Nr. 249.
✂ Mel. Nu hviler Mark og Enge etc.
✂
Nu, Gud skee lof, at stunden
Er sød og bliid oprunden,
Jeg gaaer til paradiis.
Forældre tør ey klage,
Men til min grav ledsage
Mig hen med HErrens lof og priis.
✂
2. Hvor kand Gud bedre giøre,
End mig fra verden føre,
Som er saa synde-fuld,
Hver hvo ey her har hiemme,
Dens fiendskab maa fornemme,
Indtil man legges hen i muld.
✂
3. Det er de sidste dage,
Da trængsel, vee og plage
Med vælde bryder frem.
Mig river Gud i tide
Fra verdens storm til side,
Og fører mig saa deylig hiem.
✂
4. Min tiid var her kun stakket,
Som hvad i gaaer blev snakket,
Men nu begynder ret
✂
Min himle-leve-maade,
Hvor synd og død og vaade
Er i al evighed forgiet.
✂
5. Gud haster bort med sine
Fra denne verdens pine,
De frommes græde-dal,
Et snart og saligt ende
Er snart at faae i hænde
Sin arv i himlens fryde-sal.
✂
6. Hvor ofte ey forførtes
Et barn, hvorom der hørtes
Et Gud opofret sind,
Den onde verden rekker
Sit snare-garn, og trekker
Saa mange hierter til sig ind.
✂
7. Nu maa hun snarer stille,
Mig skal hun ikke drille
Og giøre meer fortred.
Hvor kand hun den anfegte
Som blant udvaltes slægte
Er med fuldkommenhed beklæd.
✂
8. Før var jeg eders glæde,
Nu sørge I og græde,
Da jeg er vel forvart,
Naar I det ret betragte,
Og, hvad Gud giør, høyt agte,
Skal eders taarer tørres snart.
✂
9. Gud eene tiden deler,
Hand baade slaaer og heler,
Hand kiender lidt og stort,
Som intet ont bestemte,
Og intet got forglemte.
Alt hvad hand giør, er herligt giort.
✂
10. Naar I skal see mig træde
For Gud i brude-klæde,
Med livets krone paa,
Med seyrens skiønne palmer,
Med himlens fryde-psalmer,
For lammet ynde-fuld at staae.
✂
11. Da skal I eder fryde,
Og begge to fortryde,
At I for mig har grædt,
Vel den! som i Guds ville
Sig overgiver stille,
Hans hierte vist vil blive let.
✂
12. Far vel, jeg afsked tager,
Den sorg, som I nu smager,
Vil andre flere skee,
Gud eder selv ledsage,
Saa skal vi uden klage
Hver andre snart for thronen see.