Brorson, Hans Adolph Nu, Gud skee lof, at stunden

Nr. 249.

Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.

Nu, Gud skee lof, at stunden
Er sød og bliid oprunden,
Jeg gaaer til paradiis.
Forældre tør ey klage,
Men til min grav ledsage
Mig hen med HErrens lof og priis.

2. Hvor kand Gud bedre giøre,
End mig fra verden føre,
Som er saa synde-fuld,
Hver hvo ey her har hiemme,
Dens fiendskab maa fornemme,
Indtil man legges hen i muld.

3. Det er de sidste dage,
Da trængsel, vee og plage
Med vælde bryder frem.
Mig river Gud i tide
Fra verdens storm til side,
Og fører mig saa deylig hiem.

4. Min tiid var her kun stakket,
Som hvad i gaaer blev snakket,
Men nu begynder ret

* * * * 325

Min himle-leve-maade,
Hvor synd og død og vaade
Er i al evighed forgiet.

5. Gud haster bort med sine
Fra denne verdens pine,
De frommes græde-dal,
Et snart og saligt ende
Er snart at faae i hænde
Sin arv i himlens fryde-sal.

6. Hvor ofte ey forførtes
Et barn, hvorom der hørtes
Et Gud opofret sind,
Den onde verden rekker
Sit snare-garn, og trekker
Saa mange hierter til sig ind.

7. Nu maa hun snarer stille,
Mig skal hun ikke drille
Og giøre meer fortred.
Hvor kand hun den anfegte
Som blant udvaltes slægte
Er med fuldkommenhed beklæd.

8. Før var jeg eders glæde,
Nu sørge I og græde,
Da jeg er vel forvart,
Naar I det ret betragte,
Og, hvad Gud giør, høyt agte,
Skal eders taarer tørres snart.

* * * 326

9. Gud eene tiden deler,
Hand baade slaaer og heler,
Hand kiender lidt og stort,
Som intet ont bestemte,
Og intet got forglemte.
Alt hvad hand giør, er herligt giort.

10. Naar I skal see mig træde
For Gud i brude-klæde,
Med livets krone paa,
Med seyrens skiønne palmer,
Med himlens fryde-psalmer,
For lammet ynde-fuld at staae.

11. Da skal I eder fryde,
Og begge to fortryde,
At I for mig har grædt,
Vel den! som i Guds ville
Sig overgiver stille,
Hans hierte vist vil blive let.

12. Far vel, jeg afsked tager,
Den sorg, som I nu smager,
Vil andre flere skee,
Gud eder selv ledsage,
Saa skal vi uden klage
Hver andre snart for thronen see.

* * * 327