naar du saa villig vanker
I verdens lyster ind,
Vil blive i din roe,
Og ey mod synden stride,
Du har, det maa du vide,
Du har slet ingen troe.

12. Var det en troe, med munden
At sige kun: Jeg troer!
Naar hiertet ey i grunden
Er renset ved GUds ord,
Da var der fromme nok
Og troende i tiden,
Da var hun ey saa liden
Den rette troens flok.

13. Ney det, vilt du det vide,
Er troens rette tegn,
Mod verdens lyst at stride
I denne jammer-egn,
Sin JEsum have kier,
Ham ey at kunde miste,
Før skulde hiertet briste,
Det viser troen her.

* * * 171

14. O JEsu! hierte-milde
Og yndigste GUds lam!
O! tænk dog, hvad det vilde
Mig være for en skam,
Om jeg dig, du, som mig
Med blodig kamp har vunden,
Saa troløs blev befunden,
At kunde miste dig.

15. Ney, ney, min lyst og ære,
Du est mig alt for sød,
Ney, din jeg vist vil være,
Det gielde liv og død;
Lad komme hvad der vil,
Jeg vil det alt bestride,
Og intet andet vide
End høre JEsum til.

Nr. 193.

Mel. Jeg raaber fast, o HErre.

Vor trængsel, hvor besværlig
Den ogsaa synes kand,
Er for GUds folk en herlig
Og uskatteerlig stand:
Vor trængsel, vi som trine
I JEsu fodspor ned,
Vor største trang og pine
Er idel herlighed.

2. Vor trængsel, ikke deres,
Som die verdens bryst,

* * * * * 172

Og mangen gang besværes
I deres beste lyst,
Vor trængsel, den allene,
Og ey de ondes riis,
Skal ufeylbarlig tiene
Til u-ophørlig priis.

3. Vor trængsel er en gave
Af JEsu milde haand,
Et tegn, som de skal have,
Der drives af GUds aand,
Vor trængsel er en ære,
Som GUd os dertil gaf,
Vor JEsu liig at være,
Det rose vi os af.

4. Vor trængsel giør os trette
Af verdens slaverie,
Og derimod saa lette
At gaae paa livets stie,
Vor trængsel giør bestandig
I JEsu rene sind,
Frimodig, kek og mandig
At gaae i kampen ind.

5. Vor trængsel er vor bane
For himlens kirke-flok,
Vor trængsel er vor fane
Mod satans hele skok,

* * * 173

Vor trængsel er vort anker
Mod alle lysters søe,
Som holder vore tanker
Fra verden, til vi døe.

6. Vor trængsel er vort Vaaben
Og adelige skiold,
Staaer himlen selv dog aaben
For JEsu kæmpers vold;
Vor orden er oprunden
Af Christi kamp og sveed,
Og staaer med GUd forbunden
I evig pagt og eed.

7. Vor trængsel er det merke
Hvorefter JEsus seer,
Naar torden af den sterke
GUds doms basune skeer,
Da skal vor trængsel give
Sin fulde glædes frugt,
Vor bittre myrrhe blive
En evig livets lugt.

8. Hvo vilde da ey lide,
Og gierne takke til?
Hver skynde sig at stride,
Som vist til himlen vil!
Saa skal man selv befinde,
Hvad de for ære faae,
Som her i verden vinde,
Naar kronen settes paa.

* * * 174

9. O søde kors, min lykke
Og skiønne arvedeel,
GUds kirkes gyldne smykke
Og deylige juveel,
Her vil jeg dig undfange
Med kys og favnetag,
Og siden med dig prange
Paa dommens store dag.

Nr. 194.

Mel. Hiertelig mig nu længes.

Vort kors giør sure miner,
Naar det os sendes til,
Man veed da tit for piner
Ey hvor man være vil;
Men lærer man at kiende
Hvad korset giør for gavn,
Og seer den sag til ende,
Da tages hun i favn.

2. Hun fører os ved smerte
Fra verdens daarlighed,
Og slaaer det stolte hierte
I støv og aske ned,
I ydmyghed er hvile
Og meget got at boe,
Saa jager korsets pile
Os ind med magt til roe.

3. Hun kommer fra GUds hierte,
Og drager os derhen,

* * * * 175

Da bliver korsets smerte
Til idel fryd igien;
Hvor mangen aldrig kiendte
Den rette roe i GUd,
Om GUd ham ey lod hente
Ved korsets visse bud?

4. Hun giver lyst at grunde
Paa ordet dag og nat,
Da kand man ingenlunde
Undvære denne skat;
Naar det saa dybt indtrykkes
Ved korset i vort sind,
Kand tit vor siel undrykkes
Ret som i himlen ind.

5. Hun trykker os saa længe,
Til vi nødvendig faaer
Fra verden os at trænge
Hen ind i JEsu saar;
Naar sielen der er hiemme
Og i saa tryg en havn,
Da kand hun ret fornemme
Sit korses store gavn.

6. Hun lærer os at klage
I bønnen dag og nat,
Beklemte sukke tage
GUd ret om hiertet fat,
Da vil vi have naade,
Gaaer ikke før derfra;
Og naar vor troe vil raade,
Maa JEsus sige ja.

7. Hun puster op i luer
Den lille troens gnist,

* 176

At man ey mere gruer
For satans magt og list,
Men ved sin trængsel hærdet,
Som staal i ild og vand,
Derefter uforfærdet
Mod alting tage kand.

8. Hun giør vort hiertes have
Fra verdens klinte reen,
Og holder under ave
De kaade lysters green,
At vi i nær foreening
Med JEsu komme maae,
Og det er just hans mening,
Naar korset os skal slaae.

9. Ja det er, kort at sige,
Ret aarsag til vor trang,
At hun til himmerige
Skal jage os paa gang;
At vi med mere iver
I JEsu fodspor gaae,
Da lønnen større bliver,
Som vi af naade faae.

10. Af JEsu torne bryde
De smukke roser ud,
Som skal i himlen pryde
Og krone JEsu bruud;
Vor JEsu kors fortiente
Os denne skat at faae,
Men vil vi kronen vente,
Da skal vi med ham gaae.

* * * 177

11. Jo meer vi da maae stride,
At komme JEsum nær,
Jo mere vi maae lide,
Fordi vi har ham kier;
Jo mere kors vi taale,
Jo større demant-glands
Og perler skal der straale
Af sielens brude-krands.

Nr. 195.

Mel. Det koster megen etc.

Vor GUd er tro i liv og død,
Vor korses kalk hand ey med gift vil blande,
Hand bliver og vor Fader i vor nød,
Hans kierlig mund kand sine ey forbande!
Ey! hør, hvor hand dig raaber til med magt:
Vær uforsagt! vær uforsagt!

2. Betænk, at du est kaldet til
At gaae ved trængsel ind i himmerige,
Saa vist man da en christen kaldes vil,
Saa vist man ey kand kors og tvang undvige,
Kun medgang vil det kielne verdens barn,
Men det er skarn, men det er skarn.

3. Du har om korset ofte hørt,
Og har det let i munden kundet bære,
Ney! du maa selv i korset blive ført,
Kun frisk heran, det vil ey andet være;
Hvo det forstod, har aldrig mangel haft
Paa trøst og kraft, paa trøst og kraft.

* * * * 178

4. Skal Joseph op til herre-magt,
Da maa hand først det sorte fængsel skue,
Skal David frem til konge-spiir og pragt,
Hvor blev hand først som en forjaget due?
Og Ezechias gik paa dødens sti
Sin død forbi, sin død forbi.

5. Selv JEsus for i veyen gik,
Og maatte giennem mange torne komme,
Før hand den store ærens krone fik
Og evig fryd for sig og alle fromme;
Hvo kun i kampen tro og mandig staaer,
Hand kronen faaer, hand kronen faaer.

6. Saa kast dit haab kun fast paa GUd,
Som er din fader midt i største jammer,
Din brudgom staaer, naar alle lys gaae ud,
Og kiger ind i hiertets mørke kammer,
Hand seer saa vel, naar du er hierte-kryst
Og uden trøst, og uden trøst.

7. Da brydes hiertet i hans bryst,
Hand siger: Ach! jeg skal mig dog forbarme!
Kom siel, som uden mig har ingen trøst!
Og leg dig kun i mine naades arme,
Kun vel til freds! din hielpe-stund er nær,
Nu er den her, nu er den her.

8. Dig være tak, o frelsermand!
Som kand ey andet end i nød os ynke,
Naar satan spruder helved-svovl og brand,
Det synes som vi skal forgaae og synke,
Da styrter du ham ned til helveds grund,
I samme stund, i samme stund.

* * * 179

9. Giv at vi, som du har saa kier,
Af kierlighed os nød og redning sender,
Maae komme dig i korset gandske nær,
At kierligheden meer end korset brænder!
Saa være dig lof, priis og ære sagt
Af gandske magt! af gandske magt!

Nr. 196.

Mel. Paa dig haaber jeg etc.

Min christen, er dit kors saa svart
Og af den allerhaardest art,
Lad dog dit taal ey svinde.
Troe, kiere siel,
GUd vil dig vel,
Det skal du vist befinde.

2. Skal du bedrøved og forsmaaed,
Foruden hielp og trøst og raad,
Paa korsets bierg opstige,
Græd eller lee,
Det maa dog skee,
Vil du til himmerige.

3. Om GUd dig end saa heftig slog,
At du paa alting skade tog,
Vær frisk, og troe kun sikker;
Hand drager dig
Kun nær til sig
Med korsets baand og strikker.

* * * * * 180

4. Umuelig man med verden paa
Sin ryg kand ind i himlen gaae,
Og dertil holdes værdig;
Det vil hand da
Dig tage fra,
Saa est du reyse-færdig.

5. Gaaer du med korset trøstig frem,
Saa bærer korset selv dig hiem
Til evig fryd og ære;
Men vil du ey,
Saa vil din vey
Dig dobbelt piinsom være.

6. Kand du dig selv kun blive qvit,
Forsage alting, stort og lidt,
Saa har du veyen fundet;
Giv dig deri,
Saa est du fri,
Saa har du overvundet.

7. Fat dig kun et bestandigt sind,
Lad blæse hvad der vil for vind,
At rosen-krands og nelder,
At suur og sød,
At liv og død
Dig lige meget gielder.

8. Kors var et sværd i JEsu haand,
Den tiid hand bandt den onde aand;
Hvor kand det noksom prises?

* * * 181

Der fattes seyr
I ingen leyr,
Hvor korsets fane vises.

9. Kors er den vey til himlens land,
Som ellers aldrig findes kand,
Den JEsus selv opsøgte;
Kun trøstig frem,
Du JEsu lem!
Du tørst dig aldrig frygte.

