Brorson, Hans Adolph I sinde, som finde ey hvile paa jorden

Nr. 266.

Mel. Min Brudgom den liflige.

I sinde, som finde ey hvile paa jorden,
Men længes at mænges i englernes orden,
Bereder dog eder, o gid I var mange,
At møde den søde vor Frelser med sange!

2. De andre, der vandre, som lysten dem drager,
Hvis taler kun praler af jordiske sager,
O jammer! de skammer sig ikke mod eder
At braske med aske, som vinden bortspreder.

3. Lad fare den skare, hvis lokken og trusel
Selv blotter og spotter sin skændige blusel,
Hvis munde dog kunde ey andet end skumme
Af giften, som skriften forbyder de fromme.

4. I siele, hvis mæle skal verden beskæmme,
Og bære al ære til Frelserens giemme,
I tunger, som siunger saa gierne om palmer,
Hvi tier og bier saa ofte vor' psalmer?

5. Var havet begavet med sandser og evne,
At kunde begrunde det mindste vi nævne,
Hvor skulde til fulde dets afgrund da syde,
Vor HErre til ære forunderlig skryde.

* * * 377

6. Græs, grene og stene med sandet paa banke,
Og blade, som lade af vinden sig sanke,
Ja poder hos floder, o kunde de tale,
Hvor maatte de spotte vor lunkenheds-dvale!

7. Hvi slumme I fromme, som burde at prise
Vor konge, og siunge hans kierligheds vise,
Udbreder dog eder, som roser mod solen,
Betyder hans dyder, som sidder paa stolen.

8. Beskriver hans iver i kierligheds flamme,
Begrunder hans vunder, og kysser de samme,
Hand lidde og stridde, betalede brøden,
Da livet blev givet for alle i døden.

9. De hvide og blide Guds helgenes mængde,
Som prange med sange af evigheds længde,
Som haster og kaster sig alle for thronen
For Lammet, annammet til spiret og kronen.

10. De vilde saa milde og gierne fornemme,
At mange med sange dog skulde istemme.
De skue den drue i heftigste brynde,
Begiere alt mere hans sødhed forkynde.

11. Slaaer sammen: ja amen! al viisdom og vælde
Med magten og pragten i evigheds ælde

* * * 378

Skal være vor kiere forløsere givet,
Som friede i tide os arme til livet.

12. O rinder, I kinder, med tusinde taarer,
Hver draabe skal raabe i sener og aarer:
Vor lykke, vort smykke, hvad skulde os tysse?
Din pine skal dine evindelig kysse.