Brorson, Hans Adolph O siel! hvor blev de gode ord

Nr. 144.

Mel. Mit hierte! hvi græmmer du dig.

O siel! hvor blev de gode ord,
Som JEsus fik,

* * * * 43

Den tiid du gik
Nu sidst til HErrens bord,
Der du i skrifte-stolen sad,
Og om vor HErres naade bad?

2. Da vilde du forbedre dig
Af hiertens grund,
Saa har din mund
Vel talet dristelig,
Men med hvad hierte det er skeet,
Er siden noksom kiendt og seet.

3. Dit skidne hiertes hykle-bod
Er løfte-riig,
Men list og sviig
Giør aldrig sagen god,
Det er at bade sig i dynd,
Og skiule kun sin synd med synd.

4. Du gaaer saa ofte frek og fri
Ved hykle-trin
Og bønnens skin
Guds naades dør forbi,
Og giør ved din forvovenhed
Kun Gud i himlen mere vred.

5. At sige hen i vær og vind
De bare ord,
Til HErrens bord
At gaae med samme sind,
Den altergang og skriftemaal
Giør hiertet haardt som steen og staal.

* * * 44

6. Din banden, vrede, gierighed,
Guds ords foragt,
Din stats og pragt,
Din vellyst bliver ved,
Dit levnet slaaer dig paa din mund,
Og viser hiertets falske grund.

7. At sige HErre! HErre! kand
Ey her forslaae,
Men hiertet maa
Af den fordervet stand,
Dit følesløse sind maa hen,
Og JEsus selv derind igien.

8. Spørg hiertet, om det og har lyst,
At skiemte meer
Med den, som seer
Hver tanke i dit bryst,
Og stevner al din kirke-sag
For dommens store skrifte-dag.

9. Græd for den tiid, som er forbi,
Suk raab og beed,
At miskundhed
Dig denne gang vil frie,
Og at ved JEsu saar og blod
Din skriftegang maa blive god.

10. Randsag dit hierte ret for Gud,
Om og din bod
Har saadan rod,
At du, som JEsu bruud,
Ey siger anden troskab til,
End den du ogsaa holde vil.

* * * 45

11. Fornye med Gud din daabes pagt
Hver dag og tiid,
Til kamp og striid
Mod satans list og magt.
Hav, hvor du vandrer ud og ind,
Guds ord og himmel i dit sind.

12. For alting lad den blodig sveed,
Den bittre nød
Og haarde død,
Som JEsus for dig leed,
I sielen ret som prentet staae,
Saa kand du smukt til alters gaae.