Brorson, Hans Adolph Op! op! at møde

Nr. 263.

Mel. Paa Gud allene.

Op! op! at møde
Din Goel, JEsu bruud!
Som for dig døde,
Og gik fra døden ud,
Som ey blev borte,
Den stund hand var forkast,
Som bandt den sorte,
Den tiid hand selv var fast,
Som freden giorte,
Den gang hans hierte brast.

2. O! hvilken qvale
Hans siel og legem bandt,
Før hand sin dvale
I gravens hvile fandt,
Hand gik i borgen
For os, vor beste ven,
Sank som i sorgen
Og døden gandske hen,
Paa paaske-morgen
Da fik vi ham igien.

3. O! al min glæde,
Jeg løber dig imod,
Din grav at væde
Med glæde-taarers flod.
O tusind gange
Velkommen fra min straf,

* * * 369

Fra dine mange
Og svare piners haf,
Fra din den trange
Og mørke død og grav!

4. Vor nat er svunden
For naadens lyse dag,
Og vi har vunden
Med ære al vor sag,
Gid ingen vanke
I sorgens mørke meer,
Derpaa at anke,
Hvad os i verden skeer,
Da vi de blanke
Guds himle aabne seer.

5. Vil satan fnyse
Mod det, som synes svagt,
Lad dig ey kyse,
Hand har slet ingen magt,
Lad ham kun larme,
Din JEsus er din trøst,
Kast dine arme
Om den opstandnes bryst,
Sig at forbarme
Er ham den største lyst.

6. Sank hand til grunde
For os i dødens aae,
Mon hand da kunde
Af sine haanden slaae?
Ney, hand vil være
Vor skiold mod satans list,
Hand vil os hære,
Naar vi vor kraft har mist,

* 370

Og os erklære
For sine her og hist.

7. Saa er mig døden
Og livet begge kier,
Er det fornøden
At leve lidet her,
I JEsu naade
Mit levnet skal bestaae,
Den levemaade
Er sød at tænke paa,
Saa kand jeg baade
I sorg og glæde gaae.

8. Men skal jeg træde
Til gravens mørke port,
Ja ret med glæde
Den gang skal blive giort,
Med brude-mine
Jeg hilse vil min død,
Har JEsus sine
Dog hende giort saa sød;
Trods dødsens pine!
Jeg døer i JEsu skiød.

9. Kom, søde leye!
I gravens stille borg,
Dig kand jeg eye
Foruden synd og sorg;
Trods dine pile,
Du hele mørkheds trop!
Der kand jeg hvile
Min arme ømme krop,
Der kand jeg smile,
Naar jeg igien skal op.

* * * 371