Brorson, Hans Adolph Syndre! hvad er klokken slagen?

Nr. 262.

Mel. Nu vel an vær frisk til mode.

Syndre! hvad er klokken slagen?
Tænker du ey snart herfra?
Det alt sildig er paa dagen,
See dig for paa Golgatha
Og udi Gethsemane,
Begge stæder kand du see:
Om din korte tiid sig rimer
Med Guds pines lange timer.

2. JEsus maalede med sukke
Vor forløsnings dag og nat,
Vilde intet øye lukke,
Før hand fik vor frelse fat,
JEsu pines tynge stærk
Driver naadens seyer-verk,
Men ey øyeblik vil give
Dig i vellyst at fordrive.

* * * 365

3. Fra skiertorsdags aften-svale,
Til langfredags soel gik ned,
Saae man livsens soel at dale,
Da hand for al verden leed,
Denne døgn skal al din tiid
Rettes efter ind med fliid,
Tænk, naar satan dig vil lokke:
Hvad er nu Guds pines klokke?

4. Sex var hand ved paaske-retter,
Som det rette paaske-lam,
Syv sit sacrament indsetter,
At vi skulde nyde ham,
Otte venlig afskeed tog,
Ni til urtegaarden drog,
Ti forraades, fanges, føres,
Elleve hand stærkt forhøres.

5. Tolv de falske vidner møde
(Spøgelser om midnats-tiid),
Et blev hand fordømt til døde,
Tog mod dommen mild og bliid.
To er hver mands næve knyt,
Tre man saae ham fuld af spyt,
Fire narres, spottes, drilles,
Fem igien for retten stilles.

6. Mørket viger, natten endes,
Pinen var dog ey forbi,
Dødsens bue skulde spendes,
Før blev verden ikke fri,

* * * 366

Det var den bestemte dag,
Da al verdens frelses sag
Skulde nu til ende føres,
Inden aften reent afgiøres.

7. Klokken sex vor JEsus gives
Over i Pilati magt,
Syv til kong Herodes drives,
Hvor hand leed saa stor foragt,
Otte pidskes JEsu krop,
Ni paa korset henges op,
Ti for sine fiender beder,
Elleve sin moder glæder.

8. Tolv blev begge sole mørke,
Den formørkelse var stor,
Et endnu i vredens tørke
Og den grumme pines mord,
To endnu i dødsens bad,
Tre hand skreeg og græd og bad,
Fire JEsu side rinder,
Fem sin roe i graven finder.

9. Tiden kun saa kort betegnes,
Og saa vit man slutte kand,
Efter hvilket kand beregnes
Resten af hans pines stand,
Men, min siel, din regning fik,
Om du kun et øyeblik

* * * 367

Af hans marter skulde kiende,
Aldrig fik din regning ende.

10. Hand ey eene lod sig spotte,
Henge, slide, pidske, flaae,
Men Guds grumme vrede maatte
Ham i Guddoms iver slaae,
Ach! da Guds retfærdighed
Hele timer slog og sleed
Paa det milde JEsu hierte,
Ach! hvad leed hand da for smerte.

11. O I dyre-bare timer!
Da man her paa jorden saae
Naade-solens røde strimer
Dødsens taage bort at slaae,
Eders milde straalers skin
Giør det lyyst for mine trin,
Naar I op i sielen rinder,
Al min nat og trang forsvinder.

12. Da min JEsus leed og døde,
Vredens nat og mørke sank,
Naadens blide morgen-røde
Lyser over sielen blank,
Tidens skændsel JEsus bar,
Deraf blev min tiid saa klar,
At jeg uforsagt tør vove
Midt i dødsens nat at sove.

* * * 368