Nr. 259.
✂ Mel. Jeg veed et evigt himmerig.
✂
Omenniske, som troer og veed,
At verden snart skal brænde,
Skal den fordømte sikkerhed
Dog ey engang faae ende?
✂
2. Giv agt, og merk hvad sandheds mund,
Som ingen kand bedrage,
Har talet om den sidste stund,
Og hvordan det vi! smage:
✂
3. Naar dommeren vil bryde frem,
En hver sin løn at give,
Naar alle jordens folk skal hiem,
Hvor de skal evig blive.
✂
4. Da, naar de store tegn skal skee
I stierner, soel og maane,
Naturen, som i fødsels vee,
Er færdig til at daane.
✂
5. Naar havet bruser op i skye
Og vælter sine strømme,
Ret som det vilde strax paa nye
Al verden oversvømme.
✂
6. Naar alle torden sammenslaaer,
Og alle vinde suser,
Naar jorden som en vugge gaaer,
Og himlens hvelning ruser.
✂
7. Da just udi den samme stund
Vil Christus aabenbares,
Og at der skal til baade pund
Og alle renter svares.
✂
8. Da skal de alle, ogsaa de,
Som vilde være blinde,
Da skal de livsens fyrste see,
Og mange øyne rinde.
✂
9. Samvittighed! som vogner vred,
Hvad vil du luften giøre
Som helvede saa rød og heed,
Naar du dig da vil røre.
✂
10. Den store hob er trint omkring
Bespendt med frygt og plage,
For baade de fremfarne ting,
Og hvad de nu skal smage.
✂
11. Men ham at skue, som de her
Forskiød, som for dem døde,
O GUd! hvor dette vil i sær
Med helved-marter støde!
✂
12. Men glade vil de gode staae
Ved deres Frelsers komme,
O tusind lyst at see ham paa,
Og findes blant de fromme!
✂
13. De glædes, før de faaer ham seet,
Hvad naar de seer hans rige,
Hans herlighed og majestæt?
Hvad vil de da vel sige?
✂
14. Velan, I fromme! tiden sig
Alt meer og mere nærmer,
Og dagen kommer pludselig,
Naar verden grummest sværmer.
✂
15. O! tager eder vel i agt
For verdens sorg og glæde,
Ey nogen stund fra bønnens vagt
Og troens kamp at træde.
✂
16. Men I, som livsens vey beleer,
Og bliver ved at synde,
Naar I ham snart paa thronen seer,
Hvad vil I da begynde?
✂
17. O menniske, som troer og veed,
At verden snart skal brænde,
Skal den fordømte sikkerhed
Dog ey engang faae ende?