Brorson, Hans Adolph O du, den jeg længes efter

Nr. 244.

Mel. Ach hvad skal jeg Synder giøre.

O du, den jeg længes efter,
Du udkaarne og udvalde søde brudgom hør min bøn,
Ach forleen mig dog de kræfter,
At jeg kand dig høyt ophøye, allerlifligste Guds søn.

2. Du est ene værd at skattes
For saa sødt og høy velsignet frydefuldt et paradiis,
O! hvad skulde mig vel fattes,
Naar jeg dig i hiertet haver, alle himles roes og priis.

3. Lader du din kraft fornemme,
O hvor mægtig giennemtrængend den bemestrer sig mit sind!
At jeg al min nød kand glemme,
Aandens balsom hiertet fører høyt henop i himlen ind.

4. Du est den magnet, der trekker
Sielen fast og u-ophørlig ind i kierlighedens brand,
At hun efter dig sig strekker,
Til hun i dit milde hierte endelig rodfæstes kand.

5. Hvo dig ret dog elske kunde,
Blæs da kierlighedens lue op i hiertet immerfort,
Kierlighed har dybe grunde,
Efter disse kilder tørster jeg og render, som en hiort.

6. Verdens gift med hendes glæde
Spyer jeg ud af gandske hierte, spytter ad den raadne mad,
Giv mig i min ørk at æde
Kierlighedens søde manna, til jeg kommer til min stad.

7. Du min eeneste udkaarne,
Som saa kierlig og saa herlig fryder hierte, been og marv,

* * * 316

Søger, finder det forlaarne,
Dig jeg have vil allene, giv mig dig til evig arv.

8. See! hvor vel jeg er til mode,
Og hvordan hun hopper, springer, min med dig forbundne aand,
Thi hun smager selv dit gode,
Ach bliv hos mig evig, evig, til jeg palmer faaer i haand.