10. Kors er det tegn, der spørges om,
Naar JEsus kommer til sin dom,
Hvo da vil staae med ære,
Maa korsets tegn
I jammers egn
Og Bochims dale bære.

11. Ey nogen trængsel er saa lang,
Var hun end helved-heed og trang,
At den os kunde bide,
Naar vi kun til
GUds ære vil
Saa gierne noget lide.

12. Vor HErre strider ikke mod
Dig selv, men mod dit kiød og blod;
O maatte det forbrændes!
Hvad kunde vi
Da vandre fri
I al den deel os hændes.

* * * 182

13. Det eget sind, det satans frøe,
Skal plukkes, brændes op, og døe,
Som alt vort liv forvilder;
Det kand ey skee,
Naar korsets vee
Os ey vor vellyst spilder.

14. Just derfor har vor frelser giort
Anviisning om den snevre port;
Hvo denne vey vil tage,
Hand vandrer fri,
Og kand forbi
Sig selv og verden drage.

15. I ham opstaaer et andet sind,
Som stedse lystig kiger ind
I det, som GUd behager,
Er lige glad,
Hvor, naar og hvad
Vor HErre foretager.

16. Ved kors gik JEsus ind til GUd,
Og giver os et HErre-bud,
At vi skal selskab giøre,
En hver, som vil
Ham høre til,
Saa vil hand selv os føre.

Nr. 197.

Den vey gaaer vist til himmerige,
Som JEsus selv paa jorden gik,

* * * * * 183

Seer du ham til hans kors at stige,
Det er hans himmel-vandrings skik,
Hand er den formand, vi skal kiende,
Hvo ham kun følger huld og troe,
Hans trængsel faaer en salig ende,
Og kommer gandske vist til roe.

2. Hvad er det, som vor aand bedrøver?
Kun denne verdens lyst og fryd,
Naar man i daarlighed sig øver,
Og spørger ey om got og dyd;
Naar man kun efter ære tragter,
Seer verdens riigdom an for skiøn,
Og derimod saa ringe agter,
Hvad GUd os skenker i sin søn.

3. Det er den kilde til vor jammer,
Som giør os livets vey saa krum,
Og bliver trængsel da den hammer,
Der vækker os af trygheds slum,
Naar den paa hiertets dørre banker,
At øyet smelter hen i graad,
Og skrekker alle vore tanker,
At vi maae søge anden raad.

4. Saa dybt er det forvendte hierte
I daarligheder sunket ned,
At GUd foruden nød og smerte
Den jammer ey at ændre veed,
Skal hand den arme siel oplede,
Og føre til sig selv igien,

* * * 184

Hielp GUd! hvor maa den først da svede,
Før den til ham vil haste hen.

5. Til dette høye verk at drive
GUds søn blev selv vort kiød og blod,
At hand saaledes kunde give
Sig ind i al vor jammers flod,
I svaghed, trængsel, skam og pine,
Ja ind i korsets haarde død,
Hand vilde selv saa villig trine
Kun for at frelse os af nød.

6. Den vey, vort hoved da har funden,
Den vey hans lemmer følge maa,
At hvo som er med ham forbunden,
Og i hans fodspor ret vil gaae,
Den skal i nød og jammer føres
Langt bort fra verdens lys og skin,
At kiødet kand til intet giøres,
Som vil forvilde vore trin.

7. Den, disse dybe ting kand lære,
Giør ingen modgang let forsagt;
Thi det, vi agte tungt at være,
Det bringer aanden lys og magt,
Al verdens lyst at undertræde,
Da hun, hvad jordisk er, forsmaaer,
Og kalder ingen ting sin glæde,
Som ey til evig tiid bestaaer.

8. Thi hvad er verdens pragt? en prikke,
En røg, en damp, slet intet meer!

* * * 185

Hvad er al verdens lyst? en strikke,
Som fængsler os i dette leer,
Hvori vi maatte holdes bunden,
Og aldrig deraf kunde gaae,
Var korset ey af JEsu funden,
Hvorved vi kand vor frihed faae.

9. Men korset jager vore blinde
Og høye verdens tanker bort,
Saa vi kand selv forstaae og finde,
At verden har slet intet stort;
Da lære vi at være stille,
Og taalig gaae vor korses gang,
Og ønske kun, at GUd vil skille
Os fra os selv, vor største tvang.

10. Thi korset er kun baand og fængsel
For vores egensindigt sind,
At vi kand finde roe i trængsel,
Naar vi til JEsum haste ind;
Det giør, at vores største smerte
Kand blive taalelig og sød;
Thi derved finde vi GUds hierte,
Og hvile i vor faders skiød.

11. Det lærer os, os selv at hade,
Og kalde GUd allene god,

* * * 186

Naar vi for hans skyld gierne lade
Gods, ære, venner, liv og blod;
Og disse prøver bør at vise,
Hvo ret en Christen kaldes vil;
Thi de, som GUd i korset prise,
De høre GUd i sandhed til.

12. O lær mig da, mit kors at skatte
Som en ophøyet ære-stand,
I modgang kæmpe-mood at fatte,
Og staae i trængsel som en mand!
I farligheder fryd at finde,
Som intet verdens sind forstaaer,
At korset os kun fast vil binde
Til JEsu hierte, blod og saar.

13. Riv alting da kun fra mit hierte,
Om det mig aldrig var saa kiert,
Mig selv at miste ved min smerte,
O lad mig faae det grundig lært!
Ach! ja, den gamle Adams kræfter,
Ach drukne dem i modgangs vand!
At aanden bliver stærk herefter,
Og dig sig plat opofre kand.

14. Du kiender jo vor onde ville,
Hvor snart den vendes fra dig bort,
Naar vi os noget forestille
I verden, som vi agte stort:
Hvor ofte os en ven fornøyer
Med gode ord, med hielp og trøst,
Og dermed hemmeligen bøyer
Vort hierte hen til verdens lyst.

* * * 187

15. Det kunde vi besværlig vide,
Saa længe saadan lyst kand staae,
Men settes dette lys til side,
Da maa det eget sind forgaae,
Da lære vi vor troe at kiende,
Om den paa GUd er ene sat,
Om kierligheden da vil brænde,
Naar verdens trøst har sagt: god nat!

16. Saa drag os da ved haarde prøver
Fra verdens hob og hyklerie!
At sielen aldrig sig bedrøver,
Naar du vil vise os den stie,
Hvordan vi ind til GUd kand trænge,
Slut vor begiering i dig ind,
At vi ved dig, ved dig kun hænge
Med gandske hierte, hu og sind.

17. Da skal vor trængsel snart bortrinde,
Som vilde hiertet slaae i toe;
Thi korset jager vore sinde
Hen ind i din foreenings roe,
Da gaae vi giennem bitter møye
Til naadens riges stille stand,

* * * 188

Hvor ey det dybe eller høye
Os fra vor JEsu skille kand.

18. Thi som GUds søn, vor ordens mester,
Ved korset selv fuldkommet blev,
Saa kand hans folk og himmel-giester
Ey have noget friheds-brev,
Men som hand gik i verdens møye,
Saa bør det og med dem at skee,
Saa sandt man med forklaret øye
Sig skal i GUd forklaret see.

Nr. 198.

Kun frisk derind!
Du drukner ey, mit sind!
Det røde hav skal dig vel plads forunde.
Hvi tviler du? Mon hand ey hielpe kunde?
Som truede paa havet veyr og vind?
Kun frisk derind!

2. Bedrøvet aand!
Som gaaer i trængsels baand,
Opmuntre dig og dine svage sinde!
Dit korses flod skal dog engang bortrinde,
Naar aandens glæde tager overhaand;
Bedrøvet aand!

* * * * 189

3. Vor soel og skiold
Giør havet til en vold,
Før hand sit folk i floden skulde slippe,
Maa vandet staae dem til en muur og klippe,
Hand er til lands og vands vor hinderhold,
Vor soel og skiold.

4. Et freydigt mood
Gaaer ind i korsets flod,
Og lader sig af ingen bølger jage,
Den stærkest vind for hende gaaer tilbage;
Hun staaer i GUd, som træet ved sin rod,
Et freydigt mood.

5. En kæmpe maa
Som muur i feldten staae,
Det lader slet, naar hand vil gaae til side,
Og ey, som det sig sømmer, mandig stride,
Saaledes gaaer en christen ey i vraa,
Men kæmpe maa.

6. Det ende faaer
Med alting, hvor det gaaer,
Hvem vilde da i krigen blive fangen?
GUds kiere søn er for i spidsen gangen:
See til du altid ham i hælen staaer!
Det ende faaer.

7. Dit korses tvang
Er ikke evig lang,

* 190

Det er en kalk, hvis bond du snart skal finde,
Naar du med den dig ret kun an vil binde:
Saa gaaer hun og i lidelsen sin gang,
Dit korses tvang.

8. Dit trængsels pund
Opsluger dødens mund,
Heran! heran! hvo JEsu spor vil følge,
Hand styrer selv din modgangs veyr og bølge,
Hand gaaer foran, og triner ned i grund
Dit trængsels pund.

9. Din frelsermand
Dig ey forlade kand,
Hand vil dig selv paa sine skuldre drage,
Og engle-vogn er færdig dig at tage,
Og gik du vild, hand fører dig til land,
Din frelsermand.

10. Kast, svage sind!
Dit kors i veyr og vind,
Lad see, hvor du kand giennem dybet vade,
Din JEsus selv vil staae for al din skade,
At føre dig uskadt i havnen ind,
Mit svage sind!

11. De christnes stand
Er som et oprørt vand,
En bølge maa den anden stedse drive,
Saa gik det ham, der os skal styrke give:

* * * 191

I stormen er saa ofte vidt fra land
De christnes stand.

12. Hvo vandre vil,
Maa vist sig lave til
At friste bierg og dal og dybe pytte,
Saa maa man og til himlen daglig flytte;
Hand har ey for sig leeg og børne-spil,
Hvo vandre vil.

13. O søde GUd!
Hvor du gaaer ind og ud,
Derhen jeg og mit gandske liv vil vende,
Saa faaer det vist ved dig en salig ende,
Og dertil er dit kors mit himmel-bud,
O søde GUd!

Nr. 199.

Mel. O GUd af himlen see her til.

Nu derfor maa du dog ey plat
Udi din nød forsage,
GUd lader efter korsets nat
En glædes soel opdage:
Forlad dig der kun gandske til,
Og lad ham giøre hvad hand vil,
Hand kand dig ey forsømme.

