Brorson, Hans Adolph Meer end himmel-søde

Nr. 241.

Bruden.

Meer end himmel-søde
Milde Jesse riis,
See mit hierte bløde
Efter dig, min priis,
See! hvordan mig driver
Kierlighedens iver
Fra mig selv til dig,
Til dig, mit paradiis.

2. Jorden har kun møye,
Ubestandighed,
Sielens klare øye
Af det støv er keed,
Bort de tankers nelder,
Som til verden helder,
Tag mig, at jeg kun
Af dig allene veed.

Brudgommen.

3. Prægtigste fyrstinde,
Det er troens pragt,

* * * 307

Ingen trøst at linde,
Og dog uforsagt;
Tag ved taal din bange
Længsel flux til fange,
Og forsikre dig,
Jeg bliver ved min pagt.

4. At dig jorden bærer,
Intet hindre kand,
At hun dig besværer,
Det er mod din stand,
Troe kun gandske sikker,
At hvad jeg dig skikker,
Vist det beste er,
Var det end baal og brand.

Bruden.

5. Amen! ja jeg bliver
Fast ved dette baand,
At mig intet river
Af din hulde haand,
Men mit arme hierte
Des uagtet smerte
Daglig føle maa,
Som qvæler haardt min aand.

Brudgommen.

6. Vil du med regiere,
Dog gaae kors forbi,

* * * 308

Tael da intet mere
Om den trange sti,
Due! lad dig sige:
Kors til himmerige
Er allene vey,
Slet ingen bliver fri.

Bruden.

7. Brudgom! milde hierte!
Hist er alting sødt,
Her er idel smerte,
Alting koldt og dødt.
Er det da ey billigt,
At mit sind er villigt
Snart at gaae herfra,
Som er af sorg forstødt?

Brudgommen.

8. Flyve-tanker drage
Dig i verden ind,
Selv sig at forsage
Giør et himmel-sind,
Stille skal du tie,
Til jeg kommer, bie,
Nok, at jeg er din,
Og du min rosen-kind.

9. Lad dig ey forvilde
Af dit eget mod,
Aldrig foer hand ilde,
Som sig overlod,

* * * 309

Jeg din sag kand sette
Uden dig til rette,
Hviil du kun i mig,
Thi enden bliver god.

Bruden.

10. JEsu, jeg med smerte
Klager, mig ey værd,
At dit milde hierte
Har min siel saa kier,
Vil din livsens lære
Stedse lydig være;
Thi du ene veedst
Hvad mig kand tiene her.

11. Skal jeg længer bære
Dette svage leer,
Du mit liv skal være,
Nu hvad vil jeg meer,
Skal jeg afskeed tage,
Glad vil jeg da drage
Ind i himlens fryd,
Ja, amen, vist det skeer.

12. O! hvor skal min tone,
Hvad jeg kand formaae,
I saphirers throne
For dig liflig gaae,
Naar jeg skal fornemme
Alle englers stemme,
Og at jeg blant dem
I jubel-fryd skal staae.

* * * 310

13. Ja og her istemme,
Hver som JEsum seer,
Og hans lof forfremme
Daglig meer og meer.
Ingen tie stille,
Alle hierter spille,
Til den trætte aand
Gaaer hiem fra kroppens leer.