Brorson, Hans Adolph Min siel, hvo vilde være

Nr. 167.

Mel. Min siel nu lover HErren etc.

Min siel, hvo vilde være
Begierlig efter det man veed,
Der kand dig kun besnære,
Og hindre fra din salighed,
I verdens ære prange,
Som kand saa snart forgaae,
Forbandet tusind gange
Den ære kaldes maa,
Som styrter ned i pine
Og skændsel siel og krop,
Vil du til ære trine,
Saa søg til himlen op.

2. Hvad kand os vellyst nytte,
Der er saa slet og hastig endt,
Hvad kand os riigdom skytte,
Naar døden har sin bue spendt,
Min JEsu æres sæde
Har uforgænglig guld,
Af hiertens fryd og glæde
En gandske himmel fuld,
Mod hvilket verdens rige
Er kun som skum paa vand,
Kom hierte! lad os fige
Til himlens fryde-land.

3. Hvad skal vi da ey smage
For liflighed i siel og krop,
Naar disse gode dage
I evighed ey høre op,

* * * 101

For JEsu stoel at træde
I himlens blanke slot,
I JEsu sig at glæde
Er evig sødt og got,
I JEsu sig at fryde
I evig ære-stand,
Har mere at betyde,
End nogen tænke kand.

4. I JEsu har jeg mængden
Af riigdom, lystighed og pragt,
Det skal man see i længden,
Naar verden er i aske lagt,
Lad verden mig foragte,
Det intet hindre kand,
Jeg efter dig vil tragte,
Du himlens ære-stand.
Lad verden mig kun hade,
Jeg bliver JEsu troe,
Og aldrig ham vil lade,
Saa er min siel i roe.

5. Bort verden, vær forbandet
Med al den deel, dig hører til,
Min JEsum, intet andet,
Jeg til min riigdom have vil,
Lad verden mig kun træde
I spot og skændsel ned,
Min JEsus mig kand glæde
I tiid og evighed.
Og skulde jeg end smage
Her døden tusindfold,
Det kand mig intet tage,
Hist er jeg i behold.

* * * * 102

6. Det kand jeg frit bekiende,
Og glædes nat og dag dertil,
Et rige uden ende
Gud mig i himlen unde vil,
Lad verden sig fornøye
I det, som snart forgaaer,
Min krone i det høye
Alt færdig til mig staaer,
Jeg skal med Gud regnere
I evig herlighed,
Hvem vilde sørge mere,
Imens jeg dette veed?

7. O JEsu! al min glæde,
Naar kommer dog den blide stund,
At jeg derop kand træde,
Og prise dig med engle-mund,
Naar skal jeg brude-smykkes?
Naar skal den vexel skee?
Naar skal det for mig lykkes,
At jeg dig faaer at see?
O! und mig snart den ære,
I frydens paradiis
Min seyers krands at bære,
Dig selv til evig priis.