2. Er det da nu den første gang,
At GUd os har bedrøvet?
Har vi ey været før i trang,
Og korsets vinde prøvet?

* * * * 192

Vi har vel liidt saa meget før,
Og GUd har altid hielpens dør
Til rette tide aabnet.

3. Saa er det da GUds mening ey,
Naar hand os modgang sender,
At hand vil selv da gaae sin vey
Som den, os aldrig kiender;
Ney! derudi bestaaer hans raad,
At den, som har ham før forsmaad
Skal sig til ham omvende.

4. Thi det er kiødets onde art,
Naar man i velstand vanker,
At intet glemmes da saa snart
Som GUd af sind og tanker;
Vi ere jord, og agte meer
Hvad her i denne verden skeer,
End hvad i himlen findes.

5. Da griber GUd os an igien,
At vi det ret kand finde,
Og tager tit det kierest hen,
At vi os skal besinde,
At søge ham, som vi forlod,
Og kiende, at hand er saa god
Og hiertehuld en fader.

6. Skeer det, da vil hand mild og bliid
Os an i naade tage,
Og vende korsets vintertiid
Til skiønne sommer-dage;
Og det er ham en ringe kunst,
Thi den, som finder ret hans gunst,
Den er og snarlig hiulpen.

* * * 193

7. Saa skynd dig hen i hiertens bod
Til naadens trøste-kilde,
Og beed, at hand for JEsu blod
Vil lade sig formilde,
Forlade hvad du ont har giort,
Og tage ogsaa straffen bort,
Som vores rette læge.

8. Thi naade dog for retten gaaer,
For gunst maa vreden vige,
Vi skal og bør at hielpes, naar
Vi ret om redning skrige;
Det er den haand, os holder fast,
Men slippes den, er baade mast
Og roor og anker borte.

9. Paa GUds den store kierlighed
Du skal dig fast beraabe,
At, om end himlen selv faldt ned,
Du dog paa GUd vil haabe;
Hans ord er klart: hielp skal du faae,
Saa vov det trøstig kun derpaa,
Saa kand det aldrig feyle.

10. Saa tør du ogsaa om hans magt
Ey meget tviilsom være,
Hvo har vel jordens grundvold lagt?
Hvo kand al verden bære?
GUd giør det, hand er og den mand,
Som raad og redning finde kand,
Naar alle vil forsage.

11. Dig synes, at du aldrig kand
Dets muelighed betænke,

* * * 194

Saa vil du ind i din forstand
GUds store almagt skrænke;
O daarlighed! GUds arm er fri,
Giør hvad hand vil, langt meer end vi
Kand tænke og begiere.

12. Er hans det hele rige ey
Fuldt af forundrings sager?
Hand gaaer, hvor der er ingen vey,
Hvor intet er, hand tager;
Den ære du ham give maa,
Saa fremt du vil den glæde naae,
Hans helligdom at skue.

2. Om allehaande aandelig Striid.

Nr. 200.

En christen har et kæmpe-mood
Og kræfter til at stride,
Hand feyer verden, kiød og blod
Og satan selv til side,
Indvortes og
Udvortes tog
Hand u-ophørlig finder,
Dog altid overvinder.

2. Tilforne var jeg heel forsagt,
Og kunde intet lide,
Til GUd mig satte selv paa vagt,
Og jeg fik kraft at stride,

* * * * * 195

Din styrke vi
Os føre i,
Saa faae vi ret i sinde
At stride og at vinde.

3. Jeg sagde: jeg er alt for ræd
Og ringe til at kæmpe,
Som intet har at stride med,
Saa stor en magt at dæmpe,
GUd hielpe mig
Dog naadelig,
Og lad mig naade finde,
Saa kand jeg overvinde.

4. Jeg lod mit egensindigt sind
Med kiødets lyst betage,
Paa verdens fred jeg lagde vind
Og søgte gode dage,
Men jeg har lært,
Hvad mig var kiert
At gribe an og binde,
Mig selv at overvinde.

5. Ja falder det mig ind igien,
Og vil mig liflig smage,
Jeg skal ved JEsu død det hen
I øyeblikket jage,
Den søde lyst
Udi mit bryst
Skal ingen hvile finde,
Jeg vil den overvinde.

* * * 196

6. Vil verdens gode ord og had
Mig skrekke og forføre,
Jeg spytter ad den lokke-mad,
Og gift mig ey kand røre,
Thi had og gunst
Er kun en dunst
De daarlige at blinde,
Men jeg skal overvinde.

7. Har jeg kun trængsel hvor jeg mig
I denne verden vender,
Saa har jeg dog min JEsu! dig,
Som mig i nøden kiender,
Hvert hug og saar,
Mit hierte faaer,
Det vil du selv forbinde,
At jeg kand overvinde.

8. Vil verden skenke spot og spee,
Det kun min krone zirer,
Som rosen op af tornene
Til brude-krandse spirer,
Om tusinde
Blodtørstige
Sig lode mod mig finde,
Jeg vil dog overvinde.

9. Vil satan i sin løve-hud
Mit arme hierte skrekke,
GUd vil sin kylling og sin bruud
Med almagts vinger dekke,

* * * 197

Er hand saa vild
Som pulver ild,
GUd skal hans magt vel binde,
At jeg kand overvinde.

10. Men kommer hand i faare-skind,
Og med en engle-mine,
En tilladt lyst mig skyder ind,
Fra kampen lidt at trine,
Saa seer jeg snart
Hans slange-art,
Naar jeg mig ret besinder,
Og straxen overvinder.

11. Men vil du selv, o Gud! imod
Mig orm og aske krige,
Nu da, vel an, jeg holder fod,
Et straae-bredt ey vil vige,
Skiønt det skal staae
Lidt længe paa,
Det skal sig dog vel finde.
GUd vil jeg overvinde.

12. Vil GUd mit øye lukke til,
Saa blind fornuften giøre,
At jeg ey veed, hvad vey hand vil
Mig arme synder føre,
At min forstand
I nøden kand
Ey nogen udgang finde,
Dog vil jeg overvinde.

* * * 198

13. Saa skrekker mig og døden ey,
Jeg er alt død i tiden,
Og døden er den himmel-vey,
Som jeg alt længe siden
Har vandret paa,
Og did at gaae,
Hvor ingen taarer rinde,
Da kand jeg overvinde.

14. Hvad har det kostet megen striid,
Mig selv at overgive!
Med verden i en stakket tiid
Jeg og vil færdig blive,
Paa hende seer
Jeg ikke meer,
Naar hun, som død, mig finder,
Da er jeg stærk, og vinder.

15. Klenodiet er for mig sat,
Thi vil jeg tapper stride,
Med ingen fiende dag og nat
Af nogen stilstand vide.
Frisk løs derpaa,
Jeg seer dem staae,
Som seyer-krandsen binde;
Kun sagen er, at vinde.

* * *
199

Nr. 201.

Det koster megen kamp og striid,
Naar man i grunden vil en christen blive,
For kiødet er det som den dyre tiid,
I Christi død sig stedse hen at give,
Og har man een og anden kamp forbi,
Der følger ti, der følger ti.

2. Paa slanger har man her at gaae,
Der giver os saa mangen sting i hælen,
Da vil der meget nøye passes paa,
At giften sig ey trænger ind i sielen,
Forfarenhed om denne siele-pest
Kand tale best :,:

* * * 200

3. Dog er det vel den møye værd,
Naar man den fryd og herlighed besinder,
Som den, der ret har lært at kæmpe her,
Til seyer-krands for lammets throne finder,
Det er vel svart, men naaden giør det let,
Forstaaer det ret :,:

4. Man skal som barn og arving staae,
Som solen blank og deylig i det høye,
Ja solens glands kun lidet vil forslaae
Mod straalerne, der gaae af sielens øye,
GUds deylighed er brudens egen glands
Og brudekrands :,:

5. Da barnet seer sin fader paa,
I saadan syn ham selv med lyst befinder,
Det bliver fuldt af livets klare aae,
Som til een aand ham da med GUd forbinder.
O hvem forstaaer hvad da i aanden skeer,
Før man det seer :,:

6. Da faaer man viisdom selv til deel,
Hvo hende har med lydighed fornøyet,
Hun kroner ham med perle og juveel,
Og bliver ham som bruud ved siden føyet,
Da er den ting, som før forborgen var,
Os himmelklar :,:

7. Hvad GUd hand har, det har man og,
Der staaer GUds himmel os til brug og pleye,

* * * 201

Hvor yndeligt og lifligt er det dog,
At have JEsum selv til arv og eye,
Og vidre kand jo ingen ønsker gaae,
End GUd at faae :,:

8. Op, op min siel bliv ikke træt,
Al mørkheds vold og magt at giennembryde!
Hvad klager du, din evne er saa slet,
Betænk din kraft, som GUd dig lader byde,
Betænk, at slippe ind ad himlens dør,
Hvor got det giør :,:

Nr. 202.

Det koster ey for megen striid,
En himmel-sindet christen siel at blive;
Thi er vort kiød skiønt ikke mild og bliid,
Naar hun i Christi død sig hen skal give,
Saa giver GUd den Gud-hengivne aand
Dog overhaand,
Dog overhaand.

2. Giør som et barn, og leg dig ned
I JEsu skiød og hiertens hulde arme,
Hand skal dig som et barn med kierlighed
I sine vunders lye snart giennemvarme,
Mon det er svart, naar man er ham saa nær,
At faae ham kier? :,:

* * * * 202

3. GUd intet ont dig giøre vil,
Men al din vee, den giør din egen ville;
Byd GUd dit arme bange hierte til,
Hand skal det snart med trøst og glæde stille,
Giv GUd din ville, al din ville, snart,
Saa er det klart :,:

4. Kast al din frygt og banghed hen,
Hvad skal den meer dit arme hierte plage?
Væk op dit sind til hiertens fryd igien,
Hvo vilde her i naadens tiid forsage,
Siig: fader! tag mit hiertes trængsel bort,
Saa er det giort :,:

5. Vær stille i taalmodighed,
Naar du din faders hielp ey strax kand finde,
Forseer du dig, saa gaa den vey du veed,
Og lad dig strax i JEsu blod forbinde,
Saa er din feyl, og hvad du har forseet,
Som aldrig skeet :,:

6. I troen lad dit hierte roe,
Naar trængsels nat og mørkhed dig vil dække.
Din fader kand du altid sikker troe,
Lad dig kun ingen vind og fare skrekke,
Ja seer det suurt og mørkt i hver en krog,
Saa troe kun dog :,:

7. Saa skal dit lys igien opgaae,
Og solen skinne efter nattens skygge,
Hvad du har troet skal synlig for dig staae,

* * * 203

Paa GUd du kand frimodig altid bygge,
En christen i en salig tilstand staaer,
I hvor det gaaer :,:

8. Op op, min aand, i haab og troe
Saa sød en GUd dig plat at overgive,
Gak ind, min siel, og nyd den søde roe,
Din JEsus skal din trang saa let fordrive,
Med al din nød dig i hans arme kast,
Hand holder fast :,:

Nr. 203.

