Brorson, Hans Adolph Halleluja! jeg har min JEsum funden

Nr. 218.

Mel. Nu rinder solen op etc.

Halleluja! jeg har
Min JEsum funden,
Hans naades glands er klar
I mig oprunden,

* * * * * 241

Nu seer jeg veyen til
GUds frydebolig,
Nu kand, nu skal, nu vil :,:
Jeg vandre trolig.

2. Velan! min tiid er knap,
Jeg faaer at rende,
Hvor løbe de i kap,
Som kronen kiende,
Al verden vil jeg først
Med eet forkaste,
Og som en hiort i tørst :,:
Til himlen haste.

3. Kun fort paa livets vey,
Oplyste siele!
I maae i sandhed ey
I verden dvæle,
En hver for GUd sig til
Den sag forpligte,
At vi til himlen vil :,:
Allene sigte.

4. Al verden er forgiort
I alle sinde,
Og troer: der ey er stort
Hos GUd at vinde,
Det gaaer, som det er van,
I alle hiørner,
Til hun i døden an :,:
Paa dommen tørner.

* * * 242

5. Da skal hun faae at see,
Hvorfor hun slæbte,
Og efter evig vee
I tiden stræbte.
At hun har giort sig alt
For stor umage,
At legges ned i salt :,:
Og helved-lage.

6. Det er jo ret nok til
De svine-lemmer,
Som jorden have vil
Og himlen glemmer,
Som verdens lysters mad
Og mask udvælge,
Og himlens engle-fad :,:
For intet selge.

7. I sær er det en spot,
Ja mord at kalde,
Naar de, som kiendte got,
Fra naaden falde,
Som hunden til sit spye
Sig graadig vender,
Og vasket soe paa nye :,:
Til sølen render.

8. Men I, som kiende ham,
Der for os døde,

* * * 243

Og kalde det en skam
Ham ey at møde,
Hvad øyeblik hand vil,
I brude-smykke,
I faaer i sandhed til :,:
Heran at rykke.

9. Gaaer fort, og strider mod
De onde tanker,
Som sig i eders blod
Om sielen sanker,
Endog den mindste lyst
Ret at bekrige,
Bekræfter haabets trøst :,:
Til himmerige.

10. Det er en liden tiid,
Saa har jeg vunden,
Saa er den gandske striid
Med eet forsvunden,
Saa kand jeg hvile mig
I rosen-sale,
Og u-afladelig :,:
Min JEsum tale.

11. Mig tykkes, at jeg seer,
Hvor GUd sig fryder,
Naar JEsu kæmper meer
Igiennembryder,
At det kand ende faae
Med deres plage,
Og hver sin krone maa :,:
Af JEsu tage.

* 244

12. Jeg seer dig nok, min krands,
I himmerige,
For dine perlers glands
Maa solen vige,
Og naar jeg tænker paa,
Hvo dig fortiente,
Saa veed jeg, at jeg maa :,:
Dig vist forvente.