Brorson, Hans Adolph Saa kom, forønskte dødens stund

Nr. 250.

Mel. Hvad min Gud vil etc.

Eller: Vor troe kand giennem etc.

Saa kom, forønskte dødens stund,
Som ender al min møye,
Jeg seer i denne syndens grund
Op efter Zions høye,
Forønskte død, kom hastig frem,
Jeg smertelig forlanger,
At komme snart i flok med dem,
Som for Guds throne pranger.

2. I svage lemmer grue vel
Paa død og grav at tænke,
Ja og den himmel-givne siel
Kand, uden sig at krænke,
Tit ikke sige sit god nat,
Snart er hun vel til mode,
Snart er det anderledes fat,
Sligt føle tit de gode.

3. Dog for min JEsu kierlighed
Skal al min frygt forsvinde,
Lad mig i døden synkes ned,
Der skal jeg JEsum finde,
Der finder jeg og holder dig,
Og favner tusind gange,
Der er det just, min JEsus mig
Saa liflig vil undfange.

* * * 328

4. Saa døer jeg ey i denne død,
Thi JEsus i mig lever,
Og efter det udstandne stød
I evig glæde svever,
Hos livets blide strøm og elv,
I salighedens sæde,
Hvor herlighedens Gud er selv
Min trøst, min soel og glæde.

5. Til livet gik du ey forbi,
Men lige giennem døden,
Saa bliver jo den samme sti
Til himlen mig fornøden,
Det sidste trin til himlens land
Er døden for de fromme,
Er hovedet i himle-stand,
Hvor kand hans lem omkomme.

6. Forsag da ey, mit svage sind,
Lad kroppens aske vige,
Slip, hvad der vil i graven ind,
Lad jord til jord kun blive,
Din siel paa den udstandne striid
I Herrens haand skal hvile,
Og indtil evig, evig tiid
I himlens ynde smile.

7. Basunen i Guds domsdags skye
Skal sanke dem tilhobe,
Hver siel skal faae sin krop paa ny,
Hver been og blode-draabe,

* * * 329

Da støvet for Guds riges stoel,
Saa deylige, saa mange,
Langt meer end himlens middags-soel
Forunderlig skal prange.

8. Hos dig din dødlighed kun døer,
Du selv est u-beskaaren.
Og kroppen bliver skiøn og føer
Og nye til himlen baaren,
Thi hvad man her i støvet saaer,
Og maa i graven stinke,
Det skal, naar det igien opstaaer,
Med himmel-straaler blinke.

9. Saa gaaer, I svage lemmer! ned
I gravens skiød at sove,
I skal staae op i herlighed
Guds Majestæt at love,
Ja der skal eder samme hud,
I her har haft, beklæde,
I skal med samme øyne Gud
Da see i evig glæde.

10. Den jeg har her i troen tient,
Skal ey mit støv forgiette,
Men faae det op af graven hent
Og blant Guds engler sette,
O søde Gud, hvor vil hun dig
Da skue ret, mit øye,
Hvor vil min mund u-endelig
Din kierlighed ophøye.

* * * 330

11. Gud selv vil med sit ansigt mig
Evindelig fornøye,
Hans eget lys forunderlig
Skal glimre for mit øye,
Hvad vil jeg da vel sige, naar
Guds helgene sig skynde,
For thronen mig ved haanden faaer,
Og lammets sang begynde.