Nærmer kun eder, spot, jammer og nød,
Kommer tillige
Mod os at krige,
Her er GUds tempel og himlenes rige,
Mægtig at tage mod blodige stød.
Nærmer kun eder, spot, jammer og nød.

2. Elskende siele er alting en lyst,
Giftigste bue,
Hedeste lue
Kand dem fra striden ey skrekke og true,
Himlen de bære i hierte og bryst.
Elskende siele er alting en lyst.

3. Haabet hun triner i sikkerste spor,
Midt i sin møye
Har hun et øye
Altid paa kronen, som staaer i det høye,

* * * * 204

Skal hun da lide, da veed hun hvorfor.
Haabet hun triner i sikkerste spor.

4. Ach det kand giøre os sielen saa sund,
Trusel og vrede
Er kun en hede,
Hvori vi verden af sindet udsvede,
At det kand læges i inderste grund.
Ach det kand giøre os sielen saa sund.

5. Det maa du grundig forlade dig paa,
Naar du skal finde
Taarerne rinde,
Striid og anfegtninger ude og inde,
Det er just veyen til himlen at gaae.
Det maa du grundig forlade dig paa.

6. Troe kun din JEsum, saa bliver du stærk,
Bitterste sager,
Skændsel og plager
Endelig liflig som sukkeret smager,
Det er vor HErres hans herligste verk.
Troe kun din JEsum, saa bliver du stærk.

7. Bange gemytter er alting til last,
Vil GUd dem føre,
Det kand de høre,
Riset dem aldrig en finger maa røre,
Verdens fornøyelse holder dem fast.
Bange gemytter er alting til last.

8. Alt for utidig betænkning er slem,
GUds raad at kiende,

* * * 205

Derhen sig vende,
Skiønt man umuelig seer anfang og ende,
Det maa, naar andre forvirres, gaae frem.
Alt for utidig betænkning er slem.

9. Priser den store alviseste GUd,
Naar hand fordrager,
At man os plager,
Da vil hand drive de vigtigste sager,
Alting skal falde saa ønskelig ud!
Priser den store alviseste GUd.

Nr. 204.

Mel. Hvad min GUd vil.

Vor troe kand giennem alle baand
Og muur og klipper trænge,
Hun har Guds almagt selv i haand
Til satans magt at sprenge,
Kand du slet intet? kand du troe?
Saa kand du alting tvinge,
Og al din modstand skal i toe,
Som traad for ilden, springe.

2. Da JEsus ey endnu var sendt,
Vor jammer-stand at bode,
Og før saa klar var giort bekiendt
Hans naades store gode,
Hvad saae man ved Guds folk da ey
En mægtig troe at vinde,

* * * * 206

Langt mere bør vi nu den vey
Til troens seyer finde.

3. I sandhed, vilde JEsu hær
Kun giøre hvad de kunde,
I troen ret forbindes nær,
Gik fienden snart til grunde,
Hand skulde synke ned som blye,
Hans trusel skulde svinde,
Som regnen i den tykke skye,
For troens sterke vinde.

4. Vor Salomons berusted vagt,
Som kongens seng beringe,
De staae som een med samled magt,
Trods nogen den kand tvinge,
Vil fienden komme dem for nær,
Skal det sig selv befinde,
At eenighed i HErrens hær
Er ey at overvinde.

5. Velsignet er din tapperhed,
Du folk i naadens rige,
Din fiende er forvoven vred,
Men skal med skamme vige,
Hvor sikker tienes vor monark,
Hvor liflig er hans skygge,
Som kand i øyeblik en ark
Mod alle vande bygge.

6. Og naar Guds sandheds vidner see,
At liv og blod skal voves,

* * * 207

Saa lade de det gierne skee,
Naar JEsus kun kand loves,
De vilde ikke være frie,
Og Christi sandhed svige,
Da gaae de deres kirke-stie
I blod til himmerige.

7. Man fandt jo dette himmel-sind
Hos hine gamle helte,
Der gik omkring i faare-skind
Og ringe leder-belte,
I ørken lidde nød og trang,
Som vare verdens ære,
Ja! tænk paa livets fyrstes gang,
Som korset vilde bære.

8. Saa følge vi da troens flok,
Hvem vilde ønske bedre?
Lad satan spotte længe nok,
Vi troe med vore fædre,
Skal man da her i Torne gaae,
Som det er let at vide,
Det gik vor JEsu ligesaa,
Saa lad os med ham lide!

Nr. 205.

Op I christne! ruster eder!
Christi lemmer! ud paa vagt,
Satan sig til striid bereder,
Og vil bruge al sin magt,

* * * * * 208

Op en hver!
Drager sværd!
Fienden trodser Herrens hær.

2. Følger eders fyrste efter,
Stoler paa hans stærke arm,
Satan bruger alle kræfter,
Fører hid sin hele svarm,
For os gaaer,
Med os staaer
Den, som alle ting formaaer.

3. Nu det gielder troe og love,
U-ophørlig bøn og vagt.
Frisk paa JEsu blod det vove,
Griber saa kun an med magt,
JEsu blod
Giver mod,
Triner satan under fod.

4. Christi blod-bestenkte fane
Fører frisk i striden ind,
Og den daglig kæmpe-vane
Giver kraft i siel og sind,
Hvert et saar
Giør dig haard,
At du altid seyren faaer.

5. Dette haver sandt befundet
Alle helgens kekke mod,
Som har kæmpet og har vundet,
Styrkede i lammets blod,
Skulde vi

* * * 209

Da gaae fri
Alle christnes kamp forbi?

6. Hvo i slaverie vil blive,
Her og indtil evig tiid,
Synden ikke overgive,
Har og ringe lyst til striid,
Verdens pragt
Satans magt
Har ham udi søvne bragt.

7. Men hvo ret i sagen kiender,
Friheds herlighed forstaaer,
Og til Gud sig gandske vender,
Hannem kiender, søger, faaer,
Hand er ey
Lad og fey,
At betræde kampens vey.

8. Mangen har vel trang i livet,
Som dog ingen frihed faaer,
Hvo sig GUd ey plat har givet,
Stille hen i angest gaaer,
Kiød og blod
Under fod!
Saa faaer kæmpen lyst og mod.

9. Op! ved JEsu blod at vinde,
Seyren bliver vis og stor,
For vor pande vil vi binde
Vidnesbyrdets faste ord.

* 210

Lad det gaae,
Som det maa,
Ordet evig skal bestaae.

10. Er vort liv i GUd forborgen,
Synes det som visnet hen,
Paa den sidste blide morgen
Skal det klare op igien,
Striid og saar
Da forgaaer,
Seyren aldrig ende faaer.

11. Da skal Christi hær optræde,
For hans throne stille sig,
Bære livets krands og klæde
Med saa stort et seyers skrig,
Tænk engang,
Hvilken sang!
Himmel-sød og evig-lang.

* * *
211

Nr. 206.

Frisk op beklemte sind,
Kast med et heldte-mod
Din sorg i veyr og vind,
Det koste liv og blod,
Lad dig ey paa nogen side
Af din fiendes magt bestride.

2. En heldt man kiende kand
Af blodig kamp og striid,
Saa er og himlens land
At faae til evig tiid,
Værd sig derfor at umage,
Indtil blodet ey forsage.

3. Skiønt os den milde GUd
Sin naade fri har skenkt,
Saa er det dog hans bud,
Som bliver lidt betænkt,
At man skal med JEsu lide,
Kaste verdens lyst til side.

4. Hvad gik dog Job en vey,
Før hand sin krone tog,
Og Paulus fegted ey
Som den, i veyret slog,
Hver en martyrs krands og seyer
Blomstrede i blodig leyer.

* * * 212

5. En svend i nød og død
Sin herre følger med,
Thi kierlighed giør sød
Al fare og fortred,
Kierlighed kand døden jage,
Christi aag er let at drage.

6. I haabet seer jeg alt
De skiønne palmers glands,
Den liflige gestalt
At bære seyrens krands,
Hos de fromme blant saa mange
I den hvide dragt at prange.

7. Min JEsus skal den sveed,
Mig tit har giennemblødt,
Og giort i kampen heed,
Med egen haand saa sødt
Og saa mildelig afviske,
Da skal jeg mig ret forfriske.

Nr. 207.

Far dog fort! far dog fort!
Zion! fort i livets trin,
Lad den første brand ey slykkes
Skynd dig frem ved dagens skin,
At dig maalet ey forrykkes;
Zion! ind ad livets snevre port.
Far dog fort! far dog fort!

* * * * 213

2. Uforsagt :,:
Zion! uforsagt i striid,
Bort med sorgens klage-tone,
Hold dig kek en liden tiid,
See kun alt til livets krone,
Zion! merker du skiønt fiendens magt.
Uforsagt :,:

3. Følg kun ey :,:
Zion! følg kun ey den flok,
Som dig stor og stolt vil giøre,
Lover guld og penge nok,
Lad som du kand ikke høre,
Zion! naar man viser lystens vey.
Følg kun ey :,:

4. Prøv dog ret :,:
Zion! prøv dog ret den aand,
Hvoraf slige forslag giøres,
Tag dog ikke i hans haand,
Lad dig af din stierne føres,
Zion! her er baade krumt og slet.
Prøv det ret :,:

5. Træng herind :,:
Zion! træng herind til GUd,
Mod og kraft og lys at finde,
Lad din lampe ey gaae ud,
Fat i JEsu mod at vinde,
Zion! ud fra verdens hykle-sind.
Træng herind :,:

* * * 214

6. Bryd herud :,:
Zion! bryd herud med magt,
Seer du ey hvor andre brænde?
Staaer du fast i naadens pagt?
Nu vel an! saa lad det kiende,
Zion! viis, at du est JEsu bruud.
Bryd herud :,:

7. Til din død :,:
Zion! til din død staa fast,
Lad dig aldrig meer beknyttes,
Tiden endes med en hast,
Kronerne skal snart udbyttes,
Zion! vær kun troe, som JEsus bød,
Til din død :,:

3. Om høye aandelige Anfegtninger.

Nr. 208.

Mel. Hiertelig mig nu etc.

Sielen.

