Brorson, Hans Adolph Mit hierte skal brænde som offer i ilden

Nr. 270.

Mel. I Lemmer, hvis hoved.

Mit hierte skal brænde som offer i ilden,
Hver tanke skal smelte til lofsang og fryd,
Min tunge skal flyde, som floden af kilden,
Med liflige toners bestandige lyd,
I HErren hans naade,
Paa kæmpernes maade,
Min siel sig skal rose, at ogsaa de bange,
Skal møde og tone med harpe og sange.

2. Ophøyer dog storligen med mig tilhaabe
Vor HErre! vor HErres hans hellige navn,
Jeg søgte hans ansigt, hand hørte mig raabe,
Og førte fra stormen saa sikker i havn,
Hans almagt det giorte,
At faren blev borte,
Den herlige frelse, af haardeste klemme,
Skal aldrig mit hierte og tunge forglemme.

3. Saa mange i nøden, som øynene vendte
Til HErren af inderste hierte og hu,
Saa mange til hannem sig skyndte og rendte,
Af dennem er ingen beskæmmet endnu,
Min yderste fare
Kand dette forklare,

Nr. 270. J3-7. 1, 4: liflige] livlige J3. 2, 1: tilhaabe] tilhobe J4-7. 2, 2: hellige] herligeJ3. 2, 5: giorte] giorde J4-7. 3, 4: beskæmmet] beskiemmed J3.

- - -

Nr. 270. Original. Salmen er en gendigtning af Sl. 34. Men på et par steder - 2, 5-8 og 3, 5-8 - har Brorson formet ordene sådan, at de giver indtryk af noget for ham selv stærkt personligt. Man tager næppe fejl, når man antager, at der her hentydes til den lidelsestid, han havde gennemgået, året før salmen udkom i J3 1747. Han havde nemlig i 1746 været hjemsøgt af en hård og langvarig sygdom, der ikke blot standsede hans arbejde, men som tillige var ledsaget af de tungeste åndelige anfægtelser (se L. J. Koch, Salmedigteren Brorson, 11 931, s. 126-30, 21932, s. 128-32). Det er da udfrielsen af denne haardeste klemme (2, 7), som ligger bagved på de to steder, og man kan vel herudfra formode, at hele salmen her har sit udspring. - V. 1: Sl. 34, 2-3. - 1, 5-7: i HErren hans naade... min siel sig skat rose] min sjæl skal prise sig lykkelig over Herrens nåde. - 1, 7: at] så at; følgen af lovprisningen skal være, at ogsaa de bange får mod til at stemme i med. - 1, 8: tone] lade toner lyde. - V. 2: Sl. 34, 4-5. - V. 3: Sl. 34, 6-7. - 3, 1: i nøden] hører til vendte.

387

Der denne hand raabte, maae alle bekiende,
Gud hørde og giorde paa pinen en ende.

4. Guds engel, den Zebaoths HErre, hand setter
Omkring de udvalde sin gloende vagt,
Naar alle hans fiender har kæmpet sig trætte,
Saa river hand sine af nøden med magt,
Betragter, besinder,
Ja smager og finder,
Hvor yndig er HErren, hvor lifligt hans gode
Dog altid har været mod alle, som troede.

5. Saa ærer, Guds hellige, HErren, og siunger,
Thi de, som ham frygte, har ingen slags trang,
De stærkeste løver mon brøle af hunger,
Og kæmpernes vælde vansmægter engang,
Men de, som den milde
Al saligheds kilde,
Vor JEsum, vil søge, tør ikke formode
Den ringeste mangel af noget slags gode.

6. I unge, som glædes i blomstrende alder,
Beqvemmer dog eder til viisdommens tugt,
Er ikke det, som I lyksalighed kalder,
Fornøylig at leve, Gudfrygtigheds frugt?

* * * 388

Guds naade at giemme,
Sin tunge at tæmme,
Af hiertet al ondskab og falskhed at hade,
Det giver de rette lyksalige dage.

7. Guds øyne de glæder, bevarer og leder
Retfærdige siele paa saligheds vey,
Hans ørne sig bøyer til alt det, de beder,
Hans hierte umuelig kand sige dem ney,
Da de, som sig glæde
I synderes sæde,
Skal føle hans ansigtes trusel og torden,
Naar hand deres navne udrydder af jorden.

8. Men HErrens retfærdige altid kand haabe,
Fordi dem tilhører al saligheds Gud,
Fordi de i nøden kand sukke og raabe,
Fordi hand saa gierne vil hielpe dem ud,
Fordi hand dem ikke
Det mindste kand skikke,
Af hvad dem i verden bedrøveligst hendes,
Som jo til den sødeste glæde omvendes.

9. Vor HErre sig nærmer til knusede hierter,
Omfavner og frelser en sønderstødt aand.
O! ærer og kysser den samme, som snerter
Og læger, den milde almægtige haand;
I fromme skal lide,
Men derhos dog vide,
Hand redder af trængseler, dette er sagen,
Hand hielper af alle, slet ingen undtagen.

* * * 389

10. Hvad giøres da mere bekymring fornøden?
Vor HErre er sines den evige skiold,
I sorrig og glæde, i livet og døden,
Vi ere og blive i JEsu hans vold,
Ey dette all ene,
Men ogsaa de bene
I graven af vores formulstrede lemmer
Til hobe saa nøye vor Frelsere giemmer.

11. Det onde skal synderen følge og qvæle
Foruden al ende, naar tiden er endt,
Og de, som har plaget oprigtige siele,
Skal blive med evigheds angest bespendt,
Hvor vil de da svede
For Dommerens vrede,
Naar pølen, hvor helligheds fiender skal bades,
Og bøger, som skyer i torden, oplades.

12. Men tænker, I deylige siele, som lyde
Den HErre, som eder har himlen bereed,
Hvorledes dog dette vil hierterne fryde,
At finde blant HErrens forløste sit sted.
Thi ingen kand falme
For domme-dags qvalme,
Som søgte i JEsu hans vunder al naade,
Men dømmes uskyldig i høyeste maade.

* * *