Her løber jeg i blinde,
Og veed ey selv hvorhen,
Jeg kand ham ikke finde,
Som heder syndres ven,
Jeg kand ham ikke miste,
Jeg kand ham ikke faae,
Saa hiertets baand maa briste,
Og livets kraft forgaae.

* 215

2. Jeg mindes nok de dage,
Der gik med fryd og lyst,
Jeg glemte let min plage
Ved JEsu søde bryst,
Da kunde jeg vel smile
Ad al min trang og nød,
Thi sielen fandt sin hvile
I JEsu favn og skiød.

3. Hvi blev saa snart en enke
Af saadan lystig bruud,
Af brude-baand en lenke,
Af soelskin regn og sluud,
Af frydens sal et fængsel,
Af gylden-dragt en sæk,
Af himlen helved-trængsel,
Forfærdelse og skrek?

4. GUd agter ey min klage,
Men bliver mere vred,
At jeg maa plat forsage
I min elendighed,
Jo mere jeg vil raabe,
Jo større er min nød,
Hvad skal jeg mere haabe?
Min hiertens fryd er død.

5. O! hierte JEsu lille,
Jeg er saa haardt bespendt!
Er naadens søde kilde
Fortørret og forvendt?

* * * 216

Har solen ingen varme?
Har ordet ingen grund?
Vil GUd sig ey forbarme,
At giøre sielen sund?

Jesus.

6. O! Sulamith, min glæde!
Udvalde hiertens bruud!
Hvad volder dig at græde,
Og see saa bange ud?
Kom, hør, og lad dig sige!
Hvem bilder dig dog ind,
At jeg dig kunde svige?
Er da mit ord kun vind?

7. Du taler om de dage,
Da du kun sad og loe
Ad al din nød og plage
I sielens stille roe,
Ja got, men har du ikke
Om andre mine hørt,
At jeg i dødens strikke
Dem ogsaa tit har ført.

8. Til søde himmerige
Er veyen altid trang,
Dog ey for alle lige
Besværlig, tung og lang,
En kand for torne grue,
En anden derimod
Maa giennem ild og lue
Og dødens sorte flod.

* * * 217

9. Man skal dig ikke kalde
En enke og forladt,
Men Zion den udvalde,
Guds egen bruud og skat,
At du det ey kand kiende,
Det giør din svare striid,
Men den skal snart faae ende
Paa sin bestemte tiid.

10. Lad jordens grundvold slippe,
Og verden slet forgaae,
Min naade er en klippe,
Som evig skal bestaae,
Hvi frygter du den skade,
Du aldrig faaer at see?
Jeg kand dig ey forlade,
Det kand umueligt skee.

11. Paa roserne at trine
I verdens jevne gang,
Er det for mig og mine?
Ney, kommer kors og trang,
Saa er det du maa lide
Din arvedeels beviis,
Thi de udvalde stride
Sig ind i paradiis.

12. Jeg JEsus, er din milde
Og trofast siele-ven,
Troe kun, min naades kilde
Skal aldrig tørres hen,

* * * 218

Jeg skal i himmerige
Dig giøre engle-liig,
Vil satan andet sige,
Da er det løgn og sviig.

Nr. 209.

Er jeg da her allene vild og fremmet?
Til døden haardt beængstet og forgremmet?
Naar skal jeg dog den haarde siele-tvang,
Naar skal jeg den dog blive qvit engang?

2. Gaaer solen op, al verdens rund at glæde,
Saa vækker den mig op igien at græde,
Giør maanen nat til andres rolighed,
Da dekker den mig kun i jammer ned.

3. Gud truer mig med sine grumme pile,
Hans haand, som kand de trætte give hvile,
Den giør mit sind forfærdet og forvendt,
Den har med magt sin bue mod mig spendt.

4. Mit hierte i landflygtighed er dreven,
Ja dødens dom er over mig beskreven,
Jeg gaaer beklemt og ængstet nat og dag,
Ret som jeg var i helvedes beslag.

5. Hvi setter du paa mig saa haardt i rette?
Er det din lyst, at pidske og hudflette?
Har du da for min ungdoms lysters skiemt
En domme-dag i tiden alt bestemt?

* * * * * 219

6. Forbandet lyst, fortabte glædes dage,
Hvis daarligheds forgift jeg nu maa smage,
Den røg gik hen, nu kommer hendes brand,
Gud dæmpe den, da ellers ingen kand.

7. Vil du min synd evindelig betænke,
Hvad har dog jeg til vederlag at skenke,
Jeg har kun synd, synd er den deel jeg har,
Er naaden ey saa vigtig, tung og svar?

8. Dog lader du mig sidde fast i nøden,
Som faaer maaskee mig ned til sidst i døden,
Hvad hielper mig, at prøve bønnens vey?
Min vaade kind gaaer altid bort med ney.

9. Du agter ey min beske graad og klage,
Men bliver ved at trænge og forjage,
Din nidkierheds, din ivers grumme magt
Har liv og siel i dødens perse lagt.

10. Jeg løfter op mit reent forgrædte øye
Med suk og skriig og taarer til det høye,
Men du har dig bedekket med en skye,
Og vreden er mod mig hver morgen nye.

11. De, som dit ord og naade undertræde,
Nu har de mig til spot i deres glæde,
De ondes raad, de frekke folkes magt
Har mig bespendt, som vilde dyr paa jagt.

12. En hind er ey saa angest-fuld til mode,
Naar hun paa flugt maa falde den til fode,

* * * 220

Som ved sit skud forkorter hendes vey,
At jeg jo er paa jorden mere fey.

13. O Gud! hvad har jeg prøvet dybe vande!
Ja snart forsøgt paa helvede at strande!
See, er jeg ey i verden snart forbrændt,
Dog staaer endnu din bue mod mig spendt.

14. Min ven har reent forladt mig i min jammer,
At jeg mig for de sorte aander skammer,
Jeg trildes af min skiebne som et hiul,
Og løber for det mindste vær i skiul.

15. O! havde jeg dog duens hvasse vinge,
Mig hen et sted til rolighed at svinge,
Hvor vilde hun sig hvile da, min aand,
Dog hvem kand flye for HErrens høyre haand?

16. Ney! stille! jeg vil bære HErrens vrede,
Og vil hand til mig mere ovne hede,
Med stille mod, hans vise raad til priis,
Jeg knæler ned, og kysser paa hans riis.

17. Jeg levet har saa ilde, alt for ilde,
Hvad om vor Gud nu alting hevne vilde,
Al priis er din, o Gud! hvor er din favn?
En naadig Gud er jo dit rette navn.

* * *
221

Nr. 210.

Mel. Nattergalen er alt oppe.

Sielen.

Jammer har mig plat omgivet,
Sorrig er min klæde-dragt,
Angest er min deel i livet,
Hiertet bever og er svagt,
Gud har mig forladt i vrede,
Her er ingen trøst til rede,
Sorgen har for stor en magt :,:

2. Meget grusom er jeg dreven
Fra vor HErres ansigt ud,
Og af ham befunden bleven
Som en slem og troløs bruud,
Billig maa jeg skamfuld vige,
For jeg ikke lod mig sige,
Ret at følge HErrens bud :,:

3. Ach! jeg gaaer dog vist til grunde,
For anfegtnings haarde vind,
Gud, som ene hielpe kunde,
Trænger kun med straffen ind,
Her vil intet anker holde,
Ordets løfter ere kolde,
For mit snart fortvilet sind :,:

* * * 222

4. Gud har glemt mig i min vaade,
For jeg ey har skiønnet paa
Hans usigelige naade,
Da hand lod mig den forstaae,
Nu er hand min fiende bleven,
Al min synd har hand opskreven,
Naaden er ey meer at faae :,:

5. HErre, hvor er trøst at finde
For din vredes haarde stød?
Hvo vil dette saar forbinde?
Hvo vil frie fra evig død?
Jeg kand nok den tiid erindre,
Da mig intet kunde hindre,
Fra at finde trøst i nød :,:

6. Men nu er min soel forandret
Til den mørke torden-skye,
Naaden gandske bort er vandret,
Vreden bliver daglig nye,
Gud er plat fra mig bortviget,
Grumhed har min siel bekriget,
At jeg ingensteds kand flye :,:

7. Hvert et trøste-sprog, jeg nævner,
Setter mig i bangheds bom,
Thi samvittigheden stevner
Mig kun alt for ret og dom,
Thi den død, som ey har ende,
Synes som den vilde spende
Mig den samme time om :,:

* * * 223

8. Vil jeg paa din naade tænke,
Der at søge ly og læ,
Da maa jeg i bangheds lenke
Ryste som et løv paa træ;
Summa: jeg paa veyen render,
Der sig udi pølen ender,
Som et helved-slagtet fæ :,:

9. Er der ingen trøst at finde?
Er der ingen redning til?
Skal min graad i luften svinde?
Er min bøn kun narre-spil?
Vil mig ingen hielper ynke
Da jeg færdig er at synke,
Og mit hierte briste vil :,:

JEsus.

10. Kiere siel! hold op at klage,
Tonen alt for høyt er stemt,
Solen i de mørke dage
Synes borte, død og glemt,
Sees dog siden smukt oprinde,
Saa skal du engang befinde,
At Gud bruger kun sin skiemt :,:

11. Synes JEsus for dig borte,
O! saa kommer vist den dag,
Da hand skal din nød forkorte
Ved et lifligt favne-tag,
Lad dig aldrig det indbilde,
At din JEsus vil dig ilde,
Det er mod hans hiertelag :,:

* * * 224

12. Har din fromme Gud tilladet,
At dig satan sigte maa,
Midlertid du bliver badet
I anfegtnings dybe aae,
Det er tegn, at Gud dig ynder,
Sligt hand ey med dem begynder,
Som kun hen i synden gaae :,:

13. Skiønt samvittigheden nager,
Og din aand er pine-fuld,
Helved-angest dig betager,
Ret som luen smelter guld,
Troe kun: Gud det trolig mener,
Og dig snarlig hielp forlener,
Bliv kun taalig, troe og huld :,:

14. Det har Moses og erfaret,
Aaron fik sin deel deraf,
Noa blev og ikke sparet,
David laae i samme grav,
Joseph og den troe Elias,
Petrus, Paulus og Tobias
Tumlet blev paa samme hav :,:

15. Kiere siel, kun vel til mode,
Livets vey er haardt bespendt,
Christne vente deres gode,
Naar at pinen her er endt,
Er det skiønt saa heel ulige,
Dog maa hver med sandhed sige,
At hand verre har fortient :,:

* * * 225

16. Bølgen stærk i dag sig velter,
Speyle-blank i morgen staaer,
Iset snart for solen smelter,
Der var før som flint, saa haard,
Vær til freds, din vee og vaade
Svinde skal for Jesu naade,
Ret som dug for solen gaaer :,:

17. Hvorfor, hierte! saa urolig?
Tænk paa HErren Zebaoth!
Alting mener hand saa trolig,
Alting vil hand giøre got,
Vilde hand dig slet fortære,
Vil hand dog din frelser være
Helvede til evig spot :,:

Sielen.

18. JEsu! lad din aand da glæde
Mit forknuste hierte-rod,
Saa vil jeg paa satan træde
Ved din pine, død og blod,
Jeg vil gierne lide, stride,
Lad mig kun, min JEsu! vide,
At min ende bliver god :,:

Nr. 211.

Armod volder mig at skrige
Til den rige,

* * * * * 226

Som mig ene hielpe kand,
JEsu! det er dig det gielder,
Da jeg fælder
Hele strømme taare-vand.

2. Ach hvor tager jeg dog kræfter,
Ret herefter
Alle synders lyst at flye,
JEsu! lad mit hierte brænde
Til at vende
Alle kræfter an paa nye.

3. Est du tom, al naadens kilde?
Det var ilde,
JEsu, du har nok til mig,
Du kandst min begiering stille,
At min ville
Finder al sin lyst i dig.

4. Driv tilbage hvad mig kuer,
Og udsuer
Troens rette kraft og fliid,
Lad mig ey i bønnen svækkes,
Men opvækkes
Til en ivrig kamp og striid.

5. Kom med vidt udspendte arme,
At forbarme
Dig dog over mig igien,
Du allene hiertet kiender,
Hvor det vender
Alle sukke til dig hen.

6. Du est al mit hiertes styrke,
Lys i mørke,

* * * 227

Naar al verden er mig sort,
Du est ene den udkaarne,
Som forlaarne
Syndre aldrig jager bort.

7. O! hvad er din kysse-maade
Sød af naade,
Fuld af kierlighed og lyst!
Og hvad skal jeg mere sige?
Himmerige
Vælder ud af JEsu bryst.

Nr. 212.

JEsu! hvor er livets kilde?
Hvor er vey?
Ser du ey,
Satan vil min siel forvilde?
Seer du ikke: hand vil myrde?
Siele-hyrde!

2. Du est lys, jeg gaaer i mørke,
Du est reen,
Jeg gemeen,
Du est kraft, jeg uden styrke,
Hvorfor skulde satan vinde?
Lad dig finde.

3. Vil min læge ey forbinde?
Hvorfor lod
Hand sit blod
Da saa overflødig rinde?

* * * * * 228

Skal jeg i min korses plage
Plat forsage?

4. Naade maa dog naade blive,
Skulde da
Den ey fra
Mig mit hiertes angest drive?
Nu du skal min vee og klemme
Ey forglemme.

5. Ja saa vist, som ilden brænder,
Veed jeg, at
Du min skat,
Den, som dig for frelser kiender,
Vil i allerstørste fare
Vel bevare.

6. Men, hvor længe skal jeg tie?
Før jeg seer,
Hielpen skeer,
Ach hvor længe skal jeg bie,
Er der ingen, som mig ynker,
Før jeg synker?

Svar:

7. Hielpen jeg dig gierne giver,
Hav mig kier,
Taalig vær,
Til du rodfæst i mig bliver,
Da jeg dig forløsning skenker,
Før du tænker.

* * *
229

4. Om den aandelige Aarvaagenhed.

Nr. 213.

Mel. O Drøvelse, etc.

Op! vaag og beed,
Min siel! du veed
Dig ellers ikke sikker,
At du jo kand drages ned
I den ondes strikker.

2. Vær uforsagt,
Men derhos agt
Paa sindet, hvor det vanker,
Lær at holde stedse vagt
Over alle tanker.

3. At følge smukt
Guds naades tugt,
Naar aanden dig vil minde,
Holder verden udelukt
Af de rene sinde.

4. Et lidet grand
Af suurdey kand
Den gandske dey forsyre,
Kommer gnisten først i brand,
Er hun ond at styre.

5. En tanke, som
I hiertet kom,
Og man den lidt lod raade,
Har saa tit giort sielen tom
Fra Guds søde naade.

* * * 230

6. Vor onde art
Bevæges snart
Af det vi see og høre,
Bliver saadan tanke spart,
Er der ont at giøre.

7. De siele-saar,
Som satan slaaer,
Gaaer ind ad skiulte gange,
Hvo som ey paa vagten staaer,
Bliver snart hans fange.

8. En syndig smiil
Kand som en piil
Det arme hierte dræbe,
Om vi noget staae i tviil
Derimod at stræbe.

9. Et syndigt ord
I Adam foer,
Det lagde verden øde,
Det har giort det siele-mord,
Hvorved alle døde.

10. En ringe ting
Giør dødens sting,
Og kand en siel bekrige,
Som ey varsom seer omkring
Her i verdens rige.

11. Ved øret kand
Som helved-brand
Et ord vor siel forrykke,

* * * 231

Har vi ikke aandens vand
Dette strax at slykke.

12. Alt dette veed
Forfarenhed
I alle Guds udvalde,
JEsus raaber: vaag og beed,
Om du ey vil falde.

13. At gaae saa fri
Paa himlens stie
Og ikke vilde vaage,
Det er idel hyklerie,
Sikkerhedens taage.

14. Op! op! paa vagt
Af gandske magt,
Og vaag med alle fromme,
Vaager, som Guds Søn har sagt,
Til I see ham komme.

Nr. 214.

Mel. Jeg beder dig, min HErre etc.

Hvad fattes mig? hvi er jeg dog
Saa søvnig og saa lunken?

* * * * * 232

Ret som min siel var spendt i aag,
Ja ned i jorden sunken,
Hvor er den lyst jeg havde før
Til ordets brød at sanke?
Hvi kand jeg ey paa naadens dør
Med kraft og iver banke?

2. Før, naar jeg tænkte kun paa bod,
Strax stod min siel i lue,
Mit hierte var af JEsu blod
Saa saftig som en drue.
Hver syndig gierning, som jeg saae,
Hvert daarligt ord, jeg hørde,
Ja al den deel, jeg tænkte paa,
Til nidkierhed mig rørde.

3. I korset var mig honning-sødt
Hvert trin jeg skulde trine,
Thi al min sands var giennemblødt
Af JEsu død og pine.
Slet intet mig til hiertet gik
Af verdens lyst og vaade
For al den liflighed jeg fik
Af JEsu død og naade.

4. Hvor est du nu, Getsemane?
Der giorde mig saa modig,
Og Golgatha, som lod mig see
Min JEsum blaa og blodig?

* * * 233

Hvi est du dog, mit paradiis,
For mig saa fremmed bleven?
Er jeg paa Adams gamle viis
Fra livets træ fordreven?

5. Ach! den forbandet sikkerhed
Er bleven mig den slange,
Som giør os livsens vey saa breed,
Og har forført saa mange,
Den tiid maa rettes op igien,
Som er saa plat forsovet,
Guds kiere søn, min siele-ven,
Skal knuse slangens hovet.

6. Du mit forvendte hierte! kom,
Og lad dig overhøre,
Du burde i din christendom
Jo daglig fremgang giøre,
Du burde daglig meer og meer
I troens kraft tiltage,
Og JEsus nu dit væsen seer,
Hvordan du gaaer tilbage.

7. Det piner mig i siel og sind,
Jeg kand det ikke dølge,
At jeg har ey lagt bedre vind
Paa, JEsum ret at følge,
Ach gid mit liv en liden tiid
Dog længer maatte vare,
Da vilde jeg alvorlig fliid
Til døden aldrig spare.

* * * 234

8. Ach! var det forsæt jeg har haft
Ved sikkerhed ey dæmpet,
Og jeg i troens fulde kraft
Mig havde giennemkæmpet,
Hvad kunde jeg da megen frugt
Min Gud til ære baaret,
Som nu er bleven udelukt,
Og sielen ilde saaret.

9. Min JEsu! see! hvor syg jeg gaaer,
For dig igien at finde,
See! hvor mit svage hierte slaaer,
Og mine øyne rinde;
Tænk, det er dig, min siele-ven,
Jeg ene længes efter,
Men hvordan kommer jeg derhen,
Som har saa ringe kræfter?

10. Jeg intet har i siel og sind
Foruden disse sukke,
Ach! vilde JEsus mig dog ind
I sine vunder lukke.
See! nu begynder troens glød
Mig inden til at varme,
Jeg finder JEsum honning-sød
I mine troes arme.

11. Nu! Gud skee lof, den søde tiid
Er alt igien oprunden,
At jeg min JEsum mild og bliid
Til al min trøst har funden.
O! lad mig da af hiertens grund
Dig saa i troen favne,
At jeg dig til min sidste stund
Skal aldrig mere savne.

* * *
235

Nr. 215.

Mel. Hvo kun vor Gud vil lade raade.

O vaager op af verdens drømme
I lunkne christne! op med magt,
Vor JEsus, som skal verden dømme,
Hand raaber høyt: herud paa vagt!
Herud af syndens søvn og slum,
Mens der endnu er tiid og rum.

2. O vaager op, at syndens natte
Ved lysets komme vige bort,
Guds store naade høyt at skatte,
Som hand mod Adams kiøn har giort,
Thi ellers har vi ingen gavn
Og glæde af vor christen-navn.

3. O vaager! er end aanden villig,
Saa er dog kiødet alt for svagt,
At alle sande christne billig
Sig tage desto meer i agt,
O! bruger dog forsigtighed,
Og følger den, som veyen veed.

4. O vaager! thi den gamle slange
Os ellers er for stærk og snild,
Hand agter mig og dig at fange,
Og slæbe hen i pølens ild,
Hvo her vil ikke mandig staae,
Hand maa i sandhed med ham gaae.

5. O vaager! førend døden kalder
Os i en u-beleylig stund,

* * * 236

Saa snart en gammel for ham falder,
Saa snart en deylig, riig og sund,
Vi vide ey hvad tiid og sted,
Vel den, som altid er bered.

6. O vaager, vi skal hen at svare
For HErrens ret og strenge dom,
Ret længe vil det ikke vare,
Før Gud vil giøre verden tom,
Indretter saadan eders sag,
Som hver dag var den sidste dag.

7. O vaager, det er Jesu stemme,
Herop af søvne, ud paa vagt,
Naar sielen er i evig klemme,
Da er det alt for silde sagt,
Nu kand vi søge sielens gavn,
Saa vaager da i JEsu navn.

Nr. 216.

JEsu al min fryd og ære,
Allermildeste Guds lam,

* * * * * 237

Som paatog dig al vor skam,
Din vil jeg allene være :,:
Skulde jeg dig overgive,
Bære titel af en bruud?
Og ey trofast holde ud?
Ney :,:,:,: jeg vil dig troe forblive.
Salig! salig! salig hver :,:
Salig! salig! salig hver,
Som sig bereder her
Til lammets høy-prægtigste bryllups-færd :,:

2. Lad mig aldrig saa vanære
Min fornemme christen-stand,
At jeg, udi korsets vand,
Skulde vankelmodig være, :,:
Eller lade verdens glæde
Fra din kierlighed mig faae,
Men at jeg behiertet maa
Al :,:,:,: forhindring undertræde.
Salig, salig etc.

3. Lad din naade altid gyde
Olie til troens brand,
At hun aldrig slykkes kand,
Men i større kraft frembryde, :,:
Lad min lampe smykket blive
Med aarvaagenhed og fliid,
At hun midt om midnats tiid
Kand :,:,:,: den største flamme give.
Salig, salig etc.

4. Lad mig ingen trygheds taage
Legge ned i syndens leyr,
Men til en bestandig seyr

* * * 238

Altid bede, stride, vaage :,:
Til den søde stund mig glæde,
Naar der raabes høyt engang,
Blant basuners stærke klang,
Op :,:,:,:! din brudgom er til stede.
Salig, salig etc.

5. Lad os da med glæde findes,
Naar du bryder hastig frem,
Og din bruud vil hente hiem,
Lad os da ret nær forbindes :,:
At jeg hos din side settes,
Og ved lammets brude-bord
Med en meer end meget stoer
Sød :,:,:,: og liflig glæde mættes.
Salig, salig etc.

Nr. 217.

Mel. O GUd! Du fromme GUd.

Hvad skader dig, min aand, at du dig altid klager,
Og kommer ingensteds i dine siele-sager,
Gak ind i hiertets grund, randsag i hver en vraa,
Den rette aarsag til din svaghed at forstaae.

2. Det fattes aldrig paa din hulde frelsers side,
Men meget mere maa hans aand din modstand lide,
Thi hand af kierlighed selv altid drives til
At styrke dem, som mod hans virkning tage vil.

3. Er GUd dog sielens væld, lyst, livets kraft og styrke,
Hvad skulde hindre ham, sit eget land at dyrke?

* * * * * 239

GUd har sin skabning kier, thi hvad hand selv har giort,
Er alle tider i hans øyne got og stort.

4. Har hand jo dog sin søn for dig i døden givet,
At faae den døde siel ved ham igien oplivet,
Hvem nødde ham dertil? hand havde jo sit kor,
Hvem bad ham, at hand tog saa dybe sager for?

5. I dig var intet got, men alle lysters tynder,
En ørk og vildsomhed, en verden fuld af synder,
En pøl af lutter gift og al ulykkes hav,
Der stinkede din siel, der laae hun i sin grav.

6. Ey noget creatur din hielp befordre kunde,
Du laae, som hitte-barn, for vilde dyr og hunde,
Du havde satans sind og hans skabilken paa,
Hand havde ogsaa ret, din arme siel at faae.

7. Da kom vor frelsermand, og medynk brød hans kræfter,
Hans taare for os randt, og blodet fuldte efter,
Hand døde korsets død, og lod sig ofre hen,
Alt for den arme siel at faae til GUd igien.

8. Og hvad bevæger GUd, saa mangen gang at drage
Den arme siel fra synd og kiødets lyst tilbage?
Hand vil endnu, hand kand, hand har en vældig arm,
Men sygen stikker i dit eget bryst og barm.

9. Ach ja, min GUd, du est i alle ting retfærdig,
Og naar du dømmes, al lof, priis og ære værdig,
At drage mig til dig, det har du altid søgt,
Men jeg mig altid har igien tilbage rykt.

* * * 240

10. Nu saa randsag mig selv, og see paa mine gange,
Og lad mig ikke meer med hykle-fagter prange,
Du HErre, kiender mig, oplys mit dumme sind,
Til dine veye jeg endnu er alt for blind.

11. Skal jeg til himlen see, saa kand jeg ey tillige
Beskue jorden ret, eet maae af disse vige.
Saa giv min siel et klart eenfoldigt øye, som
Alt op ad seer, og ey i verden løber om.

12. Føer selv den gierning, som du har begyndt, til ende,
Og lad mig ved din aand dog ret for alvor kiende,
At jeg i denne tiid skal renses meer og meer,
Ja hielp mig, at det ved din naade ogsaa skeer.

13. Giør selv vor lunkenhed ved aandens kraft til skamme,
At alle hierter staae i troens fyr og flamme,
At vise daglig, hvad et liv i GUd formaaer,
Og brede ud din lof, saa vidt som himlen gaaer.

5. Om Bestandighed og Fremvext i Troen.

Nr. 218.

Mel. Nu rinder solen op etc.

Halleluja! jeg har
Min JEsum funden,
Hans naades glands er klar
I mig oprunden,

* * * * * 241

Nu seer jeg veyen til
GUds frydebolig,
Nu kand, nu skal, nu vil :,:
Jeg vandre trolig.

2. Velan! min tiid er knap,
Jeg faaer at rende,
Hvor løbe de i kap,
Som kronen kiende,
Al verden vil jeg først
Med eet forkaste,
Og som en hiort i tørst :,:
Til himlen haste.

3. Kun fort paa livets vey,
Oplyste siele!
I maae i sandhed ey
I verden dvæle,
En hver for GUd sig til
Den sag forpligte,
At vi til himlen vil :,:
Allene sigte.

4. Al verden er forgiort
I alle sinde,
Og troer: der ey er stort
Hos GUd at vinde,
Det gaaer, som det er van,
I alle hiørner,
Til hun i døden an :,:
Paa dommen tørner.

* * * 242

5. Da skal hun faae at see,
Hvorfor hun slæbte,
Og efter evig vee
I tiden stræbte.
At hun har giort sig alt
For stor umage,
At legges ned i salt :,:
Og helved-lage.

6. Det er jo ret nok til
De svine-lemmer,
Som jorden have vil
Og himlen glemmer,
Som verdens lysters mad
Og mask udvælge,
Og himlens engle-fad :,:
For intet selge.

7. I sær er det en spot,
Ja mord at kalde,
Naar de, som kiendte got,
Fra naaden falde,
Som hunden til sit spye
Sig graadig vender,
Og vasket soe paa nye :,:
Til sølen render.

8. Men I, som kiende ham,
Der for os døde,

* * * 243

Og kalde det en skam
Ham ey at møde,
Hvad øyeblik hand vil,
I brude-smykke,
I faaer i sandhed til :,:
Heran at rykke.

9. Gaaer fort, og strider mod
De onde tanker,
Som sig i eders blod
Om sielen sanker,
Endog den mindste lyst
Ret at bekrige,
Bekræfter haabets trøst :,:
Til himmerige.

10. Det er en liden tiid,
Saa har jeg vunden,
Saa er den gandske striid
Med eet forsvunden,
Saa kand jeg hvile mig
I rosen-sale,
Og u-afladelig :,:
Min JEsum tale.

11. Mig tykkes, at jeg seer,
Hvor GUd sig fryder,
Naar JEsu kæmper meer
Igiennembryder,
At det kand ende faae
Med deres plage,
Og hver sin krone maa :,:
Af JEsu tage.

* 244

12. Jeg seer dig nok, min krands,
I himmerige,
For dine perlers glands
Maa solen vige,
Og naar jeg tænker paa,
Hvo dig fortiente,
Saa veed jeg, at jeg maa :,:
Dig vist forvente.

Nr. 219.

Mel. Paa GUd allene etc.

Nu da til lykke,
Mandhaftig christen-siel!
Lad dig ey trykke,
Her er Immanuel!
Gak fri i sinde,
Din JEsus med dig gaaer,
Fat mod at vinde,
Det alt paa troen staaer,
Lad satan finde,
Hvad Christi kraft formaaer.

2. Hvad hand har vundet
I Adams svare fald,
Det er forsvundet
Ved JEsu naades kald,
Det maa hand vide:
De folk, det støv og jord,
Som her i tide
Omvender sig og troer,

* * * * 245

Slaaer ham til side,
Var hand end nok saa stor.

3. Vel er hand listig,
At føre ud sit verk,
Forvoven, dristig,
Forfærdelig og sterk,
Hvo ey vil fegte
Og gaae ham stærk imod,
Sig selv fornegte,
Og staae, som træ ved roed,
Den maa forsmægte
Og daane for hans fod.

4. Men de, som hede
Og ere christne, de,
Som allerede
GUd her i troen see,
Den flok har andet
I deres hu og agt,
End saa forbandet
At svige naadens pagt,
Den gaaer bemandet
Mod alle sortes magt.

5. Est du vansmægtig,
At hiertet i dig slaaer?
See! hand er mægtig,
Som for i spidsen gaaer,
Følg ham kun efter,
Saa har det ingen nød,
Naar sielen hefter
Sig fast ved JEsu død,

* * * 246

Saa faaer hun kræfter
Mod alle satans stød.

6. Op! op! og spender
GUds sandheds belte fast
Om eders lender
Mod fiendens haarde kast,
Sank dine sandser
I JEsu blodig sveed,
Tag til dit pandser
GUds søns retfærdighed,
Og satans skandser
Skal revne for dig ned.

7. Din storme-hue
Skal være skriftens trøst,
Dit sverd og bue
Er bønnens stærke røst,
I det du beder,
Og ikke bliver træt,
Hvad JEsus heder,
For alting uforgiet,
Og om du sveder,
Da er det krigens ret.

8. Op, kun at tage
GUds fulde harnisk paa,
Gaa kun du svage,
GUds Søn vil med os gaae;
Lær kun at føre
Det stærke troens skiold,
Det er at giøre
Sin JEsum til sin vold,

* 247

Hvem vil dig røre?
Du est i god behold.

9. GUd, lad os prøve
Og giøre alvor af,
Den striid at øve
Frimodig til vor grav,
Den lunkne vane
Kand ikke taale stød,
GUds kæmpers bane
For os med blodet flød,
Op, blodig fane!
Og viis os JEsu død.

10. Her skal du være
I daglig kamp og striid,
Der skal du bære
Din krands til evig tiid,
Den sag er vigtig,
Og skal det have klem,
Faaer man forsigtig
Og mandig at gaae frem,
Saa gaaer man rigtig
Til GUd i himlen hiem.

11. Nu da til lykke,
Mandhaftig christen-siel!
Lad dig ey trykke,
Her er Immanuel,
Gak fri i sinde,
Din JEsus med dig gaaer,
Fat mod at vinde,
Det alt paa troen staaer,

* * * 248

Lad satan finde,
Hvad Christi kraft formaaer.

Nr. 220.

Mel. Nu rinder solen op etc.

Staa fast, min siel! staa fast
I HErrens krige,
Tænk hvilken skam og last
Sin GUd at svige,
Tænk hvilken skamfuld ting,
Først GUd at kiende,
Og siden sig omkring :,:
Til verden vende.

2. At trekke ud sit sverd
Med modig mine,
Og under øyne nær
Sin fiende trine,
Er vel begyndt, og maa
Saaledes være,
Forsagt til kamp at gaae :,:
Er ingen ære.

3. Begyndt er ikke endt,
Det maa du vide,
Som har din JEsum kiendt,
Bliv ved at stride,
Alt, hvad dit hierte vil
Fra himlen vende,

* * * * 249

Skal overvindes til :,:
Din sidste ende.

4. At lade sverdet om
I marken blinke,
Behiertet ligesom
Ad døden vinke;
Med staale-hærdet sind
I bryst og bringe
At gaae som lyn-ild ind :,:
Paa spyd og klinge.

5. At staae med magt imod
Paa alle sider,
Den sag er ret og god
For den, der strider,
Men der vil mere til,
Sin krands at finde,
Bestandigheden vil :,:
Allene vinde.

6. Hvad hielper mange saar
Og blodig skramme,
Naar man dog siden staaer
Til spot og skamme,
Vær tro til døden, saa,
Og ellers ikke,
Kand kronen smukt sig paa :,:
Dit hoved skikke.

7. Betænk! hvor haardt det stod,
Før du fikst naade
Og synden under fod,
Som vilde raade,

* * * 250

Hvor du mod verdens lyst
Din tro har øvet,
Og mangen mægtig dyst :,:
Med satan prøvet.

8. Alt dette leer hand ad,
Den gamle drage,
Om du til lystens mad
Igien vil tage,
O Gud hvad lader dog
Det alt for ilde,
At vinde himlen, og :,:
Den selv at spilde.

9. See op! og tænk engang
Paa livets krone,
Paa din bestemte rang
For lammets throne,
Gak ey til kampen meer
Med mange griller,
See! hvor din krone leer :,:
Og mod dig spiller.

10. Hvor funkler den saa stærk
Med demant-stene!
Fat mod til HErrens verk
I marv og bene,
I sandhed, hvad du her
Skal gaae og taale,
Af hende ey er værd :,:
Den mindste straale.

* * * 251

11. Ja tænk, min kiere siel,
Paa vores hoved,
Og hvad Immanuel
For os har voved,
For os han flyde lod
Sit blod tilhaabe,
Sit blod, GUds dyre blod :,:
Til sidste draabe.

12. Naar JEsu kierlighed
Kun ret betragtes,
Naar verden er os leed,
Og intet agtes,
Naar himlen er os kier
Og sød og yndig,
Da bliver HErrens hær :,:
I striden myndig.

13. GUd være lof og priis,
Ja hand allene,
Som lod os paradiis
Med blod fortiene,
GUds blodig kamp og striid
Til æreminde
Vi vil vor korte tiid :,:
Staae fast og vinde.

Nr. 221.

Det koster meer, end man for først betænker,
At være troe i det, som GUd os skenker,

* * * * * 252

I kærlighedens første kraft at staae,
Til man os seer fra kampens plads at gaae.

2. Hvor ofte maa man sig for himlen skamme,
Naar man ey meer kand see den første flamme,
Og overtydes grandt ved aandens tugt,
At meget af den første brand er slukt.

3. Hvor pranger ey den muntre siel i livet,
Naar JEsus den det første pant har givet,
De første kys giør hende syg og saar
Af kierlighed til JEsum, hvor hun gaaer.

4. De første kys har ret forundrings sager,
Og hiertet ind til JEsum gandske drager,
Paa verden da engang ey bliver seet,
Man følger alt kun op ad sin magnet.

5. Men denne brand begynder snart at sagtes,
Som dog for først af mange neppe agtes,
Men siden der vel klages her og hist,
At man har af sin iver meget mist.

6. Saa gaaer det, naar man fra sin vagt vil træde,
Og giør sig lidt gemeen med verdens glæde,
Da bliver snart forfalsket meer og meer
Det rene sind, hvorefter JEsus seer.

7. Man strider ey, den rene drift forsvinder,
Man virker vel, naar man at virke finder,

* * * 253

Dog uformerkt forgaaer den friheds-aand,
At hvad vi giør, det skeer i trældoms baand.

8. Snart lunkenhed sig søger ind at snige,
Den trætte fod vil ud af veyen vige,
Den synes haard, en anden vey man sig
Da vælger, til at vandre magelig.

9. Man for sig har endnu saa mange dage
Og den med dem forbundne last og plage,
Det aag er tungt, og heeden slaaer dertil,
Da veed man tiit ey hvor man være vil.

10. Man kand endog ved maalet ofte glide,
Og skade paa sin krone skamfuld lide,
Den bag os var, kand komme for os fort,
Og tage os vor seyers krone bort.

11. O slagtet lam! som stedse tro er ble ven,
Som kierlighed til død og grav har dreven,
Giv mig den kraft, at jeg til gravens muld
Maa være dig af hiertet tro og huld.

12. Naar jeg er svag, og mig saa meget hindrer,
Saa lad mig see, hvor kronen hisset tindrer,
Den mig engang din egen haand skal flye,
Saa faaer jeg kraft, og mood, og lyst paa nye.

* * *
254

Nr. 222.

Mel. Hvad er de Christne dog etc.

I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde,
Hvi gaae I, som gik I i verden endnu?
Op! op ad fra jorden, den tidsel og nelde,
Op, lærer dog kiødet at holde i ku,
Mod korset at tage,
Og alting forsage,
Hvad sielen sviigagtig fra JEsu forvilder,
Og himlens den evige salighed spilder.

2. Ach! naar jeg de første guld-christne betragter,
Den iver, den møye, den kamp, de har haft,
Og merker vor itzige christendoms fagter,
Da høre vi navnet, hvad see vi for kraft?
Det giordes fornøden,
De fleste fra døden
Ret grundig og fyndig til JEsum sig vendte,
Til hvilken de første i kierlighed brændte.

3. Dog det at forbigaae, vi har det at giøre
Med dem, som med verden i synden ey gaae,
Men stræbe et christeligt levnet at føre,
Paa helligheds veye til himlen at naae,
O stræber, I fromme,
Til himlen at komme,
Nu kand vi snart samles blant engler og throner,
At smykkes af JEsu med gyldene kroner.

* * * 255

4. Vor brudgom ey længe nu borte vil blive,
O! kiøber dog olie, triner paa vagt,
Ey mere vor christendom lunken at drive,
Men altid at vaage, som JEsus har sagt;
Staaer bundne om lender,
Med stave i hænder,
Som de, der fra verden hver time vil træde,
Og haste at finde den evige glæde.

5. I trætte og svage af trængselens tørke,
Ach tænker paa himmelens liggendefæ!
Og heder alvorlig, at JEsus vil styrke
De rystende hænder og bevende knæ,
At ingen skal slippe
Den evige klippe,
At ingen tilbage til Sodoma vender,
Og løbet med skamme paa halvveyen ender.

6. Hvo haanden begyndte at legge paa ploven,
Hand tage den ikke tilbage igien,
Frimodig, ey bange, ey heller forvoven,
Thi begge er ikke bestandigheds ven,
Hver stride saa længe,
Til sielen kand trænge
Sig ind i den evige himmelske bolig,
Som JEsus de stridende lover saa trolig.

7. Op! op dog, I salvede! kommer tillige,
Thi kongen gaaer eder med kronen imod,
Med ham I skal prange i himlenes rige,
Og glæden skal være en evigheds flod,
Hvo her kun faaer vunden,
Hans krands er alt bunden,

* * * 256

En krone der funkler med klarere strimer,
End solen om middags og midsommers timer.

8. Hid! lader mig taarerne eder af viske,
Saa kommer den mildeste JEsus til ords,
Her skal I nu sidde, og eder forfriske
Med Abraham, Isak og Jakob til bords;
Og giv mig de kræfter,
Min JEsu! herefter
Mig altid kun til dig at holde og vende,
Og finde en salig og glædelig ende.

Nr. 223.

Mel. Hand smelter hen i Kierlighed etc.

O slagtet lam! som dødens stærke strikker
Og seglene til vores frelse brød,
Min troe med suk et længsels kys dig slukker,
Og glædes til dit søde favn og skiød,
O lam! nu har du alle ting,
Hvad under, at min aand giør mod dig fryde-spring?

2. Al fiendens magt af dig er overvunden,
Os mangler ey paa kraft at stride ret,
Men skade, at jeg er endnu saa bunden
Og til min vandrings-færd saa tung og træt;

* * * * * 257

Du gikst i kors til kronen hiem,
Skal jeg ey samme vey med dig, som er dit lem?

3. O milde lam! vi paa dit ord kand lide,
Det søde ord, som fast og evig staaer:
At dine faar skal ingen fra dig slide,
Ja trods at een vil krumme dem et naar;
Jeg slutter mig med trøstigt sind
I dines tal, og i din aabne side ind.

4. End meer: naar jeg fra jorden er ophøyet,
Da drager jeg dem til mig ind i lye,
Hvo vilde da ey straxen ret fornøyet
Til dine saar og vunders fri-stad flye?
Drag kun, jeg følger gierne med,
Og lader, verden, dig din glæde og fortred.

5. Du fromme lam saa mange pinebænke
Har overblødt i største vee og skam,
Hvo vidste før slig kierlighed at tænke,
Hvo er dig liig, livsaligste GUds lam?
Saa tiit i aaren slaaer mit blod,
Jeg ære, gods og liv vil kaste for din fod.

6. Men tør jeg paa mit eget hierte lide?
Maaskee, at det er alt for meget sagt?
Og seer jeg til min egen kraft at stride,
Da har jeg jo aldeles ingen magt;
Men troen har dig selv, min skat!
Og din almægtighed, som alting virker, fat.

* * *

17

258

7. Trofaste lam! du, du vil selv forrette
I dine folk det, som din aand har kier,
Derfore let sig striden lader slette,
Jeg intet er, men du est alting værd.
O! du, som est saa troe og huld,
O! giør mig troe igien, som ovnens finest guld.

8. Min salighed tilskrives dig aldeles,
Du GUd og mand, du ene est det alt,
Ved dine saar min gandske skade heles,
Den krands, jeg faaer af dig, har du betalt;
Og er da slutningen derpaa:
At du, mit slagtet lam! mig alting være maa.

* * *